mm

Amalie Keren Maarbjerg

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Se alle skribentens artikler
Billede: Nick Webb, CC

Halløj i garderobeskabet

En smuk vinterdag i 2015 sidder jeg på et køligt hotelværelse i Safed i det nordlige Israel og beundrer mit nyeste køb:

Et chikt cremefarvet hovedtørklæde med blondekant – en såkaldt mitpachat – nyligt erhvervet for hvad der vel svarer til 25 danske kroner. I begejstring sender jeg et billede af herligheden til en jødisk ortodoks veninde og reaktionen kommer få sekunder senere: ”Hvis du bruger det her vil folk tro du er gift!” skriver hun, og tilføjer så entusiastisk: ”Men du kan jo bruge det i Danmark. Som et slags fashion statement!” Ja, tænker jeg, det var vel egentlig det der var min mening. Men som jeg sidder der med telefonen i hånden bliver jeg alligevel pludselig i tvivl. Jeg er hverken ortodoks eller gift, så hvad giver egentlig mig ret til at bruge en hovedbeklædning af stor betydning for gifte jødisk-ortodokse kvinders som et ”fashion statement”?

Kulturelt arvesølv

Tørklædet ender i bunden af klædeskabet og siden bliver det glemt. Det er først et år senere, da det dukker op under en hovedrengøring, at jeg igen konfronteres med spørgsmålet. Som så ofte tidligere er Google min ven og nu viser det sig, at det israelske tørklæde skal bringe mig direkte videre til en diskussion, der rummer videre perspektiver. I USA og Canada diskuteres det nemlig på livet løs i disse år hvem der egentlig må låne hvad fra hvilke traditioner. For selvom designere, trendsettere og private mode-entusiaster altid har ladet sig inspirere af fremmede kulturer, er der åbenbart bitter uenighed om, hvorvidt det egentlig er okay.

Nøgleordet er cultural appropriation – direkte oversat til dansk : ”kulturel ekspropriering.”.Vi har at gøre med en lidt tør akademisk term, der med stor hast har spredt sig ud i den almindelige amerikanske offentlighed og nu oplever lidt af en renæssance på internettet.

Kernen i diskussionen er spørgsmålet om, hvem der har brugsretten til hvis kulturelle arvesølv og for at gøre det hele endnu mere kompliceret foregår striden på en giftig baggrund af historiske traumer, racisme og social ulighed. En længere række sager har efterhånden været oppe og vende: Er det f.eks. en fornærmelse mod sorte traditioner, når hvide celebrities som Lena Dunham, Heidi Klum og Paris Hilton optræder med håret flettet i de såkaldte cornrows – som er udbredt blandt afrikanske kvinder? Må hvide Miley Cyrus twerke, når nu twerking faktisk oprindelig er et afroamerikansk fænomen?

Balladen om den frække indianer

Modebranchen har – ikke så overraskende – gentagne gange tilsvarende været beskyldt for at trække inspirationen fra fremmede kulturer lige langt nok. Det vakte f.eks. stor forargelse, da undertøjsbrandet Victorias Secret valgte at at lade supermodellen Karlie Kloss skride op ad catwalken iført intet andet end en læderbikini med frynser og en wapaha – en gigantisk indiansk hovedbeklædning af fjer.

På billedet fra opvisningen smiler Miss Kloss koket ud til fotograferne og ser ikke ud til at have den ringeste anelse om at det trækker op til en alvorlig shitstorm. Også H&M har været en tur i vridemaskinen for deres design af et tørklæder, der minder umiskendeligt om det traditionelle jødiske bedesjal – tallith, og da Dolce & Gabbana for nylig lancerede deres nye hijab og abaya kollektion var det langt fra alle, der fandt brandets forsøg på at vinde de muslimske fashionistaérs gunst passende; ”Jeg drømte om at blive inkluderet i mainstream af haute couturen, men samtidig med at Dolce & Gabbana har formået at anerkende os [muslimer, red.] med denne kollektion, har de samtidig ekskluderet os” skrev den britisk-egyptiske designer og modeblogger Dina Torkia på sit website hvor hun i øvrigt kalder kollektionen ”Noget man kunne have fundet i den lokale Abayas R´Us i Brummy” [Birmingham, red.] Præcist hvad Dolce og Gabbana har gjort galt, udover at have lavet en i bloggerens øjne kedelig kollektion, får vi dog ikke nogen forklaring på.

