Håb på kanten af graven

af

Den årlige festival for fotojournalistik topper lige nu i Perpignan. Som altid er der rystende billeder fra kriser og katastrofer verden over. Men noget har ændret sig: Der er mange flere billeder af håb, af liv på trods, af menneskelig overlevelsesvilje.

Desperationen lyser ud af kvinden. Hun peger mod sine børn, fire i alt, snavsede og med øjne, der har set for meget. Den yngste er næppe mere end tre år. Moren beder en flok kurdiske soldater i det nordlige Irak om beskyttelse for sig selv og sin familie, IS er en trussel, og kurderne har taget kampen op. Men moren er araber, og det Kurdistan, som kurderne ønsker selvstændigt, har allerede taget imod en million flygtninge fra de blodige konflikter.

På sin vis et flygtningebillede som så mange andre. Men det er det fjerde barn, datteren, der griber mig. Hendes håb næsten brænder gennem billedet. Er vi sikre nu? Får vi lov at få hvile, en slags tryghed, mad?

Den russiske pressefotograf Yuri Kozyrev har taget efter min mening en af årets absolut bedste fotoserier med ‘det andet Irak’, kurdernes Irak. Den præsenteres i disse dage på fotofestivalen Visa Pour l’Image, verdens vigtigste samlingspunkt for fotojournalistik, i den sydfranske by Perpignan.

Festivalen begyndte i 1989, og selv om det i år føles, som om der er færre deltagere end tidligere (et sikkert tegn er, at det er muligt at få plads på hotel med kort varsel), er det stadig stedet, hvor nogle af verdens bedste pressefotografer mødes og viser deres arbejde.

Jeg har været med flere år, og jeg er altid kommet beriget tilbage. Fotograferne sikrer med risiko for eget liv (der er dræbt mange fotojournalister de senere år), at konflikter bliver kendt, at vi andre ikke bare kan sige ‘jamen, vi vidste det ikke’, når massakrer, undertrykkelse, katastrofer og sygdomme efterlader et spor så blodigt, at det er svært for en menneskelig hjerne at fatte.

Jo, vi vidste det. Og vi vidste godt, hvor slemt det var. Takket være de mennesker, som udstiller her i Perpignan. Alt andet er bortforklaringer.

Forår i Afghanistan

Men jeg er også i flere omgange kommet tilbage med en form for frustration. Det er død, død, død, død og mere død. Til sidst bliver jeg nærmest følelsesløs, både i krop og sjæl, over at skulle være vidne til al den død og al den nød.

Det har været mit største kritikpunkt, at festivalen sjældent efterlader meget håb. Og afmagt er en følelse, som gør det svært at handle. Vi bliver lammede i stedet.

I år var noget anderledes. Yuri Kozyrevs fotoserie var den første, jeg så, og selv om den ikke lægger skjul på, at et liv i det nordlige Irak næppe er noget, vi gerne ville bytte os til, er den fyldt med håb. Men det er et håb på trods. Det er ikke det naive, lalleoptimistiske håb. Det er den menneskelige overlevelse, evnen til at skabe et liv og føle glæde midt i ødelæggelserne, og mens røgen fra seneste slag bogstavelig talt bølger i baggrunden.

Det er fotos, man har lyst til at hænge op og svæve ind i, når verden og tilværelsen bliver svær.

Det er picnic på kanten af ruinerne, det er beachvolley lige bag fronten, det er unge kurdere, der fejrer deres eksamen, men som er i tvivl om, hvorvidt de får mulighed for at bruge den.

Efterhånden, som jeg ser de øvrige udstillinger, viser det sig, at Yuri Kozyrev ikke er alene. Der er flere udstillinger, som er gået væk fra kun at vise den blodige konflikt. Australske Andrew Quilty viser det Afghanistan, som er efterladt efter stribevis af fremmede magter har forsøgt at befri landet for, hvad den fremmede magt nu mente var et problem – sovjetiske tropper, mujahediner, taleban … ofte ud fra devisen om, at din fjendes fjende er min ven.

Andrew Quiltys fotos er ikke en omgang ‘hey, det går for fedt i Afghanistan’. Mange af dem er så barske, at de mest brutale bliver vist i et tilstødende lokale med advarsler om, at de kan virke stærkt. Men første foto er gudesmukt, det er en dreng, som sætter en drage op i det tidlige blå daggrys morgenvind. Og et andet foto er et træ, som blomstrer i det spæde forår i en fjern, afghansk dal. Det er fotos, man har lyst til at hænge op og svæve ind i, når verden og tilværelsen bliver svær.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Men her er også død og ødelæggelse, en del af den forårsaget af Taleban, andre ulykker sker som ‘collateral damage’ under amerikanske angreb, hvor uskyldige mennesker tilfældigvis rammes i forsøget på at få ram på de udpegede skurke.

Det næsten ubærlige foto af Baynazar Mohammad Nazar, 43 år, som blev dræbt på operationsbordet, da amerikanerne bombede og ramte et hospital, er hårdt nok i sig selv. Meget sværere er fotoet af familien på graven og den lille datter, som ifølge billedteksten siger, at ‘far, du kan godt vågne nu. Vi har vasket din cykel’. Det er håb på kanten af graven, og det kunne være overskriften for det meste af den fotojournalistik, jeg i år har set i Perpignan.

