ANMELDELSE – Nationalmuseet fik i 2017 ny direktør. Han hedder Rane Willerslev. Et filmhold fulgte ham i det første halve år, og det er der kommet en dokumentarudsendelse i seks afsnit ud af på DR2. POV’s Henrik Schilling, der har en fortid som presseansvarlig på Nationalmuseet, anmelder serien.
Efter sin noget forfjamskede landing på Nationalmuseet rejser Rane Willerslev ud for at opleve, hvad Nationalmuseet er for en størrelse. Klogeligt overlader han bilrattet til administrationschefen, som i sin sølvgrå Audi bringer dem sikkert til Liselund Slot på Møn, til vikingeborgen Trelleborg og til en bedding i Holbæk, hvor han skaffer en kaptajn til Nationalmuseets flåde og løser en konflikt.
Undervejs har han tid til at få vilde idéer. Han provokerer kulturarvspuritanere som mig selv og majoriteten af danske museumsfolk med sit syn på, at ting ikke kun skal bevares, men også bruges. Vi får hans syn på rotter og den videnskabelige værdi af lort, og vi hører, hvordan han, sikkert i strid med jagtloven, har sat vildtsnarer i sommerhusets have.
Jo, Rane er en vild og festlig fætter med sine meningers mod. Det kan vi lide. Andet afsnit af Ranes Museum fortsætter da også, hvor første afsnit slap. Det er hurtigt. Det er underholdende, men ensidigheden lurer, og manglende research skæmmer afsnittet.
Bryllupper på lystslottet
Allerede under besøget på Liselund, som indleder dagens afsnit, går det galt. I det lille romantiske lystslot, opført af en sværmerisk greve til sin elskede hustru sidst i 1700-tallet, får Rane Willerslev den vilde idé, at det slumrende torneroseslot skal vækkes og bruges til bryllupsarrangementer.
På overfladen en rigtig god idé, hvis ikke det var fordi, at lystslottet med bekvemmeligheder anno 1700 og hvidkål skal konkurrere med det slot, hvor den sværmeriske greve boede til dagligt. Det ligger kun en spytklat derfra og drives i dag som hotel med speciale i konferencer, fester og romantiske bryllupper.
Jeg tvivler på, at Nationalmuseet kan vinde den konkurrence. Forretningsmodellen lugter snarere af en forpagtningsaftale end en guldrandet business, hvilket næppe redder Nationalmuseets økonomi.
Det undrer, at filmholdet ikke har researchet det bedre, måske fordi det havde dræbt scenen.
KZ-lejr, ubåde og kongelige slotte
Derefter drager Rane videre til vikingeborgen Trelleborg, som det næste af de i alt 20 besøgssteder, seeren får at vide, at Nationalmuseet driver.
Dette sammensurium er Rane Willerslevs brogede rige skabt ved knopskydning og fusioner; hvis det var et land, ville det være Østrig-Ungarn anno 1918
Og lad os lige hurtigt remse Nationalmuseets samlede portefølje op.
Den består af: tre kongelige slotte – Kronborg, Christiansborg og Eremitagen. Dertil Liselund, Prinsens Palæ og en vikingeborg. Derudover en gammel tekstilfabrik i Brede, et frilandsmuseum i Lyngby med herregård, huse, bondegårde og en stationsby. Der er også en gård på Rømø, en herskabsklunkelejlighed i København, et formidlingscenter i Jelling, et musikmuseum, et lapidarium, en tidligere kz-lejr, et frihedsmuseum under genopbygning, et tøjhus med kampvogne, kanoner og kampfly, en hangar i Værløse, mastekranen på Holmen samt en broget flåde bestående af: to skonnerter, en galease, en slup, et fyrskib, en ubåd, en motortorpedobåd og en pram. Dertil kommer Nordeuropas største konserveringsanstalt med en større tocifret årlig millionomsætning, adskillige magasiner med mere end 10 millioner museumsgenstande samt store fotosamlinger, som i disse år digitaliseres.
Dette sammensurium er Rane Willerslevs brogede rige skabt ved knopskydning og fusioner; hvis det var et land, ville det være Østrig-Ungarn anno 1918. Alene i de seneste år har kulturministeren fusioneret Nationalmuseet med Tøjhusmuseet og De Kongelige Slotte. Det er sket uden at spørge, om Nationalmuseet egentlig ønskede fusionerne. Nationalmuseet har som landets hovedmuseum forpligtelser, der ligner statens økonomiske skraldespand, ”Selskabet Finansiel Stabilitet”, der overtager fallerede banker. Museet kan ikke sige nej til at overtage skrantende museer og løsøre, hvis ministeren ønsker det.
Ranes indre viking
Med ægte drenget begejstring udlever Rane Willerslev sin indre viking på Trelleborg. Han får hjelm og brynje på. Han skyder med bue og sætter pilen lige i bulls eye. Han beruser sig i mjød og sætter sig symbolsk i tronstorlen, som var han Trelleborgs oprindelige borgherre Harald Blåtand, ikke Svend Tveskæg.
