Frankrig ramt af fattigdomsfobi

af

I Frankrig lever en ud af ti personer under fattigdomsgrænsen – og antallet af de mennesker, der kategoriseres som fattige, stiger støt. De fattige og de hjemløse er ikke til at overse i det franske gadebillede og ej heller i den politiske debat. Imidlertid vokser modviljen mod de fattige i takt med, at der bliver flere af dem. En tendens som i øvrigt også bliver mere tydelig i Danmark.

I sidste weekend fløj en brandbombe ind over hegnet til et center for personer uden fast bopæl i Paris. (på fransk hedder de mennesker SDF, Sans Domicile Fixe). Centeret åbnede den 17. oktober i år i det 16. arrondissement, som ellers især huser overvejende velbeslåede parisere og mange udenlandske diplomater. Da centeret endnu var på tegnebrættet, skrev 40.000 borgere under på, at de ikke ønskede centeret i deres ’baghave,’ og et par uger inden indvielsen blev centeret også forsøgt antændt med en brandbombe, akkurat som i den forgangne weekend. Men politikerne og kommunen holdt fast:

Huset blev en realitet. Der er plads til omkring 200 hjemløse i den store træbygning tæt på Bois de Boulogne (Boulogne-skoven). Da brandbomben ramte i weekenden, befandt der sig 27 voksne og 24 børn på centeret. Heldigvis kom ingen til skade, men det kunne være gået grueligt galt.

Fattigdom er et reelt problem i det franske samfund, og der er hårdt brug for flere tiltag og initiativer i stil med centeret for hjemløse i Paris. I Frankrig lever en ud af ti personer nemlig nu under fattigdomsgrænsen. Det vil sige for under 900 Euro om måneden (6.700 DKK).

De fattige er selv ansvarlige

Mennesker som lever i fattigdom og med lav social status gør tilsyneladende den mere velstillede del af den franske befolkning bange og utryg.

Der er faktisk tale om en decideret fjendtlig indstilling overfor folk, der lever i fattigdom, og en kraftig antydning af, at de selv er ansvarlige for deres situation og lave sociale status – underforstået, at de også har en form for ansvar for den økonomiske, politiske og sociale déroute, som Frankrig netop nu befinder sig midt i.

At det vitterlig forholder sig sådan kan man se i en dugfrisk analyse udarbejdet af den franske tænketank Mr. Mondialisation (på dansk direkte oversat til “Hr. Globalisering”).

Kaktusser, metalspid og betonklodser

På tænketankens website forsøger folkene bag at komme nærmere en forklaring på, hvorfor franskmændene så lider af denne ”fattigdoms-fobi”. Det som den franske organisation ATD Quart-Monde også kalder for ’pauvrophobie’.  Mr. Mondialisation giver i en grundig analyse flere eksempler på tiltag i samfundet, som udstøder, udelukker og marginaliserer den fattige del af befolkningen yderligere. Nogle af tiltagene er mere groteske og fantasifulde end andre:

Private handlende og banker foretager f.eks. krumspring og har udviklet foranstaltninger for at forhindre hjemløse i at slå sig ned foran eller i nærheden af deres forretninger; Kaktusser, sylespidse metalspid, som vil få en fakir med siddetrang til at trække sig, tunge betonklodser eller enorme blomster-dekorationer eller -opsatser, og skulle en hjemløs have brug for at strække sig og tage et hvil på en bænk i den parisiske metro, er det heller ikke længere en mulighed.

Frygt og fordomme lever i bedste velgående: “De fattige, som også tæller en betydelig del af Frankrigs indvandrere, er nok i virkeligheden selv ude om, at de er fattige.”

Der er nemlig installeret gelændere på bænkene, så kun den allerede oversavede dame ville kunne tage en pause fra storbyens travlhed. I byen Angoulême gik kommunen så grundigt til værks at de op til jul sidste år installerede nogle mildest talt skæmmende og beskæmmende gitre omkring byens bænke for at forhindre ”alkoholiserede hjemløse i at sætte, lægge eller installere sig”.

Frygt og fordomme

MERE POV
Merkel sidder fast i symbolpolitikken

Men hvorfor er de fattige i det franske samfund blevet vor tids syndebukke? Mr. Mondialistation spørger i sin analyse professor i sociologi ved universitetet i Paris, Nicolas Duvoux. Ifølge ham er en væsentlig del af forklaringen at finde i den politiske diskurs. De franske politikere holder sig ikke tilbage med beskyldninger om, at ”de fattige ikke selv gør noget aktivt for at komme ud af fattigdommen.”

Og netop den stil er med til at brødføde den franske befolknings indre svinehund. Frygt og fordomme lever i bedste velgående: “De fattige, som også tæller en betydelig del af Frankrigs indvandrere, er nok i virkeligheden selv ude om, at de er fattige.”

Den kollektive frustration skal rettes mod noget eller nogen – og det er i 2016 blevet samfundets svageste som står i skudlinjen. Fordomme og klicheer fra politisk hold understøtter befolkningen i kompromitterende og tvivlsomme holdninger som for eksempel, at det bedre kan betale sig at være på bistand end at arbejde.

Man glemmer, understreger og fastslår Mr. Mondialisation, helt og aldeles at tage højde for det individuelle menneskes situation og hvad der ligger forud og til grund for netop det menneskes vanskeligheder.

