KOMMENTAR – Gymnasielærernes voksende arbejdsbyrde resulterer i stress, manglende arbejdsglæde og i, at mange vælger at gå på deltid for at kunne overleve under de nuværende forhold. Løsningen ligger lige for. Ligesom tidligere bør man dele magten, så den ikke koncentreres og breder sig grænseløst. Erik Jerlung anviser, midt i sit sidste år som gymnasielærer, vejen fremad for dem, som skal løfte arven.
På min egen skole vikarierer jeg – der ellers her mit sidste arbejdsår skulle forestille at være på halv tid – ustandseligt for yngre overbebyrdede kolleger. Jeg er oppe på en 80 procents årsnorm. En anden yngre kollega – endnu ikke stressramt – fortalte mig forleden, at også hun var på 80 procent. Og hun så i øjnene, at hun nok aldrig ville kunne klare at gå på fuld tid.
Nu var jeg blevet nysgerrig, og det gik op for mig, at fænomenet er ganske udbredt og voksende. Flere, end jeg troede, er gået på frivillig deltid for at opretholde en almindelig arbejdsuge, og endnu flere overvejer det.
Og her kommer jeg til at tænke på Montesquieus idé om magtdeling.
En stor del af problemet skyldes nemlig, at det magtdelingsprincip, der har fungeret på det gymnasiale område så langt tilbage, som nogen kan huske, i praksis blev afskaffet med gymnasiereformen af 2005 med indførelse af selveje og bestyrelser etc. Uden videre fik lærerrådsinstitutionen frataget sin magt, der nu fuldt og helt overgik til ledelsen.
De principper fungerede i årevis fint i gymnasieskolen: En rektor samt et par administratorer udgjorde den udøvende og kontrollerende magt, der udførte, hvad lærerrådet, den lovgivende magt, var nået frem til gennem grundige, kritiske diskussioner baseret på faglig viden
Montesquieus idé med magtdelingen var den iagttagelse, at en magtinstans over tid tenderer mod at brede sig grænseløst, med mindre den holdes i skak af en anden lige så stærk magt. ”Magtadskillelse eller magtdeling er navne for idéen om, at magten i en stat forfatningsmæssigt skal deles mellem to eller flere (mere eller mindre) uafhængige magtpoler, for at disse skal opveje og kontrollere hinanden og sikre, at en person eller gruppe ikke får for meget magt”, som Wikipedia definerer det.
Sikring af saglighed, faglighed og kvalitet
Vi er tilbage ved fundamentet for en moderne retsstat. Lidt tidligere havde juristen og naturretsteoretikeren Samuel Pufendorf og hans danske elev Ludvig Holberg udviklet beslægtede tanker omkring ’civil prudence’ eller ’borgerdyd’. For dem var en væsentlig forudsætning for en velfungerende stat, at embedsmændene, de offentligt ansatte, først og fremmest var loyale over for den offentlighed, de repræsenterede.
Derfor var deres ytringsfrihed uomgængelig, ligesom deres høje faglige niveau. Den uskrevne norm om lærernes ’undervisnings- og metodefrihed’ er således en del af den demokratiske sikring af saglighed, faglighed og kvalitet.
De principper fungerede i årevis fint i gymnasieskolen: en rektor samt et par administratorer udgjorde den udøvende og kontrollerende magt, der udførte, hvad lærerrådet, den lovgivende magt, var nået frem til gennem grundige, kritiske diskussioner baseret på faglig viden.
De politikere, der i sin tid tvang ændringerne ned over gymnasiet og dermed bærer ansvaret for misèren, bør alvorligt genoverveje deres beslutning. De har skabt et administrativt, bureaukratisk monster, der dræner gymnasiets undervisning for kvalitet
Det var derfor rigtig dumt at forlade magtdelingen og de øvrige borgerdydsprincipper, sådan som det er sket på gymnasieområdet. For Montesquieu havde ret. På få år er en velfungerende, selvregulerende og billigt administreret system blevet smadret:
På den ene side er der opstået et voksende fedtlag af ledere og mellemledere med mærkelige, overflødige pædagogiske og managementagtige funktioner, som var det en markedsbaseret virksomhed og ikke en skole, der var tale om. På den anden side ser vi et prekariat af almindelige, men nu magtesløse, gymnasielærere, stort set uden indflydelse på egne voldsomt forringede arbejdsforhold.
Som et resultat af den proces forventes akademisk uddannede gymnasielærere ikke længere selv at kunne følge med i deres fag og videnskaber, men de skal, som mellemledere i det private erhvervsliv, have tilbudt faglige og pædagogiske kanindræberkurser, så de ligesom kan ’klædes på’ til jobbet.
Kalder på handling
Der er med andre ord tale om to strukturelt forbundne fænomener: Dels en succesrig voksende leder-, halvleder og mellemleder-gruppes behov for bestandig jobskabelse. Dels en af-akademisering af gymnasielærere med det formål at uskadeliggøre deres traditionelt selvstændige og potentielt systemkritiske holdninger.
Begge dele med forbillede i erhvervslivet. Her kan man ikke have medarbejdere, der ved hvad de taler om – og derfor taler chokoladefabrikken midt imod.
En geninstallering af magtdelingsprincippet ville selvfølgelig betyde, at lærerrådene kunne tage solidariske beslutninger, bygget på kravene til kvalitet, arbejdsglæde og trivsel
Den situation er uudholdelig. Den kalder på handling og omtænkning.
En geninstallering af magtdelingsprincippet ville selvfølgelig betyde, at lærerrådene kunne tage solidariske beslutninger, bygget på kravene til kvalitet, arbejdsglæde og trivsel.
Her ville man sandsynligvis skrotte de overflødige merkantile og pædagogiske aktiviteter, lade administratorerne fra fedtlaget undervise igen og dermed aflaste de overbebyrdede almindelige lærere. Det ville også give overskud til, at lærerne kunne agere i fællesskab, altså politisk, over for stramninger og nedskæringer. Gerne med en aggressiv fagforening i spidsen.
De politikere, der i sin tid tvang ændringerne ned over gymnasiet og dermed bærer ansvaret for misèren, bør alvorligt genoverveje deres beslutning. De har skabt et administrativt, bureaukratisk monster, der dræner gymnasiets undervisning for kvalitet. I enhver forstand dyrere end nogensinde før. Det er fatalt i et videnssamfund med global konkurrence.
Ved den seneste gymnasiereform gjorde politikere som Merete Riisager, Henrik Dahl og Jacob Mark et stort stykke arbejde for at vende kursen fra en sekterisk læringspædagogik tilbage til faglig fordybelse, viden og kundskaber. Den indsats skal de anerkendes for. Men de bør forstå, at det ingen verdens ting batter, så længe det skift ikke følges op af strukturelle ændringer, der kommer bureaukratiet til livs.
Topfoto: Via Wikimedia Commons. Foto: Alegri. CCA 3.0 licensed.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her