mm

Birgitte Vestermark

Birgitte Vestermark er journalist, forfatter og foredragsholder med speciale i Mellemøsten. Hun har været Mellemøstkorrespondent for Berlingske og Mellemøstanalytiker på P1 programmet Orientering på Danmarks Radio, har rejst i hele regionen og boet tre år i Jerusalem. Hun har desuden netop afsluttet en kandidatgrad på Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Hun har også skrevet flere bøger herunder lærebogen "Det moderne Mellemøsten". Hun bor i Hvidovre med sin familie. Hvis du vil bidrage til Birgittes fortsatte skriverier på POV, kan du donere til hende på hendes Mobile Pay: 93 95 98 64.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Birgitte Vestermark
på Mobile Pay: 93 95 98 64

Himlen over min fars tag

NY BOG – Zeinab har altid været viljestærk, og som helt ung betyder det utallige konflikter med forældrene, når hun kæmper for at være ligesom sine folkeskoleveninder i Allerød. Som 16-årig bliver hun sendt ufrivilligt til Irak uden pas til genopdragelse hos sin fars familie, men med hjælp fra Danmark, lykkes det hende at flygte. I “Himlen over min fars tag” fortæller Zeinab Mosawi sammen med Birgitte Vestermark historien om sit liv, om ære, afmagt, styrke og en ung kvindes kamp for selvbestemmelse. POV bringer et uddrag nedenfor.

Det er en ganske almindelig dag på Engholmskolen. Klassen har dansk, og Simone sidder og tegner kruseduller i sit kladdehæfte, mens en af drengene hakker sig igennem dagens hjemmelektie. Lisbeth står tålmodigt ved tavlen og retter ham, hver gang han læser forkert.

Endelig ringer det ud. Pigerne løber sammen ned i skolegården for at få de gode pladser på bænkene, hvor de kan sidde og snakke. Simone og Zeinab sætter sig ved siden af hinanden, sådan som de har for vane at gøre. De to veninder er uadskillelige. Andrea er der også, da Zeinab pludselig begynder at fortælle, at en stor bil en dag kom kørende op til skolen og tog hende og Mohamed med væk.

„Ligesom en kidnapning?“ spørger Andrea nysgerrigt, og Zeinab nikker ivrigt.

„Der var nogen, der forsøgte at bortføre os.“

Hele frikvarteret fortæller Zeinab om det mislykkede kidnapningsforsøg og om, hvordan hun og Mohamed med nød og næppe slap fra deres bortførere.

Simone er skeptisk. Hun kniber øjnene sammen og ser lettere misbilligende på Zeinab, men siger ikke noget. Hun tænker, det er en lige lovlig fantasifuld historie, Zeinab har serveret dér. Måske er det bare noget, hun har drømt. Eller også prøver Zeinab at gøre sig interessant for at få lidt opmærksomhed, tænker Simone, da klokken ringer ind igen. Det er i hvert fald dét, Simones egen mor for nylig sagde om en pige, som krydrede virkeligheden med effekter fra fantasiens verden.

Simone synes, det er en dum historie. Og helt unødvendig. I det følgende frikvarter har hun glemt alt om den, og Zeinab nævner den ikke igen.

Først mange år senere går det op for Simone, at historien i skolegården måske var et råb om hjælp fra en pige, der stod med større problemer, end hun selv kunne håndtere.

*

Samtidig med at jeg fik besked på at gå med tørklæde, begyndte Mohamed og jeg i koranskole.

Det var hver weekend, både lørdag og søndag fra klokken 10 til to‑tre tiden. Og det var inde på Nørrebro, hvor der lå en shiamuslimsk moské, så det tog en krig at komme derind.

Jeg prøvede at undslå mig. Fandt på alle mulige krumspring og opdigtede historier for at slippe, men lige lidt hjalp det. Jeg skulle af sted, og min far fulgte os derind. Weekend efter weekend, når andre børn sov længe, slappede af eller legede med deres venner, sad Mohamed og jeg bøjet over bøgerne, terpede koranvers, læste om profeten Muhammed, lærte arabisk og øvede os i at kalligrafere de smukke arabiske bogstaver. Jeg hadede det af et ærligt hjerte, for det kom til at føles, som om vi var i skole syv dage om ugen og aldrig havde fri.

