mm

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.

Se alle skribentens artikler

Havde vi ikke DR, så måtte vi opfinde det

KOMMENTAR – Havde vi ikke DR, så måtte vi opfinde det, for der er ingen andre end danskerne i fællesskab til at sikre, at dansk kultur og sammenhængskraft bliver varetaget ordentligt på medieområdet i fremtiden, mener Nikolaj Bøgh, der begræder regeringens og Dansk Folkepartis mediepolitiske forlig. Der er intet forkert i at drøfte, om DR ikke kan gøre det billigere, eller om man ikke skulle arbejde for flere gode alternativer og supplementer til DR, skriver han. Men det var der, diskussionen burde begynde. Ikke med en tilfældig procentnedskæring grebet ud af den blå luft, og ikke med en mediepolitisk aftale der vil gøre det vanskeligt at videreføre traditionen for brede politiske forlig.

Der blev skrevet mediepolitisk historie fredag, da regeringen og Dansk Folkeparti indgik en økonomisk aftale om afskaffelse af licensen og en beskæring af DR med 20 procent.

Det er således aldrig tidligere sket, at de økonomiske rammer er blevet fastlagt uafhængigt af de indholdsmæssige prioriteringer, og aftalen vidner om et stigende politisk konfliktniveau på medieområdet, som med stor sandsynlighed vil gøre det meget vanskeligt at fortsætte den tradition for brede politiske forlig om mediepolitikken, der med et par undtagelser har eksisteret gennem en længere årrække.

Det er således fra regeringens og Dansk Folkepartis side blevet opstillet som en betingelse for at blive en del af det kommende medieforlig, at partierne accepterer den økonomiske aftale, hvilket synes meget svært for de nuværende oppositionspartier, hvoraf flere også allerede har varslet, at de vil ændre aftalen, hvis de kommer i regering igen.

Aftalen adskiller sig da også markant fra tidligere beslutninger om at beskære DR, dels ved sit voldsomme omfang og dels ved selve formålet med den, som alene er at reducere DR’s aktiviteter.

Langt hovedparten af det sparede provenu på 773 millioner kr. bliver således anvendt udenfor medieområdet. 15 ud af de 20 procent går til en reduktion i licensbetalingen, som samtidig overgår til en skattefinansieret model. For den enkelte familie/licensbetaler svarer det til en besparelse på ca. 300 kr. om året, hvilket næppe er et beløb, der vil udløse jubelscener rundt om i de små hjem.

Yderligere tre procentpoint går til en pulje til økonomisk trængte pensionister, og kun de resterende to procentpoint bliver inden for medieområdet som en pulje, der kan anvendes til nye initiativer under de egentlige medieforhandlinger, der ventes at gå i gang efter påske.

Fra mediepolitisk udvikling til afvikling

I realiteten er det helt nyt at gå fra mediepolitisk udvikling til mediepolitisk afvikling, og det er tilmed meget opsigtsvækkende på et tidspunkt, hvor udenlandsk medieindhold bliver tilgængeligt i større og større omfang, og en stor del af de annonceindtægter, som tidligere gik til danske medier, nu bliver opsuget af Facebook, YouTube og andre netmedier. Konkurrencen kommer i stigende grad udefra, som det også blev slået fast i en rapport, som kulturminister Mette Bock bestilte sidste år.

Tidligere har den primære mediepolitiske målsætning blandt de borgerlige partier været at skabe en øget konkurrence og flere alternativer til DR på det stærkt statsdominerede danske mediemarked, hvilket bl.a. skete med oprettelsen af Radio 24Syv på baggrund af medieforliget i 2010, som var et snævert forlig mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Radio 24Syv har udviklet sig til en succes, som supplerer DR’s radioudbud på væsentlige punkter, og modellen kunne være gentaget med nye udbud – finansieret af DR’s budget – af specifikke opgaver, som DR i dag ikke løfter i tilstrækkelig grad

Her blev det besluttet, at DR skulle afgive en af sine fire FM-kanaler, der skulle sendes i udbud til en ekstern aktør, der kunne levere nyheds- og taleradio for knap 100 mio. kr. fra licensmidlerne i otte år.

Radio 24Syv har udviklet sig til en succes, som supplerer DR’s radioudbud på væsentlige punkter, og modellen kunne være gentaget med nye udbud – finansieret af DR’s budget – af specifikke opgaver, som DR i dag ikke løfter i tilstrækkelig grad, eller hvor der er behov for et godt alternativ til DR’s virksomhed.

Hvorfor er besparelsen lige endt på 20 procent? Svaret blæser i vinden. Gennem en længere periode har mange partier konkurreret om at opstille sparemål for DR.

Dansk Folkeparti lagde sig tidligt i spidsen med krav om 25 procent besparelser, men selv SF mente, at DR nok kunne spare 5 procent. Tilsyneladende primært fordi man mente, der var nogen chefer i DR, der fik for meget i løn, hvilket man ikke brød sig om af ideologiske årsager.

