mm

Emilia van Hauen

Emilia van Hauen er kultursociolog (cand.scient.soc. fra KU), HD(A) og IAA, og arbejder primært som foredragsholder, professionelt bestyrelsesmedlem, kommentator og trendrådgiver, og er en af landets mest citerede sociologer, når det gælder den aktuelle tidsånd og moderne menneskers livvilkår. Hun skriver fast for Jyllands-Posten, Femina (har vundet Feminas pris: Årets Læserfavorit 2014), Børsen og for Huffington Post, samt for KForum og PEJ-gruppen. Har ligeledes i flere år været fast klummeskriver for Berlingske Tidende, Markedsføring, Information og Ekstra Bladet. Hun bliver ofte brugt som kommentator på DR1, DR2 og TV2, og optrådt i flere internationale medier som BBC World, BBC, RTL, Libération, franske Elle mm. Senest var hun vært på programmerne ”Lev Stærkt” og som fast tilknyttet ekspert i serien ”Kvinder og sko” begge sendt på DR K.
Emilia van Hauen er forfatter til seks bøger. Den seneste er Succestyranniet – og vejen ud, der er udkommet på Rosinante Forlag i 2017. Ladycool. Dit køn er en styrke – brug det! fra 2014 (Politikens Forlag) røg direkte på bestsellerlisten. Hendes fjerde er bestselleren ”Farvel Egofest. Og goddag til formål og fællesskaber” (2009/Akademisk Forlag) og handler om det skift i tidsånden vi oplever lige nu og er mere aktuel end nogensinde. Den er foreløbig kommet i 3. oplag. De andre bøger er "Moderskab, Lederskab" (2004), ”Myten om den perfekte mor” (2003) begge på Aschehoug Forlag, og "Eliten", Forlaget Møntergården, 1998.
Hun er bestyrelsesmedlem i Messecenter Herning og Danbolig/Niels Hald (bestod CBS Bestyrelsesuddannelse med udmærkelse i 2015), og har siden 2009 været ambassadør for Care Danmark og Hjerteforeningen. Derudover er hun initiativtager til flere professionelle netværk. Fra 1985-1995 fungerede hun som leder og konsulent i div. salg- og markedsføringsstillinger og ejer og driver i dag sin egen foredrags- og rådgivervirksomhed. Læs flere artikler, test dig selv og bestil evt. foredrag på min hjemmeside: http://www.emiliavanhauen.dk. Du kan også finde mig på LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/emilia-van-hauen-843571/

Se alle skribentens artikler

Til forsvar for fællesskabet – Helvede er (at være uden) de andre

FREDAGSKLUMMEN – De sociale strukturer er under opløsning, og mange står forladte tilbage som individer – alene og uden de relationer, der gør os til nogen. For det er kun i samspillet med andre, at vi er noget og kan realisere vort selv, skriver sociolog Emilia van Hauen, der med andre ord ikke er enig med den franske filosof og forfatter, eksistentialisten Jean-Paul Sartre, som i et af sine berømte citater slog fast, at ‘helvede er de andre’.

Hvis du var konge over en øde ø, hvem var du så?

Nemlig! Ingen. For hvem skulle du være konge over?!

Det er en af de virkelig dårlige sociologvittigheder, som oftest bliver afleveret med et vådt grin en sen nat, når tiden er kommet til det platte og indlysende. Men så dårlig er den egentlig alligevel ikke, for den siger noget fuldstændig essentielt om os mennesker, nemlig at vi ikke findes uden de andre.

Eller sagt med andre ord, så findes vi kun, hvis vores eksistens bekræftes af andre.

Det er derfor, at den gode forfatter og filosof Jean-Paul Sartre ikke havde entydig ret, da han sagde, at mennesket er (for)dømt til frihed og at forholdet mellem mennesker kan reduceres til en ubarmhjertig kamp og konflikt, hvor missionen om fællesskab er dømt til at mislykkes. Helvede er de andre er et af hans mest berømte citater.

Jeg svarer nej. For om end samværet med andre selvsagt kan udvikle sig til et inferno, så er en sikker definition på helvede, livet uden de andre eller den anden.

Helt instinktivt ved vi godt, at det eneste, der virkelig tæller, er vores relationer. Det gælder for de enkelte individer. Og det gælder for samfundet som et kollektiv.

Det er blevet bevist i talrige undersøgelser, og fremført i mange bøger. En virkelig fin opsummering af mange af disse sker i bogen The Village Effect af Susan Pinker.

