Forslag til nyt ritual: 10-års-mindekredsen

af

I lørdags var det 10 år siden, min elskede mor døde. Og for at markere dagen havde vi inviteret ikke blot den nærmeste familie, men også hendes nærmeste venner og kolleger til en fælles mindekreds. Det virkede så godt, at jeg håber det kan være til inspiration for alle andre, der også savner et ritual til at mindes deres døde længe efter bisættelsen er overstået, og det største chok over tabet har lagt sig.

Det var i foråret, ideen krystalliserede sig. Lige omkring min mors fødselsdag i marts, hvor jeg som altid glædede mig over forårsbebuderne og hvert år tænker tilbage på et af mine allertidligste minder:  Min mor bad mig plukke erantis i haven til fødselsdagsbordet, og det var en af de allerførste gange, jeg fik tildelt en så betroet opgave. Jeg var pavestolt, da jeg vendte tilbage med en buket så stor, som en buket erantis nu engang kan blive – det har sine naturlige begrænsninger. Og jeg ser stadig hendes smil for mig, da hun begejstret roste mig for min flotte indsats.

At skabe en fælles anledning

Det barndomsglimt tænker jeg altid på, når jeg ser årets første erantis. Men i år var det alligevel lidt anderledes. For da de første erantis skød op gennem sneen i år, blev jeg samtidig mindet om, at det i år var 10 år siden, hun døde. Og selvom min far, bror og jeg hvert år siden hendes død – delvist inspireret af den jødiske yahrzeit-tradition – har markeret dagen sammen, kunne jeg mærke, at jeg i år havde lyst til noget andet og mere.

For jo mere jeg tænkte over det, jo mere undrede det mig, at vi ikke har nogle mere markante ritualer i årene efter dødsfaldet til at mindes vores døde sammen med alle de andre, der også savner dem. I grunden er det besynderligt, at det primære sociale samlingspunkt i forbindelse med et dødsfald er reduceret til bisættelsen og gravøllet bagefter. En dag, hvor alle stadig er så meget i chok, at man faktisk slet ikke er i stand til at rumme alle de fine ord og minder, man deler og fortæller hinanden.

Så mens jeg gik der og nød synet af de første erantis, der spirede frem, spirede ideen til et nyt ritual frem hos mig: På 10-årsdagen for min mors død ville jeg sammen med min bror og far samle ikke blot den nærmeste familie, men også nogle af hendes nærmeste venner og kolleger. Mennesker, som jeg ikke ser nær så meget i dag, som jeg ville have gjort, hvis hun stadig var i live og med sin vanlige generøsitet og flair for at fejre stort og småt, ville have samlet med jævne mellemrum. Og ikke alene havde jeg lyst til at samle dem. Jeg havde også lyst til at skabe en ramme, der ville gøre det nemt og naturligt for os at snakke sammen om alt det, der ellers kan være lidt svært at få hul på. Specifikke minder om min mor og mere generelle tanker om livet, døden og tilværelsens spørgsmål.

I grunden er det besynderligt, at det primære sociale samlingspunkt i forbindelse med et dødsfald er reduceret til bisættelsen og gravøllet bagefter. En dag, hvor alle stadig er så meget i chok, at man faktisk slet ikke er i stand til at rumme alle de fine ord og minder, man deler og fortæller hinanden.

Jeg havde sådan lyst til at høre små anekdoter om hende som søster, kusine, ungdomsveninde, ungdomskæreste, tante, studiekammerat, underviser, kollega … Jeg husker som barn, hvordan jeg elskede at tale med nogen, der havde kendt min morfar, der døde, da jeg var 1 år gammel. Høre nogle andre historier om ham, end dem min mor og mormor fortalte.

Og nu, hvor jeg for nylig er blevet faster til den skønneste lille Otto, havde jeg også lyst til at indsamle nogle flere minder og fortællinger til ham, der en dag vil kunne give ham en mere nuanceret opfattelse af sin farmor, end de historier, min bror, far og jeg har en tendens til at gentage i det uendelige. For i levende live var hun også så meget andet, end de skarpe konturer, der står mejslet i minderne.

