mm

Garbi Schmidt

Garbi Schmidt er professor i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. Derudover er hun skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal, hvor hun debuterede i januar 2017 med den historiske roman Ebba. Skulle du have lyst til at donere til Garbis skriverier, er nummeret til MobilePay +45 27 24 38 09.

Se alle skribentens artikler

Garbi Schmidt: Regeringens ghetto-udspil mangler viden

PARALLELSAMFUND – Problemerne i belastede boligområder skal tages alvorligt, og netop derfor er det nødvendigt, at vi bruger den viden, vi allerede har om hvad, der virker. Eksisterende viden er dog ikke just det, der præger regeringens ghetto-plan. Her er primært straf på menuen og man har ikke gjort sig nogen ulejlighed med at forklare, hvorfor fænomenet ghetto-dannelse skulle være begrænset til personer af ikke-dansk oprindelse. Det konkluderer Garbi Schmidt, professor i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet, der har nærlæst ghetto-udspillet.

Debatten om indvandrere, ghettoer og parallelsamfund bliver ved med at blusse op og emnet er præget af stærke følelser. Disse følelser vil helt sikkert også påvirke dig, når du læser denne artikel. Jeg, som forsker og forfatter, vil af nogle blive kritiseret for at være virkelighedsfjern, naiv og politisk korrekt; andre vil mene, at mit indlæg er spot on, hvis ikke ligefrem fornuftigt. Hvem du end er,og hvad din holdning til spørgsmålet end måtte være, så vil jeg bede dig om, blot for et øjeblik, at lægge dine holdninger bag dig.

Forhold dig til de argumenter og kilder, som anvendes, og hvis du vil kritisere, så gør det på baggrund af, hvad du ved – eller beslutter dig for at læse mere om – fordi du synes noget af det, jeg skriver, virker underligt.

Som forsker vil jeg hævde, at det er ved at inddrage og insistere på viden, at vi har bedst mulighed for at løse de problemer, som findes i vores samfund.

Begrebet parallelsamfund reducerer kompleksitet

Torsdag d. 1. marts 2018 offentliggjorde den danske regering deres udspil mod ghettoer – eller nærmere, som det hed i overskriften på den nedfældede strategi: Et Danmark uden parallelsamfund. Jeg vil vende tilbage til denne strategi i det følgende. Diskussionen om parallelsamfund er ikke ny; hvis du er interesseret i historikken, så kan jeg anbefale dig at læse Mikaela Freieslebens Ph.D. afhandling Et Danmark af parallelsamfund”: Segregering, ghettoisering og social sammenhængskraft: Parallelsamfundet i dansk diskurs 1968-2013 – fra utopi til dystopi.

To betragtninger fra Freieslebens afhandling er værd at tage med her: For det første påpeger hun en stigende hyppighed i anvendelsen af begrebet efter 2003/4 og i særdeleshed efter 2010.

For det andet gør hun opmærksom på, at begrebet er politisk båret, og har en kompleksitetsreducerende funktion i den offentlige debat. Hun skriver fx. at der skabes ”en enhed ud af diversiteten, en sammenhæng ud af inkonsekvens og homogenitet ud af mange uoverensstemmende fortællinger” (s. 195). Det er svært – hvis ikke ligefrem umuligt – at forholde sig analytisk til parallelsamfund som noget, der klart kan defineres, indkredses og studeres, hvilket i øvrigt også fremgår tydeligt af Økonomi- og Indenrigsministeriets egen rapport om Parallelsamfund i Danmark fra 2018.

Spørgsmålet er, hvordan en sådan definition kan gøres til udgangspunkt for politisk handling. Hvilke kategorier af borgere skal fx. bruges som udgangspunkt, for at studere fænomenet parallelsamfund?

Rapporten definerer indledningsvis parallelsamfund således: ”Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.”

Spørgsmålet er, hvordan en sådan definition kan gøres til udgangspunkt for politisk handling. Hvilke kategorier af borgere skal fx. bruges som udgangspunkt, for at studere fænomenet parallelsamfund? Her vælger rapporten at tage udgangspunkt i indvandrere fra ikke-vestlige lande på en præmis, som ikke er særlig klar eller meningsfuld i forhold til afdækning af fænomenet.

Entydigt blik på ikke-vestlige indvandrere og efterkommere

Skulle man virkelig undersøge problemet, var det nødvendigt at man startede med et blik på befolkningen som helhed. Der måtte så udarbejdes spørgsmål og hypoteser, der fx. kunne måle graden af mental isolation (hvad dette så end betyder), en hverdag baseret på egne normer og regler samt kontakten mellem grupper, man ville anse for væsentlige – og som derfor ville kunne beskrives som ”nævneværdige”.

