Gunnar Langemark: Om Zentropa, stammekultur, håbefulde unge og alfahanner

af

”Ordentlige mennesker dominerer ikke de svage omkring dem. Tværtimod.  I hvert fald hvis man skal forestille at være en alfahan”. Gunnar Langemark har i et langt arbejdsliv været med i udkanten af kreative miljøer, hvor man ofte presser unge mennesker og danner grænseoverskridende kulturer og nye identiteter. Han ved, hvad en stammekultur er. Og han har altid godt kunne lide Peter Aalbæk. Men da Ålen blev interviewet forleden, blev Langemark fælt skuffet. For den tidligere direktør ved simpelt hen ikke, hvad det er at være en ordentlig mand. Og en alfahan er han ikke.

Forleden så jeg Deadline om Ålen og kulturen i Zentropa. Jeg har før sagt at jeg synes godt om Ålen. Alene baseret på hans vilje til at sætte sin person på spil, bryde normer og establishmentets snævre rammer for hvad man kan og ikke kan.

Men han skuffede mig i Deadline. Udsendelsen var frygtelig afslørende. Her er et klip.

Niels Krause-Kjær havde Peter Aalbæk i Deadline – DR-studiet for at spørge ham, hvordan han selv ville have reageret, hvis det havde været hans egen datter, der havde fået stukket en mikrofon op under nederdelen til en julefrokost?

Posted by DR2 on Monday, November 13, 2017

Man kan se hele interviewet i dette link.

Derudover: Hold kæft en gang ævl fra professoren fra CBS, som studieværk Niels Krause Kjær talte med først. Det er jo ikke normbrydende at etablere en klassisk mobbekultur med de svageste i organisationen som garant for, at man kan etablere et modsætningsforhold mellem “inde i varmen” og “udenfor gruppen”.

Ikke anti-establishment

Det er tværtimod et helt traditionelt mønster, der altid har været brugt i militæret og andre “brancher”, hvor stammetilhørsforhold har været centralt for at en organisation skal kunne fungere i stærkt belastede situationer – således som visse situationer er, når man arbejder med filmproduktion. At teste om medlemmerne af “teamet” er villige til at sætte deres værdighed lidt over styr, i gruppens interesse – er en fuldkommen almindelig måde, at skabe sammenhold på.

Mennesker har brug for at “høre til”. Stammekultur er fundamental i menneskets adfærd og har fulgt med os lige siden tidernes morgen, hvor huleklanen skulle holde sammen mod konkurrerende klaner for at overleve

Det er også ganske banalt, at man nedbryder den eksisterende identitet lidt for at opbygge en ny og anderledes og for at skabe identitet og loyalitet i forhold til virksomheden og dens interesser. Du skal vise, at du er villig til at sætte virksomhedens krav over din egen forfængelige stolthed og værdighed. Først da, kan du rigtig være “en af os”.

Den kendes i mildere grad på andre kreative arbejdspladser, men er altså langt mere gennemført hos Zentropa. Zentropa har brugt “småtterne” til at skabe en stamme der hænger godt sammen. De unge mennesker bliver “indviet” og holdt i tømme.

Stammekultur

Mennesker har brug for at “høre til”. Stammekultur er fundamental i menneskets adfærd og har fulgt med os lige siden tidernes morgen, hvor huleklanen skulle holde sammen mod konkurrerende klaner for at overleve. Helst uden at komme for meget i krig og helst på en måde, der krævede færrest mulig ressourcer.

Janteloven er et udmærket udtryk for nogle af de mekanismer, som gør, at man kan holde sammen på en lille gruppe mennesker i landsbystørrelse. Det danske bondesamfund var i 1000 år bygget op på den måde. Det kan ikke undgå at have præget mange menneskers bevidsthed, hvis de er vokset op i familier som nedstammede direkte fra bønder. Og det gør de fleste af os jo.

Ved at præge mennesker med frygten for det anderledes, kan man holde sammen på dem. Men man kan også gøre det ved at nedbryde troen på eget værd.

Ikke en flad organisation

I Zentropa er der tale om en stærkt hierarkisk organisation – men man har fjernet de formelle strukturer og skabt et uformelt magthierarki, som i virkeligheden er langt stærkere, fordi det er knyttet til en person og dennes personlige udøvelse af magt.

