mm

Alexander Meinertz

Jeg har skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært som anmelder ved Kristeligt Dagblad og POV. Fokus i mine kommentarer og overvejelser er i særlig grad på idéverden, værk og iscenesættelse: “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London.

Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Portrættet med Medusa-hovedet er taget i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Se alle skribentens artikler

Fyrstemaleren der faldt i danskens unåde

Kunsthistorikeren Charlotte Christensen har skrevet et hovedværk, Drømmebilleder, om den svenskfødte 1700-tals portrætmaler Carl Gustaf Pilo. Levnedsskildringen, udgivet af Nyt Nordisk Forlag, er væsentlig alene fordi, det er første gang hofmalerens liv og værk beskrives, men Drømmebilleder er samtidig et fyndigt kampråb for en stilart i miskredit og en skarp anklage om en dansk xenofobi, der trækker lange, historiske rødder.

Forfatterens professor i kunsthistorie, Christian Elling, kaldte perioden før den franske revolution for ”den gode tid”. I dag er Charlotte Christensen bannerfører for epoken, hvorfra Amalienborg og Pilos malerier er fornemme eksempler på den betydeligste kulturarv i Danmark. På Ellings tid var rokokoen – som i dag – ifølge Christensen nærmest ugleset eller i hvert fald overset og ikke-forstået i en nation, hvor den såkaldte Guldalderkunst er blevet identitetsbærende og monopoliserende.

Christensen beskriver mentalitetsændringen i årene, hvor opgøret med Struensee forstærkede den nationale paranoia for fjendtlige udenlandske kræfter. Rodfæstningen af en særlig dansk ”ideologisk fædrelandskærlighed” tog fart, og med indfødsrettens indførelse i 1776 blev den nationale chauvinisme til lov.

Ideologisk fædrelandskærlighed

Grundene er i lige høj grad politiske som kunstneriske: ”Resultatet af en afstandtagen til internationalisme og globalisering”, der i kølvandet på Struensees fald i 1771 førte til en kamp mod ”de fremmede”.

Respekten for de franske kunstnere, der arbejdede i Danmark, forsvandt. Kunsthåndværkerne havde haft deres bedste tid. Afsløringen af Salys rytterstatue på Amalienborg var ”en bitter dag” for kunstneren selv. Le Clerc, der havde udsmykket Amalienborg og pragtpaladset Christiansborg, pakkede sammen, mens arkitekten Jardin for sidste gang gik til møde som medlem af Kunstakademiet i 1771.

Christensen beskriver mentalitetsændringen i årene, hvor opgøret med Struensee forstærkede den nationale paranoia for fjendtlige udenlandske kræfter. Rodfæstningen af en særligt dansk ”ideologisk fædrelandskærlighed” tog fart, og med indfødsrettens indførelse i 1776 blev den nationale chauvinisme til lov.

Pilos Fald

Svenskeren Pilo, der ikke alene var kongens maler men også direktør for Kunstakademiet, blev ret brutalt udvist til sit hjemland i 1772 efter tredive års virke i Danmark, angiveligt fordi han havde takket ja til en hædersbevisning fra Gustav III af Sverige.

Mange af Pilos hovedværker blev skabt til Christian VI’s Christiansborg Slot, der som bekendt brændte ned i 1794, og Guldalderen fortrængte helt bogstaveligt talt de fleste af de billeder fra museernes vægge, der var skabt i Danmark før år 1800: ”Endog malerier af indfødte kunstnere som Jens Juel og Nicolai Abildgaard”.

Christensen betegner Pilo som ”tidens store kolorist” og en kunster af betydning på europæisk niveau. Alligevel udstiller Statens Museum for Kunst i dag kun seks værker af Pilo, og, skriver hun, selv i ophængningens noter får Pilo et rap med den kunsthistoriske pegepind. Hans emner – enevældige konger og dronninger – blænder selv nutidige kuratorer, der ikke har øje for portrætterne som kunstværker, men alene som udtryk for leflen for fyrstemagten.

Også konserveringen af Pilos malerier på Statens Museum for Kunst har svigtet fyrstemaleren: Charlotte Christensens analyse påviser, at Pilos ”ekvilibristiske accenter i påsætningen af selve malestrøgene” i nogen grad er forsvundet. Farven er ”trykket flad”, og detaljer er forsvundet”.

