I denne uge fik jeg den bedste gave i haven

af

UGE 16. Solen skinner. Men der har været koldt i haven i den sidste tid. Der er sne i Instagram-feedet. Og det ser ud til nattefrost på tirsdag. Så det var godt, at vi blev enige om, at tage en slapper lidt endnu, i sidste uges haveklumme.

I denne uge fik jeg den bedste fødselsdagsgave. Den 12.april gav Fødevarestyrelsen endelig lov til, at alle Danmarks havehøns kunne få lov til at komme ud i haven. Sikke en lykke!

Jeg fik straks tre nye høns, unge damer, der ikke lægger æg endnu. En Maran, der lægger mørke æg. En Grønlægger, der lægger turkisgrønne æg. Og en Isa Brown, brun med hvid krave, præcis som en for længst afdød yndlingshøne, som hun nu er opkaldt efter: Rosa.

De kom hjem i hønsegården på dagen. Fordi leverandøren, som jeg har kendt i de sidste 17 år, eller lige så længe, som jeg som voksen har haft høns, var så venlig at komme med dem på min fødselsdag.

De tre nye unge høns

Vores gamle høns forsøgte jeg også at hente nede på Fogedgården, hvor de har været på en lang luksus-vinterferie under tag. Men de gad ikke komme med. Så enden på det blev, at Ida (gammel dansk landrace, kendt siden vikingerne) har fået lov til at blive der permanent, hun er så gode venner med dværghønsene.

De tre andre – Selma, Elvira og Flora – fangede jeg ind med et torskenet og puttede ned i en flyttekasse (der er kun fem minutters transport). Ved den lejlighed kunne jeg mærke, at de har taget gevaldigt på og jeg hørte da også, at de simpelthen har spist deres feriemor Sanne ud af huset.

Sammen med min lille hjælper i haven – genboens 9-årige datter Chili – fik vi samlet alle seks høns hjemme i hønsegården. Her er fyldt med ukrudt, biller, orme og andet godt, efter lang tid uden høns. Hønsene hygger sig. De unge tør lidt mere nu de gamle er kommet. Men de gamle er stride og retter de nye unge til og lader dem for eksempel ikke spise af den gode madskål med rester. Emil-hunden er på den anden ende over igen at have høns at passe på, men han husker heldigvis, hvad han har lært helt fra lille: At selv om han er en jagthund, så bider han ikke høns.

Hvad ellers? Jo. Havebloggen her har været live et par gange siden sidst. Lørdag morgen i P1-morgen kl.9.15. I løbet af ugen i SåDanmark på TV2 – lokalstationer her er link (det er 28 minutter, hvor jeg også fortæller om shitstorm og andet komposterbart, så lav noget andet imens).

Lørdag eftermiddag holdt min nabo Louise og jeg et lille foredrag om høns på Rabarbergården. Kun afbrudt et par gange af et af Louises får, der var ved at føde og skulle have hjælp af Louise. Sådan er det hele tiden på landet. Og i tirsdags fik Bodil hele 12 små grise oppe på marken og de større søskende (grise) flyttede ned i mosen, ikke langt fra Fogedgården, for at æde alle brændenælderødderne.

 

Påskelam i stalden på Rabarbergården.

Hvad er der ellers sket? Har jeg nået noget i haven? Ikke meget. Jeg har end ikke nået de få ting, jeg havde planlagt (se sidste uges 27 ting, man skal gøre i haven i påsken). Jeg har heller ikke fået vasket drivhuset ned. Til gengæld er der røget en rude. Det ser ud som om et skudhul, men er nok bare et stenslag fra grusvejen.

Mit drivhus i denne uge. Solen skinnede. Og man kan se, at der er tulipaner i den kapilærkasse, som senere kommer til at indeholde tomaterne. Der er også en del spirer og rod. Sådan er det jo.

Siden sidst har jeg har festet og været i køkkenet i stedet for i haven. Man kan ikke alt.