Når chefen siger “hør fissen snakker” og stikker mikrofonen op under nederdelen på en ung kvinde, der skal præsentere sig for 200 mennesker, så er det ubetinget sexchikane. Især når det er chefen der står for optrinnet. Det er skuffende, at Ålen kvier sig så meget ved at stå ved det. Og det er svagt og sølle

Det triste er, at det sker ved at nedbryde de nederste i hierarkiet.

At påstå, at det er en “ukorrekt og sjov kultur”, at chefen giver smæk og ydmyger de laveste i hierarkiet, er nærmest latterligt. Det er bare en forudsigelig “korrekthed”, som får undersåtterne til at makke ret. Der er tale om at ledelsen i virksomheden (mis)bruger sin autoritet og ret til at sætte reglerne – til at etablere og fastholde en adfærdskultur, som de unge mennesker slet ikke er parate til at vælge til eller vælge fra.

Og det er de ikke – fordi de er så vilde med udsigten til at lave film hos Lars von Trier, at de vil gøre næsten hvad som helst for at få lov. Selv hvis det opleves mildt (eller meget) grænseoverskridende. De ved – bevidst eller mindre bevidst – godt, at det netop er en pointe, at det skal være grænseoverskridende.

I de første mange år fik småtterne heller ikke penge for deres ophold. Men man udviklede det til en egentlig (uformel) uddannelse – og kom under pres, så man endte med at lønne dem.

I de kreative brancher har man altid udnyttet de unge menneskers stærke ambitioner og ønske om at “være med” – og man har gjort ting og stillet krav, som overskred rammerne for hvad man ville acceptere i andre brancher.

At påstå, at det er en “testosterondrevet abegrotte” og derfor OK – fordi det er et “ledelsesmæssigt værktøj” at man skaber sådan en kultur, som Ålen gjorde under det famøse interview – er derimod nok slet ikke så tosset en forklaring.

Men når Ålen siger at det ikke interesserer ham at blande “seksuelle forhold med kontraktlige forhold” så er det det rene og skære vrøvl, som Krause Kjær også bemærker. Det var, som vi har hørt i flere medier, netop et valg, at de unge mænd skulle have smæk af en bøsse i stedet for af Ålen. Så kan man ikke undslippe den anklage.

En alfahan ydmyger ikke de alleryngste og de svageste. Han beskytter dem. En alfahan kan givetvis finde på at ydmyge dem, der truer hans magtposition. Det er i hans interesse at beholde magten. Men han passer på dem, der hører til hos ham, og han gør det ved at beskytte dem mod overgreb fra andre – ikke ved at misbruge deres usikkerhed, umodenhed og drømme til at styre dem

Og når chefen siger “hør fissen snakker” og stikker mikrofonen op under nederdelen på en ung kvinde, der skal præsentere sig for 200 mennesker, så er det ubetinget sexchikane. Især når det er chefen der står for optrinnet. Det er skuffende, at Ålen kvier sig så meget ved at stå ved det. Og det er svagt og sølle.

Problemet opstår, fordi Ålen ikke anerkender, hvilken konsekvens hans adfærd har for andre, og at hans position betyder, at han har et særligt ansvar. Det er som om, han ikke ved, at han er skræmmende for de yngste ansatte på de svageste magtpositioner. Og når han fornægter det og tillader sig at overskride deres grænser, kan det bunde i, at hans selvbillede er forskruet, så han bilder sig ind, at han kan hoppe rundt i abegrotten – som om han var “en af flokken”.

MERE POV
Intet varer evigt

Det er han ikke.

Ålen snor sig meget

Når han videre påstår, at han ville blive vred, hvis hans egen datters chef gjorde det samme, som han selv gør, og påstår, at han er “alfahan”, så er det også kun en halv sandhed.

En alfahan ydmyger ikke de alleryngste og de svageste. Han beskytter dem. En alfahan kan givetvis finde på at ydmyge dem, der truer hans magtposition. Det er i hans interesse at beholde magten. Men han passer på dem, der hører til hos ham, og han gør det ved at beskytte dem mod overgreb fra andre – ikke ved at misbruge deres usikkerhed, umodenhed og drømme til at styre dem.

