mm

Freddy Hagen

Freddy Hagen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet med en bachelor i Filosofi. Kommer fra et arbejderhjem, har været i lære som tømrer og kok. Freddy har rejst i mange lande, levet som freelancejournalist og fotograf, undervist på forskellige skoler i litteratur og historie. Studeret i Firenze, boet i Berlin og arbejdet som kokkeelev i Paris.
Freddy Hagen har studeret islam og formidlet viden om islam og muslimer gennem mange år, og fokuseret på dem der er i klemme, for eksempel homoseksuelle muslimer der har måttet leve under trusler. Han har også rejst sammen med muslimer til lande, hvor der er krig og konflikt og dokumenteret deres vilkår i artikler og gennem fotojournalistik. Han er også vidende om et hav af minoritetsmiljøer samt grupperinger til højre og venstre på de politiske fløje.
I dag arbejder han som fiskehandler, men skriver stadigvæk og debatterer værdier og konflikter.
Hvis du vil bidrage til Freddy Hagens arbejde på POV kan du donere direkte til ham på hans Mobile Pay: 25389541

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Freddy Hagen
på Mobile Pay: 25389541

Generationen, der aldrig fik en stemme

KOMMENTAR – Ekstremt fordomsfulde strøtanker inspireret af filosoffen Richard Rortys kritik af blomsterbørnenes kulturkampe, der afviklede klassebegrebet.

68’er-generationens oprørere gav sine børn den magt og de platforme, som de havde tilkæmpet sig, og i dag sidder disse voksne børn med aktiver og indbilder sig, at de viderefører ånden fra forældrenes kulturrevolution, fordi de abonnerer på bløde værdier og humanisme, mens de passer deres nydelige og idylliske kolonihaver, der i værdi er steget til astronomiske beløb.

Og nu efterspørger de alliancepartnere til at genrejse revolutionsånden fra deres forældres tid, fordi det netop er dem, der mest af alt har fået gaverne fra selvsamme revolution.

Men 80’erne vidnede om alt andet end en heldig revolution fra 70’erne. Denne generation har ingen samlet stemme, og ingen efterspørger reaktionen fra dette årti. Dengang blev det nemlig for mudret, og den gode socialhjælpsstat begyndte at smuldre, ghettoerne begyndte at forvitre, og fremmedgørelsen og udstødelsen blev reel på en hel anden og langt mere radikal facon, end den, blomsterbørnene gjorde oprør imod.

De afviklede klassebegrebet, fordi det ekskluderede dem selv, og i stedet indførte de deres vanvittige identitetskampe. De stjal arbejdernes fristæder og gjorde dem til hyggelige champagne-socialistiske ferie-reservater

De efterlod en sand svinesti i form af et hårdt stofmiljø, der voksede ud af deres fristæder, og de efterlod de svage børn, der blev udsat for seksuelle overgreb i frisindets navn.

De stjal arbejdernes fristæder og gjorde dem til hyggelige champagne-socialistiske ferie-reservater. Og de går rundt i ghettoerne, og synes at mangfoldigheden og de mange madudbud er så skønne og farverige, mens beboerne frygter for at bliver plaffet ned af banderne.

De afviklede klassebegrebet, fordi det ekskluderede dem selv, og i stedet indførte de deres vanvittige identitetskampe – som de endnu den dag i dag pryder sig med som tidens vigtigste kamp for lighed og frihed, inklusion og empati – vederlagsfrit og uden økonomiske omkostninger.

Så nu sidder de der og føler, at de har behov for endnu mere frihed, så de ikke sådan kan puttes ned i borgerlige og anakronistiske kategorier. Virkelig flot.

De laver grin med banale nyrige, der spenderer deres penge på nye boliger uden “sjæl” og firehjulstrækkere, der bare er statussymboler. Selv foretrækker de andre, lige så dyre, værdier, og så indbilder de sig, at disse værdier er mindre statusbestemte og mere inkluderende.

Og de tog jobs i de nødhjælpsinstitutioner, de oprettede, og som de udnyttede til at realisere sig selv i verdens fattigste områder, hvor de selv kørte i firehjulstrækkere og følte sig solidariske med de fattige, som de fik penge for at bo sammen med – i deres fede villaer – for siden at vende næsen hjemad og tage jobs på universiteternes nye antropologi og sociologiske studier, hvor de kunne hygge sig videre.

Sådan en art sprogbrug og reaktion imod miseren er utilstedelig og ubrugelig. Det hæmmer kaffens gode, let bitre smag

De taler om den grimme tone, og de efterspørger den blide, søde og imødekommende dialog, som de selv hygger sig med på deres kontorer og caféer, hvor Che og alle de andre hænger og pryder de murstens-patina-imiterede ghettovægge. Og de synes, at ghettoens tabere ser nuttede ud, så længe de ikke viser deres grimme sider, deres sår.

Og hver gang en eller anden afsindig person fra de såkaldte ghettoer giver udtryk for mishag, så står blomsterbørnene klar med en løftet pegefinger og efterspøger den gode tone, for sådan en art sprogbrug og reaktion imod miseren er utilstedelig og ubrugelig.

Det hæmmer kaffens gode, let bitre smag. Så hellere lidt dialograp, kontrolleret af myndigheder, på en solskinsdag, hvor der er plads til alle, der ikke ytrer mishag. Og de synes endnu, at rappen er “autentisk”.

I dag er det 80’er-generationen, der er i knæ. Deres forældre har ikke noget at give deres børn. Lejlighederne og jobsene i den forgyldte mediesektor og i det offentlige er allerede øremærket til børnene fra den tidligere generation.

Men kan disse privilegerede børn virkelig genrejse en retfærdig kulturrevolution og sikre højere social retfærdighed?

Foto: Stuart Hampton/Pixabay.

Kategorier