På trods af erkendelsen af, at det er rigtig svært at sige, hvem der tilhører et parallelsamfund, fremhæves altså særligt skellet mellem personer med ikke-dansk og dansk oprindelse atter som dét fixpunkt, som al videre analyse må dreje sig om. Som sagt uden at rapporten gør noget ud af at forklare og forsvare, hvorfor netop dén vinkling giver mening

Det har man ikke forsøgt. Rapporten indeholder derimod et entydigt blik på ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, uden noget indledende empirisk belæg for, at det kun er her, parallelsamfund, i følge definitionen, findes. Derudover kommer rapporten ind på emner som arbejdsløshed, kønsroller, kriminalitet, passiv forsørgelse og almennyttige boliger. Rapporten må selv medgive, at det er svært at sige, hvem der er med i et parallelsamfund, og hvem der ikke er:

”Derfor er det heller ikke muligt at komme med et sikkert bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund, der lever i parallelsamfund. Der eksisterer heller ikke en entydig definition af, hvornår man tilhører et parallelsamfund. Er det, når man sjældent omgås personer med dansk oprindelse? Skal man opføre sig på en bestemt måde, eller skal man have et bestemt livssyn?” (s. 8)

På trods af erkendelsen af, at det er rigtigt svært at sige, hvem der tilhører et parallelsamfund, fremhæves altså særligt skellet mellem personer med ikke-dansk og dansk oprindelse atter som dét fixpunkt, som al videre analyse må dreje sig om. Som sagt uden at rapporten gør noget ud af at forklare og forsvare, hvorfor netop dén vinkling giver mening.

Det giver slet ikke mening at fremhæve en gruppe som særligt præget af parallelsamfund, når man ikke har sammenlignet den med andre grupper på en måde, der faktisk forholder sig til definitionen på parallelsamfund

Nogle vil nok sige, at det giver da sig selv, men her må jeg, som kritisk forsker, sige nej.

Det giver slet ikke mening at fremhæve en gruppe som særligt præget af parallelsamfund, når man ikke har sammenlignet den med andre grupper på en måde, der faktisk forholder sig til definitionen på parallelsamfund (og jeg behøver vel ikke at sige, at indvandrere, også fra ikke-vestlige lande repræsenterer flere forskellige lande, aldersgrupper, uddannelsesniveauer, o.a.). Kunne man ikke forestille sig grupper af danskfødte, som kunne rubriceres under rapportens definition af parallelsamfund? Hvor går i øvrigt parallelsamfundenes grænser? Har de nogen grænse i det hele taget?

Hvad ved vi egentlig?

Indledningsvis i ghetto-udspillet præsenterer regeringen sit formål med indsatsen:

”Regeringen ønsker et sammenhængende Danmark. Et Danmark som bygger på demokratiske værdier, som frihed og retssikkerhed. Ligeværd og frisind. Tolerance og ligestilling. Et Danmark hvor alle deltager aktivt.”

Efterfølgende står der blandt andet: ”Vi har i årtier lukket for mange flygtninge og familiesammenførte ind i Danmark, som ikke er blevet integreret i det danske samfund. Og de har fået lov til at klumpe sig sammen i ghettoområder uden kontakt til det omgivne samfund… der er slået hul i Danmarkskortet.”

Vel er det vigtigt, essentielt, at fastholde demokratiske værdier. Og hvis de er truet, på den ene eller anden måde, så er det værd at undersøge, afdække og diskutere, hvad det er, der truer dem. Spørgsmålet er dog, om vi faktisk ved – sådan som strategiens grundtese synes at være – hvorvidt det er fra de belastede boligområder, at en sådan primær trussel kommer? Den viden har vi uomtvisteligt brug for. Strategien giver den ikke.

Netop fordi spørgsmålet om demokratiets trivsel i Danmark er så vanvittig vigtigt, kan det undre, at regeringen tilsyneladende hverken anså det for nødvendigt at diskutere deres forslag med forskere, repræsentanter for de såkaldte ghettoer, embedsmænd eller arkitekter. Hvis spørgsmålet om demokratiets trivsel er målet, er det så vitterligt – på baggrund af eksisterende viden om ghettoerne – kun sådanne områder, som man skal fokusere på?

Hvis vi vil bryde bandernes rolle, som opdragere, rollemodeller og magtfaktorer i de belastede boligområder, så er der både gode danske og internationale projekter, som kan vise vejen dertil. Basalt set handler det om identitet og tilhørsforhold – og den slags kan man ikke straffe sig til

Hermed ikke sagt, at der ikke er problemer i belastede boligområder som Vollsmose, Tingbjerg og Mjølnerparken. Det er ikke sjovt for de forældre, som skal gå og være bange for, om deres barn bliver det næste offer i en bandekonflikt. Men hvis vi vil bryde bandernes rolle, som opdragere, rollemodeller og magtfaktorer i de belastede boligområder, så er der både gode danske og internationale projekter, som kan vise vejen dertil. Basalt set handler det om identitet og tilhørsforhold – og den slags kan man ikke straffe sig til.

Derudover kan man spørge, om man får en bedre og mere frugtbar kontakt med netop disse individer, familier og grupper, hvis man i stor udstrækning bliver ved med at stigmatisere dem? Svaret er formentlig nej. Her er ikke tale om berøringsangst – her er tale om basal sociologi og psykologi.

