REJSEBREV – “Hej, Indien, smiler jeg til landskabet. Landskabet smiler mig i møde. Jeg er fremme”. Forfatter Claus Ankersen er i Omvendtslev, nomadens 10. hjem. De næste 10 uger spejler han livet i det fremmede i det danske og skriver rejsebreve og essays fra New Delhi, Auroville og Chennai om kultur, trafik, poesi, yoga, spiritualitet og samfund.
Jeg kan mærke ængsteligheden som en knude i maveregionen.
Jeg er nervøs ved tanken om at skulle rejse. Det er lidt sjovt, for jeg rejser temmelig meget og har gjort det i en menneskealder. Alligevel går det tilsyneladende aldrig over. Jo længere væk, jeg skal, desto mere ængstelig bliver jeg. På den facon er jeg en sand bonderøv. Min indre hjemmefødning gør stædigt anstalt, hver eneste gang der er udsigt til geografisk forandring. Det er ikke for sjov, omkring halvfems procent af verdens befolkning siges at dø indenfor en radius af tredive kilometer fra, hvor de blev født. Men derimod et vidnesbyrd om hjemstavnens enorme tiltrækningskraft på den menneskelige psyke. Så meget jeg er nomade, er jeg derfor også fastboende. På den måde er vi alle sammen bonderøve for Vor Frue. Mere om dynamikken senere.
Jeg er nervøs hele vejen. Jeg føler mig fejlplaceret. Har mest lyst til at blive hjemme. Gider ikke
Jeg er på vej til Indien. (Eller rettere jeg er der allerede, men fordi dette er et rejsebrev, er forskellen – som de siger i reklamebranchen – akademisk.) Så altså. Jeg er på vej til Indien. Det er ikke første gang, og jeg er heller ikke ligeså nervøs, som jeg var den første gang men næsten. Inden jeg skulle afsted dengang, havde jeg visioner om ikke at komme tilbage igen. Og fordi jeg er lidt synsk og ofte har ret i mine forudanelser, blev jeg endnu mere nervøs, og da jeg så endelig ankom, føltes det som at komme hjem. Og jeg kunne næsten huske det. Sådan føles det omtrent også denne gang.
Jeg flyver direkte fra Kastrup til New Delhi med Air India. Og jeg er nervøs hele vejen. Jeg føler mig fejlplaceret. Har mest lyst til at blive hjemme. Gider ikke. Vil ikke. Måske er det fordi det er så langt væk.
Omvendtslev – 7500 skaldede små kilometer
Eller rettere, så langt væk er det jo heller ikke. Hvad er 7500 skaldede små kilometer måske i vore dage? Så længe der ikke er for mange vulkanudbrud, er det jo klaret på en lille arbejdsdags tid. Det er også lidt noget vrøvl.
For Indien er langt, langt væk fra Danmark på næsten alle afgørende punkter. Næsten alting virker, i hvert fald ved første øjekast, diametralt modsat. Det er julekalenderen Omvendtslev i bogstavligste forstand og på alle måder. Alt er simpelthen anderledes, lige fra klima, mad og miljø, sæder og skikke, til bakteriekultur, trafikmønster og familiestrukturer. Former, farver, lyd, lys og lugt. Alting er anderledes.
For det første er der klimaet. Indiens arealmæssige størrelse spænder over fire hovedklimaformer og syv undergrupperinger, fra bjergklima, subtropisk og knastørt i nord, til fugtigt og tørt tropisk klima med halvørken forekomster i syd. Alene det er en udfordring for en vinterhvid daner.
Jeg skal videre fra Delhi til Chennai, og på østkysten af det sydlige Indien er klimaet fugtigt tropisk. Det er varmt med en meget høj luftfugtighed. Alene det vilkår tager et stykke tid at forlige sig med. Når luftfugtigheden damper rundt i halvfemserne, og temperaturen er på den varme side af 33-34 grader, reagerer min krop som den kan under forholdene. Den forsøger at komme af med væsken uden helt at kunne. Ergo. Den svulmer op.
Belagt med en næsten usynlig tynd film af sved, ruller jeg så bleg-rødt-hvidt gennem det kulørte landskab, til kroppen vænner sig til varme og luftfugtighed, til maven vænner sig til den meget anderledes bakteriekultur, til sjælen omsider er landet. Det tager 21 dage. Hverken mere eller mindre. 21 dage. Husk, kære læser. Det er vigtigt.