At vi ikke er noget uden hinanden, står desværre i skærende modsætning til den udvikling, som vi har kunnet iagttage igennem de senere mange år. Nemlig at mange af de strukturer, som vi har været vant til, og som har hjulpet os ind i forskellige, ofte gensidigt forpligtende, relationer, er under opløsning.

Familien i opløsning

Familien som det sociale tyngdepunkt er på vej til at blive opløst. Ifølge analyseinstituttet YouGov svarede 27 procent af befolkningen i 2013, at de slet ikke har kontakt med ét eller flere nære familiemedlemmer. Det er mere end hver fjerde dansker.

Som sociolog Lasse Dencik har udtrykt det, så er vi “blevet stærkt individualiserede, i takt med at velfærdsstaten er vokset. De unge er ikke længere afhængige af deres forældre, fordi de får SU, når de tager en uddannelse. De ældre bliver passet af staten, og kvinder skal ikke længere have en mand til at forsørge sig. Det har gjort os uafhængige, og derfor er familien ikke nødvendigvis omdrejningspunktet for det enkelte menneske.”

Flere og flere arbejdspladser har også flydende eller virtuelle kontorer, så man ikke længere er tvunget til at møde hinanden fysisk, og i dag eksisterer mange fællesskaber og venskaber kun via nettet.

Familier, ægteskaber, venskaber, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser er nogle af de mere grundlæggende sociale strukturer, der længe har været under opløsning, og som skaber et langt mere flydende tilhørsforhold for det enkelte menneske. Det skaber frihed. Men det skaber altså også en fundamental større usikkerhed i vores relationer.

Mens vi gladelig bruger mange kræfter på at optimere og effektivisere hele den teknologiske, digitale og maskinelle del af verden, bruger vi ikke penge, tid og kræfter på at lære, hvordan vi skaber, udvikler og fastholder relationer og fællesskaber

Hvilket igen kan føre til en øget grad af ensomhed, som vi desværre ser, som en tendens i vores tid. Fx viser en af de seneste undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Trygfonden, “Fællesskabsmåleingen – en undersøgelse af livsvilkår og social eksklusion i Danmark“, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark.

Ufrivillig langvarig ensomhed kan medføre for tidlig død, en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, Alzheimers, forhøjet blodtryk. Forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op 10-14 procent. Det værste ved denne udvikling er, at det især rammer de unge generationer hårdere end nogensinde før.

Største udfordring som samfund

Ingen tvivl om, at bundne og tvungne fællesskaber bestemt ikke alle er fyldt af perlelatter, kærlighed og gensidig respekt, så det er jo ikke fordi vi skal fastholde den slags fællesskaber, men de leverer ikke desto mindre en klar følelse af både tilhørsforhold og tryghed, og ved opløsningen af dem, kræver det, at de bliver erstattet af andre relationer, der kan skabe social tryghed.

En af de egenskaber vi skal have opgraderet er vores evne til at skabe og fastholde gode relationer … Løsningen kunne være at lade den gode relation være det styrende princip for al menneskelig udvikling fremover

Og det er her, vi har den største udfordring som samfund.

For mens vi gladelig bruger mange kræfter på at optimere og effektivisere hele den teknologiske, digitale og maskinelle del af verden, bruger vi ikke penge, tid og kræfter på at lære, hvordan vi skaber, udvikler og fastholder relationer og fællesskaber.

Som samfund står vi altså overfor en situation, hvor den faktor, der er altafgørende for at vi på individplan oplever livskvalitet og dermed overskud til netop at være kreative og innovative og sunde, også er den faktor, der er mest udsat i den måde, som vi organiserer vores samfund på i dag. Det er ren Titanic.

Derfor bliver vi nødt til at indse, at en af de egenskaber vi skal have opgraderet er vores evne til at skabe og fastholde gode relationer. Det virkelig paradoksale er nemlig, at det eneste der for alvor har skabt vores herskerstilling som art på kloden, netop er vores evne til at organisere os i fællesskaber, der virker, fordi vi – indtil nu – har forstået, hvordan vi skal organisere vores relationer i troværdige systemer og strukturer. Og endnu vigtigere gør de os lykkelige og giver livet mening.

Løsningen kunne være at lade den gode relation være det styrende princip for al menneskelig udvikling fremover. Det lyder naivt. Men det burde det ikke være. Tværtimod.

Topillustration: https://pxhere.com/en/photo/990904

Denne kronik er en ny version af en tidligere tekst, der blev bragt i Jyllandsposten den 3. december 2017.

Kategorier