#Hestegate: Elitens manglende moral skaber et øget krav om besparelser

af

På kort sigt er det slemt nok, at DR’s ledelse overhovedet har kunnet drømme om at sige ja til at betale 70.000 kr. for at transportere en udstationeret medarbejders hustrus hest tværs over Atlanten. Men det er de langsigtede følger, jeg er bange for: At #hestegate vil gøre det endnu sværere for DR – og de DR-venlige politikere i Folketinget – at modstå kravet om massive besparelser på hele organisationen, og dermed den public service, befolkningen får stillet til rådighed.

Det vil være en katastrofe i en tid, hvor det vrimler med ”fake news”, hvor selv seriøse medier satser mere og mere på hurtige, nemme historier og click-baits, og hvor de rene propaganda-medier som Den Korte Avis og NewSpeek Networks vinder frem. De mindre troværdige medier har for længst overgivet sig, f.eks. er hovedparten af artiklerne på eb.dk og bt.dk nu de rene click-bait pseudonyheder.

DR skal spare 25 procent har Dansk Folkeparti bebudet, og selvfølgelig kan der spares, lukkes en kanal, skæres ned på stoffet på nettet og så videre – men flere og flere borgerlige politikere lugter blod. Og de behøver nu bare at sidde og lave diskrete vrinske-lyde i forhandlingslokalet, næste gang DR’s ledelse siger, at der er skåret til benet, og at hele organisationen er voldsomt presset. Og vil de socialdemokratiske politikere have lyst – og mod – til i stor stil at forvare institutionen efter den enorme modvilje, en historie som #hestegate skaber i folkehavet?

De 70.000 kr. kunne være brugt til f.eks. at sende en medarbejder til Syrien. For det beløb kunne man vel nok få nogle dages reportage derfra, mon ikke?

På den måde risikerer prisen for den famøse hestetransport at blive i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner i årlige besparelser. Vi får et amputeret DR – og måske et TV2, der er blevet solgt til Murdochs eller Berlusconis medieimperier med alt, hvad det indebærer af utroværdigt tv med stærk politisk slagside.

Jeg får kuldegysninger ved tanken.

DR – et klassesamfund

Det er skæbnens ironi, at DR på mange måder faktisk er presset i bund økonomisk. Man har været gennem omfattende spareøvelser, der er blevet fyret i flere omgange, og der løbes – og produceres – meget mere per medarbejder i dag end tidligere.

Men DR er også et mini-klassesamfund: I bunden et proletariat af lavtlønnede, løstansatte freelancere, der sjældent ved, hvordan deres jobsituation er om et halvt år; i midten en hårdtarbejdende middelklasse af journalister, der hele tiden presses – og så et særdeles velpolstret og vellønnet toplag af studieværter og ledere, der ikke rigtig har mærket nogen krise kradse.

Det er derfor, ingen i ledelsen tilsyneladende har tænkt over, hvorvidt det var rimeligt at betale den famøse hestetransport – eller hvilke signaler, det ville sende, hvis historien kom frem.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Lad os tale moral. Manglende moral

Og dermed er vi så fremme ved den moral, der tilsyneladende hersker i de øverste lag i DR Byen. Eller rettere den manglende moral. Og den opfattelse af, at der er penge nok til rådighed – i hvert fald når det drejer sig om en i forvejen feteret og forkælet studievært.

Det er synd for os alle sammen, når DR i næste medieforlig bliver skåret ned under sokkeholderne, hvis den nuværende regering sidder der til den tid. Og TV2 bliver solgt til Murduchs skruppelløse medieimperium.

Alene det forhold at kæben ikke er faldet tungt ned på skrivebordet i det øjeblik, Johannes Langkilde fremsatte sit ublu og frække krav – fulgt af et ”kan du så komme ud herfra!” – siger vel det hele. Og så kan man tale fra nu og til evigheden om, at der er tale om en samlet løn- og bonuspakke, som vi andre ikke kender indholdet af, og at de samlede udgifter til Langkildes udstationering ikke har været højere end for andre korrespondenters vedkommende.

Det sidste ved vi i sagens natur ikke, og det er heller ikke det, der er det væsentlige. Det er tanken om, at det overhovedet er rimeligt at bruge penge på den slags. Vores penge. Dine og mine licenspenge, der ellers kunne være brugt til f.eks. at sende en medarbejder til Syrien. For 70.000 kroner kunne man vel nok få nogle dages reportage derfra, mon ikke?

Og kunne Johannes Langkilde ikke acceptere et nej, ville der være mange andre journalister at spørge. DR – og den øvrige danske medieverden – vrimler med dygtige, kompetente journalister, der gladelig vil sige ja tak. Uden indlagt hestetransport eller anden overdådig fryns.

Brænde til det anti-elitære bål

Hvad betyder en pølse fra eller til i slagtetiden, har man åbenbart tænkt hos de ledere, der har sagt ja til udgiften. Men det er den slags eksempler, der bærer brænde til det anti-elitære bål, som i forvejen blusser alt for lystigt.

Alle siger, at man skal holde Johannes Langkilde uden for denne debat. At han bare har fremsat et uskyldigt ønske, som så er blevet indfriet.

DR skal spare 25 procent har Dansk Folkeparti bebudet, og selvfølgelig kan der spares, lukkes en kanal, skæres ned på stoffet på nettet og så videre, men flere og flere borgerlige politikere lugter blod. Og de behøver nu bare at sidde og lave diskrete vrinske-lyde i forhandlingslokalet, næste gang DR’s ledelse siger, at der er skåret til benet.

Det er selvfølgelig rigtig nok, men et sted langt inde i min gamle, jyske moralist-sjæl er jeg forarget over, at nogen overhovedet kan få sig selv til at fremsætte sådan et krav. At man ikke har skam i livet, så at sige. At man ikke synes, ens konens hest er et privatanliggende, som ens arbejdsgiver ikke skal inddrages i. Især når arbejdsgiveren er en offentlig institution. Og især når man i forvejen har en ret god løn.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Men nåh, det er nok bare mig.

Synd for de øvrige medarbejdere

DR’s ledelse ligger, som den har redt. Men det er synd for de mange menige medarbejdere, der i de næste uger og måneder skal høre på alle de hestevittigheder, nettet allerede nu flyder over med.

Og det er synd for os alle sammen, når DR i næste medieforlig bliver skåret ned under sokkeholderne, hvis den nuværende regering sidder der til den tid.

Illustration: Michaël Dorbec.

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.