Fra skrald til smykke

af

Egentlig skulle kohornene fra slagterierne bare smides ud. Nu bruges en del af dem til blandt andet smykker, og et besøg i Bøvlingbjerg i Vestjylland var med til at sætte gang i produktionen af Astrid Sulgers brugskunst, skriver Ulrik Gade Husted fra Mozambiques hovedstad, hvor en frituregryde er kommet til at spille en vigtig rolle for at sikre produkter af høj kvalitet. 

MAPUTO – Hornsmykkeværkstedet gemmer sig lidt nede af en jordvej i Bairro Ferroviario, et af Maputos mange småkvarterer, hvor husene ligger tæt og børnene leger med bildæk på jordvejen. Der er ingen skiltning, eller andet der antyder, at huset ikke blot bliver brugt som beboelse som alle nabohusene gør.

I disse ydmyge omgivelser har schweiziske Astrid Sulger slået sig ned som smykkedesigner, og har i de seneste 11 år fremstillet og solgt lokalt producerede hornsmykker. Hun lærte først horn at kende, da hun flyttede til Maputo og forelskede sig i materialet.

”Horn er et fantastisk produkt. Det er et organisk materiale, så alle kohorn er forskellige. Derfor må vi undersøge de unikke mønstre i hvert eneste af dem og bruge dem i forhold til deres oprindelige mønstre”, forklarer Astrid, mens hun viser forskellige eksempler, der understreger pointen. Hun bruger udelukkende kohorn, som hun får fra et nærliggende slagteri, hvor de ellers blot ville være endt som affald.

På værkstedet udgør en almindelig frituregryde midlet til at opvarme hornet for at øge smidigheden.

Frituregryden beriger processen

I 2005 blev Astrid udvalgt blandt andre mozambiquiske virksomheder til at deltage i en messe i Herning.

På dette tidspunkt var smykkeproduktionen stadig i den første fase. Hun var netop startet med at arbejde i horn, men var stadig under oplæring i de forskellige bearbejdningsprocesser. ”Danida var interesseret i virksomheder og ikke i enkeltmandsprojekter. Der var ikke mange at vælge mellem i Mozambique på det tidspunkt, så vi blev udvalgt, selvom vi var ganske nystartede”, fortæller hun.

I Herning blev der skabt kontakt til Danmarks eneste hornvarefabrikant, Hornvarefabrikken, som ligger i Bøvlingbjerg.

Her mødte Astrid den daværende ejer af det danske værksted Agner Andersen. Han lærte hende blandt andet, hvordan varm olie er langt bedre end varmt vand til at blødgøre hornet, så det kan formes og lægges i pres, så det bevarer den ønskede form.

I værkstedet i Maputo varmede de vand over bål for at forme hornet, men der var et stort spild, da det var svært at fastholde temperaturen over længere tid. Store maskiner og dyrt udstyr er dog ikke en mulighed for Astrid, så en simpel frituregryde bliver nu brugt til opvarmningen i Mozambique.

Stoltheden ved håndens arbejde

Værkstedet i Maputo består af et ganske almindeligt hus med bliktag, som alle andre huse i området, mens alle arbejderne sidder udenfor under halvtag som værn mod sol og regn og arbejder koncentreret.

Zélia sidder koncentreret og sliber et smykke, mens hønsene udforsker jorden i nærheden.

Hornsmykkeproduktionen har udviklet sig fra få ansatte til de nuværende 14 medarbejdere, heriblandt Zélia Boaventura Muleia, der sidder fordybet over et smykke, som hun polerer med håndkraft.

Selvom håndarbejde i horn ikke er et prestigefyldt arbejde, fornemmer man en vis stolthed i Zélias stemme, da hun sammenligner deres produkter med andre i byen: ”Vores arbejde er forskelligt fra andres i Maputo. Vi har maskiner til at bore med og vi sliber i vand, indtil alle slibemærker er væk. Det gør, at vores produkter er meget flottere end de andres”.

”Hvis du har penge, kan du gøre alt”

Når man har en mindre virksomhed i Mozambique, er man ganske overladt til sig selv: regeringen ser intet potentiale i håndværk, mener Astrid.