I realiteten er de 20 procent efter alt at dømme grebet ud af luften som det, man nu kunne blive enige om mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Men altså temmelig tæt på de 25 procent, der var Dansk Folkepartis krav, og som oprindelig fremstod i debatten som temmelig ekstremt.

Det er svært at se den nye aftale som meget andet end et politisk hævntogt overfor DR, der gennem de senere år har leveret en perlerække af skandalesager, hvor institutionen har demonstreret en enestående mangel på fornemmelse for, hvordan man omgås med offentlige midler

For nylig fik tilhængerne af meget store besparelser hjælp i form af et overraskende skud i egen fod, da DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen udtalte, at et sparekrav på 12,5 procent ville være acceptabelt for DR. Dermed var det – med de politiske vinde, der nu engang blæste – så godt som utænkeligt, at besparelserne ikke ville blive noget større end det.

Et hævntogt

Det er svært at se den nye aftale som meget andet end et politisk hævntogt overfor DR, der gennem de senere år har leveret en perlerække af skandalesager, hvor institutionen har demonstreret en enestående mangel på fornemmelse for, hvordan man omgås med offentlige midler.

De konkrete sager om uansvarligt pengeforbrug er endevendt et utal af gange i medierne, og omfatter store fratrædelsesgodtgørelser, chefer der pendler i fly betalt af arbejdspladsen, transport af en hest over Atlanten m.m.

Væsentligere er nok, at DR af mange borgerlige bliver opfattet som et organ for venstresnoet propaganda, hvor visse eksempler er blevet nærmest ikoniske. Eksempelvis tv-serien 1864, som blev skabt med en stor øremærket ekstrabevilling i ryggen på baggrund af et politisk ønske om en tv-serie, der kunne lære danskerne noget om deres historie.

Resultatet blev et voldsomt slag i ansigtet til de politikere, der havde arbejdet for finansieringen af serien, som med primitive virkemidler kritiserede nationalisme og skepsis overfor fremmede folkeslag på en måde, som vanskeligt kunne opfattes som andet end en aktuel politisk kommentar, samtidig med, at den var fundamentalt kedelig og gumpetung i sin vekslen mellem fortiden og en nutidig rammefortælling, der ikke fungerede.

Det er et stort problem for DR’s legitimitet, når en så spektakulær satsning udvikler sig på den måde, som det også til dels skete med afslutningen på DR’s ellers meget flotte og velfortalte Historien om Danmark, der med rette blev kritiseret for til slut udelukkende at fortælle Socialdemokratiets og velfærdsstatens historie og glemme, at der også havde været andre politiske strømninger i det 20. århundredes Danmark.

Udover den politiske skævhed er DR også, navnlig af Dansk Folkeparti, i de senere år blevet kritiseret for at være en del af en hovedstads-kulturelite, der havde vanskeligt ved at forstå eller repræsentere landets yderområder.

Mere påfaldende er i virkeligheden, at der er en stor del af, hvad der åbenlyst eller direkte nedskrevet er naturlige opgaver for DR, som ikke er blevet løftet.

Der skal gælde et armslængdeprincip, javel. Men armene er måske blevet lovlig lange, når DR tilmed behandler kravene i public servicekontrakten om at formidle dansk kunst, kultur og kristendom meget nonchalant

Trods et udtrykkeligt krav om, at DR skal producere programmer om dansk kultur og kristendom, er de programmer, der handlede om netop det, stort set konsekvent blevet fjernet fra sendefladen eller kraftigt udvandet uden at blive erstattet af troværdige alternativer. DR har i mange år ikke haft programmer, som gav en ordentlig dækning af litteratur, teater, kunst m.m., hvor mediemastodonten har måttet se sig overhalet af bl.a. nichekanalen DK4, som med ret stor succes har dyrket netop de genrer.

På det allerseneste har man forsøgt at lægge kursen om med bl.a. et temmelig letbenet nyt kulturprogram, men det har været for lidt og for sent, og man kan i det hele taget undre sig over den politiske tonedøvhed, som gennem mange år har præget såvel DR’s direktion som bestyrelse.

Samlet set er der ingen tvivl om, at der har været en stor opsparet frustration over et DR, man fra politisk hold har oplevet fungerede som en stat i staten, og som var i stand til at overhøre stort set samtlige vink med vognstange fra politisk hold om, hvad man ønskede af DR.

Der skal gælde et armslængdeprincip, javel. Men armene er måske blevet lovlig lange, når DR tilmed behandler kravene i public servicekontrakten om at formidle dansk kunst, kultur og kristendom meget nonchalant. Besparelsen på de 20 procent er en reaktion overfor en institution, som ikke har villet lytte, og som har vist sig meget uvillig til at lade sig styre fra politisk hold, selvom der er tale om Danmarks største statsejede kulturinstitution.

DR har været sin egen værste fjende.

