REJSEBREV – Det startede allerede i flyet en lille time, før jeg skulle mellemlande i Delhi. Passagerne blev informeret om nye antiterror-tiltag. Alle passagerer i transit skulle selv hente deres bagage og tjekke det ind igen for så at gå gennem paskontrollen. Det skabte nogen forvirring. Ikke blot i mig, som altid er ængstelig og noget frygtsom i starten af rejsen, men også hos et ældre ægtepar på sæderne bag mig.
Jeg kunne høre på accenten, at vi var landsmænd, og vi faldt i snak. Det viste sig snart, at parret ikke blot skulle med samme fly til Chennai, men også videre sydpå derfra. Ikke til Pondicherry som jeg, men til det internationale samfund Auroville som ligger 8 kilometer nordøst for udenfor byen. De fortalte, at de var kommet der hvert år siden 2004, og nu skulle ned og bo på et af det eksperimentelle samfunds gæstehuse ud til den bengalske bugt. Om jeg vidste, at Auroville fyldte 50 i år? Om jeg gjorde? Naturligvis. Siger man Pondicherry, må man også sige Auroville.
Det er måske nok teoretisk muligt at overse eller glemme tilstedeværelsen af Auroville, når man befinder sig i omegnen af den tidligere franske enklave Pondicherry i den sydindiske delstat Tamil Nadu. Men det internationale townships tilstedeværelse er i realiteten ikke til at komme udenom.
Jo tættere man kommer, desto hyppigere optræder navnet ’Auro’ som prefix på alt, lige fra snedkerværksteder og designvirksomheder til taxafirmaer og restauranter. Auro, auro, auro.
Hele området er ’Aurobindoficeret’. Mange dyrker den integrale yogas princip om konstant selv-transformation som livsstil efter mantraet ’Dit liv er din yoga’. Eller mange bække små-princippet, hvor den søgende tilstræber at forbedre sig i al tanke, handling og tale. I alle forhold.
Hvor vore hjemlige eksperimenter i Utopia udgør en stadig torn i øjet på skiftende danske regeringer, har Auroville fra sin grundlæggelse haft den indiske regerings velsignelse
I lighed med Thylejren og fristaden Christiania er Auroville en af verdens mange oaser og forsøg på at udvikle et Utopia med nye og anderledes måder at være menneske på, alene og i fælleskab.
Men hvor vore hjemlige eksperimenter i alternativt samfundsbyggeri hovedsageligt fokuserer på sociale, kunstneriske og kulturelle aspekter af menneskelig væren, så er den åndelige og bevidsthedsmæssige dimension af tilværelsen central i Auroville. Og hvor vore hjemlige eksperimenter i Utopia udgør en stadig torn i øjet på skiftende danske regeringer, har Auroville fra sin grundlæggelse haft den indiske regerings velsignelse.
Aurobindo og Moderen
Det er naturligvis ikke uden grund. Og her er en kort indføring i forhistorien på sin plads. For man kan ikke sige Auroville uden at sige Aurobindo. Sri Aurobindo Ghose, nærmere bestemt. Revolutionær, poet og senere yogi.
Aurobindo blev uddannet i England og lod sig tidligt engagere i den indiske uafhængighedsbevægelse, hvor han hurtigt blev en central skikkelse. Aurobindo var bengali fra det nordlige Indien, men måtte efter en fængselsdom for agitation flygte fra den engelske kolonimagt. Han søgte ly i den franske enklave Pondicherry i det sydlige Indien, og her begyndte han arbejdet med at udvikle sin yoga med det sigte at klargøre den menneskelige bevidsthed til foreningen med det såkaldt supra-mentale. Det næste, naturlige skridt i menneskets bevidsthedsudvikling.
Og selvom han i begyndelsen næppe havde forestillet sig, at skulle blive i det sydlige Indien, forlod han aldrig Pondicherry, hvor hans integrale yoga i dag dyrkes af mange indbyggere. I stedet for helligede han sig i stadig højere grad arbejdet på indre planer, sine egne og det kollektive ubevidstes, og trak sig gradvist næsten helt tilbage til sit studerekammer.
Opbygningen af hans ”ashram” og udviklingen af den synlige del af hans yoga, lagde han i hænderne på sin åndelige samarbejdspartner, den fransk-egyptiske seer og okkultist, Mirra Alfassa, i hvem Aurobindo så legemliggørelsen af den skabende kosmiske kærlighed.
