En lang og usædvanlig grundig udvælgelsesproces er ved at være slut, og tilbage står to mænd som favoritter til stillingen som vicepræsident i en ny demokratisk regering: Senator Tim Kaine og landbrugsminister Tom Vilsack. I kulissen lurer en kvinde, en pensioneret general og en latino. Hør om processen og navnene her.
Hillary Clinton står usædvanlig stærkt blandt USA’s ikke-hvide vælgere. Under 20 procent af de amerikanske, spansktalende vælgere og under 10 procent af de sorte så meget som overvejer at stemme på hendes modkandidat, Donald Trump.
De tal har været konstante i en valgkamp, der allerede har kørt i over et år, og selvom opinionsmålingerne typisk skifter, når valget går ind i sin hektiske og intense slutfase fra september – november, så har den kontante og konstante opbakning fra både de afrikansk-amerikanske og de spansktalende vælgere haft en vis indflydelse på Clintons kommende valg af vicepræsident, siger kilder tæt på den nuværende demokratiske administration til POV International.
Loyaliteten blandt de ikke-hvide vælgere har nemlig fået den demokratiske kandidat til at lægge mindre vægt på den spansktalende faktor og mere på de klassiske dyder, som en vicepræsident altid skal besidde: evnen til at være et tiltalende og 100 procent driftssikkert, stabilt alternativ skulle det ske, at præsidenten afgår ved døden eller af andre grunde blev fundet uegnet til at beklæde embedet som leder af verdens førende supermagt. Clinton har også vægtet den personlige faktor højt: svinger de to kandidater, har de god kemi og kan to’eren sikre sejren i sin egen hjemstat og eventuelt også nabostaterne; samt endelig: kan vicepræsidentkandidaten supplere præsidentkandidaten på udvalgte områder – enten politiske eller personlige – hvor hun selv er svag.
Loyaliteten blandt de ikke-hvide vælgere har nemlig fået den demokratiske kandidat til at lægge mindre vægt på den spansktalende faktor og mere på de klassiske dyder, som en vicepræsident altid skal besidde: evnen til at være et tiltalende og 100 procent driftssikkert, stabilt alternativ
Clinton er upopulær og etableret, men hun vælger stadig en etableret VP-kandidat
Hvis vi starter med det sidste, kan det være svært at pege på, hvor Clinton er politisk svag på viden. Tværtimod er hendes styrke allround, når det gælder substans. Der er ikke det politikområde, hun ikke kender, hun har en enorm ballast og er erfaren som få andre politikere, især på udenrigspolitikken, der betyder meget for alle potentielle præsidenter.
Hendes svaghed – at hun er upopulær, at hun faktisk ses som for erfaren, for meget establishment og som uegnet til at skabe entusiasme og tilføre energi til en valgkamp, der skriger efter noget nyt – kan imidlertid ikke umiddelbart afhjælpes ved at vælge en uerfaren eller ung kandidat, der for det første vil fremstå som en amatør ved siden af den tidligere udenrigsminister og for det andet ville komme til kort over for den republikanske VP-kandidat, Mike Pence, der er en dreven debattør og erfaren politiker.
Clinton er ikke en gambler – hun er mere tilbøjelig til at vælge en makker, der ikke på nogen måde kan bringe hendes egen position i fare.
Alt dette lagt sammen har gjort, siger en anden kilde med indirekte viden om processen (men som ikke selv har deltaget, og som ikke er autoriseret til at tale med journalister om den viden, vedkommende har fået fra andre, der er tættere på udvælgelsen) at Hillary Clinton har søgt efter det sikre valg. Ifølge amerikanske medier er det også mest i overensstemmelse med hendes natur. Clinton er ikke en gambler – hun er mere tilbøjelig til at vælge en makker, der ikke på nogen måde kan bringe hendes egen position i fare. I et TV-interview i denne uge med PBS’ grand old man, Charlie Rose, udtalte hun også selv, at kapacitet, loyalitet og evnen til at beklæde jobbet som præsident var det, hun uden tvivl vægtede højest.
De to favoritter – kort fortalt
De to favoritter til posten som ny demokratisk vicepræsident er derfor endt med at være landbrugsminister Tom Vilsack – en nær og mangeårig ven af den tidligere førstedame og hendes mand, Bill Clinton – og Virginias senator Tim Kaine. Clinton har optrådt i valgkampen med dem begge og præsident Obama har ifølge Washington Post rådgivet hende om Vilsack, fordi han som landbrugsminister er et medlem af den nuværende regering, som Obama kender godt.