Kulturer har altid lånt fra hinanden

Dolce & Gabbana-sagen bekræfter – sammen med mange andre – min fornemmelse: På trods af at beskyldningerne om ”kulturel ekspropriering” fylder så meget i de amerikanske medier er der noget uhåndgribeligt over kritikken. Nuancerne lader i mange tilfælde til at være forsvundet og ofte er det er ikke til at finde ud af, præcis hvor skoen trykker hos de forurettede.

Nadra Kareem Nittle er journalist og har beskæftiget sig med raceproblematikker og hun giver et bud, dog i generelle termer: Når det er problematisk at låne fra andre kulturer er det fordi :”(..) man derved berøver dem den anerkendelse, de har fortjent.” skriver hun på websitet About.com. Det synspunkt udfordres dog flere steder, kan jeg se. I den modsatte lejr finder jeg f.eks. John McWhorter, professor i lingvistik og amerikanske studier samt kommentator på Time Magazine og han mener tværtimod ikke der er noget underligt i, at mennesker låner fra hinandens kulturer. Det har vi sådan set gjort hele vejen op igennem historien og det at låne er endda ofte blevet set som noget progressivt, skriver han i en debat om emnet i New York Times i februar.

Den glemte æstetik

Hele diskussionen har imidlertid et ret alvorligt problem: Den fører ingen vegne.

Det mener i hvert fald Minh-Ha T. Pham, professor på Cornwall University og skribent med fokus på køn, race og mode. Jeg støder på hende i det amerikanske magasin The Atlantic, og hun er mere end træt af debattens mangel på nuancer. Så træt, at hun allerede tilbage i 2014 kraftigt kritiserede måden hvorpå race bliver diskuteret i forbindelse med mode. Kritikken af den såkaldte ”kulturelle ekspropriering” – underforstået vestlig dominans af andre kulturer – har ganske vist været med til at kaste lys over hvordan fremmede kulturer og minoriteter historisk ikke altid har fået deres retmæssige økonomiske andel i deres kulturers frembringelser (tænk på de hvides lukrering på den sorte jazzmusik f.eks.) men den er også med til vedligeholde problemet, skriver hun. En sort-hvid opdeling af kulturer i første- og tredjeverdens-kulturer fastholder nemlig det hierarkiske forhold mellem modebranchen og de kulturer den låner fra. Desuden glemmer kritikerne fuldstændig at forholde sig til historien og æstetikken bag det tøj eller eller de traditioner det hele sådan set handler om, mener professoren.

En broget, sprudlende virkelighed

Jeg er ikke sikker på, jeg er enig med journalist Nittle i at det at låne fra andre kulturer ligefrem skulle være en slags tyveri, men jeg synes heller ikke det lyder helt så uproblematisk som professor McWhorter lader til at mene.

Måske er det i virkeligheden Minh-Ha T. Pham fra Cornwall University, der har fat i den lange ende; For hvad ved jeg egentlig selv om det jødiske hovedtørklæde, udover at det er lækkert og står skidegodt til mine skinny jeans?

Endnu en gang må jeg på nettet: Den gifte, ortodokse jødiske kvinde går med hovedtørklæde, fordi hun ønsker at gemme synet af sit hår (symbolet på kvindelig skønhed) til den mand hun har valgt at dele sit liv med, læser jeg. Tørklæderne fås i alle tænkelige farver, stoffer og stilarter. Der er almindelige tørklæder, præ-bundne tørklæder, mix-n´ match tørklæder, praktiske tørklæder, smarte tørklæder, flerfarvede, blondebetrukne og mønstrede tørklæder og tørklæder med blå fjer og blomster i sarte nuancer af beige og gammelrosa.

Et jødisk hovedtørklæde er med andre ord ikke bare et jødisk hovedtørklæde, af den indlysende grund at ortodokse kvinder naturligvis er lige så forskellige som alle andre mennesker. Tørklædet er selvfølgelig også influeret af modens luner, præcis som alle andre ting man kan gå med i denne verden. Måske er det netop gennem kendskabet til denne brogede og sprudlende virkelighed, at vi undgår at reducere andres kultur til små-racistiske stereotyper og tværtimod kan lade os inspirere på en respektfuld måde. Jeg tager tørklædet op og lader stoffet glide mellem fingrene. Selvfølgelig kan jeg bruge det en dag. Som en slags ”fashion statement”.

Foto: Nick Webb, Creative Commons

 

Kategorier