Hvert forår kommer et moment, jeg havde glemt, ligeså sikkert som foråret selv. Det er ikke edderkopper i gummistøvlerne, der har stået i kælderen hele vinteren og ikke gyllestanken fra landbrugene ti kilometer væk. Det er træhaderne. Det er motorsavsmassakren på min lørdag formiddag
Det sker altid om lørdagen. Tempoet er sænket og man befinder sig i køkkenet, fordi man ellers aldrig nyder morgenlyset der. Man sidder og læser og taler. Duften af kaffe. Så kommer motorsaven. Først hører man det knap, det kan være så meget andet. Ved andet eller tredje snit, er man ikke i tvivl. Syngende, skærende, ringende. Folk har fri og nu skal de have jordet det træ, som de har talt om i vinterens løb. Det er værre end et tandlægebor, for det synger dybere og mere grundlæggende ind i sjælen med forfaldets, ophørets og livsledens dunkle toner. Det sker altid og jeg glemmer det hvert år.
Ok, jeg glemmer det nok ikke. Det byder mig så meget imod, at jeg er sikker på, jeg fortrænger det, hvorfor oplevelsen af det igen også er så meget desto voldsommere.
Tidligere boede jeg i Jylland, hvor træhadet mange steder er organiseret til en fælles overenskomst
Der, hvor vi bor nu, er det nogenlunde til at leve med, fordi naboerne til to sider har så store villagrunde, på 1500 m2, og jeg ved, at vi deler et så stærkt ideologisk, træpolitisk udgangspunkt, at jeg intet har at frygte. De har en fem-seks store træer, som man kan se ud på i al slags vejr og finde tilbage til sig selv ved. Selv har vi de seneste år mistet en smuk røn og en gammel pil, et af kvarterets fineste træer, efter en ubetænksom overskæring af rødder, men der er nye på vej.
Tidligere boede jeg i Jylland, hvor træhadet mange steder er organiseret til en fælles overenskomst om, at alt, hvad der går over 1,20 m. og er indenfor en radius af 10-15 fra beboet område beskæres og fældes skånselsløst og køres bort. Der er enkelte undtagelser, bl.a. ved en nord-syd-gående linje vest for Herning, hvor træerne alligevel knapt bliver højere.
Undskyldningerne er mange, og dårlige. Meget dårlige. Træerne laver skygge i haven (!), de får mos til at udvikles på hustaget, de hæmmer andre vækster, som man skal bruge til at spise for at spare 50 øre pr. kilo gulerødder, alt iberegnet. Men fremfor alt, så sviner de på gårdspladsen og foran huset. Der har man nemlig lagt fliser eller asfalteret og det anses mange steder for alt for besværligt evig og altid at skulle feje rakler og vissent løv, når man kunne sidde i sin lune stue og se sport i tv.
Træets banale livsvisdom
Træhadere er de, alle til hobe, og det er værst for dem selv. Der ligger en umiddelbar, banal livsvisdom, som de ganske enkelt går glip af. Problemet er, at jeg har haft så svært ved at forklare det, fordi jeg reagerer så følelsesmæssigt og irrationelt på det. Noget i retning af, hvordan Idéfix reagerer i Asterix, når Obelix river et træ op med rode og kaster efter en flok romere.
Vi har alle sammen haft træer, der har betydet noget særligt for os og den betydning er ikke en flygtig betydning, der havde med det konkrete træ at gøre, men med idéen om træet som sådan.
I min barndoms gård, på det yderste Vesterbrogade, lige, hvor det er blevet Frederiksberg, i ejendommen mellem Halls Allé og Brøndsteds Allé, var der et træ som var højere end huset. Et kastanietræ, hvis nedfaldne frugter vi legede med om efteråret.
Det enlige, men ikke ensomme træ, der står derude som om nogen har glemt det, selvom alle mennesker kender det
Selve træets storhed, dets form som en kæmpemæssig grøn fakkel af liv, der rakte over husets fem etager, gav mig en grundlæggende følelse af at høre til, et forstærket livsmod. Det træ hviler så langt inde i min underbevidsthed, at det er en del af livet, ligesom andre situationer og ting, man ikke tænker over, men i sjældne tilfælde pludselig møder og føler noget særligt ved. En meget dyb og næsten ordløs genkendelse.
Og hvad med træet, man ser på marken, når man kører med Kystbanen til Humlebæk. Det enlige, men ikke ensomme træ, der står derude som om nogen har glemt det, selvom alle mennesker kender det. Alle mennesker tænker noget om det, måske ikke hver dag, men hver årstid.
Og den kæmpemæssige blodbøg i Marienlund mellem Århus Nord og Risskov, der skaber et mægtigt mørkerødt hav af åndeløst nærvær. Og de to tæt omslyngede træer der står foran Marselisborg i Mindeparken i Århus. Enhver kan se et billede på kærlighed i dem, selvom det forsvinder, hvis man begynder at tale om det.
Og de enkelte træsorter har deres billedrige kendetegn. Alle streger på en hvid birkestamme har en digterisk kvalitet, de ligner ukendte skrifttegn, indridset i en ukendt fortid. Og det mønster, platanens bark skaller af i. Og det, som de danske digtere i romantikken kaldte Bøgeskovens haller, fordi bøgens løvhang sidder højt oppe i en skov, så man går, som under et tag.
