mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler

GLADIATOR – filmfejl med mening

SOMMERSERIE OM HISTORISKE FILM  – Sandalfilmen afgik ved døden i midten af tresserne. Der var ikke længere råd til vilde udskejelser med tusindvis af kostumerede statister. Da genren blev genoplivet år 2000 med Ridley Scotts epos GLADIATOR, skete det med en slags samlemappe over stil- og handlingstræk fra de gamle film. Det hele er med i denne meta-sandal-film: vi får et stort slag a la ‘ Spartacus’, en gal kejser og slutkamp i arenaen a la ‘The Fall of the Roman Empire’ en stovt kriger som misbruges af en korrupt kejser som i ‘Quo Vadis’- og som bonus: selveste Derek Jacobi, titelhelten i BBC’s serie I, ‘Claudius’ som en speget senator, skriver Maria Helleberg.

Ridley Scott ville ikke ligne sig selv, hvis han havde leveret et ”rent” periode-drama uden henvisninger til nutiden. Så da den romerske feltherre er blevet gladiator-stjerne i en fjern provins i Afrika, og dræber sine modstandere alt for let og hurtigt, lader Scott ham udfordre den grådige mængde.

”Are you not entertained?” spørger han udfordrende. Åbenbart svarer mængden nej, hvorefter gladiatoren rasende kaster sit sværd.

Vi, publikum, er jo ikke væsensforskellige fra antikkens publikum i arenaen. Vi har nok set mere grov vold på tæt hold i film, end nogen romer nåede at se i arenaen… og vi er stadig lige vel underholdt.

Eller hvad?

Alle valgene i GLADIATOR er bevidste. Man kunne sagtens have genskabt de scenerier, personerne i virkeligheden færdedes i, da de levede.

Kejser Marcus Aurelius’ Rom er vel dokumenteret. I stedet valgte man at omskabe efter en ide om Rom som diktaturstat, og det kan man kun altså kun skildre visuelt ved at knytte an til Albert Speers nazistiske visioner af Berlin…

Rom bliver i Scotts version velsoigneret og stram. Linjerne klare. Der var ingen snorlige, aflang paradegade på Forum Romanum. Stedet var overbebygget og indeklemt. Men diktaturstater kan jo bygge den slags paradegader, Mussolini gjorde det – vejen går, bred og brutal, langs med Forum Romanum.

Noget tilsvarende gør sig gældende på lydsiden, hvor GLADIATOR anvender Hans Zimmers bevidst tidløst virkende partitur. Rom karakteriseres skarpt, rent, imponerende og alvorligt, ganske som kameraets svimlende tur hen over de computeranimerede tage – og Colosseum – viser en velordnet meta-city.

Her mindes man måske snarere om kultfilm fra 80’erne som Scotts egen Blade Runner, hvis vision af fremtidens by blev allemandseje og i dag minder om tusinde mainstreamfilm men engang var unik, fængslende, original.

Computeranimationen brød også igennem med GLADIATOR.

Nogle steder er alt lykkedes til ug og kryds og slange: de indledende sekvenser med slaget mod de østrigske barbarer ved Vindabona (Wien!) fik effektivt fordoblet antallet af soldater, det lykkes at narre øjet.

Det er lettere at få publikum til at acceptere fantasiverdenens orker og ringånder end at ”sælge” en syntetisk forstørret menneskemængde i Colosseum

Det er snarere de imponerende sekvenser med Rom som baggrund, der virker utroværdigt lavet med de grå toner, som var typiske for computeranimation år 2000. Lord of the Rings-trilogien skulle snart ændre publikums forventninger.

Men det er lettere at få publikum til at acceptere fantasiverdenens orker og ringånder end at ”sælge” en syntetisk forstørret menneskemængde i Colosseum. For slet ikke at tale om den underlige virkning selve Colosseum har ved første blik.

Det er definitivt ikke en ægte bygning, og teknikerne har klogt nok søgt at fjerne opmærksomheden fra den mangelfulde troværdighed ved at lade små fugleflokke flyve yndefuldt rundt. De skal give rumfornemmelse, men får snarere publikum til at tænke på tegnefilmsekvenserne i Mary Poppinsfeed the birds

GLADIATOR er på mange måder en velresearchet film. ”Fejlene” skjuler sig de særeste steder, og synes at være ophobet i filmens første sekvenser – en professor fra Harvard, som er nævnt i filmens credits, fik efter dens premiere travlt med at undskylde sig – ingen havde vist tænkt på at lade ham læse manus igennem og foreslå rettelser.