Det fik mig også til at føle mig meget anderledes end alle mine danske veninder, for når de kom tilbage fra weekend, kunne de fortælle spændende historier, om hvad de havde oplevet i fridagene. Nogle af dem havde haft legeaftaler med hinanden, andre havde været i Tivoli, spillet fodboldkamp eller dyrket andre fritidsinteresser, mens jeg sad mandag efter mandag uden noget at byde ind med. Jeg havde jo bare været i koranskole. Det var kun efter sommerferien, jeg kunne deltage i samtalen, for der havde vi som regel været med toget til Tyskland for at besøge min fætter og hans familie.

De ferier holdt jeg meget af. Både fordi det gav mig en sjælden mulighed for kunne være med i snakken om, hvad vi havde lavet i ferien hver især, men også fordi min fætter og hans kone er supersøde mennesker. I det hele taget har mine forældre været gode til at tage os med rundt i verden på familiebesøg i sommerferien, og vi fik også tit besøg af vores slægtninge, som kom til Danmark og var her i ugevis. Så boede de hos os, og vi tog på udflugter og viste dem København. Familiebesøgene er faktisk nogle af de bedste minder, jeg har fra min barndom.

Jeg kunne ikke slippe mine drømme, jeg ville ikke indordne mig, uanset hvor forkert resten af min familie syntes, jeg opførte mig. For hvis jeg gjorde det, ville jeg give køb på, hvem jeg var

Udover selve undervisningen havde vi også lektier for på koranskolen. Vi skulle lære koranvers udenad, og det kom oveni de almindelige lektier til den danske folkeskole. Vi koranskolebørn var hårdt spændt for, og jeg har aldrig været specielt vild med lektier, så for mig var det lidt af et mareridt at skulle forsøge at følge med på to forskellige skoler samtidig.

Det lykkedes mig at lære en hel del af koranversene udenad, men fordi jeg ikke havde hjertet med i det, har jeg glemt dem igen. Det kan jeg godt ærgre mig over i dag, for mange af versene er faktisk utrolig smukke.

Efter undervisningen på koranskolen var der fællesbøn og en imam, der prædikede siddende på en stor stol foran nogle sorte og grønne vægtæpper med korancitater i sirlig guldskrift. Det foregik i et stort, højloftet lokale, som havde kendt bedre dage. Cementgulvet var bulet og ujævnt under tæpperne, og tapetet hang i laser ned over de hullede mure. Langs væggene var der stablet madrasser op til at sidde på, og der stod også nogle store kasser med bedesten og sepha’er, som er sådan nogle kranse med små sten i, der skal hjælpe en med at huske bønnerne. En sepha fungerer for muslimer ligesom rosenkranse for katolikker.

I de fleste arabiske familier arbejder kvinden ikke uden for hjemmet. Det behøver hun heller ikke, for forventningen er, at hendes mand forsørger hende, mens hun så til gengæld passer børnene og holder huset

På grund af fællesskabet med de andre mænd var min far ret vild med at komme der, og ofte blev vi hængende og hørte på imamen eller spiste med ved den store fælles aftensmad, som var tilberedt af mændene og gratis for alle, der kom i moskéen.

Min mor var ikke så tit med, for hun kunne ikke lide at komme der. Hun tog kun med ind til de store shiamuslimske helligdage, for dem fejrede vi altid i moskéen på Nørrebro: Eid, der markerer afslutningen på fastemåneden Ramadan, og Ashura, som er en særligt hellig dag for shiaerne, der mindes mordet på imamen Husayn ibn Ali, profeten Muhammeds barnebarn.

I 600‑tallet gjorde Husayn oprør imod Umayyade‑dynastiet og nægtede at sværge troskab over for den siddende kalif. Imamen blev dræbt og halshugget under slaget ved Karbala i år 680, og på den måde blev Husayn en samlende faktor for den shiamuslimske trosretning, der holder på, at kun de, der nedstammer i lige linje fra profeten, kan gøre krav på at lede muslimerne. Shiaer mindes Husayns martyrium, ved at menighedens mænd går i optog og synger klagesange, mens de slår sig til blods med piske og kæder.

