Hellere en hamster end fri leg med andre børn

af

Da Lotte Ladegaard var barn, manglede der bestemt ikke noget materielt, og kammeraterne var betaget af familiens bohemeagtige livsstil. Begge forældre gjorde karriere og tjente penge nok, men bag den pæne facade var der rigeligt med alkohol og mangel på følelsesmæssig nærhed og fortrolighed. I POV’s serie om barndom ser den nu 51-årige Lotte Ladegaard tilbage på barndommen og på det, hun har taget med sig videre i voksenlivet. Hun forklarer også, hvorfor hendes søsters og hendes egne barndomsminder ikke er helt ens.  

Udefra må min barndom have set ret ideel ud. Min far var advokat og min mor journalist. Begge havde gode indtægter. Min lillesøster og jeg var dresset op i designertøj ligesom vores mor og far. Vi boede i et arkitekttegnet hus syd for Odense. Vi havde en kæmpe have, to biler, tog på ferier i udlandet flere gange om året, og vi besøgte endda vores amerikanske familie i USA.

Min mor var fandenivoldsk og gik til angreb på lærere, legekammeraters forældre og hundeejere, hvis de bare kom i nærheden af at genere os børn. Hun mente, at sprog var til for at blive brugt. Det gjaldt også bandeord. I hendes verden var man en rigtig dansker, når man kunne stoppe samtlige eder ind på det rette sted i en sætning, og hun lærte ivrigt fra sig, når vi havde gæster med anden sproglig baggrund på besøg.

Min mor og jeg. Billedet er taget på en ferie i Frankrig i starten af 1980’erne.

I perioder havde vi ung pige i huset, men jeg havde min egen nøgle fra 1. klasse og fik fra de tidlige teenageår lov at være alene hjemme, hvis jeg ikke gad at tage med, når resten af familien tog i sommerhus eller på ferie. I sommerferien mellem 7. og 8. klasse cyklede jeg og en veninde alene hele vejen fra Odense til Lolland og sov i laden hos nogle af hendes venner.

Sådan var der ikke så mange andre, der levede på det tidspunkt. Jeg er godt nok født i 1966, da ungdomsoprøret var i gang, men mine forældre var lige lidt for gamle til at være del af det, som under alle omstændigheder også nok var forbeholdt en mindre del af Danmarks befolkning.

I mit barndomshjem købte min far ind lørdag formiddag, vi gjorde alle sammen rent i fællesskab, og mine forældre var bohemeagtige og gjorde præcis, hvad der passede dem. Jeg ved fra barndomskammerater, at de var betagede af vores meget anderledes liv

Min mor var i midten af 20’erne, min far otte år ældre, da jeg blev født. Begge var glødende feminister, og begge ville noget andet end deres egne fædre, som var henholdsvis slagter og bondemand, og mødre, som var medhjælpende hustruer og hjemmegående.

I mit barndomshjem købte min far ind lørdag formiddag, vi gjorde alle sammen rent i fællesskab, og mine forældre var bohemeagtige og gjorde præcis, hvad der passede dem. Sladder gad de simpelthen ikke. Jeg ved fra barndomskammerater, at de var betagede af vores meget anderledes liv.

En overvældende mor

Min mor holdt en pause i karrieren som journalist i mine første fem leveår. Det skyldes nu ikke et ønske om at gå hjemme med sin førstefødte. Hun blev uvenner med sin redaktør på en provinsavis og sagde op i trods, mens hun var gravid.

Min mor var overvældende. Alt, hvad hun gjorde, gjorde hun 100 procent. Når hun talte, var der ikke plads til andre. Når hun havde en mening, fandtes der ikke andre meninger. Hun drak og røg, så andre ville være segnet, men hun kunne feste igennem hele natten.

Selvom hun var morgensur, så vi andre frøs til is, når hun brølede op i arrigskab, gik hun på arbejde og researchede og skrev, så redaktørerne jublede. Efter arbejdet var hun 100 procent træt og ligeså uforudsigelig.

Min mor som ung journalist.

Da jeg gik i gymnasiet, hvor der var en telefonboks, havde jeg for vane at ringe til hende for at høre hendes stemme. Hvis den var irritabel eller træt, undgik jeg at tage hjem. I folkeskolen var der ingen telefonboks, og jeg holdt vejret på vej hjem fra skole.