Og da især ikke til at tilfredsstille sine egne smålumre seksuelle fantasier.

Så Ålens søforklaringer er noget sølle ævl. Og i øvrigt; det pis med at han “træner dem i at møde en hård og ubarmhjertig virkelighed hvor overraskelser lurer om hvert hjørne… ” er komplet vrøvl og bortforklaringer. Alle de unge (kvinder) ved, at de får smæk og at Ålen er der med hænderne. Det træner ikke noget som helst andet end accepten af, at chefen er et klamt svin. Træning af hårdførhed og styrken til at tage styr på tingene – sker på helt andre måder.

Jeg har aldrig villet forbyde Zentropa deres kultur – som alle i nærheden har kendt til altid. Men det pisser mig alligevel en del af, at Ålen sidder og bortforklarer og ikke engang er mand nok til at stå ved, at hans opførsel har været grænseoverskridende overfor de unge.

Det er uværdigt for ham, at han ikke engang er i stand til at give en plausibel forklaring på hvilket udbytte virksomheden har haft af at behandle “småtterne” på den måde – med ydmygelser og sexchikane.

Ledelsesværktøj eller ej

Forklaringen er, at den form for nedbrydning er en klassisk måde, at skabe en ny identitet på. Og unge mennesker i medievirksomheder er for størstedelens vedkommende udsat for noget lignende i noget mindre grad. De arbejder for meget – overgiver deres “jeg” til virksomheden – og viser dermed at de er værdige til at være “en af os”.

Stoltheden over at arbejde for DR har f.eks. været meget stor – og identitetsfaktoren for en del DR-medarbejdere har ikke været ubetydelig. For stykke tid siden, læste jeg en beretning om, hvad der skete for en freelancer gennem 14 år, som lige pludselig røg ud af DR. Han mistede en stor del af sin identitet og kom i krise. Det Ålen og Zentropa har gjort er at systematisere den identitetsskabelse, så de kunne sikre sig at en masse unge mennesker ville arbejde rigtig meget for ganske få penge og samtidig ville få et så tæt forhold til “stammen” i Zentropa, at de ikke havde lyst til at søge væk, når de først for alvor var inde i varmen.

Man har simpelthen maksimeret udbyttet af de unge. Det er – efter min bedste overbevisning – i høj grad den økonomiske værdi af dette, som har gjort at resten af ledelsen har accepteret Ålens intelligente udnyttelse af psykologi og viden om adfærd og gruppers måder at fungere på.

For mig at se har Ålen fået lov til at blande sine personlige smålumre forhold ind i ledelsesstrategien og brugt “abegrotten” som en dårlig undskyldning for at tilfredsstille sin indre blotter og sin småbitre, sexforskrækkede utilstrækkelighedsfølelse

I mine øjne har det, der har foregået hos Zentropa, imidlertid ikke bare været stammeritualer, indvielse og skabelse af sammenhold og identitet. Og det er det, der har gjort det rigtig usundt.

For mig at se har Ålen fået lov til at blande sine personlige smålumre forhold ind i ledelsesstrategien og brugt “abegrotten” som en dårlig undskyldning for at tilfredsstille sin indre blotter og sin småbitre, sexforskrækkede utilstrækkelighedsfølelse. Det har han gjort ved at buse frem som larmende og brovtende “alfahan-wannabe” og insisterende fremvise alt det, han selv syntes, var “frit, frækt og provokerende” og “drengerøvs-streger” under virksomhedsledelsens beskyttende vinger, så han kunne få lov til at chikanere de laveste i hierarkiet, under dække af “ledelsesfilosofi”.

Og det har såmænd også virket. En tid.

Og der er ret mange steder man bruger ydmygelser og ritualer til at skabe “holdånd”.

Det sker ofte på rusture for nye studerende, i mere eller mindre hemmelige loger, i rockerklubber osv.

Man skaber en indforståethed og en gensidig selvforståelse af at være anderledes, at være indviet og “med i hulen”. Troen på at “vi er anderledes” og “vi er noget særligt” virker rigtig stærkt for mange virksomheder med en vis brand-værdi.

