#FREDAGSFAR Foto: Mai Vainelli

#FREDAGSFAR: Afførings-manuskriptet er hele lortet værd – bleskift del 1

af

Jacob Sabir er blevet far for anden gang. En proces som mange andre mænd før ham har oplevet på tætteste hold – og overlevet. Forskellen er blot den, at han så gerne vil være så unik i sin fortælling, at han glemmer dette vigtige faktum. Men læs med, måske har han netop ikke overset dette. I denne uge handler det om bleskiftning, en verden, der er mere nær og kærlig, end mange mænd måske forestiller sig – i hvert fald før de bliver fædre.

Det er ikke noget, man(d) tror, er det vigtigste i verden når man lige er blevet far, men det er den.

Jeg taler om “afføringsmanuskriptet”. Et lille stykke velskrevet og billedliggjort overlevelsesmateriale indenfor bleskift og babyafføring., der udleveres og findes ved fødsler. Producenten af denne livsvigtige information er Sundhedsstyrelsen. Tak for den.

En tekst som de færreste, inden de får børn, kender til eksistensen af, men som bliver mange familiers faste følgesvend de første syv til fjorten dage, ved hvert eneste bleskift. Og tro mig – der er mange bleskift.

De første par timer inde i forældrelivet læste jeg teksten som var den en bibel. Som stod jeg med det helligste stykke pergament med tilhørende evangeliske billeder, der nogensinde er udformet, printet og udleveret til uvidende børneskabere i mine hænder.

Hvorfor er den så mørk, åh nej, hun har indre blødninger!

Første gang man ser og læser den, er den et enigma. Anden gang griner man bare af de oplevelser, den bragte med sig. Men nu skal I læse om den første gang. Det er der, de største overraskelser indtræffer for denne #FREDAGSFAR.

For tro det eller lad være, I mænd, som læser med her: Aldrig har man haft så meget fokus på afføring, der ikke var ens egen. Aldrig har jeg set så mange lorte-farveforskelle på så kort tid. Ej heller havde jeg forestillet mig, at jeg skulle gå op i noget sådant.

Tjære i bleen?

Før jeg forklarer min egen “banan eller blod hændelse”, der i min lille familie står som en banebrydende oplevelse, da jeg fik mit første barn, vil jeg imidlertid gerne invitere dig, kære læser, til at genopleve den forudgående periode op til hændelsen, der muligvis ikke kvalificerer til termen “traume”, men som dog syntes alvorlig, da den indtraf – men som nu indgår i arsenalet af såkaldt “morsomme historier”, som vi kan pine vores datter med, når vi engang måtte holde den første tale for hende.

Det er ikke til at vide, hvornår, men om ikke andet kan vi have den til gode, til hun engang (måske) skal giftes. Forældre skal helst være pinlige, når deres børn bliver større, har jeg fattet, så jeg har noget på lager:

Det handler om afføringens skiftende farve og konsistens i de første par timer og dage, efter din baby er kommet til verden.

De skønne medarbejdere på hospitalet – dem der med rette titler kaldes jordemødre, læger og sygeplejersker – er alle meget opmærksomme på babys afføring. Det forstår man ikke helt, før man åbner den første ble. Åh den første ble.
Bare at få den korrekt sat på er en videnskab.

Ikke-kampen om hvem der tager ble nummer fjorten i dag

Og det at åbne en ble bliver i dagene fra overstået fødsel en overraskelse – hver gang. Man går i “lortemode”, man tænker konstant over, om det er denne gang farven, konsistensen og mønstret ændrer sig, som der står i de hellige skrifter. Den nøje tilrettelagte og velbeskrevne “afføringsmanuskript” giver mange diskussioner og debatter på fødselsstuen.

For vi ser alle lortefarve forskelligt, ser det ud til – jeg gør i hvert fald.

“Hvorfor er den så mørk, åh nej, hun har indre blødninger!”, tænkte jeg, da vi åbnede den første ble. Det så godt nok mørkt ud, alt for mørkt. Som tjære.

“ Skider babyer tjære”? Hold nu mund og hold fokus, selvfølgelig gør de ikke det”, belærte mit nyfødte barns mor mig.

“OK, hvad gør vi nu?….hvor er “afføringsmanuskriptet” ?

Og der stod svaret – den var god nok. Indholdet i bleen skal være så sort. Det er noget med, at det er indholdet fra det, baby har spist, mens den var inde i maven. Ja, jeg ved godt, det ikke er særlig godt medicinsk-terminologisk forklaret, men I forstår nok godt, hvad jeg mener.

Men jeg skulle lige være helt sikker, så jeg overspurgte alle, der havde en kittel på – vi var på hospitalet, så hvorfor ikke tænkte jeg:

“Det er helt normalt, ” sagde jordemoderen.
“Det er helt normalt, ” sagde sygeplejersken.
“Det er helt normalt, ” sagde lægen.

Det er helt normalt, tænkte jeg.

Bleskifter, en betroet stilling.

At skifte ble kræver sine forældre. Det kræver robusthed, vilje og fokus. Nu lyder det som en stillingsannonce, men at være bleskifter er også en betroet og ærefuld stilling.

Det kræver et vist detaljeoverblik at kunne manøvrere blandt våde klude, bleer, salve og den evige mulighed for, at der kommer en levering af frisk tis eller ekstra flydende frokost. Og det sker ofte, mens man mindst venter det, ofte mens der ingen ble er under den lille dejlige babynumse.

Men som det er med alle arbejdsopgaver, indtræder den professionelle rutine ind på et eller andet tidspunkt i hverdagens gøremål.

Andre kalder det pludren på puslebordet. Jeg kalder det for samtaler om kommunalvalg, verdenssituationen og hvilke retter vi skal lave sammen om et par år

For mig er den opgaveløsning ganske kær. Det er der, det første smil blev modtaget. Det er et af de øjeblikke, hvor der er mest øjenkontakt og skabelse af bånd mellem babyen og denne her far. Det er i hvert fald noget, jeg bilder mig selv ind.

Andre kalder det pludren på puslebordet. Jeg kalder det for samtaler om kommunalvalg, verdenssituationen og hvilke retter vi skal lave sammen om et par år.

Men selvom det er en elsket opgave at løse, så opstår behovet ret ofte som nævnt. Så ikke-kampen om hvem der tager ble nummer fjorten i dag, udspiller sig i familiearenaen i alle elskende familier, tror jeg.

“Ble-blikket” til partneren og den gode undskyldning for at undlade findes ikke. Man gør det, vi gør det, og man kommer til at savne det. Jo, den er god nok. Man kommer til at savne tosomheden mellem far og barn, når det er slut, og så er lort på fingrene bare en lille ubetydelig detalje. Vand og sæbe er som bekendt opfundet.

Hallo kære læser, jeg glemte jo helt blod eller bananhistorien.

Vi var startet med at give most banan som mad. Det var noget helt nyt og spændende.
“Fast føde! Se, det er godt for barnet”. Vi glemte blot at huske den lille detalje, da vi åbnede bleen.

Er det blod? Hvorfor er der sådan nogle lange mørke tråde i?

Åh nej…

……“Du har ringet til 1813”

Bleskift, del 2 udkommer næste fredag.

Topillustration: Jacob Sabir – aka #FREDAGSFAR – Foto: Mai Vanilli.

#FREDAGSFAR er en graviditets- og fødselsaktuel blogserie, der er blevet til i samarbejde med Jacobs børn, kone og velfærdssamfundet.  Kan du lide #FREDAGSFAR så støt ham via Mobile Pay på 20603822

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top