Fransk disciplin eller dansk anarki?

af

DANNELSE I FRANKRIG – Vores projekt- og designerbørn får skyld for at være uvidende, respektløse og uden omtanke for andre. Gør vi vores børn en bjørnetjeneste, når vi i stedet for at sige højt og tydeligt nej, siger ja og smiler overbærende? Ville det mon gavne os alle og højne den danske dannelse, at ’disciplinere’ en smule på fransk – både derhjemme og i skolen?

Franskmændene har vel Europa-rekord eller måske verdens-rekord i velopdragne børn. Noget som også i de fleste tilfælde hænger ved i de voksne år. Desuden har de ry for at have en paratviden ud over det sædvanlige. Og hvilken dansk ungmø på dannelsesrejse i Frankrig kan ikke fortælle om et tilfældigt møde med en parisisk gentleman som ved Gud både holdt døren og betalte middagen?

Fundamentet bliver støbt, og byggestenene lagt, allerede fra franskmændene er helt små. Merci, s’il vous plaît og pardon ofte efterfulgt af et mademoiselle, madame eller et monsieur bliver doseret i rå mængder og blandet i modermælken eller flasken.

Varme ørefigner og et klask i popoen i ny og næ er altså en del af forklaringen på de velopdragne franske børn

De franske børn udviser en indgroet respekt for autoriteter. I udgangspunkt føles det behageligt, nærmest flatterende. Man bliver som voksen set og ikke mindst hørt, hvilket af og til, må jeg indrømme, glipper i forholdet til mine egne mere anarkistisk anlagte danske børn.

Men når det er sagt, så er det alligevel også lidt påfaldende, at de franske børn udmærker sig ved at være så velopdragne. Noget må stikke under? I fransk børneopdragelse bliver der nok ikke ligefrem hentet inspiration i Nordkorea, men man får alligevel en lille, snigende tanke om, at de franske forældre gerne griber til trusler og andre mere hårdhændede metoder, hvis ikke de små rebeller makker ret og marcherer i takt.

Statistikken understøtter den formodning eller mistanke: Franskmænd elsker naturligvis deres børn akkurat lige så højt, som vi gør. Men meningsmålinger viser, at et flertal af franskmændene, faktisk hele 82 procent, stadig synes, at forældre har ret til at irettesætte deres børn med fysisk afstraffelse. Varme ørefigner og et klask i popoen i ny og næ er altså en del af forklaringen på de velopdragne franske børn.

Et omvandrende leksikon

Jeg havde engang en fransk bekendt, Frédéric, som påstod, at han hver aften igennem hele sin barndom blev låst inde på et loftsværelse, et såkaldt chambre de bonne, der i gamle dage blev brugt til at huse tyende. Der sad han så med blussende røde ører, på en hård træstol i flere stive timer, og i lyset fra en glødelampe terpede han gloser fra Petit Robert II (vel svarende nogenlunde til vores Lademanns leksikon). P

å den måde blev han i løbet af sin barndom og sin tidlige ungdom et sandt omvandrende leksikon. Det var svært at spørge ham om noget, som han ikke vidste. Man kunne vel kalde ham en klassisk, dannet ung mand – en gentleman – som kunne forføre enhver blåøjet Mademoiselle med sine floromvundne franske gloser og hyppige referencer til litterære værker.

Formentlig klæber den massive mængde paratviden stadig til hans hjerne. Men om han som voksen også er blevet et helstøbt og sundt menneske, i kontakt med sine egne følelser, og med omtanke for sine nærmeste og omgivelserne, ved jeg ikke.

Et faktum er det dog, at der findes mange af den slags franske vidensbanker, leksika på to ben, som kender hele Republikkens stolte historie i søvngang. En dannelse, som mange påstår, er tabt på gulvet i det danske system, hvor ingen længere kender kongerækken hverken forfra eller bagfra. Måske kunne vi i Danmark, også uden at give vores børn røde ører eller låse dem inde i kosteskabet, stramme en smule op netop der?

14784380502_7e9d1f76b3_b

Sort-hvid, men ikke unuanceret

Den franske skole er, ved vi af erfaring, langt mere autoritær end den danske, og disciplin er næsten et fag i sig selv. Vores to drenge har gået i fransk skole i to år. De fik først en brat opvågning, men synes derefter at tilpasse sig de nye og uvante rammer – som børn jo ofte gør. Godt nok hylder franskmænd friheden og dermed individets frie udfoldelse, men de hylder også broderskabet og derigennem fællesskabet.