Jordens nervetråde
Træerne er ”jordens lunger”, som man ofte har sagt. Billedligt talt er træer som jordens nervetråde. Deres rodnet og deres vinterudseende ligner skematisk set nervetråde. Selvom mange først rigtigt bemærker træerne, når de får blade, udgør de i deres nøgne tilstand et enestående galleri af abstrakt grafik, der aldrig er ens og altid ændrer sig. De mørke linjer, som vintertræerne rækker ud i det tomme rum har så store kunstneriske kvaliteter, at jeg hvert år glæder mig til at de bliver synlige igen. Et hvilket som helst træ er en Kandinsky i sort-hvid.
I mange år har jeg følt at det ikke rigtig havde været forår, hvis jeg ikke havde stået under et blomstrende æbletræ og set op på den blå himmel. Der er vel ingen grund til at give det en forklaring, men jeg så et sådan syn, i Van Goghs billede på museet i Amsterdam da jeg var 18-20 år, der gjorde dybdegående indtryk og nu har jeg set billedet igen med min søn i samme alder. Og så var det endda ikke et æbletræ, men et mandeltræ, Van Gogh malede. Alle synes det blomstrende æbletræ er er uudgrundeligt smukt, men hver har sin egen sansning.
Næsten halvdelen af udsigten var dækket af tre fantastiske birketræer
Om sommeren bliver træerne en anden form for store farveklatter, der skifter med lyset, regnen og vinden. Jeg plejer at sige, at blot ét træ kan redde en fra den dybeste ensomhed. Har man blot et træ i sin nærhed, kan man aldrig komme så langt ud, at man ikke kan huske, at man er til. Hele livet rummes i træet, i dets forskellige skyggeformationer, i alt det, der sker i dets krone og på stammen, med fugle og dyr og insekter og væksters liv. Og livet spejles i træernes tålmodige modtagelse af eksistensens vilkår, og den måde man kan se, hvordan livet har været, når man ser en gammel skævvredet krone eller stamme, der har stået for tæt ved et eller andet.
Træet sidst på sommeren er også en mægtig fortælling om, hvad fællesskab er. Der er titusind blade. Ikke ét af dem er helt. Og ikke ét af dem er hullet, forrevet eller forspist af bladlus på den samme måde som de andre. Alligevel ser træet udefra ud til at være fuldstændig helt, endda meget smukt, i sin fineste tid. Det er et mirakel.
Ask Yggdrasdil
Tidens gang som findes i ethvert menneske, kan aflæses i alle træer, vi møder. Livets lange linjer, årstidens proces, dagens lys. Det er ikke tilfældigt, at kulturerne har brugt træer, som det sted, hvor livets essens kommer fra og bevares. Ask Yggdrasil i den nordiske mytologi, og Livets Træ og Kundskabens træ i den jødisk-kristne.
Og årringenes hemmelighed, som træhaderne ikke altid husker at hylde, når de viser sig efter den årlige massakre. Dem, der viser, hvordan vejret har været i hele træets levetid.
Min oversensitive reaktion skyldes ikke det enkelte års skærende motorsav, som den i lørdags, hvor det heldigvis var et træ, vi ikke kunne se herfra, fordi det stod bag et andet. Og heller ikke mindet om de nye indflyttere på den anden side, der fjernede 40 procents træudsyn fra vores køkken. Næsten halvdelen af udsigten var dækket af tre fantastiske birketræer. Nu ser vi deres hus. Jeg tror på, eller troede i det mindste på, at det var rigtigt, at rødderne var kommet for langt ind under huset.
De lovede at plante nyt, men det har de ikke gjort. Derfor tror jeg ikke helt på den med rødderne længere. De er bare træhadere, der ikke forstår, hvad en eneste lørdag formiddag med høreværn kan gøre ved en villavejs historiske profil.
Mine traumer er opstået i Jylland. Efter at have boet umiddelbart udenfor Ebeltoft nogle år, hvor vores have til sidst var den eneste med ordentlige træer og det eksistentielle skovbryn overfor var blevet tyndet så meget ud af tilflyttere og nybyggere, at det var på vej i glemslen, flyttede vi en periode til Nykøbing Mors, hvor man ikke er så stærkt præget af vinden, at man bevarer træerne som beskyttelse.
I løbet af få måneder fjernede nye købere på tre sider alle de smukkeste træudsigter, hvoraf nogle var så smukke og gik så dybt, at det var svært at have med at gøre. Et bestemt fyrretræ, som opfangede solen, når farverne i lyset var allermest varmt i sommerens fugtighed. Alle træerne havde deres historier, som ingen fortæller længere.
Efter Ebeltoft og Mors har jeg været traumatiseret af motorsavens syngende lyd. Den er altid forbundet med en tabsfølelse. Folk har – som en københavnerpolitiker engang sagde om jyske politikere der havde lavet endnu en studehandel for at få en bid unødvendig motorvej – asfalt på hjernen. De burde have træer i stedet for.
Det har de jo faktisk også, træer på hjernen. De ved det bare ikke.
Topfoto: En optisk nervetråd. Public domain
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her