I strategien bliver de såkaldte ghettoer defineret på baggrund af kriterier som andelen af indvandrere og efterkommere, arbejdsløshed, overtrædelse af straffeloven, bruttoindkomst og gennemført grundskoleuddannelse.

Strategien definerer ikke direkte parallelsamfund, men jeg vil tillade mig at antage, at man på et eller andet plan har inddraget aspekter af den førnævnte rapport om netop parallelsamfund, som regeringen offentliggjorde i februar. Hvad der må anses for et modsætningsforhold mellem de to publikationer er, at parallelsamfund i den første publikation ikke defineres som nødvendigt fysisk indrammet, men – via fokusset på bestemte boligområder – bliver det i den efterfølgende.

Brug for opgør med stigmatisering

På den måde bliver ghettostrategien faktisk en forsimpling af, hvilke kræfter, tendenser, bevægelser og grupperinger, som udgør et muligt demokratisk problem. Men hvis vi nu lod debatten om parallelsamfund ligge, vil ghettoudspillet så faktisk hjælpe etniske minoritetsdanskere med at komme ud i det danske samfund og tilegne sig demokratiske normer?

Svaret er både ja og nej. Selvfølgelig giver det god mening at forsøge at gøre områderne attraktive at flytte ind i, og ikke bare fordi man har en lav indkomst. Det giver god mening at placere virksomheder i sådanne områder, både for at skabe arbejde, infrastruktur og hægte områder som disse på globale flows af kapital og knowhow.

Der er ikke altid behov for store forkromede forordninger, for at få folk til at tale sammen. Antropologen Tina Gudrun Jensen understreger, i sin bog om et belastet boligområde i København, at megen kommunikation på tværs af minoritet og majoritet sker uformelt, ved at sige hej, mødes i vaskerummet og lige kigge efter hinandens børn, når man er nede efter mælk. Men spørgsmålet er, om man kan designe meningsfulde møder, ikke mindst i områder, som bliver set på som problematiske.

Hvis der skal gøres noget ved ghettoerne, så er det ikke bare indenfor disse begrænsede rum, at der skal ske noget. Der skal også ske noget ved stigmatiseringen. Der skal ske noget med den strukturelle diskrimination

Selv har jeg haft flere specialestuderende, som har udført forskning i belastede boligområder, og flere er nået frem til samme pointe; at folk, som boede i disse områder på den ene side følte sig meget knyttede til dem, men på den anden side var meget lidt tilbøjelige til at fortælle, at det var dér, de kom fra, når de fx. søgte et job.

Sagt på en anden måde: Hvis der skal gøres noget ved ghettoerne, så er det ikke bare indenfor disse begrænsede rum, at der skal ske noget. Der skal også ske noget ved stigmatiseringen. Der skal ske noget med den strukturelle diskrimination. Det skal være lige så muligt for en lavtlønnet at finde et sted at bo i et højindkomstområde som omvendt. Isolation hænger ofte sammen med eksklusion. Vil du gøre noget ved førstnævnte,må du gøre op med sidstnævnte.

Vi skal ikke gøre hverken Mjølnerparken eller Danmark til et fængsel. Vi skal gøre dem til et hjem

Hvor vigtigt dette er, blev jeg igen mindet om for nylig, da jeg viste en fransk forsker og en herboende franskmand rundt i Mjølnerparken. Jeg havde lovet dem, at vi skulle se på et eksempel på en dansk forstad.

Da vi standsede op i en af gårdene, og jeg fortalte, at vi nu stod i en dansk ghetto, var de ved at tabe næse og mund. Mjølnerparken var ganske anderledes, og meget pænere og mere velordnet, end de parisiske forstæder, som de kendte til. Jeg fortalte om bandekrig og vi så på de store lamper og overvågningskameraerne, som hænger overalt i området.

Og så sagde de noget, som for mig at se er vigtigt at bide mærke i: De belastede boligområder i Paris var som fængsler. Folk sad fast. De følte sig overvåget. De oplevede ikke, at stederne var deres hjem. Og derfor blev de vrede, gjorde oprør og slog ting i stykker. Vi skal ikke gøre hverken Mjølnerparken eller Danmark til et fængsel. Vi skal gøre dem til et hjem.

Vi du vide mere – og være med til at tage diskussionen på et oplyst grundlag? Se Garbi Schmidts anbefalinger:

SFI´s rapport om parallelle retsopfattelser i Danmark
Strukturel diskrimination i hverdagen, Mira Chandhok, Aalborg Universitet 2014
Måling af diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse, SFI 2012
Et Danmark af parallelsamfund, Ph.D. Mikaela von Freiesleben, KU 2016
Regeringens ghetto-udspil,2018
Parallelsamfund i Danmark, Økonomis analyse 2018, Økonomi og Indenrigsministeriet

Topfoto: Yuri Obukhov, Flickr CC under licens

Kategorier