Ingen har endnu lært Hollywood,  hvordan romerne anvendte deres sværd: udelukkende til at stikke med, derfor er bladene korte og brede.

Ingen romersk mand kunne genkendes på sit navn ”Gajus”, det er et fornavn, og dem havde romerne meget få af.

Kavaleriets kampråb på latin må være ”Roma Victrix” og ikke ”Roma Victor” – Rom er hunkøn.

Uden stigbøjler er det svært for ryttere at foretage et så langtrukkent kavaleriangreb i galop i en skov – og romersk kavaleri var heller ikke bemandet med etniske romere. Stigbøjlen var endnu ikke opfundet.

Der findes nu en række websites, hvor brugerne diskuterer fejl, ikke alene i historiske film, men i alle (især dog de mest populære) film. Disse sider er ret oplysende at opsøge, især når man undrer sig over de mere indlysende fejl: den venligt indstillede bruger er fuld af gode undskyldninger.

Rom blev ikke grundlagt som republik men som kongedømme med etruskiske konger; det ville enhver romer vide.

Marcus Aurelius har hvide  portrætbuster fra senantikken med sig i sit kommando-telt – de var muntert og naturalistisk bemalede i antikken.

Maximus hærføreren må være en af de bedst kendte mænd i hele riget – hans portræt ville stå i de fleste velhavende hjem. Han vil ikke kunne optræde inkognito selv i en fjern afrikansk provins.

Det vil også være meget svært for ham at tilbagelægge strækningen fra Wien til Spanien uden at møde et eneste menneske. Romervejene forbandt de romaniserede byer. Hesten ville dø (af tørst!) længe inden han når den fædrene gård – i Spanien. Hans hustru vil ej heller være en yndig spansk bondekone men residere i en fornem villa uden for Rom. Eller på en herlig romersk villa bygget på Maximus’ jorder i Spanien.

Og til de mere graverende ”fejl”, der hvor filmen simpelthen vender historien på hovedet: kejser Commodus døde ikke i arenaen, men blev myrdet af en atlet. Han elskede at optræde men satte ikke sit liv på spil, han nøjedes med selv at dræbe både mennesker og dyr især strudse, som han halshuggede.

Kejserdømmet blev heller ikke afviklet efter Commodus’ død – kejsertitlen blev auktioneret bort til den højestbydende. Denne udvikling skildres langt skarpere i den stort set glemte ‘The Fall of the Roman Empire’ fra 1964, som leverede sujettet til Scotts film.

Den kan man i øvrigt forlyste sig med i fuld længde her – med alle stjernerne såsom Sophia Loren, Stephen Boyd, Alec Gusiness og Omar Sharif:

GLADIATOR forsøger således i slutningen at omskrive romersk historie til en utopi – en løsning, der virker pinligt påklistret, ikke mindst fordi denne film er og bliver en ”quest”, Maximus’ vej fra storhed og magt, over berøvelse og hævn, til udfrielse i døden.

Den sære omsrivning af Roms historie er helt unødvendig. Vi ved nok alle sammen, at Rom ikke ”faldt” på grund af en enkelt uheldig kejser, men blev erobret af fjender.

Når fejlene i den grad hober sig op i en film, er det på sin plads at spørge hvorfor de forekommer: tjener de noget formål? Og GLADIATOR er et fremragende eksempel på, at historiske fejl ofte opstår, fordi man har brug for dem – rent fortællemæssigt

Også romersk mentalitet misforstås og ”moderniseres”. Når filmen lader sine fornemme romere stå med (trykte?) løbesedler (ret dyrt i en tid uden papir) der omtaler GLADIATORES VIOLENTES, røber ordvalget den manglende forståelse af romersk tankegang.

I Rom behøvede man absolut ikke understrege, at gladiatorer var violent. Hvad ellers skulle de være? Følsomme? Kunstneriske? Velklædte? I øvrigt er ordet bøjet forkert, men ordet er i alt fald forståeligt for enhver, der ser filmen.

Og hermed er vi faktisk nået frem til konklusionen på en lang liste af fejl. Konklusionen er, at det egentlig ikke gør så meget.

Når fejlene i den grad hober sig op i en film, er det på sin plads at spørge hvorfor de forekommer: tjener de noget formål? Og GLADIATOR er et fremragende eksempel på, at historiske fejl ofte opstår, fordi man har brug for dem – rent fortællemæssigt.

