Selvtilliden er suget ud af Storbritannien blandt andet på grund af den usikkerhed, som Brexit har efterladt. I Frankrig derimod føler man nu en fornyet og positiv energi. Det kan ifølge Dominique Moisi genskabe den fransk-tyske alliance og indebære et betydeligt fremskridt for den europæiske stabilitet.
PARIS – Der er opstået en ny trekant af geopolitiske følelser i Europa: Storbritannien føler sig ikke længere overlegen i forhold til Frankrig, og Frankrig er holdt op med at føle sig underlegen i forhold til Tyskland. Spørgsmålet er om disse ændrede følelser i sidste ende vil ændre magtbalancen i Europa og måske hele verden.
Den aktuelle udvikling i Storbritannien og Frankrig vil blive afgørende. Vi har stadig til gode at se, om briterne kan udbedre den skade, de har påført sig selv med Brexit. Og det er stadig uklart, om franskmændene kan udnytte den nye præsident Emmanuel Macrons stærke positive energi til at gennemføre de meget nødvendige reformer.
Men selv med disse usikkerheder er begge lande i gang med en slags følelsernes nulsumsspil, der er svært at overse. Førhen ville man ved at rejse fra London til Paris nemt kunne fornemme forskellen på de to byer. London emmede af dynamik og var stolt af at hævde sig som verdens multikulturelle hovedstad.
Paris var unægtelig smukkere, men i fare for at blive det nye Rom, en fange i sin egen prægtige fortid, i bedste fald et godt sted at besøge, men ikke et sted at være.
Tyskland har faktisk aldrig ønsket at være alene i toppen af EU; og nu med Macrons modernisering af fransk politik, vil det ikke være nødvendigt
I dag er selvtilliden suget ud af Storbritannien på grund af sociale og politiske omvæltninger, terrorisme og usikkerhed om landets fremtid. Selvom mange, der stemte for Brexit, står ved deres beslutning, viser nogle meningsmålinger, at anti-EU stemningen er aftaget, og viljen til at forlade EU er formindsket.
Vælgerne synes at være i tvivl om, hvordan udmeldelsen skal gøre landet mere sikkert og afhjælpe behovene hos de fattigste og mest sårbare.
Håbet om en bedre fremtid er tilbage
I Frankrig derimod føler man en fornyet og positiv energi.
Håbet om en bedre fremtid er vendt tilbage, hvilket afspejles i den franske befolknings overvældende støtte til Paris’ bud på værtskabet for De Olympiske Sommerlege i 2024.
Værtsskabet for legene, et globalt symbol for positive forventninger, løftede stemningen hos briterne for 12 år siden, i juli 2005, da London blev tildelt sommerlegene i 2012. (Fejringen blev dog brat afbrudt, da terrorister angreb Londons transportsystem den følgende dag).
Den franske optimisme betyder selvfølgelig ikke, at de, der blev besejret ved valget, ikke vil gå på gaden, især modstanderne af reformer af den franske arbejdsmarkedslovgivning. Men oppositionen er nu i mindretal i et land, hvor stemningen er lettet, nærmest munter. Det er sandt, selv når man tager den lave valgdeltagelse ved valget til den lovgivende forsamling i betragtning.
For tiden minder stemningen mig om den atmosfære, der herskede en kort overgang i juli 1998, efter “Les Tricolores” vandt over Brasilien i finalen ved verdensmesterskaberne i fodbold.
Men denne gang stikker følelsen af glæde og stolthed nok dybere og er mere langtidsholdbar. Den økonomiske situation i Europa er mere gunstig, og magtbalancen mellem de franske fagforeninger er skiftet til fordel for den reformvenlige Confédération française démocratique du travail og væk fra den mere ideologiske Confédération générale du travail.
Det eneste land blandt EU’s “tre store”, der er forblevet uforandret, er Tyskland i forventningen om kansler Angela Merkels genvalg i september
En kombination af talentfuldt lederskab og fortsat held betyder, at Frankrig for første gang i årtier kan retfærdiggøre en forsigtig optimisme. For at omskrive den italienske politiske teoretiker Antonio Gramsci kan man tale om begrundet “intellektuel optimisme” i Frankrig.
Som resultat af Macrons valgsejr og den britiske premiereminister, Theresa Mays, fejlslagne satsning på, at et lynvalg tidligere på måneden ville styrke hendes forhandlingsposition om Brexit, har Frankrig nu langt større indflydelse på EU’s retning end Storbritannien.
Det eneste land blandt EU’s “tre store”, der er forblevet uforandret, er Tyskland i forventningen om kansler Angela Merkels genvalg i september.
Italien må få orden i eget hus
Italien ville elske at erstatte Storbritannien i Europas magttrio. Men Italien må først få orden i eget hus. Den tidligere premierminister Matteo Renzi, der forsøger at mase sig tilbage i toppen, er ikke en italiensk Macron. Uanset hvilket talent og hvilken energi Renzi måtte have, mangler han Macrons tyngde og forståelse for vælgerkorpset.
Samtidig betyder en ny og bedre balance mellem Tyskland og Frankrig et betydeligt fremskridt for den europæiske stabilitet. I modsætning til hvad mange kritikere har påstået, har Europas problem ikke været “for meget Tyskland”. Det har været “for lidt Frankrig”. Et “fransk momentum” kan derfor betyde et “europæisk momentum”, hvis det indebærer en genskabelse af den fransk-tyske alliance.
Amerikanerne må også forstå de ændringer, der finder sted i Europa. For få dage siden opfordrede en konservativ republikaner ved en international konference i Venedig europæerne til “at holde op med at kritisere Trump administrationen på den måde.” “Ellers”, advarede han, “vil resultatet blive meget værre. Og vil I virkelig stå alene mod et meget stærkt Tyskland?”
Hvis vi ser bort fra den slet skjulte trussel, er hele tanken om, at alternativet til Amerika er at “stå alene mod et meget stærkt Tyskland”, lattervækkende. Tyskland har faktisk aldrig ønsket at være alene i toppen af EU; og nu med Macrons modernisering af fransk politik, vil det ikke være nødvendigt.
Følelser er næppe tilstrækkelig forklaring på politiske realiteter. Men ændringen i de nationale stemninger i Storbritannien og Frankrig kan ikke benægtes, og det vil spille en tiltagende rolle i fastlæggelsen af den europæiske politik.
Illustration: Selv om Storbritannien er på vej ud af EU, er fællesskabet ikke i en eksistentiel krise. Illustration fra Pixabay.
Oversættelse: Lisa Rasmussen
Copyright: Project Syndicate og Point of View International
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her