mm

Kisser Paludan

Spirituel psykolog, forfatter og specialist i selvværd, nærvær, mod og personligt lederskab. Jeg er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet. Jeg fungerer som mentor, kursusleder, foredragsholder og forfatter. Har podcasten, Soultalk. Jeg er født i 1969, er gift og har to børn. Læs mere om min virksomhed på: www.kisserpaludan.dk

Se alle skribentens artikler

Sådan kan du nå dit barn – uanset dets alder

FORÆLDRE OG BØRN – Psykolog Kisser Paludan skriver om at heale sig selv og derigennem også relationen til sine børn. For, siger hun, de bliver påvirkede af vores uafsluttede følelser fra vores egen opvækst. Hun har været til en såkaldt familieopstilling , og det kom der mange tanker ud af.

For nylig var jeg sammen med en gruppe af veninder. Vi dyrker selvudvikling sammen, og gennem mange år har vi prøvet meget forskelligt. Sidst vi var sammen, havde vi hyret en facilitator til en form for ”familieopstilling”, hvor man arbejder med at frigøre gammel, tung energi.

Tesen bag systemet er, at når noget traumatisk sker i en familie, og det ikke er bliver bearbejdet, kan det ligge i energien i mange generationer frem og hæmme livskraft og glæde.

At bære smerte

I mit eget liv har noget af det, der har været sværest for mig at slippe, været følelsen af at skulle bære min mors livssmerte på mine skuldre. Min mor, der ikke længere lever, delte allerede i min tidlige barndom, alle sine svære oplevelser med mig.

En af historierne handlede om, hvordan hun og hendes bror var blevet hentet fra hjemmet af politiet. De skulle anbringes på et børnehjem. Min mors bror havde kæmpet så hårdt imod, at det endte med, at han blev sparket så hårdt over skinnebenet, at han aldrig kom til at gå normalt igen.

Min mor, der havde læst Pukbøger, forestillede sig, at det måske var som en fantastisk kostskole, som hun på et tidspunkt ville blive hentet hjem fra. Så hver weekend stod hun klar ved døren med sin pakkede kuffert for at vente på sin mor, som havde lovet at komme og hente hende.

Efter en del weekender på denne måde, fortalte et personale hende, at hendes mor ikke ville komme og hente hende. Nogensinde.

Jeg husker, at hun beskrev, hvordan hun skulle holdes fast og skreg og græd så højt, at hele børnehjemmet kunne høre hende. Jeg husker også følelsen af hendes intense smerte i mit eget system. Og en følelse af, at jeg måske kunne bære lidt af hendes smerte for hende, som så tydeligt var ubærlig for hende selv.

Tilgivelse kan ikke gennemtvinges, fordi vi ønsker at være søde, men opstår af sig selv, når vi har sluppet de følelser, der er forbundet med en oplevelse

Senere i mit liv forsøgte jeg for fuld skrue at gøre mig fri af de usynlige bånd, der lå mellem os. Jeg vidste tidligt, at min egen psykiske sundhed var afhængig af gøre mig fri af det, jeg havde med mig, og derfor begyndte jeg tidligt at arbejde med mig selv.

I en del år håbede jeg på, at min mor ville se og forstå, hvor svigtet, jeg havde følt mig, men jeg blev mest mødt med forsvar eller modangreb. På et tidspunkt i min proces nåede jeg dertil, hvor alle mine følelser var sluppet op og der, hvor de før havde boet, flyttede nu tilgivelse ind.

Tilgivelse kommer når du slipper

Jeg tror, det er sådan for os alle. Tilgivelse kan ikke gennemtvinges, fordi vi ønsker at være søde, men opstår af sig selv, når vi har sluppet de følelser, der er forbundet med en specifik oplevelse.

Jeg var for længst holdt op med at dele mine tanker med min mor, så hun kendte ikke til denne proces, men kort tid efter, at denne forandring var sket i mig, kom hun selv til mig og bad om tilgivelse.

Nu uden forbehold, forsvar eller modangreb. Jeg kunne nemt tilgive hende, og lige indtil et par dage før hendes død, havde vi ind imellem denne snak.

Det var sådan mellem os, at jeg var den voksne, moderen, der forsøgte at hjælpe min egen mor til at tilgive sig selv. Jeg prøvede at få hende til at forstå, at jeg tror på, at vi får lige præcis de forældre, vi har brug for, og at hun havde været præcis den mor, jeg havde brug for.

Det forstod hun ikke. Hun havde jo svigtet så stort? ”Ja, sagde jeg, men du var stadig den perfekte mor for mig”. Jeg har ikke ord for, hvor meget det betød og betyder at have fundet den form for ro.

Alt det, vi ikke tager ansvar for i os selv følelsesmæssigt, vil påvirke vores børn

Men nu tilbage til familieopstilling på Østerbro med min nu for længst afdøde mor, hvor jeg igen mærkede, hvordan det havde påvirket mig, at hun ikke elskede sig selv.

