mm

Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger. Udvalg af de seneste bøger: Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (haiku, 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte, 2016) Den sidste passion (digte, 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger. POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jakob Brønnum
på Mobile Pay: +45 53 60 84 96

Gud, Trump og (u)sandheden om verden

I weekenden holdt den nyindsatte amerikanske præsidents pressetalsmand sin første briefing. Det er en briefing, der vil gå over i historien af flere grunde. Ikke blot fordi talsmanden på præsidentens vegne stod og løj helt åbenlyst, samtidig med at han kaldte det forsamlede pressekorps skammeligt æreløse. Men fordi han på præsidentens vegne dekreterede, at løgn nu er en officiel sandhed. I det lange løb vil løgnen imidlertid bidrage til at underminere ham selv, skriver Jakob Brønnum.

Der var noget mærkværdigt ved pressebriefingen, som man straks bemærkede, uden helt at kunne fastholde det. Det var ikke selve dens korte forløb med forsøget på tilbagevisning af faktuelle uoverensstemmelser. Ej heller at Donald Trumps pressetalsmand, Sean Spicer, ikke tog spørgsmål efter sin korte indledende udtalelse, men blot gik igen med journalisternes højlydte stemmer efter sig.

Det mærkværdige var snarere udtalelsens ”plotstruktur.” At den indeholdt uhyre lidt om selve præsidentens arbejde, og hvad der ellers plejer at være med i en pressebriefing af faktuelle informationer. Der var en ganske lille smule, men den fungerede nærmest som en slags staffage, der skulle legitimere det voldsomme udbrud mod pressen, der stod i centrum.

Tidligere pressetalsmand for præsident George W. Bush, Ari Fleischer var blandt de første med en bemærkning om den. Han kaldte det via et tweet noget, der er beregnet på at stille Trump selv tilfreds ved at formidle den sandhed, han vil skal være den offentlige sandhed. Som vi skal se, er der også flere, den er beregnet på at stille tilfreds:

Oplysning til tilhængere

Det varede nemlig nogen tid, før jeg forstod, hvad der egentlig var tale om. Det var den amerikanske fagbogsforfatter, kolumnist og udenrigskorrespondent i Polen, Anne Applebaum, der forklarede sammenhængen i en mindeværdig tweet-kæde.

”Må jeg ikke have lov som en, der bor en del af tiden i et demokrati, der bliver mindre og mindre liberalt, at forklare formålet med pressetalsmandens samvittighedsløst fornærmende løgne”, skriver hun.

Hun forklarede, at pressebriefingen ikke er beregnet på at oplyse nationen gennem mainstream-medier (”MSM”), som sådanne normalt er, men er rettet mod Donald Trumps egne tilhængere.
”Læg nu mærke til, hvordan Breitbart News og Fox News dækker historien”, fortsætter Applebaum. ”Så ved vi, om de vil bedrive journalistik eller bare agere som ekko fra magtens korridorer”.

Det spektakulære punktum

Et spektakulært øjeblik i Spicers briefing faldt, da han sagde: ”Denne præsidentindsættelse er den indsættelse, der er blevet overværet af flest mennesker. Punktum”. Det er punktummet, der er cluet her.

Det er jo muligt, at man – hvis man tæller samtlige populistiske diktaturer over hele verden samt alle landes tv-seere med, der så talen, kan sige, at der alt i alt potentielt var et højere seertal til Trumps indsættelsestale, end der har været før.

Det er muligt. Men det er ikke det, der er pointen.

Pointen er, at der var langt, langt færre mennesker til stede i Washington D.C. end der var ved de to tidligere indsættelser af Trumps forgænger, Obama. Men Trump har bestemt, at det faktum vil han ikke have. Han vil ikke finde sig i det faktum.

Derfor lyver man om selve faktummet, men man gør en ting mere, man prøver at få det til at lyde som om, der er en anden historie, som er mere korrekt, nemlig den med seertallet, fremfor publikum på stedet. Og hvis man blev tvunget til at indrømme, at der faktisk var færre, ville man kunne sige, at de sad derhjemme og så det i tv, fordi det stod ned i stænger. Hvilket det i øvrigt heller ikke gjorde – det støvregnede.

