mm

Dorthe Boss Kyhn

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Se alle skribentens artikler

Gaven til min mor – en børnebog

KLUMME – Hvad giver man en kvinde, der ikke længere forstår betydningen af fødselsdag? Dorthe Boss Kyhns mor lider af Alzheimers og sætter ikke længere pris på en lækker creme eller en blød cardigan. Men hun elsker dyr. Og for nylig oprandt den dag, hvor der gemte sig en børnebog bag gavepapiret.

For et par måneder siden styrtede jeg rundt og skulle finde en julegave til min mor. Det var den sidste gave, jeg manglede at købe, og jeg havde udskudt det længe, for det er blevet så hulens svært at finde på.

Min mor har altid elsket at købe gaver til alle os i familien til fødselsdag og jul. Og hun har også altid været god til at modtage de gaver, vi har købt til hende. Hun er altid blevet glad, og her efterfølgende har jeg jo ved selvsyn konstateret, at meget af det, vi har købt til hende gennem årene, har hun passet godt på.

Jeg har fundet kasser og gemmer med toilettasker med kinesiske mønstre, perlekæder, duftende sæber, de flotteste sjaler og tørklæder, læbestifter – og alle børnebørnenes lerskulpturer og farverige malerier gennem årene.

Alt er blevet gemt.

Svært at finde på gaver

Men da mor blev syg, begyndte det at blive svært at finde på. For hvad giver man en kvinde, der dels ikke mangler noget, og som tilmed slet ikke længere forstår betydningen af fødselsdag?

Til en begyndelse købte vi tøj og undertøj til hende, men man kan jo ikke blive ved med at fylde skabet med bløde joggebukser og ditto trøjer og sokker, som hun aldrig når at slide op. Og forståeligt nok har hun ikke den glæde, hun havde engang over at få en lækker cardigan eller stormønstret natkjole – og det kan man jo heller ikke fortænke hende i.

Skal man sige noget som helst positivt om den her sygdom, er det, at hun i dag ikke skænker bagateller som taljemål nogle tanker overhovedet

Til gengæld elsker hun i dag billeder med farverige blomster og nuttede dyr. Så en dag fandt jeg på at give hende nogle dækkeservietter med gigantiske spraglede motiver – blomster, dyr, huse, skibe.

Det blev hun glad for. Ikke at hun gav udtryk for det. Men dækkeservietterne blev flittigt brugt og kommenteret. Siden har hun fået flere af slagsen, så hun kan skifte, og vi hele tiden har nye emner at tale om.

Hun har også altid haft en mani med papirservietter. Dem elsker hun også, og gerne i skrappe farver – så dem får hun som regel også en stak af. I dag får hun også masser af chokolade, for hun har i den grad fået en sød tand – så store æsker med fyldte chokolader falder som regel også i god jord.

Engang tænkte hun altid over den slanke linje, men den har hun også glemt alt om. Skal man sige noget som helst positivt om den her sygdom, er det, at hun i dag ikke skænker bagateller som taljemål nogle tanker overhovedet.

Hårbørster og spænder køber vi også i hobetal, fordi min mor elsker at få børstet sit hår og elsker at få sat blanke spænder i hårpragten. Jeg har også forsøgt mig med lækre cremer i flotte gaveæsker. Engang faldt den slags i god jord, men ikke i dag – det er snarere som om, hun ikke aner, hvad hun skal bruge den slags til længere.

Vild med blomster

Men hun stadig vild med at få blomster – og helst i så mange knaldfarver som muligt. Så potteplanter og buketter er også altid et kæmpehit. jeg skal bare selv huske at vande dem, for det har hun også glemt alt om. Til gengæld undrer hun sig ofte over, at ‘ja, de hænger så mærkeligt med hovederne, de blomster’, og det er tegn til, at man skal have fat i vandkanden.

Handler det ikke om at give hende en ting, som hun bliver glad for her og nu – og som kan bidrage til noget indhold i hendes liv, som det er i dag?

Men her før jul var det så, at jeg erkendte, at nu var tiden inde til at købe en børnebog til min mor. For handler det egentlig ikke om at give hende en ting, som hun bliver glad for her og nu – og som kan bidrage til noget indhold i hendes liv, som det er i dag?

Det var i hvert fald de tanker, der lå bag mit valg. Og da hun altid har elsket hunde (sidste år og forrige år til jul fik hun tøjhunde i julegave), så valgte jeg en billedbog med og om hunde, som hed: ‘Hundens bedste ven’.

Som et barn

Det var faktisk ret sorgfyldt at købe bogen, for det var jo samtidig en erkendelse af, at det var som at købe en gave til et barn.

Selvom det var en mærkelig oplevelse at købe en børnebog til sin mor i gave, så viste det sig alligevel, at den faldt i god jord, og hun blev glad. Og det er trods alt det vigtigste i denne tid, der ikke byder på ret mange lyspunkter

Det står pludselig så tydeligt, at tænk sig, det er her, vi er nået til i dag. Og et eller andet sted strejfede tanken mig da også, at tænk nu, hvis hun blev mopset på mig og ville sige: Det er da en børnebog! Men det gjorde hun selvfølgelig ikke, for den erkendelse og bevidsthed har hun ikke længere.

Hun blev til gengæld meget, meget glad for sin nye hundebog og over alle billederne af de dejligste bløde hundehvalpe. Og hun læste indgående og med ærefrygt – højt for os andre – om alt det, man skal tænke på, når man sådan anskaffer sig en hvalp.

Og det bedste ved det hele har været, at bogen stadigvæk er et stort hit. Vi tager den stadigvæk frem, og hun læser højt for mig om hundeluftning og hundefoder. Og hver gang vi går i krig med et kapitel er det som om, at det er første gang, hun læser om de bløde firbenede.

Så ja, selvom det var en mærkelig oplevelse at købe en børnebog til sin mor i gave, så viste det sig alligevel, at den faldt i god jord, og hun blev glad.

Og det er trods alt det vigtigste i denne tid, der ikke byder på ret mange lyspunkter.

Alle billeder: Dorthe Boss Kyhn.

Kategorier