Menneskelig livskraft

Der er en stærk og livsbekræftende fotoserie om LGBT-miljøet i flere afrikanske lande, hvor særligt kristne evangeliske bevægelser har gjort det livsfarligt at springe ud, men hvor nogle insisterer på at gøre det alligevel. Det ville have været så let at gøre det til en fortælling om ofre – hvad det også er – men det er i langt højere grad en fortælling om stærke mennesker, som på trods af omstændighederne insisterer på at leve i ærlighed og kærlighed og et håb om forandring og en villighed til at kæmpe for den.

Håbet. Det desperate håb, men ikke desto mindre livsgnisten i mørket, den menneskelige evne til at overleve.

En serie om Tjernobyls børn, som er i langt større risiko for at dø af alkohol og stofmisbrug end af radioaktivitet, rummer også historien om Yulia, som mod alle odds får et godt job og bliver gift. Billederne af kvinder, som har været angrebet af syre, fordi deres mænd eller familier har følt sig forsmåede og æreskrænkede – en horribel forbrydelse, jeg troede var forbeholdt lande som Bangladesh, Indien og Pakistan, men åbenbart også er udbredt i Colombia – viser benhård vilje til overlevelse.

Anastasia Rudenkos serie fra plejehjem for mentalt handikappede var langt mere opløftende, end jeg havde troet, da jeg med dystre forudanelser gik ind for at se den. Og jo, der er masser af problemer. Men også masser af glæde og omsorg.

Og sådan kan jeg blive ved. Masser af lidelse, men håb og glød og vilje og menneskelighed i midten af den. Jeg blev grebet af en dyb respekt for og kærlighed til en art, der kan opbyde så meget vilje og sejhed og omsorg i dødens skygge snarere end af afmagt.

Og efter sorgen kom den omsider, vreden. Som er udeblevet tidligere, fordi afmagt ikke giver plads til den.

Og for mig har det gjort en gigantisk forskel på oplevelsen fra tidligere år til denne gang. Væk var afmagten. I stedet blev den afløst af en enorm sorg. Jeg greb mig selv i flere gange at måtte gå ud at græde, og jeg måtte flere gange tørre tårerne af kinderne under de natlige forevisninger på kæmpelærred under åben himmel. Fordi det er klart for enhver, at håbet er spinkelt og så let som ingenting kan knuses. At det formentlig bliver gjort til skamme for de fleste. At døde ikke genopstår fra graven, selv om cyklen er blevet vasket. At foråret kommer til dale i Afghanistan så tyst og smukt og æterisk som en engels lydløse flugt, men at der i husene stadig er kvinder hyllet i burka og fejlernærede børn, som ikke er andet end knogler og alt for store øjne.

Jeg græd for de levende og håbende, som jeg ikke har grædt for de døde. Når man er død, er det slut. Det er ubærligt for de efterladte, men de døde føler ikke mere. Men de levende? De er stadig udspændt som sommerfugle på nåle mellem håb og desperation.

Gu er det ej retfærdigt

Og efter sorgen kom den omsider, vreden. Som er udeblevet tidligere, fordi afmagt ikke giver plads til den. Men jeg blev grebet af en voldsom vrede over uretfærdigheden. Og af en dyb taknemmelighed over at være blevet født på et sted og af en familie og i en tid, hvor jeg kan brokke mig over topskat og forsinkede busser og højere porto. Jeg kæmper ikke for at overleve.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Hvad har jeg gjort for at fortjene det? Det skræmmende svar er: ingenting. Det er 95 pct. tilfældighed. Var jeg født for 50 år siden, var jeg født i Niger, var jeg født ind i en familie af narkomisbrugere, ville jeg næppe have haft muligheden for at rejse til Sydfrankrig og se fotos af elendighed og være en turist i den elendighed. Jeg ville ikke have kunnet more mig over, hvor mange forskellige nuancer (og smage) rosévin kan have.

Det er fedt for mig og mine ligesindede, at vi kan gøre alt det. Sagen er: Vi har ikke fortjent det. Eller rettere: Alle har fortjent det (well, næsten alle …), men det er promiller her på den her klode, som kan gøre det. Der er formentlig en overvældende del af jordens befolkning, som arbejder hårdere end mig, ser langt flere farer i øjnene, kæmper mere for bare at få mad på bordet, end jeg nogensinde kommer til.

Og det er ikke retfærdigt!

Det er umuligt at gå gennem udstilling efter udstilling, som viser verdens uretfærdighed, og bare lukke øjnene, når man ser håbet om et bedre liv i øjnene på de mennesker, som trodser døden.

Vi kan godt vælge at lade som om, at vi alene har fortjent et liv i tryghed, at vores dybt privilegerede tilværelse er et resultat af meritter. Vi kan fortælle hinanden, at vi jo heller ikke kan ordne alle verdens uretfærdigheder. Det sidste er rigtigt – men er det en undskyldning for ikke at forsøge? For bare at give op?

Skylder vi ikke de håbende at give dem en større chance for, at håbet går i opfyldelse?

Bærende foto: Hver aften under udstillingen bliver en række udvalgte fotojournalistiske serier vist i gigantisk format under åben himmel. Her fra Egyptens forår – mens der endnu var håb. Foto: Susanne Sayers

Hvis du vil bidrage til mine skriverier, bliver jeg glad for små og store beløb, som kan betales via MobilePay på telefon +45 40 99 49 36. Men det er helt frivilligt.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Susanne Sayers

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.
Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.
Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.
Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.
Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.
Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste indlæg fra

Gå til Top