Det, jeg husker stærkest fra barndommen, var ensomheden og ønsket om at vokse op hurtigst muligt. Jeg mindes ikke, at jeg talte med andre om, hvor svært det var at være barn. Det var først som voksen, at det gik op for mig, at andre børn ikke nødvendigvis oplevede deres barndom på samme måde.

Urovækkende at være alene med andre børn

Jeg bliver altid forundret, når mennesker omtaler leg med de andre børn på vejen som en vigtig del af en god barndom. Som jeg oplevede det, var tiden alene og med kammeraterne uden voksenopsyn bestemt ikke mit behov, men de voksnes behov for at have tid til sig selv.

For mig var mange timer alene med de andre børn på vejen urovækkende, og tit valgte jeg at lege alene med mine kaniner, marsvin og hamstere, kat og hund. De var til at stole på

Jeg har oplevet at måtte kravle op i et træ eller gemme mig i andre folks haver for ikke at få bank af større børn. Vi mindre børn spyttede på hinanden, vi bed, og vi holdt systematisk hinanden udenfor på skift. Jeg har engang låst en veninde inde på mit værelse i flere timer, indtil mine forældre kom hjem fra arbejde. Veninden tog senere hævn og låste mig inde i legehuset.

For mig var mange timer alene med de andre børn på vejen urovækkende, og tit valgte jeg at lege alene med mine kaniner, marsvin og hamstere, kat og hund. De var til at stole på. Man kunne højest få et nap i fingeren. Ellers var de der bare.

Mine egne erfaringer med fri børneleg uden voksenindblanding farver selvfølgelig mit voksne syn på vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger.

Jeg fatter simpelthen ikke, at nogen voksne på min egen alder i dag mener, at det er usundt for børn at være i institution. Det kan godt være, at der burde være flere voksne i institutionerne, men der er trods alt voksne, som arbejder for at sikre, at børn lærer almindelige sociale færdselsregler, og regulerer legen, inden den går over i mobning og det, der er værre.

Egne legeuniverser

Hjemme udviklede jeg mine egne legeuniverser, som jeg blev ved med at besøge et stykke ind i teenageårene. Jeg havde dusinvis af plastikheste, som jeg byggede stalde til ud af skotøjsæsker.

Toiletpapir blev strimlet og udgjorde halm. Havregryn og fuglefrø blev til hestefoder. Jeg havde en hel hær af små, strithårede gummitrolde, som alle sammen havde forskellige roller og personligheder.

Pjuske var mit første og mest elskede marsvin.

Om vinteren foregik det på mit eget værelse. Om sommeren flyttede legen ud i et lille skovareal for enden af haven. Her byggede jeg springbaner af pinde og sten til hestene. Nogle gange fik en veninde lov at lege med, men for det meste legede jeg alene.

Om sommeren gik jeg også vældig meget op i kryb og kravl. Jeg fandt hurtigt ud af, at bækken og vandhullerne i den lokale skov var fuld af haletudser og andet vandliv, som jeg importerede til vores fine badekar. Min far reddede en del af de små skabninger over i syltetøjsglas, før min mor nåede at lukke det hele ud i afløbet.

Jeg kom ikke i børnehave før det sidste år før børnehaveklassen. I børnehaven mistrivedes jeg, fordi jeg ikke formåede at knække koderne til samvær med andre børn. Det fortsatte i skolealderen og i gymnasiet.

Som jeg husker det, var jeg mest opsat på at lære at læse rigtigt, da jeg startede i folkeskolen. Jeg havde lært mig selv at læse i et vist omfang i frustration over, at mine forældre hele tiden var begravede i bøger og aviser, som jeg ikke kunne få del i.

Når dansktimerne var overstået i 1. klasse, gik jeg hjem. Efter et stykke tid greb min klasselærer ind og fik lokket mig tilbage til de andre timer. Jeg kan ikke huske, hvordan det skete.

Masser af alkohol

I min barndom var alkoholisme en betegnelse, man hæftede på spritteren på bænken. Min mor hævdede altid, at så længe man ikke skulle have fem elefantøl for at komme op om morgenen, var man ikke alkoholiker.

Hun var del af den journalistgeneration, der drak øl til frokost og i løbet af eftermiddagen. Når hun kom hjem fra arbejde, snuppede hun en whiskysjus. Om aftenen var der altid rødvin på bordet. Ikke et glas til hver. En flaske til hver. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har oplevet en alkoholfri dag i mit barndomshjem.