Det er formidling, som Rane elsker. Begejstringen er ægte. Det er seerne ikke i tvivl om.
Skibe skal sejle, ellers går de til, men det har den tidligere ledelse ikke villet lytte til, lyder anklagen
Scenerne lægger til portrættet af Rane Willerslev, der i første afsnit fremstår som en distræt mand med et kald, en mission og en benhård vilje til at ville lykkes. Nu ved vi, at han også kan begejstres, at hans passion er så dybtfølt, at han skrotter madlavningen og lever af frysepizzaer, men også risikerer forholdet til kæresten og lever med dårlig samvittighed over ikke at se sine børn så ofte, som han burde.
Her er en mand, som vil Nationalmuseet nærmest for enhver pris.
Skaffer en skibskaptajn
Under et besøg på en bedding i Holbæk får vi også en smagsprøve på Rane Willerslevs evner som leder og forhandler. Nationalmuseets skibstømrere er i færd med at restaurere et af museets træskibe. Over kaffe og blødt brød lufter håndværkerne deres frustrationer over, at skibene skal til Helsingør fremfor at blive i Holbæk, hvor de kan komme ud at sejle.
Skibe skal sejle, ellers går de til, men det har den tidligere ledelse ikke villet lytte til, lyder anklagen.
Og her er det igen galt med researchen. Flere af Nationalmuseets skibe har sejlet, indtil de skulle restaureres, som træskibe jævnligt skal. Og et af skibene er for tiden sejlførende. I mange år har Fulton Fonden sejlet med Nationalmuseets skonnert Fulton. Ja, det er den skonnert, som skipper Mogens Frohn gjorde danmarksberømt, da han på sin egen kærlig-kontante måde bragte vildfarne unge mennesker tilbage på ret kurs. At skibe skal sejle er ikke nye tanker på Nationalmuseet. Igen havde det klædt med bedre research.
Heldigvis lander Rane Willerslev en aftale med Holbæks borgmester om, at skibene kan ligge i Holbæk, hvis kommunen hyrer en kaptajn til at sejle dem. Konflikten løses. Skibstømrerne bliver glade. Men jeg spekulerer på, hvad Holbæk har, ud over en kaptajn, som slår Helsingør, der med sit museum for søfart byder på et oplagt samarbejde om formidling af søfart og træskibe.
Medarbejderne er statister
Ligesom et skib har brug for en kaptajn og en besætning, har et museum også brug for ansatte, der sammen med lederen får tingene til at ske. Men medarbejderne fremstår temmelig anonymt. Vi møder dem mest, som statister, der tager imod Rane Willerslev, følger ham eller er katalysator for fortællingen om Rane Willerslev. Det havde været interessant at få Nationalmuseets egne folk på banen og høre deres skudsmål og forventninger til den nye direktør; lidt på samme måde som hans sekretær gjorde det i første afsnit. Ensidigheden truer, og det vil styrke troværdigheden med noget modspil.
Sejren i søslaget er af samme størrelsesorden, som når en professionel spiller vinder en hund på et skrabelod
Men det bliver mere Rane Willerslev end Nationalmuseum. Han fremstår derfor ensidig i et portræt, der primært næres af ham selv.
Dagens afsnit antyder svagheden i konceptet med at følge Rane Willerslev det første halve år. Det er sjældent her, de store og væsentlige resultater materialiserer sig.
Det er sjældent i de første seks måneder, de store, voldsomme kampe udkæmpes, vindes og tabes. Han kommer til at gå sine holmgange med kulturminister Mette Bock, hendes departementschef og kommende kulturministre. I sin velkomsttale, som vi får en bid af, roser Mette Bock sit nye wunderkind for hans kompromisløshed. Mon hun stadig gør det, når hvedebrødsdagene er ovre og næste nedskæring eller fusion truer. Det er til den tid, Rane Willerslev skal stå sin prøve; det er til den tid, det for alvor bliver interessant.
Hans aftale om skibene er i den store sammenhæng en banal affære, men den pustes kraftigt op. Bevares, det er altid en bedrift at lande en aftale og udvise god ledelse, men sejren i søslaget er af samme størrelsesorden, som når en professionel spiller vinder en hund på et skrabelod.
Rane Willerslev ligner en stor gevinst for Nationalmuseet. Han virker passioneret og oprigtig. Forhåbentlig foldes han og ikke mindst Nationalmuseet og medarbejderne dybere ud i de kommende afsnit. Jeg er stadig godt underholdt. Det er stadig sjovt at følge Willerslevs vilde veje, men på grund af svagheder i researchen bliver det ikke til mere end tre let bulede vikingehjelme ud af seks mulige til andet afsnit af Ranes Museum.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her