mm

Henrik Schilling

Født 1964. Uddannet cand. mag i arkæologi samt fagjournalist fra DMJX. Tidligere kommunikationsansvarlig i Sagnlandet Lejre og presseansvarlig på Nationalmuseet. Driver i dag selvstændig kommunikationsvirksomhed med Schilling PR & Kommunikation, der er specialiseret i museer, kulturvirksomheder og attraktioner.

Se alle skribentens artikler
VEX.20141.1-.68, .70-.81

Glyptoteket beruser med ekstravagant romersk sølv

SØLVSKAT – Jeg har tømmermænd. Jeg har ondt i øjnene. Jeg har beruset mig for meget og ladet mine øjne blænde af den skønhed, jeg mødte i Glyptotekets formidable lille særudstilling “Beriget & Beruset. Forsvundne skatte fra Romerriget”.

Glyptoteket har med særudstillingen “Beriget & Beruset” begået et lille mesterværk. Udstillingen lader os snuse til den ekstravagante luksus, som fornemme og nydelsessyge romere omgav sig med for et par årtusinder siden. Og det vel at mærke ikke i rigets navle, Rom, men i provinshullet Canetonum i det nordlige Gallien i det nuværende Frankrig, som dengang var “udkantsromerrige”.

Kernen i Glyptotekets udstilling er tempelskatten fra Merkurtemplet i Berthouville, som Glyptoteket har lånt af Bibliothèque nationale de France i Paris. Den rummer mesterstykker i sølv, som kun de allerbedste kunsthåndværkere i det gamle Rom var i stand til at fremstille.

Således forgår alverdens herligheder

Berthouville-skatten vejer næsten 25 kilo og består af 93 genstande, som blev gemt af vejen, engang i det tredje århundrede e.Kr. Det var på det tidspunkt, Romerriget gik ind i sin lange dødskamp, der endte med rigets deling og Det Vestromerske Riges opløsning.

Det var urolige tider. Måske blev templets tjenere ofre for de horder af germanske barbarer, som trængte over Rhinen og ind i Romerriget for at plyndre og hærge, eller de gik til i en senantikkens uendeligt mange magtkampe, oprør og borgerkrige.

Af ukendte årsager gik tempelskatten i glemmebogen. Sic transit gloria mundi. I mere end 1500 år lå sølvet i jorden, indtil en bonde i 1830 stødte på skatten med sin plov, og kostbarhederne endte i den franske stats eje.

Der er svulstige drikkebægre og kopper; altid i par for man drak ikke alene. Og det har krævet sin mand at løfte disse bægre og kopper, der vejer mellem et og halvandet kilo hver

Takket være historiens slumpetræf kan vi i dag nyde de overdådige genstande på Glyptoteket, der har bygget sin udstilling op med stor tiltro til, at genstandene kan tale for sig selv.

De ledsagende montretekster er ultrakorte, så de ikke forstyrrer, mens de uddybende tekster, der hænger som diskrete bannere på væggene, er velvalgte, velskrevne og afmålte. Og vil man vide mere, har Glyptoteket udgivet et lille, men fyldestgørende katalog.

Genstandene taler i den grad for sig selv og med stor overbevisning i en prunkløs opstilling. Den tillader os at betragte tingene både tæt på og fra alle sider i en dæmpet lyssætning, der skaber intimitet og giver fantasien rum til at udfolde sig.

Ansigt til ansigt med Merkur

Det er store rigdomme, der blev ofret og viet til Merkur, hvor de ved særlige lejligheder blev vist frem og brugt i ceremonier. Merkur var de rejsendes og de handlendes gud. Mod passende ofre beskyttede guden mod farer under rejser og sikrede fremgang for giverens forretninger. Merkur var også tyvenes gud, men heldigvis for os i dag, hjalp han ikke fortidens ransmænd og tempeltyve.

Hun ligger med sin nøgne bagdel koket i vejret, og i takt med at Tutus eller hans gæst tømte skålen dukkede Omphales bagdel op, som en ø i et hav af vin

Vi møder Merkur i flere udgaver. Den store Merkurstatue, som er udstillingens prægtigste stykke består af to et halvt kilo sølv hamret ud og med et væld af detaljer. Det er en fryd at se lyset i udstillingen spille i gudens sølvblanke krop på samme måde, som den gjorde i faklernes skær i det gamle tempel.