Når en senator i GLADIATOR stille og roligt erklærer, at Rom blev grundlagt som republik, er det tydeligt, at enhver gymnasieelev ville kunne rette. Det er ikke et tilfælde. GLADIATOR på meta-planet om indførelse af en form for demokrati i et imperium. Afviklingen af imperiet. Derfor tilbageskriver man idealet.

Der findes nu en række websites, hvor brugerne diskuterer fejl, ikke alene i historiske film, men i alle (især dog de mest populære) film. Disse sider er ret oplysende at opsøge, især når man undrer sig over de mere indlysende fejl: den venligt indstillede bruger er fuld af gode undskyldninger.

Nogle fejl skyldes rent sjusk, andre er nødvendiggjort af økonomiske årsager: da HBO i 2006 begyndte indspilningen af den store tv-serie ROME, genskabte man samtidens opfattelse af Rom, som et kulørt, sammensat samfund med slum og tatoveringer. Intet var overladt til fantasien.

Borte er alle slaver og medarbejdere. Ligeledes skal Maximus’ ydmyge bondehjem i Spanien minde os om det, vi åh, så gerne vil fortælle, er vores ideal. Så her er heller ikke plads til slaver eller andet antikt: man nøjes med et par solblegede søjler

Alle dragterne var opfindsomme og morsomme, men ikke nødvendigvis særlig korrekte, og man opfandt rask væk nye figurer og gav historisk veldokumenterede personer helt nye og overraskende livsforløb. Skidt med det, bare vi synes, det virker. At det, vi fortæller (og ser) udvikler sig fra historisk film til en lang række løgnehistorier, er en anden sag.

Fejlene i ‘Rome’ er faktisk langt mere forvirrende og påtrængende end GLADIATORs, der for det meste udspringer af ønsket om at fortælle en helt særlig historie. De romerske miljøer, f.eks. kejserpaladset, hvor det ensomme søskendepar, Commodus og Lucilla, færdes i tusmørke og mellem glasblanke søjler, er et symbol på isolation, snarere end et forsøg på at genskabe den visuelle virkelighed, som omgav Commodus og hans søster.

Borte er alle slaver og medarbejdere. Ligeledes skal Maximus’ ydmyge bondehjem i Spanien minde os om det, vi åh, så gerne vil fortælle, er vores ideal. Så her er heller ikke plads til slaver eller andet antikt: man nøjes med et par solblegede søjler.

Stigbøjlerne introduceres ca. 400 år for tidligt, fordi man har indskrevet et stort kavaleriangreb gennem skoven i fuld galop, alt andet ville være livsfarligt. Og Joaquin Phoenix som Commodus anvender meget tydeligt ikke stigbøjler i det korte klip, hvor han ses til hest. Hurra for ham.

Økonomiske årsager ligger formentlig bag de hvide statuer: sådan er vi vant til at se dem, og bemaling ville betyde yderligere udgifter i en i forvejen dyr produktion (ganske som man overtog lydsporet fra en film fra 60erne, hvor zulu-krigere angriber britiske tropper, som erstatning for en dyr indspilning af germanernes krigsråb!) Fikse løsninger på små problemer. Fejl? Jaaah, men acceptable.

I dette tilfælde kan man påstå, at en del af fejlene faktisk hjælper ”forståelsen” af filmens hensigt – de er indsat med vilje. Og det er vist ret sjældent. Endnu sjældnere, at det lykkes at operere med en række villede fejl.

Der, hvor filmens bagmænd vrider historien hårdest, er faktisk i skildringen af Rom som et jerngråt, Albert Speer-monstrum med Colosseum som rigets centrum. Det er GLADIATORs specielle opfattelse af arenaens betydning i romersk politik, som skal vises. Instruktøren nævnte selv Leni Riefenstahls skildringer af det nazistiske Tyskland som forbillede. De to samfund havde ikke meget med hinanden at gøre, men parallellen gør det lettere for publikum at fatte meningen. En skildring som i HBO’s ROME, med lystige farver, små stræder og individualiserede statister, ville kun forvirre.

Så i dette tilfælde kan man påstå, at en del af fejlene faktisk hjælper ”forståelsen” af filmens hensigt – de er indsat med vilje. Og det er vist ret sjældent. Endnu sjældnere, at det lykkes at operere med en række villede fejl.

Filmen vil forklare uden at hverken prædike eller undervise. Alle pædagogiske kneb er lagt på hylden. Kun ganske få gange forsøger man at hvile længe nok i en situation til at FORTÆLLE noget. Og så mindes man om den grundlæggende fejl i de fleste historiske film: personerne har ingen historisk erindring, de ved stort set det samme om deres egen tid, og om fortiden, som vi, publikum, formodes at vide. Det er en storslået og brugbar konstruktion, som kan få selv en dårlig film til at fungere.

