Gratis blomster i februar – på måder du aldrig har fået dem før. Haven uge 5

af

Denne vinter har jeg lært noget nyt. Om blomster. Og om hvordan man kan finde smukke gratis blomster i februar måned. Vi taler både om afskårne buketter, løg og potteplanter.

Jeg har sådan set altid lavet gratis blomsterbuketter. Fundet blomster i grøftekanter og hegn. Været varsom, som man jo skal, med ikke at tage alle frø-blomster på ét sted, men sørget for at tage så få, at de vilde blomster kan så sig selv igen. Jeg har plukket grene og drevet dem frem på denne tid af året. Både grene fra haven og grene fra skov og hegn. Jeg har tyvstjålet syrener på baneskrænter (hvor de alligevel skal beskæres) og hugget pæoner i forladte haver (hvor de ofte er det sidste og mest sejlivede, der er tilbage). Jeg ved præcis hvor der er noget at finde i skoven de forskellige måneder. Jeg ved hvor jeg snart skal finde anemoner. Også de gule.

Anemoner og kodrivere

Jeg ville kunne finde alle blomster i søvne i min mors gamle have, som jeg har plukket så mange blomster i, at min mor havde et mandshøjt skab alene til vaser i alle størrelser til alle mine buketter.

Og endelig, så har jeg altid været optaget af, at der skal være blomster at plukke i de haver, jeg selv har haft. Således også i den nye, som jeg prøver at få til at indeholde lige så mange blomster (og roser!) som den have, jeg er flyttet fra. Karen Blixen understregede nødvendigheden af, at have en ”skærehave”. Det har hun jo fuldkommen ret i. Man må have et sted at skære/klippe blomster fra.

Tulipaner vinter 2017

Ja, jeg elsker buketter og har altid buketter på bordet. Også på rejser. I mærkelige hotelværelser. I lånte sommerhuse. Og også dengang jeg var helt ung studerende på Nørrebro og proklamerede, at når man kun havde tyve kroner tilbage i sin pung, så skulle de bruges på et bundt blomster.

De bedste fra blomsterhandlerne

Gratis blomster fra naturen og haven er dejlige. Men vi må lige huske at støtte blomsterhandlerne også. Og ingen tvivl om at jeg elsker de ekstravagante blomster. De smukke buketter fra byens bedste blomsterhandlere. Åh, at få sådan en buket overrakt eller sendt med bud, man bliver lykkelig i en hel uge. Og kommer jeg forbi, så svinger min cykel ligesom selv hen og parkerer sig. Jeg har det som en sukkerafhængig foran en slikbutik. Jeg må ind og købe noget af de her dygtige blomsterhandlere, der har været på torvet tidligt og fundet de flotteste eksemplarer. Bare for at glæde os andre!

Blomster er efter min mening det bedste at bruge penge på. Især selvfølgelig danske blomster. Som ikke er fløjet ind i favnen på os.

Alle skal have daglige buketter

I mine bøger og på min billedsamling har jeg alligevel altid gerne villet vise noget, der ikke koster penge. Sådan at alle mennesker kan være med. Også dem, der ikke har en rød reje til blomster.

Der er så meget glæde at få fra de små daglige buketter (se #dagensbuket). Dem skal alle have. De lyser op, javist, men de er også en mulighed for følge årstiderne. Helt tæt på. Tulipaner i oktober er for mig ligeså mærkelige som jordbær i januar.

Men lige nu her i januar og februar er der helt ærligt ikke så meget at gøre med. For blomsterelskere er det næsten som en faste før festen. Man længes efter forår og blomster. Det er svært at lave en lille gratis daglig buket. En gren fra en kejserbusk. En lille buket vintergækker, juleroser eller erantis. En udsprungen paradisæblegren eller rododendron, som pludselig springer ud indendørs. Det er hvad det kan blive til. Hvis det skal være gratis. Eller det var hvad jeg troede.

Jeg skriver om mad og madspild. Derfor var jeg igen med ude at skralde forleden.

Og hvad plukkede jeg direkte op af en container? Gratis blomster!