Merkur fra Berthouville. Foto: Tahnee Cracchiolla.

Fokus i udstillingen ligger på det udsøgte bordservice, ofret af en romer ved navn Quintus Domitius Tutus. Han har doneret to store vinkander udsmykket med reliefmotiver fra Den Trojanske Krig. Vi ser hvordan grækernes helt, Achilleus, har spændt liget af trojanerens helt, Hector, bag sin stridsvogn for at trække ham rundt om Trojas mure. Vi ser hvordan den usårlige Achilleus selv møder sin skæbne, da han rammes af en forgiftet pil i hælen.

Der er også svulstige drikkebægre og kopper; altid i par for man drak ikke alene. Og det har krævet sin mand at løfte disse bægre og kopper, der vejer mellem et og halvandet kilo hver.

Dronning Omphales bagdel

Kopperne er udsmykket med græske mytologiske væsner. Der er kentaurer, satyrer og nymfer i groteske og næsten surrealistiske kompositioner, der alle er forbundet med Bacchus, den romerske gud for vin, beruselse og løssluppenhed.

Det er genstande brugt til fest. Motiverne var tænkt som samtaleobjekter, så Tutus og hans gæster kunne vise deres dannelse og viden, mens de som kultiverede mennesker lå til bords, drak og talte om motiverne.

Men der var også plads til mere sanselig løssluppenhed. Især en vinskål fremstår særlig raffineret, eller lummer om man vil, afhængigt af temperament. Skålens indre bund er udsmykket med en sovende kvinde i relief.

Sjældent har jeg oplevet så tydelig en indforståethed med nogen så fjernt i tid, da jeg så skålen og sendte et smålummert fnis tilbage gennem århundrederne

Det er den mytiske dronning Omphale af Lydien, som sover rusen ud efter en heftig nat. Hun ligger med sin nøgne bagdel koket i vejret, og i takt med at Tutus eller hans gæst tømte skålen, dukkede Omphales bagdel op som en ø i et hav af vin.

Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig reaktionerne i det lettere animerede romerske drikkelag, og sjældent har jeg oplevet så tydelig en indforståethed med nogen så fjernt i tid, da jeg så skålen og sendte et smålummert fnis tilbage gennem århundrederne.

Trimalchios usmagelige dekadence

Skatten fra Berthouville taler sit tydelige sprog. Selv derude i den romerske provins, hvor kragerne vendte, forstod romerne at feste igennem. Hvordan sådan en fest kunne forløbe, får vi i et indblik i gennem et veloplagt lydspor.

Det er en podcast indtalt af skuespilleren Thure Lindhart, og den ledsager udstillingen med historien om den frigivne slave Trimalchios overdådige og dekandente orgie af en middag.

Modsat Quintus Domitius Tutus har Trimalchio aldrig levet. Han er en fiktiv figur i forfatteren Gajus Petronius satiriske værk ”Satyricon”, der hudfletter romernes nydelsessyge, samtidig med at den udstiller det moralske forfald, der på kejser Neros tid havde bredt sig.

Trimalchio er en frigiven slave, som har arvet sin afdøde herres rigdom. Han kan købe sig alt, undtagen dannelse og stil. Han er en parvenu, en nouveau riche, der som en anden gullaschbaron flasher sin rigdom gennem en overdådig fest.

Han er dekadent og umådeholdende. Han er en snob og fisker efter anerkendelse. Han er grov, uvidende, og han fiser ved bordet. Trimalchio er den dannede romers direkte modstykke og et spejl, den gode Petronius holder frem for sin samtid, og som vi i vores egen samtid også med fordel kan kigge i, inden vi tænder for TV-et og ser endnu et grænseoverskridende reality show.

Barbarer var vilde med romersk luksus

Skatten fra Berthouville er overvældende. Endnu mere overvældende er forestillingen om, at templer som Merkurtemplet blot var et ud af mange tusinde templer spredt over hele Romerriget, der var viet til både lokale guder og guder i romernes mangfoldige gudeunivers i en stor samhørighed.

