mm

Amalie Keren Maarbjerg

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Se alle skribentens artikler

Amalie Keren Maarbjerg: De frygtelige kvinder og mændene der blev usynlige

KOMMENTAR – Christian Tafdrups film “En frygtelig kvinde” har skabt stor furore men samtidig sat et nødvendigt fokus på mange mænds frygt for kvinder i parforhold – nødvendigt fordi vi ikke kan løse problemer, vi ikke forstår. Løsningen kan imidlertid ikke være at lægge alt ansvaret over på kvinden alene. I moderne parforhold må begge parter tage ansvar, mener Amalie Keren Maarbjerg.

Lad mig bare være ærlig: Jeg hadede filmen En frygtelig kvinde længe inden, jeg blev tvunget af omstændighederne til at se den. Ikke at det ændrede sig, da jeg rent faktisk fik den set, men den – og reaktionerne på den – fik mig alligevel til for alvor at forstå noget vigtigt:

At et overraskende stort antal mænd føler en frygt og en afgrundsdyb usikkerhed på sig selv i forhold til kvinder. Ikke voldelige eller psykopatiske kvinder, vel og mærke, men helt almindelige kvinder som mig selv.

Siden har jeg undret mig over, hvor den frygt kommer fra? Hvad er det for en magt, så mange mænd oplever, kvinder har over dem? Kvinder kan såre og kue, ja, men hvis vi et øjeblik ser bort dem, der bruger decideret psykisk terror, så er de fleste kvinder jo trods alt helt almindelige mennesker.

Så hvad er det, der får nogle mænd til at reagere med frygtlignende adfærd? Hvad er det, der nogle gange får dem til at miste både orientering og selvrespekt i ret almindelige parforhold? Hvad er det, der får en Christian Tafdrup til at lave en film, som så mange mænd åbenbart kan genkende sig selv i?

Alle fortjener en partner med selvrespekt
Netop frygten for kvinden er – som filmens titel afslører – præcis, hvad En frygtelig kvinde handler om. Lad mig derfor bruge filmens hovedpersoner Rasmus og Marie som billede på det større problem:

Marie er skide-irriterende og dominerende og opfører sig respektløst. Dog fremstår hun langt fra som den lede hundjævel, hun præsenteres som i filmens indledning. Faktisk er hun hverken voldelig, truende eller specielt intimiderende, og det er derfor ret svært at få øje på, hvad hun gør, der nedbryder Rasmus psykisk i en sådan grad, at han skulle være ude af stand til at sige fra.

Hun indrømmer ligefrem, at hun er typen, der har brug for modspil og lægger op til, at han sætter ord på det, der trykker ham. Når han alligevel langt henad vejen forbliver tavs forurettet og passivt aggressiv, er det derfor svært at få øje på, at spændingerne alene skulle være Maries ansvar.

De færreste kvinder har let ved at respektere en mand, der ikke respekterer sig selv – og ærlig talt, mon ikke det samme gælder mænd i den omvendte situation?

”Er du bange for mig” spørger hun til sidst – efter flere dages magtkampe af mere eller mindre hverdagsagtig karakter. Og så er filmhistoriens mest forkrampede par-hyggedag på Thorvaldsens Museum ellers ødelagt.

Hun mærker hans anspændthed. Måden, han går rundt efter hende på og kun stopper op ved noget, når hun gør. Holder øje. Er på vagt. Hun ved, han har planlagt det alt sammen, sådan som han tror, hun gerne vil have det, men selv er han ikke tilstede. Det er ét stor bedrag til ære for idealet den perfekte kærlighed. Og hun foragter ham for det. Foragter ham for ikke at stå ved sig selv. Det er på alle måder smerteligt at se på.

Men som kvinde forstår man godt Maries foragt. De færreste kvinder har let ved at respektere en mand, der ikke respekterer sig selv – og ærlig talt, mon ikke det samme gælder mænd i den omvendte situation?

Dæmoniske Marie
Det er således ikke rocket science, hvad der sker imellem Rasmus og Marie. Respekten er røget sig en tur, og der, hvor den var, har foragten gjort sit indtog.

Ej heller kan det vel komme som en overraskelse for nogen, at mænd og kvinder er forskellige, og at magtkampe i parforhold derfor udkæmpes på forskellige måder. Filmen hedder imidlertid ikke Et frygteligt parforhold men En frygtelig kvinde. Fokus er på Marie. Det mystiske for mig er derfor, hvorfor netop kvinden udråbes som særlig frygtelig – og hendes foragt særlig dæmonisk?