Samtidig havde min mor lange perioder, hvor hun var syg. Et år havde hun bragende hovedpine i månedsvis. Et andet år havde hun ”vattæer” og kunne ikke gå hele vinteren. Hver gang blev hun undersøgt på kryds og tværs. Der var aldrig noget fysisk galt.

Som voksen har jeg læst om psykiske sygdomme og psykosomatiske symptomer, og jeg tænker, at hun burde have haft en diagnose og været i behandling, men det kom man ikke bare lige dengang.

Mig med næsen begravet i en bog. Det er min lillesøster, der sidder til højre.

Det er også først de senere år, at man for alvor er begyndt at forske i, hvad det gør ved børn at vokse op i hjem med alkoholmisbrug. Børn af alkoholikere har det tit svært med forhold til andre børn og voksne. De føler sig ofte ensomme, selv når de er sammen med andre. Og de føler sig uelskede.

Sådan har jeg haft det hele min barndom og langt ind i mit voksenliv. I modsætning til min mor lever jeg heldigvis i en tid, hvor det er socialt acceptabelt at få hjælp til at bearbejde fortiden.

Masser af fritidsaktiviteter

Nogle voksne hævder også, at børn i dag simpelthen har mindre legetid på grund af organiserede aktiviteter. Det er måske rigtigt, at børn i nogle af de mindrebemidlede familier gik til færre fritidsaktiviteter dengang, men i mit tilfælde passer det bestemt ikke.

Jeg har gået til dans, blokfløjte, spejder og ridning, mens jeg gik i de små klasser. Senere passede jeg pony hos en veninde, og jeg fik min egen hest, da de andre børn blev konfirmeret. Hesten stjal rigtig meget fritid. Alligevel gik jeg til drama og foto i ungdomsklubben, og i teenageårene nåede jeg også både fester, druk og drenge.

Mine forældre havde en idé om, at vi hellere måtte ”lære at drikke,” mens der var forældre til stede. Ingen af de andre børn måtte drikke, så dem var vi kun hos, hvis de var alene hjemme

Faktisk begyndte jeg at drikke i det små allerede fra 11-årsalderen. Når de voksne holdt fest, drak børnene sjatter. De voksne grinede bare af os. Da vi selv begyndte at gå til fester i ungdomsklubber og haller som cirka 13-årige, var det hjemme hos mig, vi varmede op.

Mine forældre havde en idé om, at vi hellere måtte ”lære at drikke,” mens der var forældre til stede. Ingen af de andre børn måtte drikke, så dem var vi kun hos, hvis de var alene hjemme.

Til gengæld måtte jeg ikke tage på diskotek, før jeg fyldte 15 år. Da jeg stort set levede mit eget liv, var der dog ingen, der opdagede – eller reagerede på – at jeg kørte til diskoteker med ældre bekendte allerede fra 13-års alderen. Flere steder på Fyn så diskoteksejere gennem fingre med udskænkning af alkohol til børn.

Jeg mindes engang i 7. eller 8. klasse, hvor vi kørte galt på vejen. Det var vinter, og jeg gik alene ud over markerne i chok. Jeg fandt frem til diskoteket, men jeg kan ikke huske hvordan, og jeg gik forvirret rundt, indtil en eller anden kørte mig hjem til den veninde, som jeg havde sagt, at jeg sov hos. Mine forældre kunne jeg ikke tage hjem til, for jeg vidste, at de ville blive rasende over, at jeg havde løjet om, hvad jeg skulle lave om natten.

Venindeskab fra første øjekast

Nærvær og fortrolighed husker jeg ikke meget af fra mine forældres side. Begge dele fandt jeg hos en klassekammerats forældre, som jeg tilbragte megen tid hos i de mindre skoleklasser.

I 7. klasse startede en ny pige i vores klasse. Hidtil havde jeg flakket lidt fra pigeklike til pigeklike. Ingen steder var jeg sikker på, at jeg ikke var udstødt næste dag.

Her kom så skolens nye og klart frækkeste pige, som helt af sig selv valgte at sidde ved siden af mig og gøre mig til sin fortrolige. Det var venindeskab ved første øjekast, og jeg var lykkelig.