Hvis jeg skulle gå til Zentropa med et råd til, hvordan de redder denne situation, ville jeg foreslå dem at indføre nogle helt andre – og ikke seksualiserede – ritualer, til at opbygge holdånd og sammenhold og følelsen af speciel identitet. Ellers risikerer de at det bliver et “kainsmærke” at høre til Zentropa

Som ledelsesværktøj kunne det formodentlig forsvares. Der findes teori, der underbygger, at Zentropa ville kunne have fået noget godt ud af sådan adfærd. Hvis det ikke var fordi, firmaet havde mistet bolden af syne og ladet beta-ålen folde sine småperverterede fantasier ud under dække af sådan en ledelsesfilosofi.

Hvis jeg skulle gå til Zentropa med et råd til, hvordan de redder denne situation, ville jeg foreslå dem at indføre nogle helt andre – og ikke seksualiserede – ritualer, til at opbygge holdånd og sammenhold og følelsen af speciel identitet. Ellers risikerer de at det bliver et “kainsmærke” at høre til Zentropa. Og så bryder den organisation sammen.

Ikke fordi Ålen har fået kyskhedsbælte på, men fordi de i fraværet af det tidligere system, bliver lette ofre for udskamning. Lige nu vil en medarbejder hos Zentropa blive mødt af spørgsmålet hos mange: “har du også fået smæk af Ålen? Har du badet nøgen i hans pool? Har du været med i sauna?” og så videre. Jeg tror, at det vil føles en lille smule ubehageligt lige i disse dage.

Derfor har Zentropa brug for at genopfinde sig selv med nye ritualer. Forhåbentlig knap så krænkende for de laveste i hierarkiet. Firmaet tog et første skridt tirsdag, da det kom frem, at Aalbæk ikke må have noget med eleverne at gøre fremover og ikke må udtale sig på vegne af Zentropa. Men der skal også bygges noget nyt og andet op.

Lidt introspektion er godt

Jeg husker et ophold for mange mange år siden på Kofod-Schiller Film, den sommer hvor TV2s første reklamefilm skulle produceres. Jeg var der på et “praktikophold” i forbindelse med mine studier, hvor jeg agerede produktionsassistent og “runner”, som det hed.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Jeg havde fået foden indenfor ved at spørge personalechefen hos Egmont og da Kofod-Schiller Film netop var blevet købt af Egmont, var det ingen sag at få lov.

Jeg var så så fræk, at sige, at jeg skulle have penge for det. Det fik jeg. Men hvad jeg ikke var klar over og forberedt på var, at jeg dermed overtrådte nogle uskrevne love iblandt de lavere rangerede medarbejdere i firmaet. De fleste af de unge mennesker havde arbejdet gratis længe – eller arbejdede stadig gratis.

Jeg var dermed både arrogant og uønsket for dem. Jeg vadede på deres selvfølelse og gjorde mig selv til “fremmed” i deres øjne, alene fordi jeg kom brasende ind og fik penge. Faktisk så meget, at jeg fik det direkte at vide, af en af fotografassistenterne – som sagde til mig, at han simpelthen ikke kunne forstå, at jeg skulle have penge når jeg “ikke kunne noget”.

Jeg var instinktivt klog nok til ikke at tage diskussionen op, og det var måske derfor jeg ikke direkte blev saboteret (ret meget). Og selvom jeg havde adskillige års erfaring som amatørfotograf og flere års studier i film- og medievidenskab bag mig og vidste noget om projektledelse og ikke blev overrasket over ret meget der foregik på stedet, så var det alligevel en af de øjenåbnere, der fik mig sporet ind på, at jeg er god som iagttager, analytiker og inspirator – men at jeg ikke er særlig meget “team-player” med mindre jeg virkelig anstrenger mig.

Og – hvis man skal gøre plads til lidt introspektion – så er det måske også en af årsagerne til, at jeg aldrig brød mig om Zentropa og aldrig søgte ind på de arbejdspladser (DR, TV2, Nordisk, Skandinavisk Film, reklamebureauer osv.) – hvor jeg instinktivt vidste, at der eksisterede en meget stærk stammekultur med sammenhold og forventninger om, at man lægger sin individuelle identitet i kurven ved indgangen og indtager rollen som “en af os” stort set samtlige døgnets vågne timer.

