mm

Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.

Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.

Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jørgen Dragsdahl
på Mobile Pay: 30 33 15 59

Hillary er da korrupt

Enkle budskaber sælger bedst. Af den grund er Hillary Clinton blevet hængt ud for korruption. Hun har dog kun været i en tilsyneladende interessekonflikt. Nu raser debatten – er det hende eller pressen, som er skyld i noget upassende?

Over halvdelen af Clintons møder, da hun var udenrigsminister, foregik med folk, som havde bidraget til hendes velgørende fond.

Med dette budskab vækkede det ærværdige traditionsrige telegrambureau Associated Press (AP) min appetit – og umiddelbare forargelse – i sidste uge.

Forundring over bureauets artikel fulgte hurtigt. Faktisk er artiklen mest et skoleeksempel på, hvordan også den mest etablerede del af pressen, som ellers smykker sig med streng selvkontrol, kan bedrage. Og alligevel er det ikke hele historien. Artiklen er samtidig et bevis for, at vor tids politikere skal være uhyre forsigtige. Selv en tilsyneladende interessekonflikt kan nemlig skade dem – uanset hvad faktiske beviser kan holde til.

Clinton Foundation blev grundlagt i 2001 af hendes mand, tidligere præsident Bill Clinton. Den har siden modtaget for over to milliarder dollar i bidrag fra mere end 200.000 stater, firmaer, organisationer og enkeltpersoner. Det erklærede formål er, at fonden skal styrke folk i USA og resten af verden, så de kan klare udfordringerne i forbindelse med globalisering.

Oplagt nyhed

Affærens kerne er, at AP via en domstol fik udleveret Clintons detaljerede mødekalendere fra halvdelen af de år, da hun var udenrigsminister. Bureauet opdagede, at ud af 154 privatpersoner, som fik møder eller talte telefonisk med udenrigsministeren, havde de 85 givet bidrag til fonden – sammenlagt et beløb på 156 millioner dollar.

Nyheden var oplagt. Om aftenen den 23. august varslede AP den på twitter med disse ord: ”Mere end halvdelen af dem, der mødte Clinton i hendes egenskab af minister, gav penge til Clinton Foundation”. Der blev også udsendte et såkaldt kort, gengivet ovenfor, med lidt mere tekst på sociale medier.

Senere udsendte AP så en artikel, som stadig kan læses. I det indledende afsnit står: ”Mere end halvdelen af de mennesker uden for regeringsapparatet, som havde møder med Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister, gav penge – enten personligt eller gennem firmaer eller grupper – til Clinton Foundation. Det er en usædvanlig andel, der viser de etiske problemer, som hun kan stå med, hvis hun bliver valgt til præsident”.

Varm luft

For mediernes forbrugere er overskrifter og indledende ord ofte det vigtigste ved en nyhed – få læser eller husker resten af historien. Men jo længere ned i artiklen man kom, desto mere lignede den en noget oppustet afsløring.

I sin præsentation af afsløringen udelod AP langt størstedelen af de personer, som hun har haft kontakt med i sit arbejde

Man kunne erfare, at der intet ulovligt var i hendes kontakt med bidragydere, og man kunne også erfare, at AP i sin præsentation af afsløringen havde udeladt langt størstedelen af de personer, som hun har haft kontakt med i sit arbejde. Bemærkelsesværdigt var det også, at hun, trods APs påstand, kun har haft møder med en forsvindende lille brøkdel af fondens bidragydere.

Mest afslørende var det, at artiklen i sin bevisførelse for noget uetisk især fokuserede på møder, hvor bidrag til fonden næppe er årsagen til, at folk kom i kontakt med ministeren. Flere medier har da også hængt AP ud, fordi nyheden ikke lever op til de krav, som gælder for upartisk og sober virksomhed.

Ingen beviser

Internetmagasinet Washington Monthly har påpeget, at AP ved en kritisk gennemgang får ødelagt sin skandale, når artiklens mest fremtrædende eksempel fra Clintons mødeaktivitet er Muhammad Yunus – en økonom fra Bangladesh, som har fået Nobelprisen, fordi han opfandt mikrolån til fattige. Yunus har også fået præsidentens frihedsmedalje, Kongressens guldmedalje samt adskillige internationale ærespriser. Clinton har kendt ham i mindst 30 år, idet han var inviteret af daværende guvernør Bill Clinton til Arkansas i 1986, og hun har siden været endog meget optaget af mikrolån. Det kan ikke kaldes skandaløst, at de har haft møder i hendes embedsperiode.

Et andet internetmedie med speciale i politiske forhold, VOX, konstaterer, at APs kendsgerninger er ”totalt falske” – som udenrigsminister har Clinton naturligvis under sine rejser mødt utallige politikere, journalister, lokale ledere osv. Men, skriver Vox, den ”mest chokerende afsløring er den, som ikke er medtaget” – nemlig ”et ægte, interessant eksempel på handel med indflydelse”. En sikkert meget omfattende undersøgelse har fået det resultat, at hun er ”ren”. Men en sådan nyhed kan ikke sælge noget, så den vinkel dyrkes ikke, fremhæver VOX. Det er banalt, men kostbar efterforskning kan kun retfærdiggøres på et medie, hvis man finder “noget”.