Men det er punktummet, som er det vigtige. Det svarer til, at præsidenten regerer ved dekret, altså har den fulde magt til at lovgive efter situationen, her er det blot ikke en undtagelsestilstand, der kræver det, men en forfængelig reaktion mod pressen, der har vist, at han er mindre populær end sin forgænger. Trump forlanger at bestemme, hvad der er sandheden om spørgsmålet.

I øvrigt stod Spicer direkte og løj, ikke blot om selve sagen. De tal og udregninger præsidentens pressetalsmand brugte det mest af tiden på at komme frem med var også forkerte, som det fremgår af en analyse af hele Spicers tale i Washington Post. Men for udenforstående, som ikke selv faktatjekker, lyder det som en velbegrundet tilbagevisning af en fortælling om en mindre populær præsidentindsættelse, der er foretaget med vilje for at miskreditere præsidenten.

Det upåfaldende spektakulære

Et andet spektakulært øjeblik var det tilsyneladende upåfaldende, der kom bagefter, nemlig beretningen om, at præsidenten skulle mødes med flere statsledere, og at alt var såre godt. På den måde kan man sige, at til trods for, at der kun blev brugt et øjeblik på at fortælle, at præsidenten også er præsident, var der tale om en rigtig briefing. Mexico, Canada og Storbritannien blev nævnt. Det lød som en indflydelsesrig og ansvarsfuld og travl politiker.

Man havde forventet, at briefingen skulle til at begynde, her, hvor den sluttede og at der ville blive tale om en redegørelse for præsidenten planer og politiske virke for den kommende tid – når det nu var den første briefing.

Det var Anne Applebaums tweet, der fik mig til at forstå, at disse oplysninger, der reelt ikke sagde noget som helst, blev nødt til at være med af plotmæssige grunde, selvom formålet med briefingen var at hævde den usandhed, at præsidentindsættelsen viste, at Trump er populær i Washington D.C. – modsat fakta.

For når briefingen bliver gentaget kritikløst i de konservative, populistiske medier, ligner den en rigtig briefing og ikke bare en scene fra et slagsmål med utro pressefolk.

Hvordan gik det så med gengivelsen af pressebriefingen i medier, som kabeltv-kanalen FOX News og Breitbart News – en amerikansk pendant til populistiske netmedier som Den korte Avis? Som Anne Appelbaum viser med links i sit serie-tweet, blev Spicers fortælling gentaget. Og ikke faktatjekket.

Det såkaldte “mainstream-medie” CNN, der ved den første – og på det tidspunkt eneste – pressekonference af Donald Trump selv, blev hånet på fuldstændigt forkert grundlag, viste ikke briefingen live, men forskudt, så man havde tid til at faktatjekke, hvad der som antydet ikke faldt heldigt ud. På de store broadcastkanaler – ABC, NBC og CBS – blev pressebriefingen også vist, men akkompagneret af kritiske og faktuelt korrekte analyser – modsat FOX. Det skal dog siges, at der senere søndag – i FOX News’ eget ene, pressekritiske program med Chris Matthews også blev stillet kritiske spørgsmål til både Spicer og Trumps særlige rådgiver, Conway. Hendes rolle i dette plot, vender vi også tilbage til.

En solstrålehistorie

Men Trump kunne alligevel ikke holde ud, at det skulle have regnet under hans tale, og at folk ikke kunne holde en smule regnvejr ud, når han blev indsat som præsident. Så under en tale for en del af CIA’s personale –  dem, hvis metoder han forleden sammenlignede med Nazi-Tyskland, men som han formentlig i mellemtiden har opdaget, han har brug for – fandt han anledning til at berette, hvad man må betegne som ”en rigtig solstrålehistorie”.

