Jeg rejser til Myanmar med titlen Børn- og ungechef i UNICEF Danmark på mit visum. Jeg skal besøge børn i Rakhine – en af de fattigste stater i Myanmar, det land, mange danskere fortsat kender under dets forhenværende navn, Burma. Statistikkerne fortæller i klare tal, at her lever 80 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen på bare en dollar om dagen. Men folk jeg møder holder sig ikke tilbage med at understrege, at det er værre end som så. Alle er fattige i Rakhine, lyder vurderingen – nogle er bare mindre fattige end andre.
Gadekøkkener, affald og rotter
I Myanmar leder mine vestlige øjne efter skønheden. På vejen fra Sittwe til en muslimsk lejr i Ohne Taw Gyi mødes de af affald, løse hunde, rotter og anløbne mure, som er farvet sorte af den ekstremt høje luftfugtighed. Men de mødes også af smukke mennesker i farverige loungys. Og trafik overalt. Rickshaws, tuk-tuk’er og lastbiler forenes med slentrende burmesere og cykler. Køerne vokser og hornene dytter. Der er liv på gaderne og diesel i luften. Og midt i al virakken sidder folk i højde med udstødningsrørene og spiser mad fra de gadekøkkener, som kan findes på hvert et hjørne.
I Myanmar leder mine vestlige øjne efter skønheden. På vejen fra Sittwe til en muslimsk lejr i Ohne Taw Gyi mødes de af affald, løse hunde, rotter og anløbne mure, som er farvet sorte af den ekstremt høje luftfugtighed.
Vi er på vej til en muslimsk lejr og skal gennem et check point, hvor militæret skal se vores passerseddel. Det er uvant for os. Vi venter i bilen og iagttager flokken af militære politibetjente, der kontrollerer papirerne. Pigtråd så langt øjet rækker skræmmer os, for vi ved ikke, hvad der er i vente. Vi ved bare, at vi skal besøge et UNICEF-støttet center, hvor børnene i lejren kan komme og få basal undervisning og mulighed for at lege og have det rart.
De store lejre har eksisteret siden 2012, hvor der opstod kampe mellem muslimer og buddhister. Års indestængt vrede blussede op til et aggressivt brændende bål, og først nu er roen ved at lægge sig. 25.000 muslimer er vendt tilbage til deres landsbyer, og dialogen mellem befolkningsgrupperne er taget til. Flere steder arbejdes der nu sammen om at etablere en ny og fredelig fremtid.
Vi kører langsomt gennem et åbent landskab, mens antallet af biler svinder ind og afløses af cykler og fodgængere. Flere tildækkede kvinder kommer frem og enkelte okser arbejder i den kvælende hede. På et tidspunkt dukker hundredevis af blå latriner op i lange lige rækker. De fortæller os, at vi er på vej ind i en lejr og at internationale NGO’er har været her for at grave brønde og bygge latriner til de tusindvis af mennesker, der bor i lejren.
“Min mor fik frygtelig ondt i hovedet – og så døde hun”
Jeg forstår ikke, hvordan mennesker bevarer håbet. Hvor kommer driften fra? Hvordan finder man styrken til hver eneste dag at stå op og gøre sig umage, hvis man mangler alt det fornødne? Vi lytter ofte til klagesange om dette og hint i Danmark, hvor det meste fungerer upåklageligt. Jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvordan vi mon ville reagere, hvis vi følte os truet på vores sikkerhed – eller bare vores magelighed.
I lejren møder jeg Tun Tun Aung på 13 år. En vidunderlig dreng, som mistede sin far for otte år siden og sin mor langt senere. Moren fik frygtelig ondt i hovedet – og så døde hun, fortæller han. I dag bor Tun Tun Aung i hus nummer 62 sammen med sin storebror. Alt, hvad han ejer, kan være i en lille plasticpose. Han er gået ud af femte klasse. Han har ikke råd til at fortsætte i sjette, for så skal der købes nye hæfter, uniformer og materialer, og de penge er han overhovedet ikke i nærheden af at kunne skaffe. Så Tun Tun Aungs plan er at blive ved med at læse i de bøger, han har fra skolen for at vedligeholde sin viden og samtidig undervise en lille flok børn i de færdigheder, han har opnået gennem sine fem skoleår.
Mit hjerte smelter, da jeg hører Tun Tun Aung fortælle om sit liv. Han siger, at han har boet i dette hus i lejren i to år, og at han savner sin landsby. Men der var en tid med ild og utryghed i landsbyen, og en dag blev de nødt til at flygte. ”Jeg var meget bange” fastslår han, ”ikke mindst på grund af al den ild. Og heldigvis havde min mor nogle penge, så vi kunne tage af sted til lejren her. I dag lever vi af den indtægt min bror har, fordi han arbejder i UNICEFs center. Han kan tjene 50.000 kyats om måneden.”
En dreng kan gøre en forskel
Jeg omregner de 50.000 kyats i hovedet og finder ud af, at det svarer til cirka 300 kroner. Så kigger jeg mig rundt i lejren og ser de mange børn, der er stimlet sammen om os, og jeg tænker, at Tun Tun Aung måske virkelig kan gøre en forskel her. Han fortæller mig, at han gerne vil være lærer, og på intet tidspunkt afspejler hans historie en dreng, der har mistet modet. Han kæmper. Og det vil han blive ved med.
På vej ud af lejren går det op for mig, at den skønhed jeg leder efter, ligger i befolkningen. Venlighed, gæstfrihed, viljen til sejr, gåpåmod og styrke er det eneste, vi mødes af. Pludselig indser jeg, at min frygt på sin vis er gjort til skamme – for Tun Tun Aungs håb vækker vores.
Og mens vi rejser rundt og besøger børn, landsbyer, flygtningelejre, skoler og ungdomscentre, sætter den nye regering sit hold. Den årelange leder af oppositionen, Aung San Suu Kyi, får tildelt først fire men senere kun to ministerposter og selvom National Liga for Demokrati (NLD), vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget i november, sidder militæret stadig på 25 procent af den reelle magt i landet. Der venter en vanskelig tid, og Myanmar har i sandhed noget at arbejde med.
125 forskellige etniske grupper, supermagtsinteresser, klimakatastrofer, ulige ressourcefordeling, vold og fattigdom. Men der er også tegn på fremskridt. Turisterne er på vej tilbage og nye donorer som Tyrkiet, Indien og Japan kommer til. Den nye regering har imidlertid brug for al den støtte, den kan få, og i sidste uge donerede den danske stat 1,2 millioner dollar (næsten otte millioner kroner) til UNICEF’s arbejde med at hjælpe de mange børn, som er flygtet fra konflikt og vold.
Du er velkommen til at dele historier fra POV International med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Du kan like vores side på Facebook her. Så får du besked, når der er nye historier. Du kan i øvrigt også like UNICEF’s danske side.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her