Det er ret voldsomt at se på, og jeg kan huske, at som barn syntes jeg, det blodige ritual var vildt overvældende og skræmmende.

*

De første år fik jeg lov til at være inde i mændenes afdeling, når de bad, sammen med Mohamed og min far. Men da jeg blev ældre, skulle jeg alene ind i kvindeafdelingen. Den var adskilt fra mændenes af en tynd væg. Lige inden for døren hos kvinderne var der en knage, hvor der hang en stribe tørklæder og abaya’er – de lange, løstsiddende frakker, der går helt ned til gulvet.

Dem kunne man låne, når man skulle bede, hvis man ikke var klædt anstændigt nok på i forvejen. Det gjorde jeg et par gange, hvis jeg var ankommet til moskéen i mit normale tøj.

Inde hos kvinderne var der en masse hvisken og tisken. Der var skrigende småbørn og unger i alle aldre, der stormede rundt på de tæppebelagte gulve, mens deres mødre havde travlt med at sladre sammen om, hvis søn der ville være et godt parti for hvis datter, og hvordan de skulle bringe de unge mennesker sammen. Det var blandt andet derfor, min mor ikke brød sig om at komme i moskéen på Nørrebro. Hun syntes ikke, de andre kvinder tog deres religion alvorligt nok. Men kvindernes interesse for religionen blev tydeligt skærpet, når den gav dem mulighed for at lægge brænde på forargelsens bål.

Det er et fast ritual, at man som muslim skal vaske sig grundigt inden bønnen. På den måde vasker man sine synder bort og kan stå helt ren over for Allah, mens man beder

Jeg kom engang ind til moskéen, nogle dage efter at jeg havde overnattet hjemme hos Simone. Vi havde hygget os med at lægge neglelak på tæerne, og det havde jeg ikke nået at tage af, inden vi skulle i moskeen. Der sad en hel gruppe kvinder på gulvet, da jeg kom ind.

Men selv om de var optaget af verdslige ting, så kan det nok være, at den moralske forargelse fik frit løb, da de fik øje på mine farvede tånegle. En af de forreste kvinder puffede naboen i siden og hviskede noget, og derefter rendte nyheden som en løbeild gennem hele moskéen. 50 par øjne stirrede misbilligende på mig, og nogle enkelte hvæsede kritiske bemærkninger ud gennem mundvigen, højt nok til at jeg kunne høre det.

Det er et fast ritual, at man som muslim skal vaske sig grundigt inden bønnen. På den måde vasker man sine synder bort og kan stå helt ren over for Allah, mens man beder. Men når man har neglelak på, dækker det for neglene, så man ikke kan komme til at vaske dem ordentligt, og derfor er det haram – forbudt og syndigt – at have neglelak på i moskéen. I koranskolen gjorde man et stort nummer ud af at lære os børn, hvad der var halal – tilladt – og hvad der var haram.

Jeg vidste udmærket godt, at neglelak var forkert, men jeg havde glemt alt om det, efter at jeg lagde den på hjemme hos Simone. Og nu hvor jeg stod i moskéen med fodsålerne begravet i det bløde tæppe og neglene lysende op i den klareste lyserøde farve, var der ikke så meget, jeg kunne gøre ved det.

Det var episoder som den med neglelakken, der gjorde, at jeg havde mindre og mindre lyst til at komme i moskeen på Nørrebro, jo ældre jeg blev, og til sidst holdt jeg helt op med at komme. Men koranskolen slap jeg ikke for, for i moskéen var min far begyndt at snakke sammen med nogle af de andre, der kom fra Nordsjælland. Ligesom os tog de toget ind fra Birkerød, Hillerød eller Holte, og de syntes også, der gik lige lovlig lang tid med transport, så på et tidspunkt fik de den idé at oprette deres egen koranskole. De fik lov til at bruge et par lokaler på en skole i Birkerød, og min far blev stedets arabisklærer, fordi han som journalist var god til at skrive.