Hesteglæden havde vi til fælles, men ellers var vores liv grundlæggende forskellige. Mens jeg boede i forstadens velhaverkvarter, boede hun i det sociale boligkvarter. Hun havde flyttet skole utallige gange og havde det svært med bøgerne og lektierne.

Dem klarede vi hjemme hos mig, hvor min far altid stillede op med matematikhjælp, mens min mor hersede kommaer og dansk retskrivning. Veninden kvitterede med at være uendeligt loyal og introducere mig til nye venner, som hun fandt på et splitsekund.

Mig og min hest, som fyldte rigtig meget gennem alle teenageårene.

Udover matematikstøtten husker jeg stort set ikke min far fra barndommen. Han var ofte tavs og væsentligt mere rolig end min mor. Da jeg flyttede hjemmefra i 3. g, fortalte min far, at han havde valgt at blande sig uden om mit liv, da jeg var lille. ”Jeg husker som en elefant, og jeg kunne ikke tilgive dig for, at du foretrak din mor frem for mig,” fortalte han mig over en øl på et værtshus.

Ferierne var vilde og skønne

Min far arbejdede meget, da jeg var barn, og i hverdagen var det min mor, der stod med ansvaret for mig og min lillesøster. Selvom vi skulle spise aftensmad sammen hver dag og frokost om lørdagen, husker jeg bedst min far fra, når det sneede, og det var for farligt at cykle på landevejen. Så hentede han mig og hesteveninderne på rideskolen.

Min far med – måske – mig. Jeg er ikke sikker.

Han dukker også op i hukommelsen, når jeg tænker tilbage på vores ferierejser. Næsten hver sommer kørte vi til Italien og nogle gange Frankrig. Det var min far, der kørte hele vejen, mens min mor røg cigaretter på stribe. Min søster og jeg skændtes og hostede og kastede op på bagsædet. Undervejs holdt vi spise- og drikkepauser i grøftekanter, i vinmarker og i skovområder.

Frokost i det grønne på vej mod Sydeuropa.

Når vi endelig kom frem, var jeg vild med at holde ferie. Jeg elskede de romerske ruiner og billedskønne landsbyer. Vinmarkerne. Bjergene. Gardasøen og Lago de Ledro.

Jeg åd mig igennem bjerge af pizzaer og pasta. Hver tur inkluderede mindst en Michelin-stjerne-restaurant, som min far nøje havde udvalgt hjemmefra. Det var også vildt dengang.

Jeg er stadig vild med god mad og med verden uden for Danmark, og jeg kan godt se, at mine forældres livsstil også har sat positive spor i mig. Rejser er for eksempel en fast del af mit professionelle liv, som handler om udvikling i Asien og Afrika, om børnerettigheder og sociale forhold.

Jeg har altid kunnet lide at omgås mennesker fra alle verdenshjørner, og jeg har helt klart fået farveblindheden overfor andre mennesker med hjemmefra.

Besøg af flygtninge

Min far var advokat. Da de første iranske flygtninge ankom til Odense, støttede min far flere af dem i at åbne egen butik. En betalte mest i ægte tæpper fra butikken. Andre kom og lavede spændende mad til os i weekenden.

I min familie talte vi meget om, at dem, der havde mindre end os, ikke var ringere end os

Min mor skrev igennem nogle år socialstof, og hun slæbte mig som meget ung teenager med i biografen og se ”Christiane F” om en ung pige, der ender i stofmisbrug og prostitution. Lige dér lærte jeg, at hårde stoffer aldrig ville blive mig, men at narkomaner også er mennesker, som vi andre har et ansvar for at hjælpe. Den helt store bonus var David Bowie, hvis musik jeg lærte at kende og elske takket være filmen.

I min familie talte vi meget om, at dem, der havde mindre end os, ikke var ringere end os. Jeg lærte tidligt, at vi, der har, har ansvar for andre, der har mindre. At omfordeling er en god ting, og at man derfor betaler skat med glæde. At socialt bedrageri og skattesnyd er en trussel for vores velfærdssamfund. At mænd og kvinder har lige rettigheder, og at det er noget, man skal kæmpe for.

Det har jeg taget mig med gennem hele livet.

Kærlighed til bøger, musik og kunst

Kærligheden til bøger, musik og kunst har jeg også fået med hjemmefra. Vores hus var fuld af reoler med bøger, plader og kassettebånd.