Hverdagen i den franske skole er måske mere sort og hvid end i den danske skole, men dog alligevel ikke unuanceret. Der er blot slet ikke plads til og ingen accept af, at man behandler hinanden nedværdigende og uden respekt. Sker det, bliver der slået hårdt og konsekvent ned på det. Vi fik syn for sagen.

0-tolerance og myndighed

Et par drenge i klassen havde i en periode udset sig min søn som deres syndebuk. Det stod på i et stykke tid, vi var langmodige og håbede, at det gik over. Men en gemt skoletaske, et skub ned i en mudderpøl og et par sportssko i en skraldespand fik bægeret til at flyde over. Nu var det egentlig nok.

MERE POV
Er der en voksen til stede?

Efter et par mislykkede forsøg på at få forældrene i tale, gik jeg til læreren. En yngre, yndefuld nips af en kvinde, som man dog ikke skulle tage fejl af. Hele hendes spinkle legeme emmede af 0-tolerance og myndighed. Mme. Feral lærte os iført sin knaldrøde læbestift og mini-jupe, at i den franske skole, er det helt og aldeles uacceptabelt at stikke næsen langt frem på bekostning af andre.

Mme. Feral var klar i sit franske spyt – og der var absolut ingen slinger i Marseillaisen

Der blev lynhurtigt lagt en hårdhændet slagplan for, hvordan vi skulle komme den slags unoder til livs: Min søn skulle skrive en mail og forklare, hvad der var sket. Den skulle printes i to eksemplarer og med klassekammeraterne hjem til underskrift hos forældrene. Desuden skulle de to drenge hver især skrive en undskyldning med sirlig blækpen og love, at de aldrig ville gøre noget lignende igen – også den skulle underskrives af deres forældre. Indledningsvis blev der afholdt en samtale mellem de to drenge og Mme. Feral. Her blev det gjort klart, at hvis unoderne gentog sig, ville der blive tale om sanktioner og sidenhen bortvisning fra skolen.

Mme. Feral var klar i sit franske spyt – og der var absolut ingen slinger i Marseillaisen. Jeg var overrasket for ikke at sige chokeret over den konsekvente reaktion og de skarpe udmeldinger. Jeg fik næsten medlidenhed med de to ’krænkere’, som jo trods alt ikke havde begået en dødssynd. Men i Frankrig klapper guillotinen.

Fløjlshandsker og rundbordssamtaler

I en dansk kontekst ville man formentlig have grebet situationen lidt mere subtilt an. Skolen og lærerne ville nok have betragtet og iagttaget situationen lidt på afstand og ville have givet sig selv tid til at iføre sig fløjlshandskerne. Så havde de formentlig inviteret ind til rundbordssamtaler børnene imellem og siden med forældrene. Og dette er blot en antagelse. Jeg er klar over, at der i de fleste danske skoler findes en mobbepolitik, men min fornemmelse er, at den måske ikke altid konsekvent implementeres og håndhæves i hverdagen. Måske mest fordi lærerne har travlt og ikke kan være overalt, men også fordi der i den danske folkeskole til tider måske er en større accept af individets frie udfoldelse.

Det er ikke udelukkende de yngre generationer, der lider af nedsat hørelse og løbsk talestrøm. Det er vel nærmere en samfundsudvikling generelt, at alle uanset alder sætter sig selv forrest og forsøger at overdøve mængden

Egentlig kan jeg godt lide, at der i den danske folkeskole er en nuanceret tilgang til problemerne, at også mobberen bliver anset som et ”offer”, som skal have hjælp. Men manglende konsekvens, uklare grænser og langsommelig handlekraft risikerer modsat at signalere til mobberen og til alle andre børn, at det er okay og ikke så alvorligt, at man udviser disrespekt overfor andre mennesker og dermed overfor fællesskabet. Og netop her ligger måske en af de helt centrale forskelle mellem den franske og den danske ’dannelse’ eller opdragelse, om man vil.

Dannelsen har trange kår

I begrebet dannelse ligger både en skoling i almen viden, og også og ikke mindst et opdrag i forhold til at indgå i sociale sammenhænge, lytte og give plads til andre. Kritiske tunger vil vide, at dannelsen og opdragelsen har trange kår i Danmark, og at vi er i gang med at fostre en generation af selvoptagede tyranner og forkælede individualister, som meget gerne taler, men helst ikke lytter.

Jeg er i nogle tilfælde enig – men faktisk tror jeg ikke, at det forholder sig helt så slemt, som nogle antyder. I hvert fald kan man ikke sige, at det udelukkende er de yngre generationer, der lider af nedsat hørelse og løbsk talestrøm.