Mange bundter påskeliljer fandt jeg i en kasse. Og nogle potter roser af den slags, jeg har erfaring for kan blive til hele buske, hvis de får lidt kærlighed. En anden gang fandt vi læssevis af orkideer, spandevis af roser og tulipaner (nogle med løg).

Dagens buket er gratis – fundet, da jeg var med nogle unge mennesker ude at skralde en nat… tænk, de her påskeliljer er dyrket, plukket, pakket, kølet, fragtet … for bare at ende i en (åben) skraldespand ude foran et supermarked… det kan vi da ikke være bekendt overfor avleren og overfor moder jord. Kunne de ikke være givet væk ved fyraften? Til det lokale plejehjem? Til nogen, der, som jeg, bliver glad af at se på dem? #dagensbuket #cirkulærøkonomi #skrald #waste

Billedet af de mange gratis påskeliljer – danske – blev denne ugens mest populære på min profil – over 900 likes fik det vist. Der er andre end mig, som godt kan lide tanken om gratis blomster og tanken om at stoppe det spild, der finder sted ude i supermarkedernes containere. Så hermed er tip givet videre. Find blomsterne. Før de lider en krank skæbne i en skraldespand.

Roser fra skraldespand. Nu står de lidt gemt i drivhuset og venter på bedre tider. Som kommer!

Jeg ved, at flere blomsterhandlere lægger deres rester ud til fri afbenyttelse ved fyraften. Det er ikke de flotteste blomster, men dem skal vi sørme da også betale for. Det er dejligt, at der er blomsterhandlere, som er imod spild. At de handlende elsker blomster så meget, at de ikke kan nænne at lægge dem i skraldespanden. Det kunne jeg godt ønske mig, at supermarkederne lærte af. Giv dog blomsterne væk! Måske til det lokale plejehjem. Til den lokale børnehave. Nogen må kende nogen, der vil være glad for blomster. Og hvis det er for meget hurlumhej kan man så ikke stille blomsterne ude foran forretningerne? Og skrive ”Værsgo – gratis blomster”.

 HAVEN LIGE NU

  • Flere grene kan tages ind og drives: Forsytia, troldnød, ribes, birk, kirsebærkornel, kirsebær, paradisæbler og sørme også rododendron. Skønt med tidlige forårstegn inde i huset
  • Primula, forglemmigej, ranunkel og andre af gartnernes forårsbebudere sættes i potter inden døre og plantes ud senere
  • Lærken er så småt vendt tilbage! Det betyder at det er forår om lidt
  • Se kritisk på haven og altankasserne. Skal noget udskiftes? Hvis det er mildt, kan man plante altankassen eller krukken ved døren til med stedmoderblomster, der allerede kan fås. De tåler frost og er derfor blandt yndlingsblomsterne. De kan i øvrigt også spises og jeg plejer at pynte kager med dem hele foråret, når der er fødselsdage
  • Sæt en buket stedsegrønne grene i en frostsikker krukke ved hoveddøren. En stok rosenkål eller grønkål kan også pynte
  • Dæk fødderne på alle typer roser og klematis. De er sarte lige ved jordoverfladen
  • Juleroser er aktuelle i januar, februar og marts, så de har egentlig et forkert navn
  • Hvis du plukker juleroser, så husk at sætte dem direkte i vasen, de kan ikke lide luft i stænglerne. Stil ikke juleroser for varmt og slet ikke nær en radiator, så falder de med det samme. Juleroser holder bedst i potte og i et køligt rum. De tåler frost

UGENS BOG – TEGN BLOMSTERBUKETTERNE

Ugens spørgsmål:

camillapeder spørger i en tråd på Instagram om høns og andet.

”Hej Signe. Jeg har netop siddet og læst din “Grønne hverdagstips” og sidder tilbage med et par spørgsmål. Du skriver at nogle tøjkæder tager hullet og slidt tøj retur til genanvendelse. Hvilke tøjkæder er det? Jeg har tit dårlig samvittighed over, ikke at kunne putte det hullede tøj hen i tøjcontainere til genbrug, og vil derfor gerne genanvende resterne herfra på anden vis. Min kæreste og jeg flytter på landet om en lille månedstid og jeg har haft en drøm om at få et hold høns. Men min kæreste er bange for at få mus og rotter tiltrukket til pga hønsene. Hvordan undgår du det?”.

