mm

Henrik Schilling

Født 1964. Uddannet cand. mag i arkæologi samt fagjournalist fra DMJX. Tidligere kommunikationsansvarlig i Sagnlandet Lejre og presseansvarlig på Nationalmuseet. Driver i dag selvstændig kommunikationsvirksomhed med Schilling PR & Kommunikation, der er specialiseret i museer, kulturvirksomheder og attraktioner.

Se alle skribentens artikler
Nationalmuseets direktør Rane Willerslev lærte som 10-årig at ryge majspibe af sin far. ©Nordisk Film TV

Henrik Schilling: Rane rammer muren

ANMELDELSE – 3. afsnit af dokumentarserien Ranes Museum er det såvidt bedste: Nationalmuseet folder sig ud på sine egne præmisser, og der kradses i overfladen på Rane Willerslev: Hvor vi tidligere mødte Rock ’n’ roll Rane, møder vi nu en mere ydmyg mand. Det er ikke noget et jantelovsspark i Ranes røv. Tværtimod. Det skaber tillid.

Det går over stok og sten for Rane Willerslev, og det går op for ham, at det er krævende at være direktør for Nationalmuseet. Meget krævende. Han mærker presset fra den store opmærksomhed og de mange møder. Det får konsekvenser. Han må undskylde, at han var for hurtig på aftrækkeren i sine udtalelser om Nationalmuseets logo. Han sover over sig og kommer for sent til et vigtigt møde. Det er en rigtig lortedag. Men Rane Willerslev når også at slå sig løs på en vikingefestival, muntre sig i Børnenes Museum og få sandheden om Nationalmuseets udstilling fra museets yngste brugere.

I det hidtil mest sammenhængende og vellykkede afsnit af Ranes Museum kommer vi ind bag facaden på Rane Willerslev, som for at klare presset begynder at ryge pibe igen, og vi får at vide, at det var hans far, der lærte ham at ryge majspibe som 10-årig.  Men ikke mindst, så kommer vi ind under huden på Nationalmuseet, der fra at være framet som et forsømt barn, nu fremstår mere i sin egen ret båret frem af museets egne ildsjæle. Samtidirg er tempoet stadig højt, og underholdningen er fortsat i top.

Det er sgu godt.

Af børn og fulde folk

Museumsoplevelser skal være sanselige, mener Rane Willerslev. Og det har han ret i. Og netop Børnenes Museum, som holder til i Nationalmuseets afdeling i Prinsens Palæ, er et sted, hvor børn sanser og oplever historien. Et sted, hvor de klæder sig ud og leger sig ind i historien.

Med barnlig begejstring kaster han sig ud i legen, spiller dukketeater, optræder med alpehue og kittel som en anden vicevært Meyer fra Huset på Christianshavn

Rane Willerslev er med, da Børnenes Museum fejrer 25 års jubilæum. Han nyder det. Han falder omgående i hak med de frivillige, som passer Børnenes Museum. De kan både citere Kierkegaard og drille ham kærligt undervejs. Med barnlig begejstring kaster han sig ud i legen, spiller dukketeater, optræder med alpehue og kittel som en anden vicevært Meyer fra Huset på Christianshavn, og han klemmer sig ned i forreste skolepult til alles morskab. Jo, Rane Willeslev har et stort indre legebarn.

Både her og på Vikingefestivallen på Trelleborg, hvor Rane får sin største museumsoplevelse nogensinde, får vi en flig af Nationalmuseets formidling, når den er levende og allermest sanselig.

Børnenes Museum står som kontrast til de faste udstillinger i Prinsens Palæ, hvor Rane Willerslev trækker fire børn rundt for at høre, hvad de synes er sjovt, og hvad de synes er kedeligt. De vil gerne skyde udstillingens ursokse, røre ved tingene og trække i Egtvedpigens dragt til fastelavn.