Mindre danskproduceret indhold

Udfordringen med det store sparekrav til DR er, at det ikke kan undgås at resultere i store indskrænkninger i DR’s egenproduktion af programmer. Det er ikke til fordel for det udbud af dansk medieindhold, som DR kritiseres for tung organisation, mange udenlandske programmer og mange genudsendelser, men i realiteten er der forholdsvis få penge at hente på nogen af de områder.

På en almindelig dag leverer DR’s tv-kanaler således 22 timers nyproduceret dansk tv, og det er i forbavsende høj grad lykkedes at fastholde danskernes tv-forbrug på de to store statslige tv-kanaler, DR og TV2

DR’s organisation kan utvivlsomt sagtens slankes. Der er opbygget flere ledelseslag i en kompliceret bestiller/udfører-model, som med fordel kan forenkles, hvilket formentlig også vil være til gavn for både effektiviteten og arbejdsglæden blandt DR’s medarbejdere. Men hvis der kan spares 50-100 mio. kr. på færre chefer og generel slankning af organisationen, er det formentlig det absolutte maksimum.

Der kan givetvis også lukkes et par kanaler, men heller ikke det, er der de store penge i, og risikoen er her, at man enten lukker noget af det, f.eks. DR Ultra, som peger fremad mod nye generationer af mediebrugere, som også gerne skulle opleve, at DR er relevant, eller at man skærer nichekanaler som DR2 eller DRK væk, på trods af at en stor del af, hvad der sendes her, netop må siges at være kernen i god og nødvendig public service med samfundsdebat, kultur og historie.

DR’s indkøb af udenlandske programmer udgør en forsvindende lille del af programudgifterne, nemlig mindre end 6 procent, mens mere end 84 pct. går til egenproduktion. På en almindelig dag leverer DR’s tv-kanaler således 22 timers nyproduceret dansk tv, og det er i forbavsende høj grad lykkedes at fastholde danskernes tv-forbrug på de to store statslige tv-kanaler, DR og TV2, ligesom forbruget af flow-tv fortsat er stort blandt danskerne, selvom der er kommet utallige alternativer.

Trods et stort forbrug af streaming-tjenester, netmedier m.m., er der således stadig mellem ½ og 1,5 mio. danskere, der hver eneste uge ser de mest sete tv-programmer, som stort set altid uden undtagelse er nyproducerede danske programmer på enten DR1 eller TV2.

DR’s dramaproduktion hører til institutionens flagskibe og er nyskabende kulturproduktion i den store – og dyre – skala, der stadig samler en stor del af danskerne foran tv søndag aften til serier som Broen, Herrens veje, Forbrydelsen og senest Liberty.

Desuden fungerer serierne ofte som dansk kultureksport og sælges i stor stil til udlandet.

Diskussionen om DR er startet med et forkert udgangspunkt

Hvad konsekvenserne af besparelserne på DR nærmere bliver, er det endnu for tidligt at sige, og vi ved heller ikke, om der vil blive besluttet nye initiativer under medieforhandlingerne, som styrker det danske medieudbud.

Andre europæiske lande er gået betydelig længere i retning af at afvikle deres traditionelle public servicemedier, og sporene skræmmer, fordi det har efterladt dem uden en fælles motor til udvikling af den væsentlige del af kulturen, som de elektroniske medier repræsenterer, og uden en troværdig elektronisk nyhedsformidling

Der er uden tvivl lavthængende frugter i form af slankning af organisationen og dens ledelseslag, færre kanaler, mindre – helt overflødig – konkurrence med de skrevne medier på nettet m.m. Men det gør det langtfra.

Med den økonomiske aftale er debatten om fremtidens mediepolitik begyndt et meget problematisk sted, hvor ingen i virkeligheden ved, hvad det skal ende med. I stedet for at spørge, hvordan man sikrer tilstrækkeligt med danskproduceret medieindhold på et højt kvalitetsniveau i en voldsomt foranderlig og globaliseret medievirkelighed, er man begyndt med at beslutte nedskæringer på noget af det, vi har, og som rent faktisk fungerer ganske godt.

Havde vi ikke DR, så måtte vi opfinde det, for der er ingen andre end danskerne i fællesskab til at sikre, at dansk kultur og sammenhængskraft bliver varetaget ordentligt på medieområdet i fremtiden.

Andre europæiske lande er gået betydelig længere i retning af at afvikle deres traditionelle public servicemedier, og sporene skræmmer, fordi det har efterladt dem uden en fælles motor til udvikling af den væsentlige del af kulturen, som de elektroniske medier repræsenterer, og uden en troværdig elektronisk nyhedsformidling i en tid, som skriger på netop det.

Der er intet forkert i at drøfte, om DR ikke kan gøre det billigere, eller om man ikke skulle arbejde for flere gode alternativer og supplementer til DR, men det var der, diskussionen burde begynde. Ikke med en tilfældig procentnedskæring grebet ud af den blå luft.

Fotos: Wikimedia Commons.

Kategorier