I koranskolen gjorde de et stort nummer ud af at lære os, hvad der var halal, og hvad der var haram. Desværre var rigtig meget af det, der var sjovt, haram

I Birkerød var rammerne lidt løsere end på Nørrebro. Nogle af pigerne gik uden tørklæde, og jeg fik mange venner blandt de andre børn. Især drengene var sjove, og vi blev ofte og hang ud, når undervisningen var slut, og nogle af dem var jeg også hjemme og besøge privat. På koranskolen i Birkerød kom der endda kristne børn, som gik til undervisningen for at lære arabisk.

*

I koranskolen gjorde de et stort nummer ud af at lære os, hvad der var halal, og hvad der var haram. Desværre var rigtig meget af det, der var sjovt, haram.

Hjemme på Lindebakken var der også mange ting, der var haram. Jeg var for eksempel den eneste af børnene i min klasse, der ikke gik til nogen fritidsaktiviteter. Jeg elskede idrætstimerne, og jeg var sindssygt god til at løbe. Især mellemdistancerne, hvor man både skulle løbe hurtigt og langt. På et tidspunkt spurgte min dansklærer, Lisbeth, mine forældre, om det ikke var en god idé at melde mig ind i en løbeklub. Hun mente endda, at hun kunne trække i nogle tråde, så det ikke kostede noget for mig at gå der. Men mine forældre sagde nej.

Der var ingen grund til, at piger skulle dyrke sport, mente de. Det var det samme, da jeg sagde, at jeg gerne ville gå til fodbold.

Jeg var vild med fodbold, og jeg var også rimelig god til det. Men det var helt udelukket, at jeg kunne få lov at gå til det, for til fodbold spiller man i shorts, og ifølge mine forældre er det haram at gå i shorts – uanset om man er en mand eller en pige.

Jo ældre jeg blev, jo mere var det, som om dét jeg gerne ville og så mine jævnaldrende gøre, blev haram. Jeg måtte for eksempel aldrig være ude længere end til klokken 20, og mine forældre holdt nøje øje med mig

Jeg lod hånt om deres mening. Det brasilianske landshold var konger, jeg var fuldstændig besat af Ronaldinho og jeg dyrkede min „synd“ i smug. Jeg brugte mine lommepenge på at købe fodboldmagasiner for at få fingre i idolplakaterne med den brasilianske boldkunstner. Jeg havde dem liggende under hovedpuden, så jeg kunne tage dem frem og kigge på dem, lige inden jeg skulle sove. På et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg ville driste mig til at hænge plakaterne fra fod‑boldmagasinerne op på væggen over min seng. Jeg havde tegnet et stort lyserødt hjerte rundt om Ronaldinho.

Der gik et par dage, før min far opdagede det.

„Hvorfor har du gjort det?“ ville han vide.

„Fordi jeg er fan af Ronaldinho. En stor fan,“ svarede jeg. Men det kunne min far ikke forstå.

„Tag dem ned,“ beordrede han, og da jeg nægtede, fik jeg en svidende lussing.

Han trådte op i Mohameds underkøje, så han kunne nå plakaterne, og flåede dem ned med en sådan kraft at tapetet indenunder røg med. Ronaldinho‑plakaterne var helt ødelagt.

*

Da jeg var en halvstor pige, stak Mohamed og jeg af hjemmefra sammen. Jeg var led og ked af alle skænderierne og de slag, jeg fik af min far, når jeg ikke indordnede mig under reglerne. En dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville bo derhjemme længere. Jeg havde lagt en flugtplan, og da vores forældre var taget ud for at handle, overtalte jeg Mohamed til at tage med mig. Vi smuttede ud gennem haven og hjalp hinanden med at kravle over trælågen og ud på den lille sti, der løb bag huset. Så løb vi, så hurtigt vi kunne ned til kiosken, hvor vi plejede at købe slik.

Solen skinnede, og jeg havde været forudseende nok til at medbringe en håndfuld småpenge, som vi gik ind og købte slik for. Bagefter fandt vi en solbeskinnet plet, hvor vi sad i flere timer og hyggede os, spiste slik og snakkede om alt muligt mellem himmel og jord. Det var fantastik at være ude på egen hånd, komme væk fra problemerne derhjemme, glemme al balladen og bare slippe alle de mørke tanker.