Der var nemlig sket det, forklarede Trump i et anfald af særlig omsorgsfuld alfaderlighed, at den gode Gud, havde siddet i sin himmel og set, at det regnede, og ræsonneret sig frem til, at det ikke dur at lade det regne, mens Trump skulle holde tale ved indsættelsen. Så han havde ladet solen bryde frem.

Det var det, USA’s præsident sagde til CIA’s personale. Plus at han lige også fik sagt, at han godt vidste, at “I alle sammen har stemt på mig”. Og så skældte han ud på medierne – igen. “De mest uærlige mennesker, der findes”. Foran muren for de faldne, de døde CIA-medarbejdere, der har mistet livet for deres land, på nationens alter, så at sige, hvis vi skal blive i den religiøse metaforik.

Det med Gud er formentlig det dummeste, nogen præsident nogensinde har sagt, og det endda til et efterretningsvæsen. Det lover godt for graden af banaliteter, vi kan vente os. Det var værre end, da den ældre George H.W. Bush under en diskussion med en medarbejder, sagde: “Men er det dig eller mig, der er klog nok til at være USA’s præsident”.

Det er i klasse med ting, Christian IV har sagt under enevælden. Det er på niveau med at udnævne sin hest til minister. Desuden er det i det store og hele løgn, hvad Washington Post også forklarer i en detailgennemgang af vejrliget under indsættelsen. Men fremfor alt, er det en ting til: Det er gennemgribende udemokratisk i sin samfundsforståelse.

Det med Gud er formentlig det dummeste, nogen præsident nogensinde har sagt, og det endda til et efterretningsvæsen

Den eneste årsag til, at man som statsoverhoved kan finde på at nævne Gud i en realpolitisk situation er, at man vil vise, at den magt, man har, faktisk er sanktioneret af tilværelsens højeste magt. At ens magt derfor har en grad af naturlighed over sig, der gør det ret og rimeligt, at man er den, der sætter lovene.

Samtidig sagde Trump, at han – da han så ud over The Mall lige inden talen – kunne se så mange mennesker, at det slog alle rekorder: “det så ud som halvanden million”. Washingtons undergrundsbane kunne attestere, at der den dag blev solgt godt 500.000 billetter, så medmindre, der er mindst 250.000 parkeringspladser under Memorial Park, som kun byggemagnaten Trump kender, så er han også her fuld af løgn.

Senere har han fortalt, at CIA’s personale klappede af ham ca. 10 gange så længe, som man kan konstatere på klippet. Washington Posts faktatjekker Robert Gifford mener, at de, der klappede, i høj grad bestod af dem, der deltog i Trumps følge og ikke CIA’s ansatte. Ved hans første pressekonference oplevede man også det usædvanlige, at der blev klappet af visse udtalelser. Her var det tydeligt folk, Trump havde placeret i salen for at tiljuble ham.

En uddebatteret banalitet?

Hvorfor er det vigtigt at sige alt dette – noget, som alle egentligt kan se? Er det ikke en banalitet, ovenikøbet en uddebatteret banalitet?

For nylig lærte jeg et nyt engelsk udsagnsord, som har sneget sig ind på dansk: at mainstreame. Hvis vi undlader at fremholde det groteske og absurde i den brugtvognsforhandler-logik Donald Trump nu har ført op på verdensplan, hvor det ikke handler om, hvorvidt man fortæller sandheden om produktet helt som den er, blot handlen går igennem, kommer vi til at mainstreame det.

Hvis vi med andre ord bare diskuterer verden ud fra det sagte og ikke ud fra en kritik af det sagte – og en stædig fastholden af det uacceptable i det, kommer vi til at mainstreame det. Og derved medvirker vi til, at verden bliver et nationalistisk pseudo-paradis med dybe svækkelser af almindelige menneskerettigheder.

Tyranens pressestrategi

Hvorfor er det ganske særlig vigtigt, når det drejer sig om forholdet mellem statsoverhovedet, pressen og offentligheden? Det forklarer den tidligere arbejdsminister i Clintons regering, universitetsprofessor Robert Reich i en anskuelig video, offentliggjort for en måneds tid siden.

