mm

Thomas Milsted

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Thomas Milsted
på Mobile Pay: 31 41 83 76

Korsfarere udi det forstokkede kvindesyn

KOMMENTAR – Forfatterne Jens Christian Grøndahl og Jørgen Leth har meldt sig til mandskoret for hvem sexchikanerede kvinders opråb opfattes som en trussel mod den seksuelle frigørelse og flirt, skriver Thomas Milsted, der håber på, at det nedladende syn på kvinder nu en gang for alle stopper: “Jeg trøster mig ved den tyske filosof Arthur Schopenhauers lære. Han siger, at  al nytænkning gennemgår tre faser: Først latterliggøres den, siden bekæmpes den og til sidst anerkendes den som den eneste rigtige”.

Men hvis de to herrer også havde vidst, hvilken gave deres udtalelser i virkeligheden er til #metoo-bevægelsen, havde de nok tænkt sig rigtig godt om, før de i ugebladet Femina valgte at fremstå som patriarkatets korsfarere.

At de to litterære koryfæer, sammen med andre intellektuelle mandslinge, kan udtale sig så dumt og respektløst, som de gør i det førnævnte interview, vidner om en kultur i vores samfund, der inkluderer et så indgroet kvindesyn, at dets fortalere simpelthen ikke kan være bevidst om det.

På den måde er de sådan set uskyldige ofre for en nærmest oldbibelsk holdning, som de med deres udtalelser repræsenterer. Man kan kun håbe for dem, at der i deres umiddelbare nærhed står nogle fornuftsvæsner, der kunne bidrage til en fælles refleksion med ordene: “Er du egentlig klar over, hvad du siger?”

Men vi snakker ikke om at banke overfladisk rust af her. Vi taler om et kvindesyn, der i sin struktur minder om et stykke metal, der har ligget på havets bund i århundreder, og som er så gennemtæret, at det ville være omsonst overhovedet at gøre sig nogen overvejelser om at kunne redde det. Der er lang vej igen, desværre.

Jeg er selv vokset op med en far og hans venner, som havde et reaktionært kvindesyn. Jeg er selv blevet opdraget til, at kvinder snakker og mænd taler – med den indlejrede forståelse, at man ikke skulle tage kvinder alvorligt

Det bliver mere og mere tydeligt, at #metoo-bevægelsen ikke bare afslører krænkelser og overgreb, men i høj grad også det forstokkede kvindesyn, der ligger bag disse. Og det er nok ikke for meget at påstå, at bevægelsens modstandere mest af alt repræsenteres af personer for hvem de gammeltestamentlige traditioner kræves holdt i hævd.

Dette hellige skrift har ligget som en tåge hen over vores samfund og er i århundreder blevet indsnuset af mange drengebørn, som dermed er vokset op i den tro, at mænd er kvinder langt overlegne, og at kvinder er skabt til mandens fornøjelse. Han har ret til kvinden og ikke mindst hendes krop.

Reaktioner mod Metoo bekræfter bevægelsens berettigelse
Jeg er selv vokset op med en far og hans venner, som havde et reaktionært kvindesyn. Jeg er selv blevet opdraget til, at kvinder snakker og mænd taler – med den indlejrede forståelse, at man ikke skulle tage kvinder alvorligt.

At diskutere med kvinder er som at læse avis i stormvejr, og altså noget man ikke brugte sin kostbare tid på. Min generations hanner er blevet tæppebombet med floskler af den slags.

Nedværdigende holdninger til kvinder, hvor det sidste man skulle have for dem, var respekt. Barnelærdom, som vores fædre, mandlige lærere og trænere i diverse sportsdiscipliner indprentede os med en præcision, der trodsede enhver beskrivelse.

Med paroler om for Guds skyld ikke at tage kvinder alvorligt, gik vi ud i verden og deltog i krænkelserne og sang lystigt med på sangene om store patter og kusser, der skulle erobres. Og de unge gør det gud hjælpe mig stadig?

Alle undervisningsinstitutioner, organisationer og arbejdspladser bør arbejde for en kultur, hvor ingen behøver at frygte for at blive udsat for krænkelser af seksuel karakter

Kvindebevægelsen i 70’erne fik med andre ord ikke gjort deres arbejde helt færdigt. Mændenes dominans var trods alt for indgroet og stærk. Men tiden kunne godt være kommet nu.