Det er ikke nødvendigvis dårligt, at regeringen ikke støtter os, for hvorfor skal staten altid understøtte alt, hvad man laver?” Nu er er det kun hende selv og hendes medarbejdere, der afgør, om de kan få produceret og solgt varer nok til at opretholde forretningen.

Men: ”Det er ikke nødvendigvis dårligt, at regeringen ikke støtter os, for hvorfor skal staten altid understøtte alt, hvad man laver?” Nu er er det kun hende selv og hendes medarbejdere, der afgør, om de kan få produceret og solgt varer nok til at opretholde forretningen. De er dog afhængige af et fortsat marked af købere af smykkerne, og med krisetider i Mozambique svinder kundegrundlaget til luksusvarer som for eksempel hornsmykker.

Den nuværende økonomiske krise i Mozambique kommer efter en del år med lovende økonomisk vækst. I midten af 2016 blev det afsløret, at den tidligere mozambiquiske regering havde optaget hemmelige lån til en værdi af mere end 2 mia. dollars, hvoraf danske pensionsselskaber har investeret i et af selskaberne.

Hele miseren har indtil videre fået flere donorer til at lukke kassen i for den direkte budgetstøtte. Der er blevet lavet en uafhængig revision af forløbene, men de har ikke haft adgang til alle dokumenter, hvorfor støtten stadig bliver tilbageholdt på ubestemt tid.

Zélia kan også mærke, at det bliver sværere at få pengene til at slå til. Men hun er ikke typen, der giver op. Hun håber også, at hun engang kan åbne sin egen forretning i fællesskab med andre.

Men det har lange udsigter, erkender hun, da det kræver penge til investeringer. ”Hvis du har penge, kan du gøre alt. Hvis du ikke har nogen, må du nøjes med drømmene,” smiler hun, inden hun igen retter sit fokus mod smykket, der kræver hendes fulde opmærksomhed.

Slibearbejdet kræver tålmodighed og præcision.

Afrika er andet end sultkatastrofer

Det vigtigste, Astrid fik med sig fra besøget i Danmark i 2005, var troen på at hendes produkter kunne sælge:

”Jeg tog til Herning med en plastikpose fuld af vareprøver. Jeg vendte hjem med en tro på min virksomhed. Hvis folk i Danmark kan lide vores produkt, så kan det ikke være helt dårligt”, som hun udtrykker det – som om hun også har taget jysk beskedenhed med sig hjem.

Hvert eneste produkt gennemgår utallige bearbejdningsprocesser og bliver nøje kigget efter for selv den mindste fejl.

Astrid har stadig bånd til Danmark, hvor smykkerne senest er blevet repræsenteret på Louisianas AFRIKA udstilling i 2015.

Udstillingens fokus på at vise mangfoldigheden og kompleksiteten appellerede til Astrids håb for forståelsen for den verden i Mozambique, hun lever i:

”Det er vigtigt, at mennesker uden for Afrika anerkender, at her findes andet end katastrofer og hungersnød. Afrika kan også byde på smukke ting”.

Et bredt udvalg af Astrid Sulgers smykker.

Hovedillustration: Værkstedet ligger gemt væk i en bairro i Maputo.
Alle fotos: Ulrik Gade Husted.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ulrik Gade Husted

Ulrik Gade Husted har gennem de seneste 10 år interesseret sig for forhold i forskellige udviklingslande og i særdeleshed hvordan den danske befolkning hører herom. Han bor for tiden i Mozambique og hans historier på POV International indeholder derfor primært perspektiver og kilder fra det sydlige Afrika. Han har uddannet sig i Internationale Udviklingsstudier og Virksomhedsstudier på Roskilde Universitet, med særligt fokus på demokrati- og organisationsprocesser. Derudover banker hans hjerte for frivilligt arbejde, som han selv har engageret sig i og indimellem også fået løn for. Hvis du kan lide historierne, som Ulrik skriver på POV, siger han ikke nej til en lille skilling via sin Mobile Pay på 22 51 76 30.

Seneste indlæg fra

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top