Med til indtrykket af APs adfærd hører, at New York Times et par dage inden havde bragt en artikel, der byggede på Clintons via domstole udleverede e-mail korrespondance. Af den fremgår, at bidragydere har søgt kontakt til hende i udenrigsministeriet, men der er, konkluderer avisen, ingen tegn på, at hun har favoriseret dem med konkrete beslutninger. Alligevel fremturede AP i sin konkurrenceiver.

Ingen røg uden…

Næppe noget andet par på USA’s politiske scene har i årenes løb fået deres forhold så grundigt undersøgt af journalister, Kongressen og anklagemyndigheder. Resultatet er primært en masse overskrifter, som lægger op til, at der er noget slemt. Alligevel har resultatet hovedsagelig været, at Bill Clinton blot fik sit sexliv afsløret.

Hvis en journalist vil opnå succes skal Clinton beskrives som repræsentant for rendyrket ondskab

Men pressens og Republikanernes indsats har efterladt en arv: Hillary er jo korrupt. Mellem journalisterne, som har undersøgt Clintons forhold, er Jonathan Alter, som gennem nogle årtier har specialiseret sig i amerikanske præsidenter, og derfor også i Clinton-familien. En af Alters konklusioner er, at hvis en journalist vil opnå succes, så skal vedkommende beskrive Clinton-parret, som repræsenterer de ”rendyrket ondskab”.

Han har opstillet nogle regler for pressedækningen. 1) Alt, uanset hvor latterligt det lyder, er velegnet til kulegravning. 2) Enhver påstand, uanset hvor latterlig, er troværdig, indtil det modsatte er bevist, og selv da vil den leve videre i den konservative presse. 3) Pressen antager, at Hillary Clinton har handlet med forkerte hensigter, indtil konkrete beviser for det modsatte kommer frem. 4) Alt har nyhedsværdi, fordi Clinton’erne er en slags kongefamilie. 5) Alt hun gør er falsk og er kun en stræben efter politisk gevinst.

Berettiget mistanke

Disse regler skal man holde i baghovedet, når man følger pressens dækning af Clinton’erne, men pressens opgave er stadig, at den med stålsat vilje skal udsætte magthavere for kritik, og derfor kan man bebrejde de to politikere, at de i vidt omfang har givet anledning til mistænksomhed. De hader pressen, og det har de grunde til, men deres adfærd tyder på, at de har udviklet et vist mål af hovmod.

Det er ikke beviserne for og imod, hvorvidt Hillary Clinton har belønnet gaver til fonden, som er det vigtige, argumenterer journalisten Jeff Stein. Han henviser til repræsentanter for en række af de organisationer, der overvåger myndighederne – på evig jagt efter tegn på magtmisbrug. For dem er det vigtige, at penge spiller en meget stor rolle i amerikansk politik, og at det er grund nok til mistænksomhed.

Når Saudi Arabien eksempelvis har givet op imod 25 millioner dollar til Clinton Foundation er årsagen næppe, at de arabiske fyrster elsker dens indsats for kvinders rettigheder. Man kan, som kritikere gør, hævde, at der er en sammenhæng mellem bidragene og f.eks. Clintons ja til våbensalg. Der er en del flere årsager end mulig bestikkelse til, at amerikanske regeringer i årtier har givet grønt lys for avancerede våben til ørkenstaten, men bidragene giver indtryk af, at der kan være en sammenhæng til bidragene. Og det skaber mistillid mellem regering og folk.

Det er blevet helt grundlæggende i amerikansk politik, at firmaer, interessegrupper osv. bidrager med store beløb til politikernes valgkampagner. Det gør de, siger Jeff Steins kilder, fordi pengene giver adgang til politikerne, så deres synspunkter kan indgår i overvejelserne. Man påvirker altså det beslutningspolitiske terræn.

Huller i loven

Af samme årsag er der regler, som skal forhindre direkte korruption i forbindelse med kampagnebidrag. De medfører bl.a. streng pligt til indberetning af alle møder og bidrag. Udlændinge må ikke bidrage til amerikanske valgkampe, og hverken præsidenten eller hans hustru må modtage gaver fra fremmede stater.

Men der er opstået to huller. Amerikanske tænketanke modtager gaver fra udlandet, og undersøgelser har vist, at man på denne vis kan påvirke også politikerne. Det andet hul er repræsenteret ved Clinton Foundation. I dette tilfælde har udenlandske magter både før, under og efter Hillary Clintons embedsperiode gjort sig bemærkede med store gaver, og man kan med rimelighed tro, at de forventede noget til gengæld – selv når det ikke kan bevises.

Det er da også blevet delvist erkendt af Bill Clinton, som nu har bebudet en række foranstaltninger, som skal fjerne mistanke om interessekonflikter, hvis Hillary bliver valgt. Men tilbage står, at bidragyderne næppe helt vil gå i de to politikeres glemmebog af den grund – eller vi kan have en mistanke om, at det ikke sker.

Topfoto: Med bl.a. dette kort varslede AP sin store afsløring.

POV International udbetaler ikke honorar. Hvis du gerne vil anerkende min arbejdsindsats er bidrag mulige via Mobile Pay på 30331559.

Kategorier