#FREDAGSFAR: Fædrenes fællessoverum – Naboens mand tog hjem!

af

Jacob Sabir er blevet far for anden gang. En proces som mange andre mænd før ham har oplevet på tætteste hold – og overlevet. Forskellen er blot den, at han så gerne vil være så unik i sin fortælling, at han glemmer dette vigtige faktum. Men læs med, måske har han netop ikke overset dette. I denne uge handler #FREDAGSFAR om det fælles soverum for fædre på fødeafdelingen. For det var i dette rum, at ideen om indeværende klumme blev undfanget.

Der findes et magisk rum på en fødeafdeling. Et specielt rum, hvor fædrene mødes for at lukke øjnene i et kort øjeblik. Et sted hvor selv små fem minutter føles som en hel times powernap.

De ved udmærket godt, at det kun er et spørgsmål om minutter, før de enten får et opkald eller selv af nysgerrighed træder tilbage i rummet hvor mor og baby befinder sig.

Den der “reaktionsopvågning” der bare ligger på nervesystemets baner: “ Er baby og mor ok? ”

Sådan er vilkårene i dag ved fødsler. Man kan ikke længere forvente at råde over et familieværelse for sig selv eller at kunne sove der natten over som mand/partner.

Han var fra udlandet, jeg var født på samme hospital

Denne service havde vores familie imidlertid til rådighed første gang, vi blev forældre – heldigvis. Vi kunne selv styre “vores” rum. Al vores  fælles usikkerhed omkring en fødsel, som helt naturligt findes hos de fleste førstegangsforældre, kunne vi styre uden at skulle dele med andre uvedkommende.

Og eftersom det er helt naturligt, at stille spørgsmål til hinanden, også nogle, hvor bølgerne kan gå lidt højt, både i toneleje og fagter – og eftersom det er ret almindeligt, at der opstår helt private samtaler med læge eller sygeplejerske, kan man godt stille spørgsmålet: hvorfor skal disse intime øjeblikke deles af andre, selvom de er i samme situation som os?

Der er ord, man helst kun vil dele med sin partner. Ord der helst skal behandles varsomt, ligesom babyer skal i de første par stunder. Men som sagt, anden gang skulle det ikke være sådan. Her skulle vi ikke være alene, ikke være os tre.

Det gik os på, det gik mig på, men ikke så meget vores nabo på fællesstuen. Hendes mand kom hver dag ved ni-tiden og tog hjem igen nogle timer senere.

Men det kommer jeg ind på lidt senere.

Soverummet 1.0

Det magiske soverum, som jeg nævnte før, lå ganske tæt på fødselsstuen. Et hvidt rum med sorte stole og borde. Jeg mindes en udsigt over et flot grønt område, som blev sløret af de regnvåde vinduer, som blev ramt af den der “farvel sommerregn”.

Rummet var egentlig ikke beregnet til at sove i, men til besøg fra familie og venner. Det var beregnet til at være det sted, hvor baby blev vist frem eller som et “puste-ud-rum”. Samtalerne derinde drejede sig oftest om livets gang, hvordan vi som singler blev til par, der blev til tre, der nu blev til fire. Det var ikke beregnet til andet end at være et samtalerum.

Men alle omkring os, altså fagpersonalet, var enige om, at der helt praktisk, var noget som ikke virkede. Der manglede et sted at puste ud også. Derfor havde personalet indrettet rummet med læderbetrukne madrassofaer, der kunne bruges til at sidde og at sove på. Og det blev de.

Man skulle selv hente dyner og puder der var “gemt” bort i et rum for enden af gangen.

Hvordan kunne han bare forlade baby og mor?

Jeg havde ikke tænkt så langt, før jeg så et par dyner gjort klar i sofaseng et og to. Vi var også ved at ramme midnat den aften. “Jamen så spørger jeg da lige jordemoderen, hvor skal jeg sove? ”

Det skønne væsen svarede “ tjah, det er jo ikke meningen at fædre skal sove her, men du kan redde op i rummet lige ved siden af. Det gør de andre fædre”. I dét øjeblik forstod jeg, at det ikke er så normalt, at københavnske fædre sover på hospitalet, uanset om vi taler om fødeafdelingen eller ej.

Og således blev jeg introduceret til en oplevelse, jeg altid vil mindes.

Soverummet 2.0

Læderseng 1: Det var ham som havde gennemgået en kejsersnit-fødsel nummer tre, eller rettere sagt, hans kone havde. Men i det rum var det, som om vi lidende mænd havde født. Det var søn nummer tre for hans vedkommende, de havde håbet på en datter. Vi fik hvad vi ønskede.

Han var fra udlandet, jeg var født på samme hospital. Jeg kunne hoppe med i “lidelsesprocessen”, for jeg havde også haft en kejsersnit-fødsel – min nummer to!

