mm

Amalie Keren Maarbjerg

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Se alle skribentens artikler

Forsvar for blidheden

For ikke så længe siden stødte jeg på et opslag fra en af mine Facebook-venner fra det kreative segment. Det handlede om det der med at være en blid person i en verden, der ikke altid er det.

”Ville ønske at jeg kunne være så blid, som jeg egentlig er”, skrev hun. ”Virkeligheden har bare lært mig, at hvis jeg er det, så overlever jeg ikke”.

Opslaget var på en gang melankolsk og meget nøgternt. Der kunne også have stået: ”Jeg kan ikke være den, jeg i virkeligheden er. Men sådan er det, og det har jeg accepteret”. Af kommentarerne fremgik det, at flere havde det på samme måde.

Opslaget satte gang i nogle tanker hos denne skribent. For hvad er det lige, der er, med denne blidhed? Lige så længe jeg kan huske, har blidhed jo været håbløst yt.

Undertegnede, som selv kæmper med kronisk blidhed, mindes, hvordan hun i sin skoletid modtog en pose bolsjer til folkeskolens afgangsfest (alle fik en lille gave, der ligesom skulle sige noget om deres personlighed), fordi hun var så ”blid og sød”. Skamfuld og omgivet af de bedste intentioner luntede jeg ned fra podiet i hele klassens påsyn. For blidhed var fandeme ikke var høj kurs, da jeg var seksten, og jeg havde brugt helt vildt lang tid på at prøve at virke sådan lidt bad ass.

Men med tiden opdagede jeg noget. Det var ikke min blidhed, jeg skammede mig over. Det var den måde, andre åbenbart opfattede den på. Den måde, hvorpå den åbenbart fik folk til at tro, at jeg ikke kunne håndtere den rå virkelighed. (Jeg fik endda engang afslag på et job med den begrundelse, at jeg virkede sød, men at de var bange for, at jeg ikke ville kunne håndtere de ”svære situationer”).

Mange ting, der var yt, da jeg gik i skole, er siden blevet moderne. At være introvert for eksempel. Eller glutenintolerant. I nogle kredse er det endda blevet in at være feminist. Men at være blid – det er altså stadig håbløst umoderne.

Med tiden opdagede jeg noget. Det var ikke min blidhed, jeg skammede mig over. Det var den måde, andre åbenbart opfattede den på. Den måde, hvorpå den åbenbart fik folk til at tro, at jeg ikke kunne håndtere den rå virkelighed

Men hvordan kan det egentlig være? Hvorfor sætter vi lighedstegn imellem blidhed og svaghed?

Fordi vi ikke tænker særlig langt, fristes jeg til at skrive. At være blid er at være modtagelig. Når man er blid, har man en følsomhed overfor verden, der kan give rum for ny læring og kreativitet. Det medfører naturligvis også en sårbarhed, men sårbarhed og svaghed er heller ikke det samme. Kan man håndtere sin sårbarhed, kan den være en stor styrke. Lidt ligesom kærligheden, der både gør os udsatte, men samtidig i stand til at gøre de sværeste ting.

Jeg har kendt blide personer, der har klaret de vildeste situationer uden at knække: Mistet børn, oplevet krig og gennemlevet misbrug. I den mildere boldgade har jeg selv – trods min blidhed – klaret mig igennem kronisk sygdom i min nærmeste familie, svigt på tætteste hold og formået at været der til det sidste for en elsket person på dennes dødsleje.

At være blid er naturligvis ikke diskvalificerende i sig selv, men alligevel har mange mennesker supertravlt med at gøre opmærksom på, at verden jo ligesom bare ikke er indrettet til folk som dig. ”Få dig noget hård hud”, har jeg ofte fået af vide. ”Prøv at virke lidt mere tough”. Så hvad skal man egentlig stille op?

Man kan naturligvis gro sig et skildpaddeskjold af bornholmsk granit. Så mærker man ingenting og kan sejle igennem tilværelsen i sit panser med et minimum af skrammer. Men man kan også tage sin blidhed på sig. Bruge den som den styrke, den er, og lære af de slag verden giver. Den mener det trods alt sjældent personligt.

Så her en opfordring til de skabs-blide derude: Vær blide og vær det med vilje.

Kunne du lide artiklen? POV lønner ikke sine bloggere. Men du har mulighed for støtte Amalies arbejde på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Illustration: Amalie Keren Maarbjerg

Kategorier