Mirra Alfassa var Moderen, som havde set Sri Aurobindo i en vision mange år før de mødtes, som var praktiserende okkultist og lysarbejder i fin de siècle-junglen af åndelig vækkelse, som blomstrede i datidens Europa, og hvor Paris var et uomgængeligt kraftcenter.
Mirra Alfassa var en emanciperet, fri og moderne kvinde, som bl.a. var veninde med den opdagelsesrejsende first-mover, Tibet-fareren Alexandra David-Neel. Og det var da også Moderen, som grundlagde Auroville i 1968, tre år før den unge Jacob Ludvigsen og Co. besatte Bådsmandsgade Kaserne på Christianshavn.
Svært summerbart, indlysende vigtigt
Sri Aurobindos og Moderens lære spænder nogenlunde så bredt som det menneskelige mulighedsrum og er fyldigt udfoldet på tusindvis af sider, som hele tiden viderefortolkes og udvikles af disciple og åndelige efterkommere i og udenfor Aurobindos ashram i Pondicherrys ’White City’. Et esoterisk system i egen ret som fuldt ud tåler sammenligning med samtidige okkultisters, Rudolph Steiner, Krishnamurti og H.P. Blavatsky in mente.
Daggryets Bys gradvise vækst og udvikling skulle spejle menneskets. Ved indvielsen i 1968 deltog repræsentanter fra 124 lande, som hver symbolsk bidrog med jord fra hele kloden
Kort fortalt handler det, i min læsning, om konstant at arbejde med sig selv i verden, og om at tillade sig selv at modtage kærlighed, så man kan overvinde den indre modstand, som konstant svirper med dragehalen, hver gang man tager et skridt i den rigtige retning. Det handler om leg, om begejstring og at samskabe nye og bedre rammer for menneskelig trivsel og vækst.
En bevidsthedsrejse som ikke er religion men livslang praksis. Leg. Dans. Latter.
Sigtet med Auroville var – og er – at realisere menneskelig enhed og skabe at en universel by, hvor mænd og kvinder fra alle lande kan leve i fred og progressiv fordragelighed og harmoni, hævet over tro, politik og nationalitet.
Omtrent sådan formulerede Mirra Alfassa formålet med Daggryets By, hvis gradvise vækst og udvikling skulle spejle menneskets. Ved indvielsen i 1968 deltog repræsentanter fra 124 lande, som hver symbolsk bidrog med jord fra hele kloden.
Et super-sized Christiania med åndeligt og internationalt format
Det var dengang. I dag er Auroville et lokalt og regionalt kraftcenter med internationalt sigte, som udover de fastboende – 2500, som hovedsageligt består af indere og franskmænd, men tæller indbyggere fra 50 forskellige lande – er smeltet sammen med tre-fire omkringliggende tamilske landsbyer og er hjem for en bred palet af eksperimentelle start-ups indenfor bæredygtig teknologi, design og fødevareproduktion. Her udvikles solfangere, afsaltningsanlæg og biodynamiske dyrkningsmetoder, designes møbler af tsunamifældet træ, laves håndlavet papir af bomuldsfibre, røgelse, musik, dans og teater.
Som Auroville og som mennesket selv er Matrimandir et symbol på, at alting er i udfoldelse, i blomstring, i tilblivelse, a work in progress
Daggryets by er på samme tid et åndeligt-socialt eksperiment, et pilotprojekt, en turistattraktion, en pengemaskine, en oase, og en levende vision. På godt og ondt en materialisation af en idé om universel menneskelig forbrødring i et samfund, som er præget af åndelighed, kreativitet og gensidighed, snarere end af materialisme og egennytte.
Først og fremmest er Auroville et spirituelt og socialt fællesskab, som trækker besøgende fra hele verden ligesom parret, jeg mødte på flyet.
I centrum af Auroville skinner den gyldne kuppel, Matrimandir, den universelle moders tempel. Et enormt bygningsværk, det har taget 38 år at bygge, og som først for nylig stod færdig. Som en enorm lotuslignende gylden blomsterknop, fremstillet i Schweiz og belagt med bladguld, troner bygningsværket over den røde jord i det grønne junglelandskab.