Der var komplikationer hos dem, vi havde haft vores inden. De skulle blive i mindst fem dage. Vi havde fået nok på dag to. Alle ville hjem, men det var ikke op til os. Vi kunne begge lide den stærke kaffe. Nogle gange bryggede vi den sammen.

Vi var alle blevet fædre – nogle af os for første gang, andre for sidste. Det vil være en tid, vi altid vil mindes, se tilbage på og tale om. Fortælle vores børn, bekendte og endda fremmede om. Historien vil nok ændre sig fra gang til gang og fra år til år.

Læderseng 2: Han var en frisk ung fyr – altså på dag et. Det var som at se sig selv for et par år siden. Den måde han meget koncentreret gjorde alt fra start til slut både i skifterummet, når han gik en tur med kuvøsen og når han lyttede og så på os andre, mere rutinerede, fædre.

Han var stolt, glad og forgabt i sin lille baby. Han og den nybagte mor var meget forelskede at se på og de havde nu endnu mere sammen end de nogensinde havde troet eller måske håbet på. Jeg nikkede anerkendende til ham, de gange jeg så ham, eller de gange han udførte noget, han tøvede lidt med. Jeg håber, at det gjorde ham lidt mere rolig. Det var hans første og næppe sidste barn.

Læderseng 3: Den lå tættest på indgangen, der lå direkte ud til hovedgangen, hvor alle gik forbi. Der lå jeg og kunne ikke sove – og så kunne jeg alligevel. De første par timer derinde er en flydende tilstand med mange lyde, lugte og indtryk. For ikke at glemme de snorkende roomies. Men jeg var i live og glad – en følelse jeg delte med alle de andre mænd derinde.

For vi var alle blevet fædre – nogle af os for første gang, andre for sidste. Det vil være en tid, vi altid vil mindes, se tilbage på og tale om. Fortælle vores børn, bekendte og endda fremmede om. Historien vil nok ændre sig fra gang til gang og fra år til år.

Mon lidelsen bliver dæmpet ned og glæden fremhævet mere? Ja, det kan jeg i dag svare bekræftende på.

Jeg havde mange tanker i læderseng 3 i den meget lang nat og efterfølgende nætter. Man tænker en del, jeg gjorde i hvert fald. “Er det noget specielt, når næsten alle mænd oplever dette” og “ kan man skrive om det, så det overhovedet er interessant nok? ” tænkte jeg.

Og sådan blev ideen om #FREDAGSFAR født.

Og blandt andet derfor – men naturligvis ikke kun derfor – vil jeg altid værdsætte mine aftener og nætter i “Fædrerummet”.

Hendes mand tog hjem!

Tilbage til naboens mand, der tog hjem. Han havde en søn fra et tidligere ægteskab, som skulle passes. Men det var deres fælles første barn, også en dreng. Skøn og velskabt. Det er ikke alle, der kan få passet sine ældre børn, selv når det gælder så vigtige dage, som dem efter en fødsel.

Men det undrede mig nu stadig. Også efter at jeg fik flere oplysninger om forholdene i familien.

“Hvordan kunne han bare forlade baby og mor”, tænkte jeg; og videre, “er det mig der er helt galt på den? ”

En far har efter min mening brug for at være hos sin familie – også kort tid efter fødslen. Og en mor har brug for, at manden/partneren hjælper til når det kræves. Sådan har jeg det, andre har det måske anderledes

Naboen havde brug for hjælp til en del basale ting som vi hjalp hende med, og som personalet måtte tage hånd om. Og før I begynder at tænke, kære læsere, at det er da det mindste, de kan gøre, nu når vi alle betaler skat, vil jeg sige, “bevares, men så værdsætter vi ikke personalets tid nok”.

En far har efter min mening brug for at være hos sin familie – også kort tid efter fødslen. Og en mor har brug for, at manden/partneren hjælper til når det kræves. Sådan har jeg det, andre har det måske anderledes

Men uanset grunden – og det kan som sagt være svært at få arrangeret børnepasning – satte det tanker i gang hos mig om en slags ensomhed. Det er ikke alle småbørnsfamilier, der har et netværk, mange venner eller en stor familie, der bakker op udefra. Og tanken om “har alle ikke en eller anden?” er desværre nok idealiseret. Ikke alle har andre end sig selv. Heller ikke efter en fødsel, hvor det måske netop er mor, far og baby alene i verden.

Men de aftener i fædrenes rum på lædersofaerne føltes det lidt som om, vi havde hinanden – selvom vi ikke kendte hinanden først og ikke sås igen.

#FREDAGSFAR er en graviditets- og fødselsaktuel blogserie, der er blevet til i samarbejde med Jacobs børn, kone og velfærdssamfundet.

Topillustration: Jacob Sabir – aka #FREDAGSFAR – Foto: Mai Vanilli.

Kan du lide #FREDAGSFAR så støt ham via Mobile Pay på 20603822

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top