Det var tale om ufattelige rigdomme, som var kendt langt ud over Romerrigets grænser. Også i det område der engang skulle blive til Danmark. Danmark og Skandinavien var dengang en del af Det Frie Germanien, som romerne lidt tåget kaldte de dele af Europa, der lå øst for Rhinen og nord for Donau.

Det er slet ikke utænkeligt, at barbarer opholdt sig i Romerriget, hvor de enten tjente som lejesoldater eller drev handel og på den måde fik smag for romersk skik og brug

Ifølge romerne selv var germanerne de mest primitive barbarer, verden hidtil havde set. De var så uciviliserede, at romerne opgav at erobre og indlemme området i imperiet.

Men helt så uciviliserede var nordens barbarer nu ikke. Rundt omkring i Skandinavien og på kontinentet er der fundet romersk sølvtøj, som kan matche det, Glyptoteket udstiller. På Nationalmuseet findes de såkaldte Hoby-bægre, fundet i en grav på Lolland. Det er to sølvbægre med motiver fra Den Trojanske Krig og i så udsøgt en kvalitet, at selv Quintus Domitius Tutus havde været misundelig.

Over alt i Det Frie Germanien indgår romersk drikkeservice fremstillet af bronze i barbarernes gravudstyr. Det er vinspande, vinkratere, vinkander, øser til at hælde vin med og sier til at filtrere vinen for urenheder. Der er, sølvkopper, sølvbægre, fin bordkeramik og sarte romerske glasbægre. Meget af det er handlet, fordi de skrøbelige glas og den tyndvæggede bordkeramik ikke er noget, man i kampens hede lige smider i sækken under en plyndring.

Det er slet ikke utænkeligt, at barbarer opholdt sig i Romerriget, hvor de enten tjente som lejesoldater eller drev handel og på den måde fik smag for romersk skik og brug. Det var ikke alene udsøgt romersk bordservice som fandt vej til barbarerne, de var også bekendt med de romerske drikkeskikke. Om de også drak vin og blandede vinen med vand, som romerne gjorde, ved vi ikke. Men lokal mjød og øl beruser også.

Beriget og Beruset er noget nær den perfekte særudstilling, der bogstavlig talt beriger og beruser beskuerne og efterlader dem med tømmermænd og ondt i øjnene

Andet romersk tankegods bredte sig også blandt barbarerne. Skikken med at lægge en Charonsmønt under tungen på en afdød til at betale dødsflodens færgemand med blev kopieret af den barbariske elite, som desuden lod sig inspirere af det latinske alfabet, da de fandt på runeskriften.

Dødens købmænd levede godt

Men meget er helt sikkert plyndringsgods. Det er slet ikke utænkeligt, at det var germanere på togt, som truede Merkurtemplet i Canetonum. Romerrigets nordgrænse var under stort pres, og romerne smagte deres egne våben. Dem importerede germanerne så systematisk, at flere kejsere udstedte dødsstraf for at smugle våben til barbarerne. Men lige lidt hjalp det, våbnene flød. Også dengang havde dødens købmænd gang i butikken.

I begyndelsen var det sværme af mænd med store overarme, der kom til Gallien for at plyndre og skride igen mod god betaling. Senere tog de familien med og slog sig ned og blev borgere i de romerske provinser. Det lykkedes endda flere med germansk baggrund at opnå store embeder.

“Beriget & Beruset” er en lækker udstilling, der i sin fortættede og overskuelige form sætter de udstillede genstande i absolut fokus. Der kæles for detaljerne, og tak for det. Som et lille ekstranummer viser Glyptoteket desuden en håndfuld andre udsøgte romerske genstande fra Frankrig, der supplerer og viser andre sider af romersk luksus og raffineret kunsthåndværk.

“Beriget & Beruset” er noget nær den perfekte særudstilling, der bogstavlig talt beriger og beruser beskuerne og efterlader dem med tømmermænd.

Særudstilling: Beriget & Beruset. Forsvundne skatte fra Romerriget. Glyptoteket 14.3. – 2.9. 2018.

Topillustration: Sølvskatten fra Berthouville. Foto: Tahnee Cracchiolla.

Kategorier