Det er jo ikke fordi, datoen er så vigtig i sig selv …

Når jeg savnede et nyt ritual, er det jo ikke fordi jeg som sådan har brug for et ritual eller en mærkedag for at tænke på min mor eller mindes hende. Det gør jeg faktisk flere gange om dagen. Året rundt.

Hun lever videre, når min bror og jeg synger udvalgte perler fra hendes omfattende repertoire for min lille nevø, og når vi taler et sprog fuldt af hendes mærkelige udtryk og vendinger, som kun vi to, der har fået det ind med modermælken, forstår.

… Når mine venner og bekendte står over for nogle af livets spørgsmål, og jeg helt intuitivt siger ”min mor ville jo have sagt”, og de så nikker eftertænksomt, og synes det er meget klogt og rigtigt, og jeg føler det som en nådegave at have fået så meget livsvisdom og livsduelighed ind med modermælken.
… Når jeg – som i skrivende stund – lytter til Chopins Nocturne 2, som hun spillede på pianettet, når jeg var syg, og hun troede jeg sov, men jeg i virkeligheden lå og så skyggerne fra træerne i haven danse på væggen, mens jeg lyttede til de lutrende toner. … Når far og jeg i alle mulige mærkelige situationer nikker indforstået til hinanden og siger: ”Det kender vi en, der ville have værdsat/været stolt af/gouteret”.
… Når jeg gentager en af hendes gyldne leveregler højlydt for mig selv.
… Når jeg laver borscht og mindes de 4 år mine forældre boede i Moskva og velkomstmåltiderne flød med vodka, kaviar, kamchatkakrabber og min mors fabelagtige bortsch. Eller hver gang jeg drikker grøn te og tænker på de 6 år mine forældre boede i Kina og på, hvor imponerende hurtigt min mor lærte kinesisk og hvor hjemmevant hun cruisede gennem Beijings proppede gader.
… Når hun er lyslevende i mine drømme. Og det er hun faktisk ofte.
… Når vi til sang synger ”Den blå anemone”, der i min familie altid har været ”min sang”, fordi det var den mine forældre sang i en uendelighed, når jeg ikke kunne falde i søvn som barn.
… Når jeg passerer en kvinde, der bærer en af min mors signaturparfumer.
… Når jeg kvajer mig og ærgrer mig over det, indtil jeg husker at sige ”åh, lille klovn” til mig selv, på den måde min mor plejede at gøre, og som altid har fungeret som et effektivt alternativ til ”pytknappen” for mig.
… Når jeg er nervøs inden et stort foredrag, og minder mig selv om, at min mor altid sagde, at hvis man ikke har lidt sommerfugle i maven, er det fordi, man ikke tager det alvorligt nok.
… Når jeg tilfældigt møder hendes tidligere studerende på gaden, og de stopper mig for at fortælle, hvor stor en forskel hun havde gjort i deres liv. Ikke kun fagligt. Men også som menneske.
… Når jeg iklæder mig nogle af hendes smykker eller tørklæder, som andre falder i svimer over for deres vintageværdi, og som jeg elsker for deres affektionsværdi.

Nej, det var bestemt ikke minderne, det skortede på, da jeg fik lyst til at skabe det nye ritual – der er triggere nok hver eneste dag til, at jeg trækker på smilebåndet og sender hende en kærlig tanke. Det var det med at samles i en større kreds og udveksle minder og få vakt nogle nye perspektiver til live, jeg havde lyst til.

Mindernes rigor mortis

Noget af det, jeg tænkte meget over i foråret, mens ideen til ritualet og erantisser spirede frem, var, at en af de helt store forskelle på de levende og de døde er, at de levende uanset hvor meget man elsker dem er meget komplekse og ofte besværlige at have med at gøre. De forandrer sig, ældes, reagerer og opfører sig anderledes, end man ønsker sig. Mens rigor mortis ikke kun får de døde til at stivne i kroppen. De stivner også lidt i vores erindring. Når vi mindes, fremhæver vi de samme karaktertræk, historier og minder igen og igen.