Den eftermiddag, hvor vi løb væk sammen, står som et af mine bedste barndomsminder med Mohamed.

Hvorfor en lille skolepige besluttede sig for noget så drastisk som at løbe hjemmefra, var der stadig ikke rigtig nogen af dem, der var interesserede i

Men alting får en ende, og på et tidspunkt kom en af Mohameds venners mor forbi og tog os med hjem til hende. Hun har vel undret sig over, hvorfor vi sad der, og så har vi sikkert fortalt hende, at vi var løbet hjemmefra. Hun tog os med hjem til aftensmad, og bagefter ringede hun til mine forældre og kørte os hjem til Lindebakken.

Min far var tosset over, at vi var stukket af, og selvfølgelig blev vi straffet for vores ulydighed. Min mor var mest bare ked af, at vi havde kunnet finde på det. Det var næsten værre. Jeg hadede, når min mor var ked af det.

Hvorfor vi var stukket af, og hvordan vi havde det, var der selvfølgelig ingen, der spurgte ind til.

Efter flugten rettede Mohamed ind, men ikke jeg. Jeg blev ved med at gøre oprør imod det, jeg ikke brød mig om, og det, jeg ikke syntes var retfærdigt. Jeg blev ved med at insistere på at blive set som den, jeg var, og derfor herskede der ofte en dårlig stemning i rækkehuset på Lindebakken. Skænderier og konfrontationer hørte til dagens orden.

Efter et lille års tid blev det igen for meget for mig. Det summede i mit hoved, og jeg var ved at kaste op over de evindelige diskussioner, over øretæverne, der sad løst, og over mine forældres manglende lyst og vilje til at høre på mig eller til at prøve at se tingene fra min side.

Jeg kunne ikke holde tanken ud om at skulle blive boende sammen med dem én dag til, så jeg pakkede en lille taske, som jeg stillede klar inde under min seng, og næste dag, da de alle sammen lå og sov middagslur ovenpå, greb jeg tasken og sprang ud gennem havelågen. Jeg løb hele vejen hjem til Simone, fast besluttet på ikke at vende tilbage til Lindebakken.

Jeg var ikke ret gammel, før det stod klart for mig, at jeg ikke ville komme til at leve et liv som min mor. Det stod også hurtigt klart, at jeg ikke kunne indfri hendes forventninger. Jeg ville aldrig nogensinde blive den „pæne“ etniske pige, der følger normerne

Simone lukkede mig ind, resten af dagen og aftenen sad vi på hendes værelse og snakkede og hyggede os, og da det blev sengetid, blev jeg hos hende og sov. Næste dag da vi var stået op, tog jeg hjem til rækkehuset. Jeg kan ikke huske, om jeg var begyndt at savne mine forældre, eller om det var Simones mor, der mente, jeg var nødt til at tage tilbage, så mine forældre ikke blev urolige.

Heller ikke denne gang var mine forældre specielt tilfredse med, at jeg var stukket af hjemmefra uden at sige noget. De havde været frygtelig bekymrede over, at jeg ikke var kommet hjem om natten, og jeg fik en ordentlig skideballe.

Hvorfor en lille skolepige besluttede sig for noget så drastisk som at løbe hjemmefra, var der stadig ikke rigtig nogen af dem, der var interesserede i.

*

Da min klasse skulle på lejrskole til Ribe i 5. klasse, ville mine forældre ikke have, at jeg tog med. Jeg forsøgte at forklare dem, at drengene sov på drengeværelserne og pigerne på pigeværelserne, men min far var ligeglad med, hvem der sov hvor. Når der var drenge med på turen, kunne jeg ikke deltage.

Zeinabs klassebillede 2007/08. Engholmskolen – 6 A – foto fra bogen bragt med tilladelse fra forlaget.