Men det er fortællemæssigt selvfølgelig en løgn.

Hvad hvis man havde lavet en præcis, kildeunderbygget film om kejser Commodus? Så kunne man have lavet en rystende film, men uden nogen særlig identifikationsfigur. Der ville have været småt med helte og heltinder. Maximus (og Lucilla) fungerer som identifikationsfigurer. De er vores vej ind i historien. Uden helte intet epos og ingen episk film?

Commodus var en skandale i Rom. Kun nutidens ømhed over for dyr gør, at vi ikke ønsker at se, hvorved han i virkeligheden udmærkede sig: under en gladiatorleg aflivede han fire flodheste, to elefanter, et næsehorn og el giraf. Ved andre lejligheder lemlæstede han bundne slaver. Når han kæmpede mod rigtige gladiatorer, anvendte de stumpe sværd uden skarp æg. Han var sikkert bange for, om de ville gøre, hvad Maximus i GLADIATOR gør.

Commodus nedværdigede sig selv og især sit embede gennem at lege gladiator. Men gladiatoren forenede top og bund i romersk ideologi. Han var slave, somme tider barbar, og meningen var at hans liv og død skulle være underholdning.

Hvis han klarede sig godt, opnåede han samme frihed som andre frigivne slaver, og hvis han var en dygtig gladiator, blev han sportsstjerne – og kom under alle omstændigheder til at kropsliggøre romerske mænds frygt for, at deres kvinder foretrak rå styrke frem for en god samfundsborger. De fleste romere var ikke veltrænede soldater, men købmænd, politikere, pensionister.

Selv hvis gladiatoren døde, kunne han blive et forbillede, ved at acceptere skæbnen stoisk. Commodus forvandlede denne gammelromerske orden til noget grumset rod. Vold, seksualitet og magt mødes i gladiatoren. Det er nok også derfor, moderne film ynder netop denne figur – vi kan genkende rollen, men formen er langt mere konsekvent, end vi ville tillade.

Russell Crowe kunne åbenbart ikke sætte en fod forkert, tilbage omkring årtusindskiftet

GLADIATOR præsenterer en yderst simpel historie: mand får sit liv ødelagt og hævner sig. Den rene spænding er ikke dominerende: ærlig talt ved man jo som publikum, at helten vil opnå sit mål og hævne sig (‘Ben Hur’), men at sejren vil vise sig at være for dyrekøbt og/eller betyde heltens død (‘The Fall of the Roman Empire’).

Surprise, surprise, helten dør til slut. Og hans død er faktisk en af de smukkeste visualiseringer i filmen, for Maximus er ikke længere i stand til at rulle sin skæbne tilbage. Det kan godt være, at vi, publikum, kunne tænke os at se ham begynde forfra, som Lucillas ægtemand. Stedfar til en kommende kejser.

Men årene som gladiator har forrået ham, som krigen i sin tid forråede ham. Han vil dø og om muligt forenes med søn og hustru i dødsriget, der åbenbart låner udseende fra hans hjem i Spanien. Vi kan som publikum håbe på en anden og bedre afslutning, et forbedret Rom, men nej. Vores helt vil dø. Det er en nyskabelse.

Bihistorierne er få: kejser Commodus elsker og beundrer sin far, men har aldrig fået kærlighed, og er usikker, overvægtig og uværdig. Han ankommer til den grå, mudrede slagmark i Germania i al sin blå-gyldne pragt, både smagløs og uden situationsfornemmelse.

Han dræber sin far i en omfavnelse, og den næste person, han omfavner, er fjenden Maximus, som han har i sinde at dræbe. Kærligheden og den fysiske nærhed forbindes hos ham umiddelbart med døden, Eros Thannatos.

Søsteren Lucilla holder hele tiden iskold afstand til Commodus, for at undgå den dræbende omfavnelse. Han ved selv, at han ikke må komme nogen for nær, og holder derfor afstand til søsterens søn Lucius.

Og Lucilla har engang elsket Maximus, der åbenbart ikke var hendes fars favorit (ikke fornem nok?), de to sårede hinanden og fandt hurtigt nye partnere. Det forstår vi efter nogle ganske korte replikskifter og et par sigende blikke. Hun er blevet en politisk magtfaktor, og sin fars sande datter. Værdig til at blive Cæsar, men p g a sit køn udelukket fra den legale magtudøvelse og henvist til korridorpolitik og intriger.