Ofte glorificerer vi de døde. Lige så stille fortrænger vi irritationsmomenterne og alt det, der også var svært og sætter i stedet fuldt spotlight på alt det bedste. Men det er også tidens ubønhørlige tilslibning af mindernes ukurante kanter, der med tiden får den afdøde til at fremstå stadigt mere død end levende.

Dels fordi de ikke kan reagere. Dels fordi vi kun kan gisne om, hvordan de ville have forholdt sig til alt det, der er sket efter deres død. Kvalificerede gæt, ja, men dog kun gæt baseret på det eftermæle, vi selv har tegnet af dem. Da min mor døde, var de sociale medier og meget af den teknologi, der er en helt naturlig del af vores dagligdag i dag, kun i deres allerspædeste vorden. Verden af i dag er helt anderledes, end den verden, hun levede i. Mange af de mennesker, der betyder mest for mig i dag, kendte jeg endnu ikke dengang. Jeg havde endnu ikke startet Borgerlyst og Samtalesaloner. Otto er først lige kommet til. Og mens min mor ikke har en ærlig chance for at forholde sig til noget af alt det nye, der er sket, får jeg til gengæld dag for dag bedre og bedre mulighed for at forholde mig til nye sider af hende, efterhånden som jeg bliver en stadigt mere moden kvinde.

Jeg var 32, da hun døde og er 42 i dag. De 10 år der er gået, siden hun døde, falder aldersmæssigt sammen med de 10 år, fra jeg var 2 til jeg var 12. De år hun for alvor var småbørnsmor i en kernefamilie – de år jeg for alvor husker fra min barndom og mit barndomshjem. Det giver nogle helt nye spejlinger, forståelser og eftertanker. Der er mange ting, jeg forstår på en helt ny måde, med en helt ny dybde, fordi jeg selv har fået en mere moden optik. Og det rejser nogle nye spørgsmål, jeg aldrig vil få besvaret. Men som jeg måske ville kunne vende med nogle af hendes jævnaldrende, der var hendes fortrolige dengang og måske ville vide, hvordan hun så på sagerne i sin tid. Spørgsmål, det aldrig er faldet mig ind at stille før, fordi jeg aldrig før selv har været her i livet.

Men hvordan så egentlig?

Da jeg først havde fået ideen, var jeg ikke så meget i tvivl om, at jeg med min brors og fars hjælp ville prøve at realisere den. Men jeg var til gengæld meget i tvivl om alt muligt andet: Hvordan ville gæsterne reagere på invitationen? Hvordan skulle arrangementet konkret føres ud i livet? Og måske vigtigst og sværest af alt: Hvordan kunne vi som værter sikre, at gæsterne faktisk kom til at tale om min mor, selvom den slags samtaler kan være svære at få hul på. Selvom man rigtig gerne vil.

Belært af mine erfaringer fra Samtalesalonerne, skal der ofte nogle små skub til for, at folk får gang i de rigtig gode samtaler. Det kan selvfølgelig sagtens ske af sig selv, men desværre er det påfaldende sjældent, så jeg udviklede en samtaleøvelse for at sætte samtalerne godt i gang.

Det fungerede så godt, at jeg gerne vil dele det her, så andre kan lade sig inspirere af det, hvis de også skulle have lyst til at mindes en elsket afdød. Og det behøver jo ikke at vente til 10 år efter dødsfaldet. Det skal bare ligge tilpas længe efter bisættelsen til, at de efterladte ikke længere er i chok og akut sorg – men åbne overfor at genopdage minderne og mindes den afdøde på en ny måde.

Afgrænset tidsrum og en tredelt samtaleøvelse

Nu faldt selve dagen tilfældigvis – og heldigvis – på en lørdag, og vi inviterede derfor til et arrangement fra 14 til 16. Det synes jeg ofte er det optimale tidspunkt til weekendarrangementer, fordi man både kan nå en meget langsom formiddag og videre til aften-programpunkter. Det er nemt og overskueligt at sige ja. Det var selvfølgelig ikke sådan, at vi ville smide nogen ud klokken 16, men vi tænkte, at det var rart for folk at vide, at det var helt OK at gå klokken 16 – dels, hvis de skulle videre til noget andet, dels hvis de faktisk syntes, det var lidt svært at være i. Falder årsdagen på en hverdag ville et fyraftensarrangement – med mulighed for at blive hængende – sikkert egne sig godt.