Som Auroville og som mennesket selv er Matrimandir et symbol på, at alting er i udfoldelse, i blomstring, i tilblivelse, a work in progress.
Byens design er ”fibonaccisk”. Beboelses-, forretnings-, og internationale områder breder sig ud som i midten af en solsikke eller konkylieskal. Udenom ligger det såkaldt grønne bælte, hvor Aurovilleanere har plantet mere end tre millioner træer gennem de seneste tredive år.
I sammenligning med vores hjemlige Utopia, Christiania, passer størrelsesforholdene udmærket: Auroville og Indien er en 60-70 gange større end Christiania og Danmark. Området har særstatus som internationalt område og anerkendes som sådan af såvel den indiske regering som af UNESCO.
Daggryets by fylder 50
Og i år fylder digterens og seerens åndelige barn halvtreds.
Auroville har, som idémanden Sri Aurobindo, altid haft højtstående og indflydelsesrige venner. Og ligesom Hendes Kongelige Majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik har besøgt Christiania, kom Indiens premierminister Narendra Modi til fødselsdagsfest i Auroville.
I indisk målestok er millionbyen Pondicherry en noget afsides provinsflække, så jungletrommerne gik på byens kaffebarer. Modi kommer! Og Modi kom. Men først blev byen pyntet med enorme portrætter af premierministeren, gader blev spærret af, og fordi besøget og fødselsdagen faldt sammen med den tamilske udgave af den nordindiske lysfest Holi, var gaderne fyldt af telte og udskænkningssteder, hvor forbipasserende bespistes af ngo’er og interesseorganisationer.
Som en symbolsk fortsættelse af grundlæggelsesceremonien i 1968 blev vand fra alverdens flodsystemer hældt i fødselsdagslotusdammen, og den indiske premierminister kom naturligvis med vand fra den hellige flod Ganges.
Ved ceremonien i Auroville mediterede Modi i den enorme gyldne kuppels centrale værelse foran en lysende krystalkugle og priste dette meget håndgribelige monument på Moderens og Sri Aurobindos store betydning som en enestående global enklave og et eksempel til efterfølgelse overalt, ligesom han anerkendte Aurobindo som en af Indiens store tænkere og helgener.
Som alle ordentlige åndelige celebrities fik Aurobindo og Moderen deres eget jubilæumsfrimærke, hvilket de formentlig ville have rystet på hoved af.
Livet i menneskehedens store flod
Således glansbilledet. Naturligvis er der også i Auroville en bagside af medaljen, som dels vedrører økonomien, hvor en svært definerbar ledelse holder kortene meget tæt til kroppen. Auroville er i kraft af sin særstatus som International Settlement ikke underlagt lokal jurisdiktion, og det indiske politi har som sådan ingen beføjelser på området.
Og dels har Auroville siden Moderens død stået overfor den samme udfordring som ethvert utopisk samfund møder efter grundlæggernes eller inspiratorens bortgang. En slags institutionel horror vacuii. Mekanikken er universel. Ligeså snart Elvis har forladt bygningen, er elefanten løs i glasbutikken, så at sige. Sådan var det i Sri Aurobindos ashram. Sådan blev det i Auroville efter Moderens død.
Livet går videre i menneskehedens store flod. Helt i Sri Aurobindo og Moderens ånd
Som med mange andre alternative livsstilseksperimenter deler Auroville de lokale vande. Nogle klapper, mens andre fnyser. Og som i alle andre kollektive eksperimenter i alternativt verdensbyggeri slås Auroville også med magtkampe og lejlighedsvise skandaler. Igen, helt ligesom vort eget Christiania. Og helt ligesom Christiania består Auroville efter 50 år – det alene er grund nok til en gebommerlig fest. Netop fordi der er en verden udenfor.
Mens tusindvis af celebranter samles om Matrimandir – moderens tempel – og strækker hals for at få et glimt af Modi og hans følge, passer endnu flere sit som på enhver anden søndag, hvor det ugentlige marked på Mahatma Gandhi Road er et tilbagevendende tilløbsstykke. Uagtet fødselsdag og uagtet det fine besøg fra hovedstaden Delhi.
Livet går videre i menneskehedens store flod. Helt i Sri Aurobindo og Moderens ånd.
Claus Ankersen er i Indien med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.
Hovedillustration: Pexels.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her