Men det er langt fra den oplevelse, de får i Nationalmuseets faste udstillinger, hvis kernegæst er en midaldrende kvindelig bibliotekar fra Hellerup. Jeg fornærmer vist ingen ved at sige, at bortset fra enkelte lommer er udstillingerne triste, statiske og forældede. Det er genstande pakket i montrer, som formidles mangelfuldt. Selv Nationalmuseets legetøjsudstilling er nydeligt stillet op bag brudsikkert glas. De kliniske montrer møder gæsten især i udstillingen om Danmarks Oldtid, Intet sted fornemmer man blot skyggen af de vikinger, som Rane møder på Trelleborg. Det er genstand efter genstand linet op, som var det en militærparade, og det til trods for at udstillingen åbnede så sent som i 2008, hvor den slags formidling for længst var opgivet andre steder. En tidligere kollega konstaterede engang tørt, at Nationalmuseet dengang erstattede en 30 år gammel udstilling med en 50-årig en af slagsen.

Ranes vision, får vi at vide, er at satse benhårdt på børn. Nationalmuseet skal rumme alt det, børn står for; umiddelbarhed, råb og skrig og fedtede fingre på montrerne. De skal røre, smage og lege historien ind. Hvis man kan få børn til at synes, at Nationalmuseet er et spændende sted, så følger de voksne efter.

Vi oplever det akavede øjeblik, hvor han for rullende kamera undskylder over for designbureauets mand

Mange har forgæves forsøgt at knække koden og gøre børn og unge til frivillige museumsgæster. Der skal nok lidt mere til end en tur rundt på museet sammen med fire børn plukket til lejligheden; måske skal Rane Willerslev nedsætte et rådgivende panel af børn og unge, som kan inspirere ham og Nationalmuseet. Og så lige et godt råd herfra: Lær dem for Guds skyld ikke at ryge pibe!

Det bliver et sejt træk, men han har fat i noget rigtigt. Må det lykkes at forene børn og bibliotekarer.

Nu er de pisse tøsesure

Hvor afsnittet af Ranes Museum endelig lader Nationalmuseet folde sig ud på sine egne præmisser, så kradses der også i overfladen på Rane Willerslev. Hvor vi tidligere mødte Rock ’n’ roll Rane, møder vi nu en mere ydmyg Rane.

Han kaster Nationalmuseet ud i en mindre krise, fordi han kaldte Nationalmuseets logo for røvsygt. Det blev en pænt stor agurketidshistorie i pressen, og nu er designerne, med Ranes egne ord, blevet pisse-tøsesure. Vi oplever det akavede øjeblik, hvor han for rullende kamera undskylder over for designbureauets mand, at han var for hurtig til at dømme logoet ude. Over for seerne indrømmer han, at han ikke tænkte sig om og burde have holdt sin kæft.

Det er befriende at se virkeligheden ramme ham, opleve helten på glatis og være med, når glansbilledet krøller

Han formår også at sove over sig og komme for sent til et møde med en vigtig samarbejdspartner. Mødet, får vi at vide, går rigtig dårligt, og han fremstod utjekket. Hvem samarbejdspartneren er, ser vi ikke, og vi får det ikke at vide, men ud fra Rane Willerslevs rasende reaktion, må det være en ret så betydningsfuld en. Forhåbentlig er det ikke en af de store fonde, som på et tidspunkt skal smide et trecifret millionbeløb efter nye børnevenlige udstillinger.

Sumobryder kalenderen

Det er et stort plus for Ranes Museum, at vi får bagsiden af medaljen med; direktørens arbejdsdage er dobbelt så lange som alle andres, og weekender inddrages. Vi ser ham fanget i lederens evige kvaler med at være til stede både fysisk og mentalt, mens han sumobryder sin kalender, der kollapser mellem hænderne på ham, men reddes af sekretær Ingrid.

Det er godt at se Rane Willerslev være ydmyg. Nej, det skal ikke forstås som et jantelovsspark i Ranes røv. Tværtimod. Det er befriende at se virkeligheden ramme ham, opleve helten på glatis og være med, når glansbilledet krøller. Det viser, at Rane Willerslev er et menneske af kød og blod. Det skaber tillid, til en leder, at han indrømmer sine fejltagelser på landsdækkende fjernsyn. Hvor mange andre topledere tør gøre det?

Det hidtil mest vellykkede afsnit af Ranes Museum retter op på det noget ensidige fokus på Rane Willerslev, der prægede de to første afsnit og truede med at vælte serien. Nationalmuseet folder sig ud, og for første gang opleves Ranes Museum også som vedkommende. Det er fremragende, og derfor giver jeg fem store, stærke urokser ud af seks til afsnit 3 af Ranes Museum.

Kategorier