“Hej mor, hvad skal vi lave i dag – lægge klude sammen?”

KLUMME – Dorthe Boss Kyhn har en mor med demens og hun beretter løbende om stort og småt i livet som pårørende. I dag fortæller hun om, hvor vigtigt det er at hjælpe sin mor i gang med huslige sysler, hvor uendelig små opgaverne end er. Det gør en kæmpe forskel for Dorthes mor, når hun laver noget, som hun er god til og som bidrager til den almindelige husholdning. Ingen kan lide at føle sig nytteløs.

Min mor var engang en gæv og driftig dame i sit hjem. Hun var proper, der blev gjort rent, pudset vinduer forår og efterår, syltet, bagt og frosset ned, når Dansk Fryse Økonomi havde været der med en kvart gris. Og der blev lagt på plads. Også i den grad, så alt lå i snorlige rækker. Og maden, ja, den blev selvfølgelig lavet fra bunden, som hun engang havde lært det på husholdningsskole.

Sådan var det. Men sådan er det forståeligt nok ikke længere.

Til en begyndelse, da min mor havde fået diagnosen Alzheimers, lå hendes lyst til at virke stadig  dybt i hende. Ikke at hun fik udrettet så meget. Men hun talte hele tiden om alt det, hun skulle nå. Hun skulle tage bussen til det lokale center, hun skulle købe ind, så hun kunne koge og brase, hun skulle i banken og hjemme skulle hun gøre rent, så hun kunne få gæstebud. Men ingenting nåede hun længere.

Håndelaget lå stadig i hendes gigtplagede hænder, selvom det ikke gik så hurtigt længere, så fik hun da skrællet et par æbler og talte længe efter om, at hun nærmest egenhændigt havde lavet æblekage til hele afdelingen

På et tidspunkt kom hun på aflastning på et demensafsnit på et plejehjem. Hun kunne slet ikke lide at være der, og det var frygteligt at skulle efterlade hende der. Men det var på et tidspunkt, hvor vi alle sammen var kørt så flade, at vi måtte have en pause.

Hun vænnede sig dog til det, og en eftermiddag jeg kom på besøg, havde personalet taget hende med i køkkenet. Her sad hun og skrællede æbler til en æblekage. Håndelaget lå stadig i hendes gigtplagede hænder, selvom det ikke gik så hurtigt længere, så fik hun da skrællet et par æbler og talte længe efter om, at hun nærmest egenhændigt havde lavet æblekage til hele afdelingen.

I dag, hvor min mor bor permanent på et demensafsnit, får hun og min far maden fra hjemmets køkken, og deres lille tekøkken levner ikke mulighed for at lave mad. Så i dag er det som regel mig, eller min søster,  der skræller æbler, så hun kan få nogle både at spise. Eller laver en æblekage, som både hun og far holder så meget af.

Så i dag handler det om at være opfindsom, når det drejer sig om at finde på ting, som mor kan lave, der giver blot en lille smule mening og giver hende en følelse af, at hun stadig kan bidrage.

Så var det, jeg kom i tanke om mine forældres gamle hjemmehjælper, der en dag fortalte mig, at hun havde lagt mærke til, at min mor elskede at lægge tøj sammen. Det kneb har jeg taget til mig.

Det handler om hele tiden at gribe fat i de små ting, der er forbundet med noget positivt for hende. Så kan man se, at hun har det bedst – og så kan jeg tage fra et besøg med en følelse af, at vi stadigvæk har noget sammen

Så nu får mor en bunke karklude og viskestykker, og så lægger hun sammen. Fint og sirligt, og kludene bliver lagt pænt i bunker. Det er også en nem ting at få hende til. Især når hun, som det desværre bliver mere og mere, ikke længere er så mobil, så er det ofte sysler ved spisebordet, vi må gribe til. Og hun er så god til det.

Tricket er hermed givet videre. Det handler om hele tiden at gribe fat i de små ting, der er forbundet med noget positivt for hende. Så kan man se, at hun har det bedst – og så kan jeg tage fra et besøg med en følelse af, at vi stadigvæk har noget sammen.

Dorthe Boss Kyhn har sammen med sin datter, Ida Hinchely Kyhn, bloggen momsemeddemens der er opstået fordi de to kvinder er hhv. “datter og barnebarn til en mor/mormor, der for lidt mere end to år siden fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom”. Indlægget blev bragt første gang der.

Topfoto: Dorthe Boss Kyhn. 

Kategorier