Den bandlyste lige vej

Drømmebilleder er et passioneret forsvar for rokokoen, animerende og begejstret i sin forklaring af hvordan Pilo og perioden skal forstås.

Portrætterne skal først og fremmest ikke ses på golde museumsvægge, men opleves – i fantasien eller i virkeligheden – som dele af et gesamtkunstwerk og et verdenssyn, hvor stivnet symmetri var en vederstyggelighed, den lige vej bandlyst, og hvor variationer og overraskelser var det, sindet glædede sig over.

”Stilstand var det værste, tiden vidste”, forklarer Charlotte Christensen. Louis XIV, Solkongen, dansede som bekendt selv klassisk ballet, og monarker og adelsmænd over hele Europa gjorde ham kunsten efter. Bevægelse dominerede i lofts- og vægudsmykninger, sale blev oplyst af flakkende stearinlys’ dansede skygger og kastet videre af spejle og juveler, ja selv i de skinnende silkeklæder i changerende perlemorsfarver der vuggede omkring hofterne på både mænd og kvinder.

Charlotte Christensen: Drømmebilleder

Skumsprøjt og luftskibe

I Danmark er det kun riddersalen i Moltkes (Christian VII’s) palæ i København, der kan give en fornemmelse af den ramme, Charlotte Christensen beskriver som Pilos naturlige habitat: ”Pilos kongeportrætter var skabt til sale, dekoreret med udskårne, malede eller forgyldte ornamenter, der som skumsprøjt nåede alle hjørner af de lyse værelser, under lofternes hvide og forgyldte stukdekorationer”.

Portrætterne skal først og fremmest ikke ses på golde museumsvægge, men opleves – i fantasien eller i virkeligheden – som dele af et gesamtkunstwerk og et verdenssyn, hvor stivnet symmetri var en vederstyggelighed, den lige vej bandlyst, og hvor variationer og overraskelser var det, sindet glædede sig over.

Pilo malede et halvt hundrede portrætter af Frederik V, hvoraf flere er blevet ikonisk synonyme med enevældens storhedstid.

Alligevel er det særligt særligt malerierne af kongens hustru, den uhyre populære Dronning Louise, Charlotte Christensen fremhæver som Pilos hovedværker: ”I Pilos ”drømmebilleder” er hun ikke af denne verden, men en venlig ånd, svævende i sine krinoliner som et luftskib … langt fra alle trivialiteter i sit vandblå eller dybhavsgrønne univers. Dette er en dronning af Guds nåde, udødeliggjort af en malers geni. Den europæiske kunsthistorie kan ikke opvise samtidige dronningeportrætter, der udøver en større fortryllelse end Pilos Louiser”.

Mesterværket i Sverige

Med en vis poetisk retfærdighed blev det imidlertid i sit fødeland Sverige, at Pilo efter landsforvisningen skulle komme til at skabe sit livsværk: Den ufærdige men monumentale skildring på 3 x 5 meter af Gustav III’s kroning i Storkyrkan i Stockholm, der i dag udstilles på Nationalmuseum i Stockholm.

Charlotte Christensen beskriver hovedindtrykket af kroningsbilledet som transitorisk: ”Som i et memento mori oplever vi et dødens pust over de meget lidt substantielle deltagere i ceremonien. Over dem kunne Pilo have skrevet: ”Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor går vi hen?” – som Paul Gaugain, naturligvis på fransk, gjorde det på et maleri fra Tahiti i 1897.

I dette ufuldførte maleri hæver Pilo sig op over hele sin samtid, til et sted, hvor han kan tale med Goya og endda Rembrandt.

I denne visionære fremstilling af disse to menneskeguder, fangne i deres dragter, som fornægter kroppene, i deres forkvaklede ægteskab, i deres kongelighed, som ikke længere er gudgivent og trygt fikspunkt, forflyttes kroningsakten til et univers, hvor det er selve eksistensen, der stilles til skue. Skrøbelig er den, selvom maleren viser os pragten i det jordiske fængsel, kongen og dronningen er indsat i. I dette ufuldførte maleri hæver Pilo sig op over hele sin samtid, til et sted, hvor han kan tale med Goya og endda Rembrandt.”

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Hovedfoto af Gustav III’s kroning i Storkyrkan: Wikipedia Commons.
Foto af Charlotte Christensens bog Drømmebilleder: Alexander Meinertz.

Kategorier