Jeg havde nogle få oplevelser i udkanten; i de glade webbureau-dage, hvor reklamebranchens vildskab blev fragtet over i den digitale branche i nogle få år med vilde fester, hvor der var strippere og sprut, og hvor pulver-vedligeholdte all-nighters henimod deadline var mere reglen end undtagelsen

Og måske er det også en af grundene til, at jeg virkelig ikke brød mig om historierne fra nogle af de steder, hvor man skulle overskride sine (mine) grænser, for at signalere at man hørte til. Jeg havde nogle få oplevelser i udkanten; i de glade webbureau-dage, hvor reklamebranchens vildskab blev fragtet over i den digitale branche i nogle få år med vilde fester, hvor der var strippere og sprut, og hvor pulver-vedligeholdte all-nighters henimod deadline var mere reglen end undtagelsen.

Og hvor den indbyrdes konkurrence bureauerne imellem blev udspillet både ved prisfester og ved særlige “pranks” – for eksempel omkring juletid. Stammeritualer som man kender dem fra fodboldklubber var i høj grad en del af kulturen sådanne steder. Jeg ved, at det samme findes alle mulige andre steder. Men jeg er ikke fan. Og jeg opfatter det som potentielt farligt. Og nu har vi så set et eksempel på, hvad der kan gå galt.

Alfa eller beta?

Konklusionen på alt dette er ikke svært at drage: Ålen har haft enten for lidt selvindsigt eller for lidt selvkritik til at indse, at hans egne små-seksuelle ønsker om at lege alfahan og harem med de unge mennesker, næppe var den allermest langtidssikre og etisk forsvarlige måde at opbygge sin “stamme” på.

Ålens forestillinger om at være alfahan er i virkeligheden lidt latterlige. Han har sådan set kun været alfahan, fordi det lykkedes for ham at bilde resten af ledelsen ind, at han er en sådan uden konsekvenser. Og de har så holdt hånden over ham, så han kunne dominere legepladsen og svinge lianen

Ikke at vi andre gamle klamme mænd ikke ville kunne synes, at det var sjovt og lækkert og lidt pirrende, hvis vi kunne gøre noget lignende. Men en alfahan ved godt, at det ikke altid er hans egne smålumre fantasier, der gør sig bedst, når der skal ledes.

Og Ålens forestillinger om at være alfahan er i virkeligheden lidt latterlige. Han har sådan set kun været alfahan, fordi det lykkedes for ham at bilde resten af ledelsen ind, at han er en sådan uden konsekvenser. Og de har så holdt hånden over ham, så han kunne dominere legepladsen og svinge lianen.

Jeg er i øvrigt ret sikker på, at Ålen kan være en rigtig fin fyr, underholdende og en god ven for sine venner, som han opfatter som sine ligemænd. Han mangler blot dømmekraft i forhold til sig selv og måden han har forholdt sig til andre menneskers grænser på. Især måden man forholder sig til grænserne hos de mennesker, som man kan dominere, hvis man vil.

Ordentlige mennesker dominerer ikke de svage omkring sig. Tværtimod. I hvert fald hvis man skal forestille at være en alfahan.

Topillustration: Public Domain. Marine Corps Recruit Depot San Diego – Recruits of Alpha Company, 1st Recruit Training Battalion, climb ropes during Obstacle Course II at Marine Corps Recruit Depot San Diego. Photo By: Lance Cpl. Angelica I. Annastas.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Gunnar Langemark
Drejer at Langemark Penne

Gunnar Langemark er kræftpatient, far, mand, husmor, trædrejer, pennemager, skriverka’l, facebookfænomen, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt to marsvin og katten Copsen. I sommeren 2015 gik han til lægen fordi han igen og igen blev træt og udmattet og efterhånden ikke kunne arbejde. Han blev sendt i “kræftpakke-forløb” og fik først fortalt, at hans knude i halsen sikkert var uskyldig. Senere - måneder senere blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme i verden. I dag går han til kontrol, har fået smadret sin økonomi og håber at kunne bygge sit liv op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV-international og er senere i udvidet from udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat indlæg på POV - nu også om andet end sin sygdom og mødet med det danske sundhedssystem.

Seneste indlæg fra

Gå til Top