Henriette Laursen fra KVINFO går i dialog med Bjarke Larsen

af

Bjarke Larsen har kritiseret mine udtalelser i Information den 12. august om den tidligere Google-ansatte James Damores memo om, at mænd er biologisk bedre egnet til IT og ledelse end kvinder.

Lige netop diskussionen om biologi kontra kultur er et kerneområde inden for kønsforskning. Det er også et stort forskningsområde, som det er vigtigt ikke at generalisere om eller forsimple.

Jeg skal selv være den første til at medgive, at mine udtalelser kommer til at fremstå mere firkantede end det var meningen. Det er rigtigt ærgerligt, for den offentlige debat om emnet er allerede rigeligt polariseret

Jeg skal selv være den første til at medgive, at mine udtalelser kommer til at fremstå mere firkantede end det var meningen. Det er rigtigt ærgerligt, for den offentlige debat om emnet er allerede rigeligt polariseret. Det har ikke været mit ønske at medvirke til nogle af delene, men det er tværtimod min intention at åbne op for diskussionerne.

Biologisk determinisme

Når jeg valgte at blande mig i debatten, er det, fordi den biologistiske forskning gang på gang har vist sig at tage fejl. For 100 år siden mente videnskabsmænd, at kvinder ikke kunne tåle at uddanne sig, da det ville gå ud over deres reproduktive evner.

Man har også ment, at kvinders mindre hjerner automatisk betød, at de måtte have lavere IQ. Før mikroskopet blev opfundet, mente videnskaben, at kvinder blot var rugekasser for noget, der allerede var tilstede i mandens sæd.

Der er kilder, der giver Damore ret, og der er endnu flere, der gør det modsatte. Institutlederen på datalogisk institut, Mads Nielsen, som ellers medvirker i den samme enquete i Information, er helt og aldeles uenig med Damore og bl.a. nævner, at der op til midten af 80’erne var op imod ⅓ kvinder på datalogi-studiet, og at det derefter faldt – sammenfaldende med, at den personlige computer gjorde sit indtog på markedet og blev markedsført til far og søn “som en boremaskine”. Endvidere fortæller han, at andelen af kvinder på datalogistudiet er højere i Sydeuropa, og i Mellemøsten endda højere end antallet af mænd. I Indien og Malaysia er der ligeledes flere kvinder end mænd, der uddanner sig til programmører. Hvis kvinder var biologisk determineret til at være dårlige til tekniske fag, ville der ikke være disse enorme geografiske udsving.

 

Hjerneforskning

Noget af den nyeste hjerneforskning konkluderer, at der er større forskelle indenfor hver kønskategori, end der er imellem drenge og piger. Det vil sige, at der er større forskelle mellem piger indbyrdes og mellem drenge indbyrdes – end der er mellem drenge og piger.

Det er bl.a. KVINFO’s opgave at være med til at åbne muligheder for kønnene og kvalificere debatten, med særligt fokus på den spændetrøje som biologistiske myter og forestillinger historisk har været, og stadig er.

Der er nogle biologiske fortællinger (myter), der er blevet folkeeje, og som derfor er med til at diktere, hvad man kan og vil uanset køn. Det resulterer blandt andet i en stor skævhed i uddannelsesvalg

Mange unge støder stadig ind i disse stereotype forestillinger om rigtige og forkerte evner og interesser for de to køn, og det begrænser dem, når de skal vælge uddannelse, karriere og livsspor. Der er nogle biologiske fortællinger (myter), der er blevet folkeeje, og som derfor er med til at diktere, hvad man kan og vil uanset køn. Det resulterer blandt andet i en stor skævhed i uddannelsesvalg, fx det at piger fravælger IT, allerede mens de går i Folkeskolen.

Disse store forskelle er et markant samfundsproblem, som vi i KVINFO gerne vil adressere for at undgå, at en stor talentmasse går til spilde.

Topillustration: Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Henriette Laursen
Direktør at

Cand.jur. Henriette Laursen, 52 år, er direktør i KVINFO. Tidligere har hun bl.a. været direktør i AIDS-Fondet og i Dansk Ungdoms Fællesråd. Hun sidder i Dansk Flygtningehjælps Forretningsudvalg og er bestyrelsesmedlem i Institut for Menneskerettigheder. Hun bor i Valby med sin familie.

Seneste indlæg fra

Gå til Top