Jeg ville frygtelig gerne med. Vi skulle køre med tog tværs over Danmark og bo i en middelalderby, og alle de andre i klassen snakkede om, hvor sjovt det ville blive. Så jeg gav mig ikke. Jeg blev ved med at insistere på, at jeg skulle med, og selv om min far både råbte og slog mig med en sko, blev jeg ved med at argumentere, og til sidst endte jeg på mirakuløs vis med at få lov til at komme med – måske fordi Lisbeth greb ind og påpegede over for mine forældre, at det var vigtigt, jeg deltog.

Simone og jeg kom ikke til at dele værelse på turen til Ribe, og det var jeg lidt ked af, men det ændrede ikke på, at det var en fantastisk tur. Jeg var væk fra mine forældre for første gang nogensinde, og det i sig selv var stort. Et voldsomt sus af frihed.

Vi så Stormflodssøjlen, var inde i den gamle domkirke og gik rundt i Ribes hyggelige brolagte gader. Da jeg kom forbi en souvenirbutik, købte jeg et lille ravpindsvin med hjem til min far, fordi jeg vidste, han var meget fascineret af rav. Min mor fik en lille flaske med ravstykker i, og hun har begge dele stående i sit vitrineskab i stuen endnu.

Men lejrskoleturen var en enlig svale. Ellers gav min far sig aldrig, når han havde besluttet, at noget var haram.

For Mohamed og mig gjaldt forbuddet også musik og romantiske film.

Jeg var vild med pigepopgruppen The Pussycat Dolls, som bestod af seks meget flotte og sexede piger. De havde et hit, der hed „I don’t need a man“. På videoen til nummeret så man dem danse rundt på en lyserød baggrund, og de var enten meget nedringede, eller også viste de maveskind, bare ben eller skuldre.

Jeg listede ofte ind gennem mine forældres soveværelse til bederummet, hvor computeren stod, for at lytte til The Pussycat Dolls. Den ene af sangerne havde langt mørkt hår, og jeg lignede hende en lille smule. Jeg nød at forestille mig, at det var mig, der var en berømt sanger og stod dér på scenen og dansede til min egen musik. En dag havde jeg taget høretelefoner på og skruet helt op for musikken, så jeg opdagede ikke, at min far pludselig stod i bederummet. Jeg havde hverken set eller hørt ham komme.

Hjemme hos os var det også haram for en pige at arbejde. Så da jeg blev ældre, var fritidsjob udelukket, og det er noget, som har forfulgt mig langt op i livet … Som jeg ser det, er der tale om et kulturelt benspænd

„Hvad laver du, Zeinab?“ spurgte han. Jeg flåede høretelefonerne af og forsøgte at slukke for videoen.

„Jeg var bare ved at tjekke nogle lektier,“ løj jeg og prøvede at lyde uskyldig. Men jeg havde åbenbart ikke fået lukket for YouTube, for da min far samlede hovedtelefonerne op, dunkede musikken stadig i dem. Han vippede computerskærmen op, fik øje på videoen og navnet på gruppen, og så blev han stiktosset.

Hjemme hos os var det også haram for en pige at arbejde. Så da jeg blev ældre, var fritidsjob udelukket, og det er noget, som har forfulgt mig langt op i livet. Jeg har opdaget, at det er temmelig svært at overtale en arbejdsgiver til at ansætte en person over 18 år, som ikke har nogen erhvervserfaring overhovedet – ingen referencer eller udtalelser fra tidligere chefer at lægge ved sin ansøgning. Jeg har søgt utrolig mange job og hver gang fået afslag, fordi jeg ikke kan dokumentere, at jeg er pligtopfyldende og pålidelig. Det har været frustrerende, og jeg har grædt mange tårer på den konto.

Som jeg ser det, er der tale om et kulturelt benspænd:

I de fleste arabiske familier arbejder kvinden ikke uden for hjemmet. Det behøver hun heller ikke, for forventningen er, at hendes mand forsørger hende, mens hun så til gengæld passer børnene og holder huset. Når man så som mig er en indvandrerpige, der gerne vil arbejde, gerne vil være god til noget og gerne vil tjene sine egne penge og klare sig selv, så er den første hurdle at tage et opgør med familiens normer.

Derefter kommer hele slagsmålet for at skaffe sig et job – i konkurrence mod en masse danske unge, der allerede har flere års erhvervserfaring i bagagen. Man havner mellem to stole, hvor man har vendt sin egen families kultur ryggen, uden at man har sikret sig en plads i den danske kultur.