At hun ikke var i stand til at tilgive sig selv. At hun ikke var i stand til at finde den medfølelse og forståelse for, at hun selvfølgelig havde gjort sit allerbedste, med det hun havde med sig. Jeg mærkede på egen krop det, som jeg ser hos mine kursister og klienter – nemlig at alt det vi ikke har helbredt i os selv, vil vi påvirke vores børn med.

Find medfølelse for dig selv

Derfor, hvis du hører til blandt de mange, der har noget i din relation til dine børn, som kunne heales, så vid, at du ved at arbejde med at finde medfølelse og kærlighed til dig selv, også er med til at heale noget i dine børn. Vid, at alt det, vi ikke tager ansvar for i os selv følelsesmæssigt, vil påvirke vores børn. Også selvom vi ikke siger noget af det højt.

Hvis det ligger i vores energisystem, så påvirker det. Derfor er den største gave vi kan give vores børn – uanset alder – at arbejde med at øge vores selvindsigt, vores nærvær og egenkærlighed.

En anden grund til at det er vigtigt at øge vores egenkærlighed er, at det bliver nemmere at sige undskyld og holde sig åben og nysgerrig overfor, hvordan vi bedst kan møde vores børn – også selvom de er unge eller voksne.

Mine egne er 17 og 20 og, ind imellem spørger jeg stadig, om der er noget, jeg kan gøre bedre eller anderledes og om de føler sig set og forstået af mig. Jeg ønsker mere end noget andet, at de har følelsen af at være set og forstået og jeg har ydmyghed nok til at vide, at det ikke altid er en selvfølge. Hvis det føles rigtigt for dig, kunne du prøve det, hvis dine børn er store nok til at kunne give et svar.

Det, der virkelig helbreder en svær relation mellem en forældre og et barn er, at ”barnet” får lov til at udtømme sig og blive mødt af  alt det, der ikke har fungeret

Vi skal være opmærksomme på, at når vi åbner op for disse snakke, kan der ligge en masse gammel vrede, sorg, skuffelser fra vores børn. Min erfaring er, at vi må, også når vores børn er unge eller voksne, stadig tage ansvaret for det, vi ikke har været i stand til at give.

Så selvom din datter eller søn måske er 30 eller 50, så er de stadig dit lille barn inderst inde. Så hvis du åbner op, så sørg allerførst for at sige til dig selv (med dine egne ord); ”jeg elsker dig, uanset hvad der kommer ud af denne her samtale. Du har gjort det bedste du kunne. Måske det ikke var godt nok for mit barn, og det vil jeg gerne anerkende, og jeg er stadig, i al min fejlbarlighed, værd at elske”.

Når det er så svært for os at have disse samtaler, er det fordi, det er så uendeligt sårbart. Intet var vigtigere end relationen til vores børn og så har vi måske trådt ved siden af på nogle områder.

Jeg ved, at det,  der virkelig helbreder en svær relation mellem en forældre og et barn, er, at ”barnet” får lov til at udtømme sig og blive mødt i alt, det der ikke har fungeret. Jeg ved det; det kræver sin mand eller kvinde at stå i det, men jeg ved også, at det er det, der er helbredende. Vi må lægge os fladt ned, anerkende og beklage, indtil følelserne hos vores ”barn” klinger af.

Gå på opdagelse i hvordan du kan skabe mere kærlighed, nærvær og indsigt i forhold til dig selv, så du kan være med til at helbrede relationen til dine børn

Hvorfor gør vi det så ikke bare? Hvorfor har så mange voksne et overfladisk, ligegyldigt, anstrengt eller sorgfyldt forhold til deres forældre?

Hvorfor siger vi ikke bare undskyld? Fordi de fleste lider af lavt selvværd, og når nogen fortæller mig, at jeg fejler og ikke i forvejen elsker mig selv, så bliver ubehaget ved os selv så stort, at vi ikke kan bære det og derfor får travlt med at forklare, forsvare eller gå til modangreb.

Nogle vil måske tænke; næh, jeg synes bare ikke, at det er fair at skulle høre om, hvor jeg har taget fejl eller om hvad. Men tro mig, hvis vi virkelig elskede os selv, og derved var i stand til at sætte vores ego lidt til side, så ville vi se, at det er ligegyldigt om det føles fair og at vi ikke kan dømme, hvilke følelser der er fair hos andre mennesker.

Derfor udsteder jeg gerne en invitation til at gå på opdagelse i, hvordan du kan skabe mere kærlighed, nærvær og indsigt i forhold til dig selv, så du kan være med til at helbrede relationen til dine børn. Det er den fineste måde vi kan bidrage til, at vores børn ikke skal bære vores rod, så de kan leve i kærlighed, indre ro, frihed og glæde.

Hvis du vil inspireres og vide mere om dette emne, kan du læse mine tidligere blogposter om bevidst forældreskab her på POV eller lyt med på mine podcast, Soultalk, hvor der er masser inspiration at hente.

Foto: matt-hoffman-104894-unsplash.jpg

Kategorier