Hej Camilla – tak for dit spørgsmål. Hvis du går til min Facebook-væg så finder et meget delt opslag om at H&M gav dobbelt voucher (en kupon, en slags gavekort) for aflevering af tøj. Men det var vist i sidste uge. Man kan dog stadig aflevere alt hullet tøj, sengetøj og gardiner. Det handler om tøjfibre og få en bonus. Alt bliver genanvendt. Man kan også aflevere til Røde Kors, der sælger det grimme tøj videre som genanvendelige tøjfibre. Der står en masse nyttigt om det i tråden på Facebook. Angående dit hønsespørgsmål. Det er nok det spørgsmål jeg får oftest, derfor kommer jeg nok til at svare på det flere gange her i haveklummen.

Høns tiltrækker ikke rotter. Høns er umådeligt renlige dyr, der bruger timer på at tage støvbad og ordne sig, hvis de lever naturlige liv i haver med sand og grus og jord. Det, der tiltrækker rotter og mus er brød og kød, som ligger og flyder. Det skal det ikke. Man må – hvis man har problemer med rotter – fodre to gange om dagen i en skål. Og så stille foder væk. Jeg stiller skålen ned i en grøntcontainer, jeg ikke bruger, fordi jeg komposterer alt det organiske affald. Jeg kan forstå, at du har kat. Og katten skal nok tage sig af mus. Jeg har en terrier, som desuden kan holde styr på muldvarpe og rotter. Det kan anbefales.

For tiden bor mine høns ikke hjemme pga fugleinfluenza. Man skal have fast tag over sine høns lige nu. Så vent med at anskaffe jer høns, til de kan gå frit rundt udendørs i haven om dagen, sådan som det er deres natur. Til april-maj udkommer min bog om høns (Rosinante). Her kan du læse mere. Til da kan du finde flere råd i denne guide til høns

Hvis du har ideer, forbedringer, forslag til bloggen – eller tanker om samarbejder eller ønsker om at få et foredrag om have eller bæredygtighed ud til din kreds af mennesker, så send endelig en e-mail.

FOTO: Alle billeder er taget af mig. Billeder må ikke sakses eller bruges uden min tilladelse. Se flere billeder her og tryk følg for at få blomster i dit feed.

DONATION: Kan du lide hvad du læste? Vil du gerne have flere indlæg om have? Vi får ikke løn her på POV og ikke anden mediestøtte end den læserne giver os. Så jeg er meget glad for støtte på Mobilepay: 21435463. Jeg ser det! 

Næste uge skriver jeg om krydderurter.

Tidligere indlæg kan læses her:

Uge 1 her: http://pov.international/denne-uge-haven-uge-1-med-signe-wenneberg/

Uge 2 her: http://pov.international/de-bedste-steder-finde-fro-haven-uge-2/

Uge 3 her: http://pov.international/hvorfor-blive-inde/

Uge 4 her: http://pov.international/nye-haveejere-kan-begynde-uge-4-haven/

Og en lille ting efter rulleteksterne…

Isblomster vinter 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Signe Wenneberg

Signe Wenneberg - Mobilepay 21435463
Signe Wenneberg er medstifter af POV og fungerer som kreativ redaktør og praktisk gris i Danmark, da de to andre stiftere bor i USA.
SW er freelance foredragsholder, journalist og rådgiver i bæredygtighed. Er prisvindende forfatter og skriver cirka en bog om året. Den næste handler om høns! Se bogliste på www.signewenneberg.dk
POV FORRETNINGSMODEL: Her på POV lønnes skribenterne direkte af de læsere, som har lyst til at honorere et indlæg med et lille beløb. Sådan slipper læserne for betalingsmure, grimme pop-op-annoncer og gyselige bannere. Signe Wenneberg er taknemmelig på forhånd for donationer til det fortsatte redaktionelle arbejde. Mobilepay nummer 21435463. Tak!

Seneste indlæg fra

Gå til Top