Jeg var ikke ret gammel, før det stod klart for mig, at jeg ikke ville komme til at leve et liv som min mor. Det stod også hurtigt klart, at jeg ikke kunne indfri hendes forventninger. Jeg ville aldrig nogensinde blive den „pæne“ etniske pige, der følger normerne og gør, som de voksne ønsker. Jeg var en slags Pippi Langstrømpe, der fulgte mit eget hoved og udstak min egen kurs.

Jeg ved ikke, om det er, fordi Mohamed og jeg er vokset op i Nordsjælland, hvor vi stort set var de eneste børn, der ikke var etnisk‑danske. I skolen og i fritiden var vi omgivet af danske venner og veninder, vi var hjemme og lege hos dem og så, hvordan de levede, og vi spejlede os i deres kultur og normer.

Jeg var heldig at være bedste venner med Simone i mange år, og hun og hendes familie tog mig til sig og tog mig med rundt og viste mig sider af Danmark og af livet som sådan, som jeg ikke oplevede derhjemme. Det var et privilegium, der satte tanker i gang i mig og inspirerede mig til at ville noget andet og mere med mit liv end det, min mor havde opnået. Jeg ville have en uddannelse og et arbejde og ikke bare gå derhjemme og sørge for en mand og nogle børn.

Ofte lå jeg vågen om natten i rækkehuset på Lindebakken og spekulerede på, hvordan jeg skulle bære mig ad med at nå mine mål – også selv om de nogle gange var så langt borte, at de virkede helt uopnåelige. Indimellem har tanken også strejfet mig, at det ville være så meget nemmere, hvis jeg blot lod mig flyde med strømmen i stedet for at kæmpe imod.

Hvis jeg slap mine drømme og lod dem svæve bort mellem stjernerne og i stedet rettede ind efter normerne og gjorde, som de voksne ønskede. Så ville jeg slippe for konflikterne, slippe for balladen, for skældud og lussinger, og måske ville jeg også slippe af med den dér nagende følelse af ikke at passe ind: fornemmelsen af at være den brik, der ikke passer i familiepuslespillet.

10‑11 år gammel fortalte jeg Lisbeth, at jeg ikke havde lyst til at bo derhjemme længere. Jeg ville hellere flyttes til et opholdssted eller en plejefamilie. Jeg begyndte at blive mentalt fraværende og kunne ikke koncentrere mig om lektierne

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke slippe mine drømme, jeg ville ikke indordne mig, uanset hvor forkert resten af min familie syntes, jeg opførte mig. For hvis jeg gjorde det, ville jeg give køb på, hvem jeg var. Skulle jeg følge mine forældres ønsker, ville jeg kun leve halvt, begrænset i et lille hjørne af verden, og det er jeg alt for nysgerrig til.

Jeg hadede alle forbuddene, og jeg satte mig ofte op imod dem, især hvis jeg ikke kunne forstå, hvorfor de blev udstedt. Argumenter som „sådan er det bare“ eller „fordi jeg siger det“ bed ikke på mig, og hvis jeg ikke syntes, jeg kunne få en logisk forklaring, nægtede jeg at rette ind.

Det gjorde min far mega vred, og så slog han mig i ansigtet med flad hånd eller ruskede mig hårdt, mens han råbte ad mig. Hvis jeg var på besøg hos en veninde og kom hjem bare fem minutter senere end aftalt, kunne han også finde på at rasere mit værelse.

Jeg havde efter mange sværdslag og skænderier fået lov til at flytte ud af Mohameds køjeseng og ind i det lille rum i bunden af mine forældres soveværelse, de tidligere havde brugt som bederum. Det var nu blevet mit værelse, adskilt fra mine forældres soveværelse af et perleforhæng. Men når min far blev vred, verfede han bare forhænget til side og marcherede ind og begyndte at flå ting ned fra væggene. Han kastede rundt med mine ting og trampede på dem.

