Fremtidstroen som blev væk

af

Man kan ikke være sikker på sin egen hukommelse, og det gælder især minder om barndommen, som vi farver gyldne af nostalgi. Selv mindes jeg ikke min med nogen særlig længsel, men én ting savner jeg intenst: Den fremtidstro og tillid, der var en del af min barndoms samfund.

Barndomshistorier ligner ofte hinanden. Måske fordi vi hver især har det med at slå den indre historieforfalsker til og redigere det bort, som var skræmmende, trist, absurd og kedsommeligt.

Jeg bliver tit forundret over, hvor solbeskinnet barndommen fremstilles, sådan helt generelt. Indtil vi har tid og er åbne nok til at grave os gennem erindringerne gemt i hjernens dybere arkæologiske lag – så kan de fleste af os midt i de glade minder også huske fornemmelsen af ikke at forstå de voksnes verden, frygten for ikke at slå til, angsten for mørket eller uhyrerne under sengen, kampen for en plads i skolens benhårde hierarki, ensomheden eller frustrationen over at føle sig misforstået og overset, ofte vekslet til store planer om at løbe hjemmefra.

Jeg lærte engang, at i et afrikansk land som Madagaskar ligger fortiden ikke bag os. Den ligger foran os, for det er den, vi kan se. Fremtiden derimod, den sniger sig ind på os bagfra, ukendt og uventet

Børnebogsforfattere, som stadig kan tappe ned i de følelser, har det af samme årsag med at blive klassikere. Astrid Lindgren kunne, en nutidig forfatter som Neil Gaiman kan, og J.K. Rowling evner det også, især i de første Harry Potter-bøger. Det er en gave for et barn at blive set og forstået, og de bedste børnebogsforfattere pakker den gave spændende ind.

Men ofte bliver barndommen altså med tiden farvet nostalgigylden, og det er et eksempel på tankens enestående magt til at ændre begivenheder og sætte dem ind i en fortælling, som giver mening for det menneske, man er lige her og nu.

Fortiden ligger foran os

Jeg lærte engang, at i et afrikansk land som Madagaskar ligger fortiden ikke bag os. Den ligger foran os, for det er den, vi kan se. Fremtiden derimod, den sniger sig ind på os bagfra, ukendt og uventet. Og derfor er fortiden vigtig, det er den, man kan forme.

Det er måske i virkeligheden et mere ærligt syn på tiden, end vi har i vores kulturkreds, hvor vi er gode til at bilde os selv og hinanden ind, at fortiden er ridset i sten. Man skal ikke dykke ret langt ned i historiske kilder for at finde ud af, hvor forkert det billede er. Viden og begivenheder begraves bevidst, når de ikke passer ind i en ny tids opfattelse.

Og man skal ikke dykke ret langt ned i sin egen hukommelse og holde den op mod andres for at vide, at vi konstant vælger ud, redigerer, omformer og tilpasser. Min erindring om, hvad der skete for ti år siden, er min sandhed i dag, men den harmonerer ikke nødvendigvis med, hvad der faktuelt skete, eller med, hvordan jeg opfattede det dengang.

Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, sagde Søren Kierkegaard og erkendte, at livet aldrig i øjeblikket kunne forstås rigtigt. Det kræver afstandens ro. Den forståelse er én lang redigeringsproces.

Også derfor er barndommens land det tabte land; det skyldes ikke bare, at den er forbi og ikke vender tilbage. Vil man virkelig finde frem til barndommen, skal man forholde sig kritisk til alt det, man tror, man kan huske. Det meste er ofte forvrænget og fra tid til anden ganske enkelt forkert.

Vi opdagede under vores samtaler, at vi begge havde den her fornemmelse af, at noget var gået galt i mellemtiden, at vi ikke længere kunne tage fremskridtet for givet

Derfor var jeg tøvende med at tage imod opfordringen til at skrive om min barndom i POV’s sommerserie. Jeg kan ikke være 100 procent sikker på alt det, jeg kan huske. Og det, jeg kan huske, ligner ofte i form og tema andres erindringer og bidrager på den måde måske ikke med alverden.