Det fjendtlige klima i debatten understøttes og følges jævnligt op af konkrete politiske forslag og tiltag. Blandt andet har Nicolas Sarkozy foreslået at tilbagekalde børnechecken i de familier hvor børnene jævnligt ikke møder op i skole. Ligesom det gratis skolemåltid til de børn, der kommer fra økonomisk trængte familier, blev ophævet i byen Toulouse i 2015. De fattige bliver således straffet alene på grund af deres sociale status, hvilket er med til at marginalisere dem yderligere.

Hele befolkningen bliver tabere

Ifølge Mr. Mondialisations analyse har rækken af tiltag imod Frankrigs fattige kun én sikker konsekvens: Nemlig at politikerne splitter og spiller befolkningen ud mod hinanden i stedet for at samle og fremme solidariteten imellem samfundet svageste og samfundets mest velbeslåede.  I en tid med økonomisk krise synes strategien altså at være, at man gør alt, hvad man kan for at polarisere, forsimple debatten og grave grøfter – for eksempel mellem befolkningen på landet og befolkningen i byen, mellem de ’rigtige’ franskmænd og de ’fremmede’, arbejderne og de arbejdsløse, de ufaglærte og de uddannede – og i høj grad altså også mellem de fattige og de velbjergede.

I 2017 går den franske befolkning til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident. Den højreorienterede, nationalistiske politiker Marine Le Pen, som er spydspids for partiet Front National, står på spring i kulissen. Hun kan, som Donald Trump gjorde i USA, risikere at overraske.

Det har som konsekvens, mener Mr. Mondialisation, at befolkningen hele tiden måler sig selv i forhold til andre – i andres lykke ser de så at sige deres egen ulykke eller omvendt. Man spiller simpelthen befolkningen ud mod hinanden i stedet for at samle den i en krisetid. Og netop det gør hele befolkningen til tabere i et system, hvor den økonomiske vækst er stagnerende, og hvor man hele tiden forsøger at finde nye veje og måder at kickstarte den lave produktivitet og vækst.

Splittet i stedet for samlet

Ansvaret for den voksende modvilje mod Frankrigs fattige er, fastslår Mr. Mondialisation i sin analyse, i høj grad politikernes: Den førte politik understøtter individualisme, frygten for det ukendte og mistillid til verden udenfor Frankrig. Landet bliver splittet i stedet for samlet – og det bliver derved vanskeligt at løfte i flok og skabe en fornyet demokratisk tankegang i Frankrig.

I 2017 går den franske befolkning til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident. Den højreorienterede, nationalistiske politiker Marine Le Pen, som er spydspids for partiet Front National, står på spring i kulissen. Hun kan, som Donald Trump gjorde i USA, risikere at overraske. I øvrigt har Front National under hele den amerikanske valgkamp som det eneste franske parti støttet Donald Trump. Et betydeligt antal franskmænd erklærer sig trætte af den politiske “elite” og er tilhængere af en hårdere linje, blandt andet en strammere flygtninge- og indvandrerpolitik og indskrænket bevægelsesfrihed på tværs af landegrænser. Nogle af de kort, som Marine Le Pen spiller med sikker hånd – og også høster stemmer på.

MERE POV
Cruz besejrede Trump – Hillary og Bernie står lige

En slående lighed

Og hvordan ser det ud i Danmark? Er de franske tilstande noget, som vi kan nikke genkendende til? POV International har spurgt analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul.

Ikke overraskende er ligheden med Frankrig ganske slående. Der er i Danmark, forklarer Jonas Schytz Juul, en rimelig forståelse for børn og unge med en negativ social arv. Men i det øjeblik de fylder 18 år og træder ind i de voksnes rækker, er det slut med samfundets velvilje og forståelse:

”I debatten i Danmark er holdningen ofte den, at hvis man er arbejdsløs, på kontanthjælp eller førtidspensionist, så er det nok i høj grad ens egen skyld. Retorikken i den offentlige debat og fra politisk hold er barsk og hård. Folk på overførselsindkomst, kontanthjælp eller i arbejdsløshed bliver for eksempel ofte opfattet som ’snyltere”, mens der kan være en manglende forståelse for det enkelte individ og for de årsager, der ligger til grund for det enkelte menneskes situation.”

Som i Frankrig finder der i Danmark også en øget polarisering mellem rig og fattig sted. Det bekræfter Jonas Schytz Juul:

”Både de rige og de fattige bliver flere, og der bliver længere afstand mellem dem. For 20 år siden var det billede helt anderledes. Helt konkret bliver det sociale sikkerhedsnet, som i Danmark altid har været finmasket, med tiden gennem politiske tiltag mere og mere grovmasket.”

Vi bevæger os altså, akkurat som i Frankrig, også i Danmark mod et mere og mere polariseret samfund.

Andre blog-posts om fattigdom i Frankrig af samme forfatter:

”Et liv på kanten” – En reportage fra en ”Restaurant du Coeur” i den franske by Gex.
Eller Hjemløse dør på gaden i Paris

Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay nummer er: 2222 2636. Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com

Topfoto: Chroniques Avignonnaises, 2013 – Jean-Pierre Aribau, Flickr – Creative Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Seneste indlæg fra

Gå til Top