Samtaleøvelse del 1)
Da gæsterne var kommet og havde forsynet sig ved den lidt rustikke ”high tea-buffet” vi havde stillet frem, holdt min far en kort velkomsttale. Så tog jeg ordet og fortalte en kort version af alt det, jeg har skrevet her – at jeg savnede et fælles minderitual her på 10-årsdagen og var så glad for, at de alle sammen ville hjælpe os med at markere dagen. Så bad jeg alle gæsterne om at skrive et minde om min mor på nogle kort, jeg fordelte på bordene. Opgaven var meget åben: Det kunne være en fuld anekdote om et særligt minde, et enkelt ord, et stykke musik, en eftertanke om, hvad der stod tilbage efter 10 år. Nogle af børnene tegnede. Nogle skrev velvalgte stikord. Andre skrev længere historier.

Samtaleøvelse del 2)
Herefter bad jeg alle rejse sig og stille sig i en rundkreds alt efter, hvornår de havde lært min mor at kende. Det gav sig selv, at min morbror indtog den allerførste plads i rækken. Men de fleste af os andre måtte lige omkring en masse minder og historier, før vi fandt frem til den rigtige placering: Hvornår var den skitur, hvor vi mødtes egentlig? Hvornår startede du på studierne? Mine forældre kendte hendes forældre, så vi har egentlig kendt hinanden altid? Jeg lærte hende først at kende, efter du var født – men det var inden Mikael kom til… ? Små hyggelige, opklarende samtaler.

Samtaleøvelse del 3)
Da vi så var på plads, bad jeg alle om at fortælle en lille ting, de gerne ville dele med os andre. Som udgangspunkt det, de havde skrevet på kortene – men der opstod selvfølgelig en masse inspiration undervejs, så folk fik lyst til at fortælle noget helt andet eller bygge videre på hinandens historier. Til slut trak vi et bånd gennem de mange kort, og det lille nøglebundt af minder vil jeg gemme til Otto, når man bliver stor nok til at spørge til sin farmor.

Små skub, der gjorde det nemmere at tale om alt det svære

Hvad der konkret blev sagt i vores mindekreds, synes jeg bør forblive i dét fortrolige rum, det blev sagt i. Men jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at disse tre små greb tilsammen fungerede virkelig godt: Der kom nogle helt nye vinkler og historier frem, samtidig med, at vi undervejs både grinede og græd, når nogen påpegede noget, vi alle sammen genkendte, men bare ikke havde tænkt på længe. Og det var rart at stå der i cirklen og høre hinanden sige helt åbent, ærligt og porøst, hvor meget hun betød for os, og at vi på hver vores måde og af hver vores grunde stadig savner hende.

Derefter slap jeg grebet og satte resten af samtalerne fri. Og det var så fint at se, hvordan det efter mindekredsen tydeligt var blevet meget nemmere for alle at tale om alt det svære. Ikke kun om min mor helt konkret – men også mere generelt om døden og livet og tilværelsens store spørgsmål. Flere af gæsterne sagde, at det også havde været rigtig dejligt for dem at have en fokuseret anledning til at mindes og mødes igen.

Ved 16-tiden brød flere så småt op, mens en del andre blev hængende. Og også det var præcis som det skulle være.

Så selvom klangbunden for disse novemberdage selvfølgelig er fuld af tristesse, står 10-årsdagen for min mors død takket være denne mindekreds mest af alt tilbage som en meget livsbekræftende dag. For hvor blev det dog utroligt smukt markeret og bekræftet i hvor høj grad, min mor lever videre i alle os, der kendte og elskede hende.

Topfoto: Nadja Pass.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Nadja Pass

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.
Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.
Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 
Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 
På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  
Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696

Seneste indlæg fra

Gå til Top