Kan forklaringen virkelig være så banal og lomme-freudiansk? Bunder mænds frygt for specifikt kvindens foragt i parforhold i barndommens frygt for at skuffe mor?

I programmet Det næste kapitel på Radio24Syv interviewer Hassan Preisler Christian Tafdrup om filmen, og her fortæller instruktøren bl.a. om sit forhold til sin mor. Preisler bemærker sammenhængen med filmens hovedperson og hans forhold til Marie.

Kan forklaringen virkelig være så banal og lomme-freudiansk?: Bunder mænds frygt for specifikt kvindens foragt i parforhold i barndommens frygt for at skuffe mor? På sin blog skriver parterapeut Katrine Axholm om én af sine klienter og hans frygt for kvinder. Som barn havde han været så optaget af, hvordan hans mor havde det, at han havde glemt sine egne behov. Og det kom til udtryk i hans forhold til kvinder som voksen.

Katrine Axholm skriver: ”Når han i dag som voksen møder en kvinde, som kunne have potentiale til at komme tæt på, så skynder han sig væk, for ikke at miste sig selv og blive opslugt (ligesom han dengang blev det af sin mor). Samtidig er han dybt fascineret af kvinder og har instinktivt en længsel efter at komme tættere på. Han søger derfor intimiteten og når kvinderne så giver sig hen til ham, så forlader han dem.

Angsten for netop dette – at miste sig selv og blive opslugt af kvinden – er nøjagtig, hvad Rasmus kæmper med i Tafdrups film. Ikke desto mindre tager han Marie tilbage, da hun vender hjem på sine grædende knæ (og endelig giver ham et længe ventet blowjob), så det dysfunktionelle parforhold kan fortsætte sin skæve gang.

Den kvindelige arvesynd
Skal man tro mandeguruen Carl-Mar Møller (og en hel del andre) stammer Rasmus – og andre mænds – problemer dog ikke direkte fra kvinder som Marie. De er et produkt af skolen og det såkaldt feminiserede uddannelsessystem. Det er med andre ord de kvindelige pædagogers skyld: dem, der troede, at det at behandle kønnene lige, betød, at man også skulle behandle dem ens – med det resultat, at drenges naturlige maskulinitet er blevet underudviklet.

Mænds problemer skyldes alene kvinder – verdens Marieer, der ikke forstår at give manden, hvad han har brug for – og følgelig er det op til kvinder alene at løse dem. Det må være op til begge parter i voksne, moderne forhold at tage ansvar og kommunikere om det, der er svært – og tage konsekvensen i de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre

I mange år har der været et meningstyranni i pædagogverdenen, skrev Carl-Mar Møller på sin blog i december 2014, hvor den feminine verdensopfattelse var den rigtige og den maskuline var stemplet som forkert. Det har medført, at krigslegetøj, brydekampe, våben, råbe, skrige, være vild m.m. (læs alle de stereotype drengeaktiviteter) er blevet forhindret af pædagoger. Og deraf problemerne i voksenlivets forhold til kvinder:

Når manden bliver voksen uden at han har udviklet sin maskulinitet, så bliver han bange for stærke kvinder, som kan klare ham i en debat. Manden føler det meget ydmygende hvis en kvinde kan vinde over ham i en diskussion i hjemmet, og det kan medføre at han mister sin lyst til hende”, forklarer Carl-Mar Møller.

Løsningen på dét opridser guruen efterfølgende i ni punkter – alle rettet mod kvinden i det givne forhold, der åbenbart er eneansvarlig for at løse problemet. Mænds problemer skyldes alene kvinder: verdens Marier, der ikke forstår at give manden, hvad han har brug for – og følgelig er det op til kvinder alene at løse dem.

Begge parters ansvar
Men er det en holdbar måde at anskue problemer mellem mænd og kvinder her i 2018, mellem voksne mennesker?

Det korte svar fra mig er nej. Uanset om mænds frygt for kvinder stammer fra barndommens moderbindinger, det angiveligt feminiserede uddannelsessystem eller om den simpelthen er et biprodukt af en lang, historisk, tradition for dæmonisering af det kvindelige, løser det ingenting bare at kaste ansvaret for mænds problemer over på verdens Marier.

Det må være op til begge parter i voksne, moderne forhold at tage ansvar og kommunikere om det, der er svært – og tage konsekvensen i de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre.

Se traileren til En frygtelig kvinde her:

Topfoto: LHG Creative Photography, Flickr CC under licens

Kategorier