Indien har cirka 250 medborgere for hver dansker, og mange indere er overbeviste om, at landet i realiteten for længst har overhalet rivalen Kina, så det nu er verdens mest folkerige land.
De fleste tamiler er hinduer. Men de er også ”dravidianere”. Driftige byplanlæggere og handelsfolk siden 7000 f.v.t.
Argumentet er den langvarige kinesiske étbarnspolitik overfor en støt stigende indisk befolkningskurve. Og uanset om det passer eller ej, vrimler det med mennesker overalt og ikke bare mennesker. Det vrimler med liv. Liv i enhver afskygning, blander sig med et overflødighedshorn af farver, former, dufte og lyde.
Alle sanser bombarderes, så snart jeg træder ud fra ankomsthallens air-conditionerede stål-og-glashus.
Menneskemængden alene er nok til et lille kulturchok. Chennai, eller Madras som millionbyen hed før i tiden, ligger nemlig i delstaten Tamil Nadu. En af verdens allerældste kulturer. De fleste tamiler er hinduer. Men de er også ”dravidianere”. Driftige byplanlæggere og handelsfolk siden 7000 f.v.t. Den overvejende hudtone er mørk. Næsten sort. Trækkene indo-europide. Familieligheden er med andre ord slående, selvom fremmedartetheden er stor. Igen: Omvendtslev.
To paniske hjerteslag – og ro
Et øjeblik bliver jeg da også straks grebet af rådvildhed, for jeg kan ikke se min chauffør. Jeg har arrangeret at blive hentet med bil i lufthavnen. Det er en luksus men også en blid og tryg måde at lande på. Et gode som kan være særdeles vederkvægende, når man lige er ankommet, og stressbarometret over at møde det store ukendte ryger godt op over det røde felt. Og nu kan jeg ikke se mit navn på nogen af de skilte, chaufførerne holder op mod de tilrejsende, mens de står og fordriver tiden med småsnak og people watching.
Og så ser jeg skiltet, mellem to paniske hjerteslag, og falder straks til ro. Det er skrevet med kuglepen på et A4-ark, og er, som sådan, næsten ikke til at se på mere end to meters afstand. Lettelsen bølger igennem mig, jeg får øjenkontakt med chaufføren og lader instinktivt mit hoved vugge let fra side til side, en to-tre gange. Endnu en gang Omvendtslev i praksis. Hvor vi nikker, ryster de på hovedet. Og så er det alligevel ikke sådan. Når vi ryster på hovedet, for at signalere ‘nej’, drejer vi hovedet fra side til side. Når man i Indien siger ‘hej’, ‘ja’ og ‘jeg ser dig’, lader man hovedet rokke fra side til side på halsen. Bevægelsen er fremmedartet, men når den først er indarbejdet, bliver den instinktiv. Ligesom nu, hvor jeg går chaufføren i møde.
Fuld fart fremad. Himlen er højblå. Det er 33 grader. Jeg sidder på bagsædet og smiler som en Cheshire-kat i en pool fuld af fløde
Han tager straks min kuffert og ruller den hen mod bilen. En hvidlakeret, miljøvenlig taxa fra det socio-spirituelle internationale samfund Auroville som fylder 50 i år (stay tuned for mere om Auroville).
Mens jeg går bagved chaufføren, falder jeg fuldkommen til ro. Nu er jeg landet i mit andet hjem – eller tiende hjem. Hjem er det uanset. Jeg føler mig med ét komplet rolig og tilpas, mens jeg kravler ind på bagsædet af bilen og spænder sikkerhedsselen, og bilen kører ud gennem lufthavnsparkeringen, videre ud på vejen, slanger sig en hurtig tur gennem millionbyen Chennai ad hemmelige genveje kun chauffører kender, til vi når bydelen Thiruvanmiyor i den sydlige ende af byen. Her starter den legendariske East Coast Road. State Highway 49. Eller ECR i folkemunde.
ECR slanger sig 800 kilometer sydpå langs den benganske havbugt. Fuld fart fremad. Himlen er højblå. Det er 33 grader. Jeg sidder på bagsædet og smiler som en Cheshire-kat i en pool fuld af fløde.
Hej Indien, smiler jeg til landskabet. Landskabet smiler mig i møde. Jeg er fremme. Landet i Omvendtslev under himmelstrøg som er næsten totalt fremmede på alle parametre. Incredible India. Tusindvis af kilometer væk. Og alligevel er jeg hjemme.
Claus Ankersen er i Indien med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.
Fotos: skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her