En tid med global fremtidstro

Men det gik op for mig, at én følelse var stærk: Min tro på gennem min barndom og ungdom og store dele af min unge voksendom (hvis man kan kalde det), at alt gik fremad. Ikke så meget på det personlige plan, nødvendigvis. Men at vi som samfund, nationalt og globalt, bevægede os i en retning væk fra uvidenhed og had. Foran os lå et samfund, hvor der var større ligeværdighed, større tolerance … større alt muligt godt.

I 60’erne og 70’erne var 2. verdenskrig stadig et levende minde – hvis ikke for vores forældre, så i hvert fald vores bedsteforældre. Det var rædsler, som havde formet store dele af verden, og som stadig blev diskuteret som noget næsten-nutidigt, ikke en støvet lektion fra historiebøgerne.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Vi så tv-serier som ‘Holocaust’ og ‘Rødder’, og vi spurgte os selv, hvordan mennesker kunne have været så afstumpede engang. Vi var forargede over diktaturerne i Spanien og Portugal, over militærjuntaens styre i Grækenland, og vi glædede os, da de faldt. Endnu et tegn på fremgang, på uigenkaldeligheden i den.


Modeskaberen Pierre Cardin brugte i slut 60’erne og begyndelsen af 70’erne hyppigt rumtemaer. Det var han ikke ene om. Troen på den ‘fagre nye verden’ var synlig i moden, hvad enten det var stram rummode eller flagrende flower power.

For ikke så længe siden mødte jeg min barndomsven i Lissabon, hvor jeg bor. Det var et dejligt og ikke-nostalgisk møde, for takket være Facebook er man som regel ganske opdateret på, hvad selv mennesker, man ikke har set længe, foretager sig.

Vi opdagede under vores samtaler, at vi begge havde den her fornemmelse af, at noget var gået galt i mellemtiden, at vi ikke længere kunne tage fremskridtet for givet, og det ikke bare var det sædvanlige uskyldstab, som den voksne altid oplever ved afskeden med barndommen.

 Danskerne viste sig at være lige så smålige og bange som alle andre, når de blev stillet over for det fremmede og nye, og det viste sig ikke bare at være eksotisk, men nogle gange særdeles vanskeligt at håndtere.

“For bare ti år siden,” sagde min ven, “var jeg stolt over at sige, at jeg kom fra Danmark, når jeg rejste rundt i verden. Jeg følte, at vi havde fat i den lange ende, og at andre kunne lære meget af os, når det handlede om at skabe et samfund, som var baseret på ligeværdighed og socialt engagement, også selv om jeg mente, at der stadig var langt igen. Nu er jeg nærmest undskyldende”.

Jeg havde på mange måder haft samme følelse.

Jeg kan huske, hvordan vi i skolen slet ikke forstod, hvordan tyskerne kunne ende med at støtte en mand som Hitler. Det var fuldstændig uforklarligt og uforståeligt. Danskere ville aldrig kunne opføre sig sådan: Vi ville forsvare de svageste, for det er dansk, og vi hjalp jøderne med at flygte (at den hjælp ofte skete med betalinger, som ville svare til adskillige hundredtusind kroner i dag, var derimod ikke en del af fortællingen. Endnu et eksempel på, at historien redigeres omhyggeligt).

Danmark som forbillede

Jeg jublede, da muren faldt, jeg jublede med polakkerne, da Solidaritet vandt, jeg glædede mig før det over Glasnost og Perestrojka (åbenhed og forandring) i Sovjetunionen – verden var på vej i rigtig retning, og hver især kunne vi gøre noget, vi var ikke ubetydelige og magtesløse, vi var en del af en verden, som bevægede sig fra uvidenhed og ondskab mod oplysning og demokrati for stadig større befolkningsgrupper, og Danmark var med helt foran. Et land med et levende civilsamfund, et lykkeligt land med frie mænd og kvinder og høj velfærd og velstand, et lille land, men på mange måder et ideal.

Berlinmuren faldt i november 1989. Få måneder efter begyndte arbejdet med at fjerne den, som her ved Brandenburger Tor i 1990. Foto: Matthew Field, http://www.photography.mattfield.com

Da vi voksede op, var det med fornemmelsen af en jævn, fremadskridende tendens: Vi blev rigere, kvinderne fik flere rettigheder og vi blev bedre uddannet, også selv om vores forældre aldrig havde fået andet end en grundskoleuddannelse. Seksualiteten blev friere, den autoritære opdragelse i skolen, hvor man som elev kunne risikere et par på bærret, blev afløst af en større forståelse for os børn som individer, vi vægtede som samfund solidaritet og ulandsbistand, vi gik til kamp mod forurening – og vandt, i hvert fald hvad angår industriens udledninger.