Præsidenten har ifølge den samme artikel også givet sit besyv med om to andre potentielle vicepræsidentkandidater arbejdsminister Tom Perez og Julián Castro, der er minister for bolig og byfornyelse. De er begge latinos, men dels menes den faktor som nævnt indledningsvis at tælle mindre end forventet, dels er Castro lige officielt blevet anklaget for at have ladet partipolitiske hensyn tælle i sin varetagelse af jobbet som minister – ikke en anklage, Clinton har brug for i en situation, hvor hun selv har været under hård anklage for sjusk og forsømmelser i brugen af en privat e-mail-server i sin tid som udenrigsminister.
En anden faktor, der skal medtages, er politisk. Vilsack, der har været guvernør for Ohio, og derfor må antages at kunne levere sejren i denne afgørende svingstat, og Kaine er begge moderate demokrater. Kaines hjemstat, Virginia, er også en stat, der er i spil overfor Trump, men den anses for mere blå (altså demokratisk lænende) end Ohio. Kaine er populær i Virginia, hvor han også har været borgmester i hovedstaden, Richmond.
Weekenden skal varme op til konvent mandag
Uanset, hvem der ender med at blive valgt, forventes det, at Clinton formelt meddeler sit valg fredag eller lørdag i Miami.
Her skal hun føre valgkampagne i Florida, hvor hun også er at finde lørdag. Den nyslåede vicepræsidentkandidat vil være ved hendes side i ”The Sunshine State,” der er en vigtig svingstat i november. Samtidig skal weekenden bruges som affyringsrampe før det demokratiske konvent, der starter mandag i Philadelphia, hovedstaden i Pennsylvania.
Amerika er simpelt hen ikke klar til en kombination af to kvinder. Det er en sejr, at vi kan gå til valg med en. To vil tage et tiår mere.
Den 14. juli optrådte Clinton sammen med Kaine ved et livligt og velbesøgt vælgermøde i Virginia. Man kan se vælgermødet her:
https://www.youtube.com/watch?v=UvBQQQBlzZ4
Kaine har været set som favoritten i månedsvis og den eneste fordel, som den ældre Vilsack (65) – der ligner Kaine til forveksling i profil, loyalitet over for Clinton og erfaring – besidder er, at hans venskab med den tidligere udenrigsminister er længere og stikker dybere.
Tom Perez, der altså menes at stå længere nede på listen, mødtes dog med Clinton i hendes hjem i Washington fredag i sidste uge og han er også venner med hende. Han har ifølge førnævnte artikel fra Washington Post endvidere trukket et stort læs under valgkampen allerede ved at optræde som hendes ”surrogate” i mange spansktalende sammenhænge. Perez er mere liberal (altså venstreorienteret) end de to andre. En sidste kandidat, der nævnes som et navn på top-fem listen er James G. Stavridis. Han er tidligere firestjernet flådegeneral og har også beklædt stillingen som the 16th supreme allied commander of NATO. Ifølge en artikel i New York Times tirsdag har Clinton over for flere rådgivere betonet vigtigheden af, at hendes vicepræsidentkandidat også har erfaringer inden for sikkerhedspolitikken.
Warren og Clinton er ikke en kombi som USA er klar til
Endelig er der også den ultimative dark horse: venstrefløjens ubestridte darling, Massachusetts’ senator Elizabeth Warren. Men de fleste politiske iagttagere mener, at det vil være alt for stort et sats for Clinton at trække partiet så langt til venstre plus det faktum, at en ”ticket” bestående af to kvinder ses som en kende for progressivt. ”Amerika er simpelt hen ikke klar til en kombination af to kvinder. Det er en sejr, at vi kan gå til valg med en. To vil tage et tiår mere,” som en demokratisk iagttager fra Washington, der pt. befinder sig i London, sagde til overtegnede sidste weekend – med et suk.
John Podesta – der også ledede præsident Obamas overgangsregering i 2008 – har stået i spidsen for hele udvælgelsen og undersøgelsen af de potentielle VP-kandidaters baggrund – den såkaldte vetting process. Podesta er Hillary Clintons kampagnechef og har fået meget af æren for, at Clinton-kampagnen denne gang – modsat i 2008 – ikke har været plaget af infight og uro.
Holder du af det jeg skriver? POV International lønner ikke sine skribenter. Men du kan donere direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 93 85 05 85
Topfoto: Hillary Clinton og Tim Kaine til vælgermøde, Flickr, Adam Schultz for Hillary for America.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her