Det er vel nærmere en samfundsudvikling generelt, at alle uanset alder sætter dem selv forrest og forsøger at overdøve mængden. Jeg møder mange høflige, betænksomme og opmærksomme unge mennesker – og modsat også en del uopdragne voksne mennesker på min egen alder. Senest forleden morgen i lægens venteværelse her i det danske.

Midaldrende hyæner og mumle-mænd

Venteværelset var fyldt, og jeg var mødt op med min ene søn, som havde høj feber og hoste. Vi forsøgte at sætte os på en ledig plads – men manden ved siden af bjørne-brummede i fuldskægget, at den skam allerede var ‘taget’ af hans kone. Det var jo ikke lige til at vide, at hun var usynlig, konen. Vi satte os i lag på pladsen ved siden af.

Den midaldrende ‘kone’ vendte tilbage fra toilettet. Hun skridtede højlydt lokalet af, kastede sine lange lemmer ned i sofaen, lynede sin lidt for stramme ’Alpe-doudoune’ op, rettede på sine tjavsede, men dog touperede lokker, og fandt sin mobil frem, som hun med hidsig finger og et vrissent drag om munden og tilhørende høje suk ‘ordnede’. Sønnen hostede, men glemte at holde sig for munden. Og så fik jeg hele turen af dyne-jakke-heksen, imens sønnen, der forsøgte at undertrykke sin hoste, skiftede ansigtsfarve fra ligbleg til blodrød: “Jeg burde lære ham at holde sig for munden – det burde alle forældre i øvrigt….det havde hun i hvert fald lært sine børn. Alt andet er uopdragent og mangel på omtanke for andre mennesker…”

I begrebet dannelse ligger både en skoling i almen viden, og også og ikke mindst et opdrag i forhold til at indgå i sociale sammenhænge, lytte og give plads til andre. Kritiske tunger vil vide, at dannelsen og opdragelsen har trange kår i Danmark, og at vi er i gang med at fostre en generation af selvoptagede tyranner og forkælede individualister, som meget gerne taler, men helst ikke lytter.

Jeg undskyldte, men forklarede, at der jo nok altid er en form for risiko forbundet med at befinde sig i lægens venteværelse under alle omstændigheder. Og jeg spurgte så, om det måske ikke var bedre, at hun gik uden for i den friske luft og ventede, hvis hun ville være helt sikker på, at hun ikke skulle ligge med influenza eller andre dårligdomme i weekenden.

MERE POV
Døden, sorgen og fiskefrikadellerne

En ung fyr, overhørte mundhuggeriet – ligesom resten af det propfyldte venteværelse. Umiddelbart lignede han en ligeglad teenager i søvnunderskud, men han overraskede stort. Han rejste sig fra sin stol i hjørnet, kom hen til os og spurgte, om vi ikke vil sidde på hans plads, så kunne han stå op, til det blev hans tur. Det havde han ikke noget imod, og der kunne vi hoste i fred.

Selvstændig tankegang og refleksion

De unge er altså ikke nødvendigvis dem af os, der er mest uhøflige, fylder mest og mangler almindelig dannelse eller omtanke. Måske vi midaldrende hyæner og mumle-mænd skulle begynde med os selv? For dannelse, god opførsel og overskud har ikke som udgangspunkt noget med alder at gøre. Og jeg er heller ikke sikker på, at det nødvendigvis er kulturelt betinget. Der findes mange dannede og høflige unge mennesker i Frankrig – men jeg synes egentlig også, at de danske unge følger ret godt med, selv om de ofte får skyld for noget andet.

Måske er den gennemsnitlige paratviden i Danmark noget ringere end i Frankrig, fordi udenadslære ikke er noget, vi i Danmark vægter ret højt – men selvstændig tankegang og refleksion i det hele taget tæller, mener jeg, også som dannelse, fordi det i reglen fører til naturligt videbegær og almindelig sund fornuft.

Vi danske forældre må hellere gøre en indsats for at få styr på vores ’utilpassede’ poder, så de lærer at begå sig i en verden, hvor de aldrig bliver alene om at bestemme – hverken alt eller det meste. Men at ty til fransk disciplin er ikke en farbar vej. Vi kunne måske begynde med at finde Emma Gad frem fra de bagerste hylder i landets antikvariater og støve hende af. Og når vi nu alligevel læser den højt for vores børn, kan vi lige så godt også selv tage ved lære.

Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay nummer er: 2222 2636. Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com

Topfoto og foto i tekst: Everyday manners for American boys and girls (1922) – Flickr – Creative Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Seneste indlæg fra

Seeren

Bid mærke i navnet Oliver Starpov, skriver Alexander Meinertz. For Starpovs koreografdebut
Gå til Top