Metoo er del af en nytænkning
For #metoo-bevægelsen er ikke bare vigtig, den er også en del af den nytænkning, der skal gøre op med mange kvinders og mænds syn på kvinden. Det syn, der fører til overgreb, krænkelser eller delinger af billeder og videoer på nettet.

Den danske film- og scenekunstbranche har lagt ud, og nu kan vi håbe at politikere, virksomheder og ikke mindst fagbevægelsen tager den op. Med deres nye manifest ønsker filmfolk og scenekunstnere en ny kultur med nul-tolerance overfor sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb. Det er et stærkt og ikke mindst tiltrængt initiativ.

Det er et kvindesyn, som mange mænd nok ikke er bevidste om, at de besidder, men som i deres handlinger og udtalelser kommer klart til udtryk. Af alle mulige raffinerede omveje, det være sig intellektuelle og filosofiske, argumenteres der på en måde som kun har til formål at fastholde den position, hvor kvinden er nederst

Alle undervisningsinstitutioner, organisationer og arbejdspladser bør fremover arbejde for en kultur, hvor ingen behøver at frygte for at blive udsat for krænkelser af seksuel karakter. Og hvor uønskede seksuelle tilnærmelser kan afvises, uden at man efterfølgende skal udskammes.

Derfor bør Manifestet medvirke til, at der alle de steder, hvor det er relevant, udvikles politikker, der opfordrer deres respektive ledere til at iværksætte tiltag, der med manifestets ord skal sikre, at seksuelle krænkelser, overgreb, chikane, magtmisbrug og kønsdiskriminering ophører.

Modstanderne af Metoo-bevægelsen har gjort regning uden vært
Og sluttelig: Selvom der i debatten har været væsentlig pointer at være opmærksomme på, har modstanden mest af alt været tåkrummende pinlig. Og den handler også om angsten for at miste den magt, der i århundreder har gjort det muligt at undertrykke kvinder.

Det er et kvindesyn, som mange mænd nok ikke er bevidste om, at de besidder, men som i deres handlinger og udtalelser kommer klart til udtryk. Af alle mulige raffinerede omveje, det være sig intellektuelle og filosofiske, argumenteres der på en måde som kun har til formål at fastholde den position, hvor kvinden er nederst.

Man kan dog trøste sig med, at den tyske filosof Arthur Schopenhauer, så tidligt som i 1800-tallet lærte os, at al nytænkning gennemgår tre faser: Først latterliggøres den, siden bekæmpes den og til sidst anerkendes den som den eneste rigtige.

Vi burde være blevet klogere i 2018 og de store filosofiske tænkere i højere grad implementeret. Om ikke i vores hjerter, så i det mindste i vores intellekt og helst i en grad, at de afspejlede sig i vores holdninger og handlinger.

Lad os love hinanden, at vi ikke mere vender ryggen til, men påpeger disse krænkelser, så de kan stoppe. Og lad os love hinanden, at hver gang vi er vidne til en mand, der taler nedsættende om kvinder, så stopper vi ham venligt og gør opmærksom på, at vi lever i 2018 og ikke i 1018

Kan vi ikke for en gangs skyld springe latterliggørelsen og bekæmpelsen over og gå direkte til anerkendelsen af en sag, der burde være taget op for længe siden og ikke mindst afsluttet?

Jeg vil gerne hoppe med på opfordringen om, at alle, både ledere og medarbejdere, tager ansvar for, at der på deres arbejdspladser skabes et arbejdsmiljø, hvor krænkelser ikke finder sted. Arbejdspladser, hvor alle medvirker til at udvikle en kultur, hvor man siger fra, når man er vidne til magtmisbrug. Hvor krænkelser ikke mødes med tavshed, men hvor alle bør forpligtige sig til at reagere.

Lad os love hinanden, at vi ikke mere vender ryggen til, men påpeger disse krænkelser, så de kan stoppe. Og lad os love hinanden, at hver gang vi er vidne til en mand, der taler nedsættende om kvinder, så stopper vi ham venligt og gør opmærksom på, at vi lever i 2018 og ikke i 1018.

Foto: Pixabay

Kategorier