Jo ældre jeg blev, jo mere var det, som om dét jeg gerne ville og så mine jævnaldrende gøre, blev haram. Jeg måtte for eksempel aldrig være ude længere end til klokken 20, og mine forældre holdt nøje øje med mig. Derfor blev det også mere og mere besværligt for mig at holde kontakten til alle de mange drengevenner, jeg havde haft, da jeg var mindre, for mine forældre kunne hverken forstå eller acceptere, at de bare var venner.

Der boede nogle egyptiske drenge lidt længere oppe ad vejen, som Mohamed var venner med. Vi plejede at gå derover sammen og spille basketball eller rap‑battle imod dem. Mine forældre og deres forældre kendte også hinanden og var faktisk blevet en slags venner. Men mine forældre syntes stadig ikke, at jeg skulle hænge ud med egypterne om aftenen – heller ikke selv om Mohamed var med.

En dag min far havde været ekstra tosset over et eller andet, jeg havde gjort, havde han stukket mig et blåt øje. Jeg havde stået om morgenen foran spejlet i badeværelset og prøvet at dække det med min mors concealer

Mohamed havde en dansk ven, Kasper, som jeg kendte fra skolen. En aften ringede han på døren for at spørge efter Mohamed, og jeg gik ned for at åbne. Mohamed var ikke hjemme, så Kasper gav sig til at snakke med mig. Der gik dog ikke mange øjeblikke, før min far råbte inde fra stuen:

„Nu tror jeg, knægten har hørt, at Mohamed ikke er hjemme.“ Jeg syntes, det var vildt pinligt og også temmelig ydmygende at blive råbt ad på den måde, men Kasper forstod heldigvis hentydningen og forsvandt hurtigt ud i aftenmørket.

Når min far ikke var hjemme, var min mor som regel lidt mere large med, hvem jeg så. Men også hun holdt et vågent øje med mig.

*

Jeg gik til ekstra undervisning i både dansk og matematik. Det var Lisbeth, der underviste mig i dansk. Vi var kun os to, så jeg fik hurtigt et fortroligt forhold til hende og begyndte at fortælle, hvis min far havde slået mig, eller jeg var ked af noget af det, der foregik derhjemme. Lisbeth holdt øje med mig.

En dag min far havde været ekstra tosset over et eller andet, jeg havde gjort, havde han stukket mig et blåt øje. Jeg havde stået om morgenen foran spejlet i badeværelset og prøvet at dække det med min mors concealer. Men selvfølgelig opdagede Lisbeth det med det samme og lavede en indberetning på det til kommunen. Sådan blev jeg en sagsmappe i Allerøds kommunale system.

10‑11 år gammel fortalte jeg Lisbeth, at jeg ikke havde lyst til at bo derhjemme længere. Jeg ville hellere flyttes til et opholdssted eller en plejefamilie. Jeg begyndte at blive mentalt fraværende og kunne ikke koncentrere mig om lektierne.

I 6. klasse blev jeg kaldt ind til en samtale på skolen. Lærerne mente ikke, mit faglige niveau var godt nok til 7. klasse, så de syntes, jeg skulle gå om, og sådan blev det.

Til at starte med gik jeg bare om i den klasse, der var under min gamle klasse, men jeg trivedes overhovedet ikke, for kulturen i klassen var helt anderledes, end jeg var vant til. I min gamle klasse var folk ligeglade med, hvad de gik i. Alle legede med alle, og der var ikke så meget med kliker. Men i min nye klasse handlede meget om modetøj og mærker, og det var ikke til at holde ud, så så snart det ringede til frikvarter, løb jeg op til Simone og de andre fra 7.a og hang ud der i stedet for.

I begyndelsen fik jeg lov til det, men på et tidspunkt blev lærerne enige om, at jeg aldrig ville falde til i 6.b, hvis jeg blev ved med at hænge ud med mine gamle venner, og så fik jeg forbud mod at gå op til dem. Men det fik jeg ikke mere tilfælles med børnene i 6.b af – jeg følte mig bare mere ensom og udenfor.

Himlen over min fars tag, 179 kroner, 320 sider, People’s Press, kan købes her.

Pressebilleder fra forlaget. Coverfoto fra bogens forside af Tine Harden.

Kategorier