På den måde er alt som det plejer i påsken, når man som jeg er født langfredag og har en søn, der er født en uge tidligere og har en familie, der elsker at samles omkring mad i påsken.

Her vil jeg minde om et haveråd, som jeg plejer at give, når jeg holder foredrag og også har skrevet i flere bøger: Kig på din families havehistorie. Den er en del af din kulturhistorie.

Min familie i haven engang i 1960erne før jeg blev født. Min mor er i midten. Min mormor og morfar er der også. Mad har altid været centralt i min families havehistorie.

Da jeg skrev min første havebog kiggede jeg derfor alle gamle familiealbum igennem. Også dem med sort/hvid billeder. For at se hvad vi egentlig var for nogle havetyper i min familie.

Min oldemor var en selvforsyningstype i sin kolonihave i Aalborg. Og hun og alle andre synes at have været spise-meget-mad-ved-haveborde-typer. Derfor synes jeg, at det er en vigtig kulturarv at tage med mig og give videre.

Vi vinder ikke præmier for flot afstukne kanter og høns, der kan gå på line. Men vi spiser godt i min familie. For resten, når jeg giver rådet om at kigge på havehistorien, så handler det også om at jagte sanseindtryk, om at få smagen og duften af mormors og Faster Grethes have tilbage i sin egen have. Der er en stor rigdom i at forsøge at genskabe det, som man har smagt og duftet i tidligere livsfaser, i familierelationers haver. Nuvel.

Denne påske har vi spist – eller spiser lige om lidt – følgende. Måske kan du få lyst til noget af det:

Lammekølle og lammeculotte

Madtærte med rester af lam, løg, forårsløg, timian, tomat, cremefraiche, rosmarin, hvidløg og fetaost

Speltkernesalat med citronsaft, citronstrimler, hvidløg, persille og hakkede tomater/asparges

Spidskålssalat med faste kartofler og ravigotte-sennepsdressing med sukker, olie, hvidløg og æbleeddike

En rørt eksportfetaost med tyrkisk yoghurt, hvidløg, tabasco, mynte og andre krydderurter

Frisésalat med god olivenolie og citron, kræver ikke andet – måske lidt pinjekerner

Virkelig gode æg på mange måder. Blandt andet i æggesalat. Æg er traditionelt en påskespise for både jøder og kristne. April er æggesæson! Gammeldags høns lægger jo ikke æg om vinteren, deres produktion er først i gang nu, hvor lyset er tilbage

Tre slags sild. Også røgede sild med purløg og æggeblommer

Fiskefrikadeller af grov fiskefars med krydderurter og mørkegule æg

Min mors citronkage, som er en sikker vinder og påskegul er den også. Pæn med citronmelisse ovenpå

Rabarbertærte med dej med mandler og rigeligt smør. Dertil fed cremefraiche

Bananabread, som altid er god til te, og ser fin ud med spiselige blomster. Ligesom salaterne gør. Jeg bager ofte banankage, når der er grimme bananer til overs, så bliver de brugt. Husk øko-bananskræller ud til roserne (kan lige vendes i jorden).

Salat med spidskål, kartofler og sennepsdressing.

Denne uge i haven

Dronningen har fødselsdag den 16.april og det er huskeregel for at klippe roser (hvis man har lyst, man kan også bare forme dem let)

De første svaler er set i Danmark. Det er meget tidligt. Tænk, at det lille væsen har rejst helt fra Afrika

Der er allerede summende insekter og myg

Har du magnolia og tulipantræ, der blomstrer nu, så skal der klippes lidt i dem til buketter

Klip også gerne lidt i frugttræerne og tag grene ind i vaser

Den lille kålsommerfugl er på vingerne

Lærketræet har røde hunblomster

De første rabarber kan trækkes i haven

Det fine ved violer er, at jo flere du plukker, jo flere kommer der

Få fat i gødning til køkkenhaven – fra høns eller heste

Så sommerblomster i regnen – glem ikke solsikker og tallerkensmækkere langs hegn

Tjek tomatplanterne (stadig indenfor i vindueskarm). Måske skal de pottes om?