Mig med endnu et af mine mange dyr. Her har min lillesøster også fået lov at komme med på billedet.

Min mor hørte Billie Holiday, Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, Joan Baez og Savage Rose om lørdagen, mens min far hørte Beethoven og Mozart om søndagen. Jeg elskede min mors musik. Det gør jeg stadig. Min fars musik hadede jeg dengang, men jeg er sikker på, at den klassiske lytte-tvang dengang har medvirket til min enorme glæde ved barok i dag.

Jeg hadede også at blive slæbt med på museer som barn. Men hadet gik langsomt over i en glæde ved at finde ud af, at jeg havde et forspring i forhold til så mange andre unge, da vi selv begyndte at gå på museer. I dag er jeg ikke så flittig museums-gænger mere.

Til gengæld fik jeg for fire år siden en meget lille have, som egentlig bare var tiltænkt min hængekøje. I min barndom elskede jeg at plukke mirabeller og æbler lige fra træerne og spise friske tomater og agurker hver dag hele sommeren, men jeg gik totalt i baglås over lugning og græsslåning. I min egen have lå jeg i hængekøjen det første år. Siden sneg der sig en blomst eller to ind, og nu er jeg nærmest afhængig af havearbejdet.

Vi husker barndommen forskelligt

Min søster og jeg har som voksne talt meget om vores barndom og om, hvorfor vi på mange måder har oplevet og husker barndommen forskelligt. Vi er enige om, at aldersforskellen spiller en rolle. Jeg har som den førstefødte og enebarn igennem næsten otte år haft en anden relation til vores forældre og ikke mindst til vores mor, som i fem år satte sin karriere på pause, da jeg var helt lille.

Så har vi haft forskellige venner, forskellige lærere og er vokset op i forskellige årtier. Plus at vores forældre ikke længere var nybegyndere som forældre, da de fik min søster.

Fra forskning ved vi også, at menneskers erindringer har en tilbøjelighed til at forandre sig over tid. “Selvom vi føler, vi husker det hele, er det en kendsgerning, at detaljerne ikke er helt præcise i forhold til, hvad der foregik. Vi skaber det, jeg kalder en livshistoriens standardudgave. Det vil sige, at de begivenheder, vi husker om os selv, bliver betydningssat som vigtige og ledsaget af en bestemt morale,” forklarer professor Dorthe Berntsen i Kristeligt Dagblad.

Samtidig kan erindringer om, hvordan noget er foregået i barndommen, ét sted i voksenlivet synes sande, og ti år senere kan samme oplevelse huskes på en anden måde. Familieterapeut Bente Hansen forklarer på sin web, at “vi som mennesker aldrig bliver færdige med at udvikle os. Vores oplevelser har været med til at forme os og det billede, vi har af os selv, og de påvirker også den tilgang, vi møder andre med.”

Barndommen har fyldt i det voksne liv

Der er én ting, jeg ved med sikkerhed: Min barndom har fyldt meget i mit voksne liv. Da min mor døde for et par år siden, svor jeg, at jeg omsider ville lægge hende og de negative minder fra barndommen væk og begynde at fokusere på nutiden. I stedet blev jeg i månederne efter hendes død mere og mere vred.

Min mor og mig et sted i Sydeuropa.

Ingen i min mors familie har nogensinde villet eller kunnet tale om deres egen barndom. Jeg tænkte tit, at noget forfærdeligt måtte være sket, og behovet for at finde ud af hvad voksede. Ti måneder efter hendes død opsøgte jeg en del af hendes familie og fik vredet nogle af minderne fra deres egen og min mors barndom ud af dem. Det var barskt, og jeg forstod, at min mor var skadet af, hvordan hendes egne forældre havde opført sig overfor hende. Med den indsigt kunne jeg tilgive og komme videre.

I processen med at skrive den her tekst gik det op for mig, at jeg ikke har skænket hende eller min egen barndom mange tanker siden besøget hos hendes familie sidste år. I haven dukker hun dog op i glimt af og til, og det må hun godt.

De fleste fotos er fra min barndom i Odense og på rejser i 1960’erne og 1970’erne. Et enkelt foto er fra min mors ungdom. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der har taget hvilke fotos. 

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via min Mobile Pay til 27 30 17 89. Det giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver helt vildt rørt over det mindste beløb.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Seneste indlæg fra

Gå til Top