Russell Crowe kunne åbenbart ikke sætte en fod forkert, tilbage omkring årtusindskiftet.

Her fremstiller han en enkel mand, rundet af folket, oplært til krig og fabelagtig dygtig både med sværd i hånd og som leder af en hær. Derfor er filmens bedste scene da også Maximus’ krigslist i arenaen, hvor det er meningen at hans lille flok skal mejes ned af ”romerske” stridsvogne.

I stedet sejrer hans ”barbariske horde” på det eleganteste og grusomste, kun ved at anvende de teknikker han har lært som romersk feltherre.

Hvor går Lucilla hen efter Maximus’ død? Vi aner det ikke, for filmen har ikke taget stilling: den kan jo ikke omskrive romersk historie og genindføre demokrati, men kun omskrive vores image af romertiden, som en godsindet korrektur til nutiden

Disse optrin i arenaen fungerer som sandalfilmens ”biljagter” – forløsningen i action, løsningen af et problem, som er gået i hårdknude. GLADIATORs verdenssyn er i bund og grund gladiatorialt, som i de fleste amerikanske storfilm fra årtusindskiftet. Med vold skal vold fordrives. Man er kun tryg, hvis man er bevæbnet og farlig. Myndigheder etc. kan egentlig ikke hjælpe, man er overladt til egne evner.

Filmens store svaghed er dens slutning: det er efterhånden blevet en kliche, at denne type film skal slutte med en kamp mellem skurk og helt. I dette tilfælde dør de så begge – Maximus nu mest klichekorrekt, fordi hans kone og søn allerede er døde, således at hans quest er fuldbragt i hævnen – hvad han selv advarer Commodus imod: jeg vil have min hævn, i dette liv eller i det næste

Det er hvad Maximus siger til Commodus, da han afslører sin sande identitet.

Hvor går Lucilla hen efter Maximus’ død? Vi aner det ikke, for filmen har ikke taget stilling: den kan jo ikke omskrive romersk historie og genindføre demokrati, men kun omskrive vores image af romertiden, som en godsindet korrektur til nutiden.

GLADIATOR virker imidlertid upåklageligt som film. Det er en effektiv og beåndet film, som beviste at Ridley Scott var i stand til at skabe storværker i mange genrer. I forvejen havde han fornyet science fiction med ‘Alien’, og the road movie med ‘Thelma og Louise’.

Nu skabte han denne meta-sandal-film fuld af citater og drømme og urimeligheder. For hvis man kan finde fejl overalt i GLADIATOR, er der lige så mange tegn på, at man foretog helt bevidste og meget ”historisk korrekte” valg. Eller rettere sagt, når det gav filmen autenticitet og spændkraft, bøjede man sig for det historisk korrekte, ellers hoppede man lystigt rundt i begreberne.

Spanien som Maximus’ hjemland er næppe tilfældigt. Spanien var hjemland for Vespasians kejserslægt. Da filmen havde premiere i Spanien, flyttede underteksten egenmægtigt Maximus fra den by, han på amerikansk udlægger som sin hjemby, Trujillo til Merida, den romerske hovedby, et langt bedre valg end dent oprindelige manuskripts…

For at forstå baggrunden for manuskriptets udvikling må man se på blockbuster-genren omkring årtusindskiftet. Ny teknik muliggjorde spektakulære eventyrfilm, som GLADIATOR slutter sig til. De tre ”første” film i’ Star Wars’- serien og ‘Lord of the Rings’ trilogien er genrens fornemste eksempler. Men deres tilblivelse betyder også en ny form for praktisk filmarbejde.

GLADIATOR er det forbavsende fascinerende resultat af forskellige kunstneres ønsker og kompromiser. Bl.a. ønsket om at skabe et originalt værk, ikke en minutiøs rekonstruktion af historien, men en version, som publikum år 2000 kunne acceptere. Samt ønsket om at skabe en film med generel appel

Det tekniske forarbejde blev så kostbart og omfattende, at filmene simpelthen må blive globale succeser for at tjene omkostningerne ind. Og instruktøren kan enten – som George Lucas på ‘Star Wars’ – ansætte en lang række kunstnere til at virkeliggøre sine visioner og plukke de bedste billeder. Eller som Peter Jackson i ‘Loth’ outsource de forskellige ansvar, for at ende med at komme til at fungere som en slags administrerende direktør for hele virksomheden.

