For et par uger siden blev animationsfilmen “Pearl” lagt på YouTube som et nyt afsnit – og foreløbigt højdepunkt – i Googles Spotlight Story-serie. En videoserie optaget i et særligt 360-graders format, der har til formål at udvide grænserne for, hvordan filmskabere ved hjælp af mobil-teknologi kan fortælle mere engagerende historier. Og det gør “Pearl” i høj grad gennem en unik kombination af Virtual Reality-teknologi, fremragende animation og en mere end velvalgt ørehænger i folk music-genren – No Wrong Way Home – skrevet af Alexis Harte og JJ Wiesler.
Den er instrueret af Patrick Osborne, der tidligere har vundet en Oscar for Disney-kortfilmen, Feast. Temaet og historien er godt nok set mange gange før – en musiker-far på landevejen i følgeskab med sin datter iscenesat som en road movie musikvideo, der følger den lille families køreture og tidernes skiften, efterhånden som årene flyver forbi og såvel karaktererne og ikke mindst bilen bliver ældre. Dét, der gør oplevelsen så speciel og rørende, er, at du som tilskuer føler, du selv er med på turen på en helt anderledes, nærværende og involverende måde end ellers.
Fra passivt publikum til aktive deltagere
Spotlight Stories er nemlig som nævnt skudt i et 360-graders-format, som du aktiverer ved at se videoen i din YouTube-app på en Android-smartphone eller en iPhone. Til sidstnævnte bør du dog downloade Google Spotlight Story-app’en for at få det fulde udbytte. Til dem, der insisterer på den helt ægte virtual reality oplevelse, kan man anbefale at anskaffe sig et Google Cardboard, der nemt og billigt kan forvandle din smartphone til et lidt primitivt, omend funktionsdueligt VR-headset.
Som bruger befinder du dig således midt i handlingen, på en slags virtuel scene, hvor du ved at dreje, vippe og panorere med din mobil hele tiden kan se, hvad der sker omkring dig. Derved har du kontrol med et slags “magisk vindue” gennem hvilket du nu kan gå på opdagelse i en større verden end en normal film med “fast kameraindstilling” tillader.
Dét, der gør oplevelsen så speciel og rørende, er, at du som publikum føler, du selv er med på turen på en helt anderledes, nærværende måde end ellers.
Som de fleste – nok ikke så overraskende – vil sande, afstedkommer det faktisk en stærkere emotionel reaktion på selv banale træk hos karaktererne i historien, når du befinder dig lige ved siden af dem eller ser verden fra deres perspektiv. Jeg har selv set videoen iført både headset, på YouTube med min smartphone og som en almindelig 2D-film. Forskellen er ganske enkel slående i forhold til, hvad jeg gennemlevede på følelsesregistret. Jo mere virtuel, jo større udslag.
NB: Se videoen i din YouTube-app på mobilen – ellers kan du ikke gøre brug af 360-graders-effekten.
“Pearl” er vitterligt en lille perle, der i den grad peger fremad i forhold til, hvad fremtidens historie-fortælling kommer til at byde på i de kommende år. Når teknologien tillader os at gå fra at være et passivt publikum til aktive deltagere i, hvordan vi lever os ind i en historie, så giver det helt nyt liv til forestillingen om, hvad der er muligt for en filmskaber at formidle – og ikke mindst hvordan.
Da video som bekendt er det suverænt mest foretrukne og anvendte format i det digitale medielandskab (om kun et par år består 80 pct. af verdens internettrafik af video ifølge et Cisco-studie), så er det opløftende at vide, at levende billeder i fremtiden kun vil blive gjort endnu mere levende af os selv som Medfortællere. Et begreb, som Ask Agger har introduceret i sin bog af samme navn, der peger på, hvordan vi som mennesker i dag stiller højere krav til at blive involveret på et andet og mere delagtiggørende plan.
Når teknologien tillader os at gå fra at være et passivt publikum til aktive deltagere i, hvordan vi lever os ind i en historie, så giver det helt nyt liv til forestillingen om, hvad der er muligt for en filmskaber at formidle – og ikke mindst hvordan
Et krav, som Google Spotlight Stories lever op til for fuld udblæsning, hvilket man kan overbevise sig selv om, hvis man også ser de andre film i serien, bl.a. den hæsblæsende katastrofefilm, “Help”, instrueret af Justin Lin, hvor man befinder sig i Los Angeles under et meteor-nedslag, der også involverer en løbsk alien. Og igen kan det ikke understreges nok, at man naturligvis kun får den rigtige, 360-graders virtuelle oplevelse ved at se den i YouTube-app’en på en smartphone.
Billeder: Courtesy of Google
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her