Pluk smukke buketter i naturen og sæt på bordet. Husk, at bordbuketter er lave.

Gratis buketter i april

Ugens spørgsmål

Jeg kan ikke svare, måske kan du? Send dit svar. Så sætter jeg det ind her (endnu en stor fordel ved at udkomme digitalt). Det træffer sig nemlig sådan, at jeg overhovedet ikke har forstand på bambus. Havde godt nok en masse bambus i min have nummer to. Men det havde ligesom overtaget haven og blev fjernet. Det fyldte ligeså meget som en bus, da det lå ude på vejen, kan jeg huske. Så kunne jeg starte forfra og få en god have, til mine dengang små drenge. Ane vil gerne beholde bambus og endda have mere af den. Men hvordan gør man det?

Kære Signe,

Nu har jeg både spillet fodbold og drukket kaffe i min sommerhushave, men lidt skal jo også gøres – og mon du ved noget om bambus? Vores naboer har fældet stort set alt på deres grund, så nu er det hele meget åbent. Og jeg savner hulefølelsen, som var der før. Vi har nogle bambus rundt i kanten af grunden, som skærmer godt. Mon jeg kan tage stiklinger af dem og plante nye steder i stedet for at købe nye planter? Jeg håber, du nyder påsken. Og selvfølgelig kun svarer, hvis der er tid og lyst for fødselsdagsfejring og anden hygge – tillykke med dagen i øvrigt. Den lyder til at have været skøn.

Kh. Ane Halsboe-Jørgensen

Bambus i Anes have.

Ugens bog

Herunder ses forsiden af Tagtomats bog om grønne fællesskaber i byen. Den er en kollektiv-bog – mange har bidraget med tekster og historier. Og der er samlet ind til bogen via crowd funding. Man må også gerne låne teksterne og bruge i sit grønne fællesskab i byen. Find mere info på www.tagtomat.dk

 

Foredrag kan bookes direkte af mig – kontaktinfo her: www.signewenneberg.dk

Her er link til alle tidligere ugentlige haveklummer – fra uge 1 og frem. http://pov.international/author/signewenneberg/ Værsgo – kan læses uden reklamer og uden betalingsmur.

Kan du lide hvad du læser her i haveklummen?  Vi får ikke løn her på POV og det tager aldrig under en arbejdsdag, at sætte ord, billeder, redigering og koder sammen. Jeg er virkelig meget glad for støtte til det videre arbejde på MOBILEPAY: 21435463. Jeg ser det og smiler og synes aldrig, det er pinligt at modtage et beløb og en hilsen.

Alle billeder er taget af mig. Billeder må ikke sakses eller bruges uden min tilladelse. Se flere billeder her.www.instagram.com/signewenneberg

Og en lille ting efter rulleteksterne – det bliver en god sommer. Sådan er det bare!

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Signe Wenneberg

Støt skribententens arbejde på 21 43 54 63.
Signe Wenneberg er medstifter af POV. Skriver især i kategorierne "Grønt", "Liv" og "Kultur & Medier". Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og ordstyrer. Har skrevet en del bøger. Se bogliste og kontaktinfo på www.signewenneberg.dk. Se det daglige grønne feed på www.instagram.com/signewenneberg
Husk at intet medieforbrug er gratis. Her på POV lønnes skribenterne direkte af jer læsere via crowdfunding. Hvis alle (der kan) betaler en lille smule - 20 kr, 50 kr, 100 kr - så kan alle slippe for betalingsmure, telefonsælgere, pop-up-reklamer. Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster her på POV. Signes Mobilepay er 21 43 54 63 - mange tak på forhånd!

Seneste indlæg fra

#ResistBlackFriday

Fredag bombarderer butikker os med lave priser, tilbud og udsalg. Det er
Gå til Top