Vi kunne være uenige politisk, men samfundet var trods jordskredsvalg i 1973 og siden bz’ere, kampen om Byggeren, generalstrejker, sultecirkulærer, atomtrussel, Vietnamkrig, kup i diverse lande og debat om fremmedarbejderne præget af fremtidstro.

Vi kunne bevæge verden, vi kunne ændre verden, om det så bare var den nære omkring os, som beboerbevægelserne i Indre København viste, eller den langt større verden, som Next Stop Nevada og Next Stop Sovjet var udtryk for. Og solidaritet med lidende på andre kontinenter var en selvfølgelighed.

Måske er tiden lige nu blot en parentes af mismod, hvorfra vi igen bevæger os fremad lige om lidt efter en kort pause

Hverken min ven eller jeg har længere den følelse af selvfølgeligt fremskridt og af at komme fra en på mange måder overlegen nation. Danskerne viste sig at være lige så smålige og bange som alle andre, når de blev stillet over for det fremmede og nye, og det viste sig ikke bare at være eksotisk, men nogle gange særdeles vanskeligt at håndtere.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

En parentes i historien?

Reaktionen er hverken forargelig eller overraskende, men vi havde været så sikre på, at vi var overlegne og havde fundet vejen frem. At det – med arv i andelsbevægelsen og højskolebevægelsen og siden arbejderbevægelsen – vitterlig var lykkedes os at skabe verdens lykkeligste land, “hvor få har for meget og færre for lidt,” som Grundtvig skrev.


En meget ung Søs Fenger, som var med på “Next Stop Nevada” for at protestere mod atomprøvesprængningerne i Nevadaørkenen, USA. Hun indspillede ‘Ticket to Peace’ i den anledning med Moonjam.

På mange måder var min barndom vist som de fleste andres: en blanding af godt og skidt, lykke og ulykke, venskab og mobning. Jeg savner den ikke, jeg giver den af og til et mentalt kram og trøster den lille pige, som ofte var ulykkelig og usikker på sig selv, ganske som de fleste andre børn formentlig ofte er det (jeg medgiver, at det kan være min egen opfattelse, som farver den påstand).

Men i en tid, hvor vi taler om at lade flygtninge og andre desperate drukne på Middelhavet, hvor vi udsteder bøder for at tigge, hvor humanisme beskrives som utopi, hvor “de lærde” er blevet et skældsord, hvor menneskerettigheder, som vi i min ungdom tog som et ideal og en selvfølge at prøve at leve op til, uanset politisk ståsted i øvrigt, beskrives som afguderi eller tosset naivitet, hvor kvindebevægelsen er lagt for had, hvor kontanthjælpsmodtagere og andre offentligt forsørgede mistænkeliggøres, og hvor glæde over Danmark og dansk kultur er afløst af uvidenhed om dansk historie og danske værdier kombineret med frygt for andres kultur – ja, så savner jeg min barndoms og ungdoms selvfølgelige overbevisning om, at fremgangen ikke kunne stoppes.

Der sker stadig fremskridt. Jeg er stadig optimist.

Men den enestående fremgang, som Danmark og det meste af Europa oplevede efter 2. verdenskrig, var måske mere en parentes end en ustoppelig bevægelse mod et bedre samfund. Eller måske er tiden lige nu blot en parentes af mismod, hvorfra vi igenbevæger os fremad lige om lidt efter en kort pause.

Optimisten i mig tror det sidste, men det bliver aldrig igen en selvfølgelighed.

Bærende billede: ‘Summer of Love’ er 50 år siden og en nøglebegivenhed i ungdomsoprør og hippiebevægelse. Den var også symbolsk for den tro på fremtiden, som var en del af tiden. Her er det Jefferson Airplane, som giver koncert ved KFRC Fantasy Fair and Magic Mountain Music Festival i Californien i juni 1967. Foto: Bryan Costales ©2009 Bryan Costales, licensed CC BY-SA 3.0

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Susanne Sayers

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.
Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.
Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.
Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.
Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.
Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste indlæg fra

Gå til Top