Garbi Schmidt: Gentagelsen

af

“Jeg tænkte på dengang, jeg dansede rundt på gulvet med ham i mine arme til REM, igen og igen, hans hoved hvilende på min arm. Jeg tænkte på hans krop, som den nu var blevet, en mands, en voksen mands. Garbi Schmidt kørte sin søn på efterskole for mindre end en uge siden. Her skriver hun om, hvad det betyder at give slip på et barn, og om savnets gentagelse. For 30 år siden var det hendes mor, som skulle give slip.

I løbet af sommeren ryddede jeg – som så mange andre – op i mit kælderrum. Møre, skæve flyttekasser blev gået igennem, gamle papirer, regninger, breve blev smidt ud – andet blev nænsomt pakket ned igen. Det bedste ved den besværlige og kedelige øvelse var, at jeg fandt ting, som jeg helt havde glemt, at jeg ejede. En scrapbog fra min allerførste tur som otteårig til Norge. Kærestebreve. Stile fra gymnasiet.

Fortiden i en plastikpose

Og så en plastikpose med en stabel breve. Udenpå posen stod der ”Bondgenotenlaan 30, 3000 Leuven”, så allerede inden jeg åbnede posen, vidste jeg, at det måtte være fra min tid i Belgien. Som 16årig tog jeg afsted som udvekslingsstudent, boede hos en flamsktalende familie og gik på katolsk pigeskole.

Det er utvivlsomt et af de hårdeste år i mit liv men også et af de mest lærerige. Jeg var kun et stort barn, jeg savnede min familie forfærdeligt, jeg måtte nærmest flygte fra den første værtsfamilie, indtil den organisation, som havde sendt mig afsted, fandt mig en anden. Jeg skulle lære et andet sprog, jeg passede ikke ind, jeg blev ulykkelig forelsket, jeg lærte at klare mig. På mange måder var det et alvorligt år. Det er sådan, jeg husker det.

At se ham gå ned ad stien med den gruppe af unge mennesker, som han over det næste år ville dele dage og aftener og måltider og fester med, mens jeg sad langt borte. Jeg måtte give slip

Jeg bar posen op i min lejlighed og lagde den i en skuffe, efter kort at have læst de første linjer på et par af brevene. Der i skuffen lå de så en måned, indtil jeg i dag måtte tage dem frem igen. For fem dage siden kørte jeg min søn på efterskole. Behovet for noget andet end gymnasiet var kommet hen over sommerferien, mere og mere tydeligt og utvetydigt, og til sidst var der ikke andet at gøre, end at pakke kufferten og bilen og køre mod Fyn.

At sidde ved siden af ham, mens han talte med forstander og lærer om det, han havde behov for, at følges med ham, da en elev på skolen førte ham rundt, at tage mod hans beslutning, da jeg spurgte, om han ville blive og han sagde ”selvfølgelig.” At se ham gå ned ad stien med den gruppe af unge mennesker, som han over det næste år ville dele dage og aftener og måltider og fester med, mens jeg sad langt borte. Jeg måtte give slip.

Jeg tænkte på barnet, som havde været så lille, at han havde bevæget sig rundt i min mave som en fisk. Jeg tænkte på at føde ham, hans krop, der blev lagt på mit bryst. Jeg tænkte på den første nat på hospitalet, da han lå og sov ved siden af mig, og min krop var mere vågen, end den nogensinde havde været før.

Jeg er sikker på, at jeg forstod det, dengang jeg var seksten. Min mors arme, der prøvede at række over tusinde kilometer og gribe fat i glimt af det liv, som hendes datter levede

Jeg tænkte på de første dage i vuggestue og børnehave og skole. Jeg tænkte på dengang, jeg dansede rundt på gulvet med ham i mine arme til REM, igen og igen, hans hoved hvilende på min arm. Jeg tænkte på hans krop, som den nu var blevet, en mands, en voksen mands. Og jeg følte mig gammel og lidt forladt og alene. Og kom til at tænke på brevene i min skuffe.

Et glimt af et liv

Min mors længsel. Hendes savn. Dengang var der ikke internet og Facebook og messenger. Brevpapiret var tyndt og gennemsigtigt, brevene kom en gang om ugen. Perler på en snor. Hver af dem blev indledt med savnet, pakket ind i betænksomhed.

Jeg er sikker på, at jeg forstod det, dengang jeg var seksten. Min mors arme, der prøvede at række over tusinde kilometer og gribe fat i glimt af det liv, som hendes datter levede. Det liv, som hun havde kunnet følge fra morgen til aften indtil da. Irriteret var den sekstenårige sikkert over savnet. Hvordan kunne jeg også have vidst, at jeg 32 år senere ville gentage det?

Og måske vi bliver ved med at gentage, generation efter generation, uden vi helt forstår, at dét er, hvad vi foretager os. Måske vi først forstår, når livet er løbet som sand igennem vores fingre, og med det vores børn.

Mine forældres breve mindede mig om det. Og måske min søn, engang om 30 år, vil finde de breve, som jeg sender til ham over det næste år, og gøre det samme.

Men der, hvor han er nu, der er kun glæden over det, som kommer. Og jeg vil lade ham leve den.

Illustration: Amalie Keren Maarbjerg

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Garbi Schmidt

Garbi Schmidt er professor (mso) i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. Derudover er hun skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal, hvor hun debuterede i januar 2017 med den historiske roman Ebba. Skulle du have lyst til at donere til Garbis skriverier, er nummeret til MobilePay +45 27 24 38 09.

Seneste indlæg fra

Gå til Top