GLADIATOR er det forbavsende fascinerende resultat af forskellige kunstneres ønsker og kompromiser. Bl.a. ønsket om at skabe et originalt værk, ikke en minutiøs rekonstruktion af historien, men en version, som publikum år 2000 kunne acceptere. Samt ønsket om at skabe en film med generel appel.

I dette tilfælde kom filmens succes hos voksne mennesker (og kvinder!) bag på dens skabere. De havde søgt at skabe en actionfilm, der ikke var udelukkende møntet på drenge mellem 12 og 90. Men virkeligheden overgik deres forventninger. GLADIATOR fik universel appel.

Helten er ikke en ensom hævner, forstenet og vred på hele verden. Han er også en empatisk mand, en god far og ægtemand, og derfor fornemmer publikum, at han havde chancen for at begynde forfra, trods sine traumatiske tab.

Den (inderst inde) bløde mand Maximus er en ny form for helt. Hvor der i ‘Ben Hur’ aldrig er mindste tvivl om, at Juda skal tilbage til Jerusalem og gifte sig med Esther, og at hans karriere på væddeløbsbanen kun er vejen til hævn, er Maximus fuldt til stede i sit nye erhverv som gladiator, men også bundet til sine to vigtige forhold, til den navnløse hustru og til Lucilla.

Hans appeal er faktisk, at han er den stærke, milde mand med en ulykkelig skæbne, som enhver kvinde ville elske at få til at blomstre. Giv Maximus en grund til at leve!

De havde indlagt en eneste kvinde i historien – Commodus’ politisk begavede, smukke søster Lucilla, den rolle som Sophia Loren havde i forbilledet ‘The Fall of Roman Empire’ The lone woman endnu en gang

Hermed knyttede filmen sig til en ny trend for blockbusters: film der ikke længere kun appellerer til én aldersgruppe eller ét køn. Mens mange mænd modvilligt måtte følge med ind og se ‘Titanic’ for at nyde de spektakulære scener til sidst, hvor skibet omsider synker, var det ikke svært at få kæresten eller konen med ind at se GLADIATOR. Men manuskriptforfatterne havde været lige ved at ødelægge netop denne appeal.

De havde indlagt en eneste kvinde i historien – Commodus’ politisk begavede, smukke søster Lucilla, den rolle som Sophia Loren havde i forbilledet ‘The Fall of Roman Empire’

The lone woman endnu en gang.

I den oprindelige biografudgave var en vigtig scene med Lucilla klippet ud: den blev først bragt tilbage til filmen, da den udkom på dvd i director’s cut-udgaven i 2005. Her diskuterer Lucilla forskellige politiske udveje med flere senatorer.

Det er ingen voldsomt spændende scene, men den forklarer Lucilla, og forstørrer hendes betydning. I stedet for at fungere som Commodus’ offer – og den kvinde, Maximus ved, han aldrig kan få, selv om hun gerne vil have ham og give ham kejsermagten – bliver hun en selvstændigt agerende kraft.

Og som den eneste af hovedfigurerne overlever hun handlingen!

Slutscenen, hvor den afrikanske gladiator begraver Maximus’ forfædre-træfigurer, hans ”lares”, i arenaens sand, og lover at han vil forenes med sine kære i evigheden, ”but not yet – not yet!” blev i øvrigt indskrevet på et sent tidspunkt. Det er en genial udgangsreplik, som viser vejen ud af filmens blindgyde.

Der panoreres hen over solopgangen over det computer-animerede Rom, underforstået: hele denne verden ligger nu åben for vores ven. Og selv det sortgrå militaristiske Rom åbenbarer sig som det, byen rent faktisk var: en fascinerende verdensby i skønne farver. Vi har forliget os med Imperiet

Der panoreres hen over solopgangen over det computer-animerede Rom, underforstået: hele denne verden ligger nu åben for vores ven. Og selv det sortgrå militaristiske Rom åbenbarer sig som det, byen rent faktisk var: en fascinerende verdensby i skønne farver. Vi har forliget os med Imperiet.

Filmen fik en ekstatisk modtagelse, og er allerede en klassiker. Desværre kom den også til at trække et par totalt mislykkede sandal-film efter sig – ‘Troy’ og ‘Alexander the Great’, som til gengæld lader til at have lukket og slukket og låst døren bag genren. Hvis man vil se mere Rom, skal man til tv-serien ‘Rome I-II’.

Eller følge Via Appia tilbage i tiden gennem Ben Hur, Spartacus og Satyricon …

Topillustration: Fra filmen

Kategorier