Her viser Reich, hvordan Trump forsøger at kontrollere pressen på samme måde som diktatorer og tyranner altid har gjort. Hans taktik består af fire led:

1) Forklar befolkningen at pressen er løgnagtig, 2) begræns pressens adgang til dig, 3) Tru medierne, 4) kommuniker direkte med befolkningen.

Det er tydeligt, at Trump følger denne strategi. Igen og igen har vi set ham skælde ud på pressen som løgnagtig og bevidst destruktiv.

Sagen er, at ganske særligt den seriøse amerikanske presse er en forbilledlig model som demokratiets vogter. Det fjerde moment belyser Trumps frenetiske twitren midt på natten

Hvis vi blot diskuterer verden ud fra det sagte og ikke ud fra en kritik af det sagte – og en stædig fastholden af det uacceptable i det, kommer vi til at mainstreame det. Og derved medvirker vi til, at verden bliver et nationalistisk pseudo-paradis med dybe svækkelser af almindelige menneskerettigheder

Der henstår at konstatere, om den strategi, Trump bruger overfor pressen, er udslag af hans forfængelighed eller af en bevidst tilrettelagt adfærd. Mange har set hans reaktionsmønster som udtryk for en nærmest patologisk trang til at have ret og være i centrum, og det, der ligner en strategi kan således være den forkælede drengs måde at reagere fornærmet på, der så tilfældigvis bliver eksemplarisk tyranadfærd.

To momenter har brændt sig fast

Trumps politiske karriere er allerede mærket af de to momenter i den første presse-briefing, Spicers og hans særlige rådgiver, Kelleyanne Conway.

Og den oppositionelle amerikanske presse har spidset pennene på en helt ny måde. Washington Post havde en overskrift i weekenden, der lød: ”Den sædvanlige (underforstået respektfulde) måde at dække den amerikanske præsident er død. Spicer slog den ihjel”.

For hændelserne har givet pressen to pragtfulde slogans, hashtags og udtryk, som vil forfølge den amerikanske præsident i hele hans embedsperiode. Det ene opstod i kølvandet på pressebriefingen, da Trumps kampagneleder og nu rådgiver, Kellyanne Conway, i NBC’s “Meeet the Press” forklarede, at Spicer ikke løj, men fremkom med ”alternative fakta”.

Fra nu af vil enhver udtalelse fra Trump-administrationen blive mødt med spørgsmålet: ”Er det fakta, eller er det alternative fakta”. Havde hun bare sagt, ”en alternativ måde at fortolke fakta”, så havde hun reddet den. Men alternative fakta som sådan, de kan i forhold til sandheden kun være pure opspind. Og Conway, der er en særdeles rutineret kommunikationskvinde, har sandsynligvis fortrudt i det øjeblik, ordene forlod hendes mund. Men for sent.

Simple Simon Says

Det andet tilfalder Sean Spicer og flere hashtags: #seanspicersays, #seanspicerfacts samt #spiceralternative facts, der har kronede dage på Twitter.

Og som selvfølgelig betyder, ”wink-wink, vi ved godt, du står og lyver”. Eksemplerne på Twitter er talrige. Se et par her:

Det er bedre end kælenavne for den irakiske informationsminister, i Danmark kendt som ”Komiske Ali”, der i fuld alvor kunne sige, at der ikke var krig, mens bomberne fløj om hovedet på ham. Meget bedre endda. Og sjovere.

Udtrykket ”Sean Spicer Says” kan ikke undgå at klinge med udtrykket, ethvert engelsktalende barn kender, Simple Simon Says, der referer til en børneleg, hvor man taber, hvis man ikke kan skelne mellem rigtige og forkerte kommandoer, som den, der er den, kommer med. Nu er det Trump, der er den, og udtrykket #seanspicersays, vil hænge over præsidentskabet i lang tid fremover, når Spicer udtaler sig som pressetalsmand.

Topillustration: Pixabay.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Kategorier