Falsk brev skaber ravage i tyrkisk folkeafstemning

af

Forleden dukkede et mystisk dokument op i tyrkiske medier. Der var angiveligt tale om et brev underskrevet af den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim. Af brevet fremgik, at det frem til den kommende afstemning 16. april skulle være forbudt for embedsmænd at bruge ordet ”god, velsignet”, fordi det på tyrkisk ligger for tæt op ad ordet ”nej”. Det kunne ødelægge hensigten med folkeafstemningen, der går ud på at give præsidenten øgede beføjelser og en længere præsidentperiode. Vælgerne kunne altså være tilbøjelige til at stemme nej, fortæller Yasmin Abdel-Hak. 

Regeringen var straks ude at dementere dokumentets ægthed. En vred premierminister Yildirim bekendtgjorde over for en hær af journalister, at enhver der viderebragte sådanne falske nyheder ville blive retsforfulgt. Hermed åbnede han uforvarende for en stormflod af en særdeles intens dækning af det falske brev.

Selvom det hurtigt blev konstateret, at brevet var et falsum og således vitterligt var såkaldt fake news, gik budskabet stadig igennem til regeringstro støtter, nemlig at undgå brug af ordet nej. Denne nye adfærd har allerede givet sig til udtryk i flere groteske – og verificerede – situationer.

Lille frøken Ja og et nej til rygestop

Et par dage efter blev en nyfødt pige navngivet Ja. Som forældrene forklarede, var valget af navn ment som en hyldest til præsident Recep Tayyip Erdogan. Familien fik besøg af den lokale parti afdeling af regeringspartiet AKP, og blev interviewet til landsdækkende tv, hvor faderen stolt proklamerede, at familien naturligvis ville stemme ja til den kommende afstemning, og at baby Ja forhåbentlig ville være lykkebringende for præsidenten.

Et andet sted blev distributionen af foldere om hjælp til rygestop pludseligt standset, fordi overskriften: ”hvis du siger nej, har du vundet dit liv og din fremtid” angiveligt havde politiske undertoner i forhold til den kommende afstemning, og blev altså dermed læst som en opfordring til et nej til afstemningen.

Det er med andre ord ikke nemt at kommunikere, når simple ord som ja og nej pludselig får politiske undertoner.

Hvor grotesk dette forløb end har taget sig ud med falske dokumenter og falske historier, der bliver plantet i pressen, viser det en farlig tendens. Nemlig at uanset hvor falske nyheder end må være, har de en tendens til at sætte sig fast i underbevidstheden.

Dette har blandt andet givet sig udtryk blandt vælgere i Tyrkiet, der efterfølgende er blevet interviewet af tyrkiske medier i forbindelse med den kommende afstemning, som ikke længere bruger ordet ”nej”, men i stedet er begyndt at bruge andre vendinger uden at sige lige ud, at de vil stemme nej. Af frygt for repressalier tør menigmand pludselig ikke længere ytre sig offentligt om den kommende afstemning.

Hvor grotesk dette forløb end har taget sig ud med falske dokumenter og falske historier, der bliver plantet i pressen, viser det en farlig tendens. Nemlig at uanset hvor falske nyheder end må være, har de en tendens til at sætte sig fast i underbevidstheden.

Og dermed går en nyhed fra at have været et oprindeligt falsum til pludselig at få en sandhedsværdi med virkelig konsekvenser i handling, adfærd, mentalt og verbalt.

Det giver unægtelig nogle skræmmende scenarier, når virkeligheden bliver formet til at matche en løgn.

Når fake news er de nye buh-ord

De seneste 30 dage med Donald Trump som USA’s præsident har unægteligt givet det indtryk, at brugen af falske nyheder er et nyt begreb. Det er det ikke. Historisk set har regeringsledere ofte placeret falske historier i pressen for egen politisk vindings skyld. Nogle gange kaldes det blot spin i stedet for en direkte løgn. Det nye er således ikke løgnen i sig selv som politisk våben. Men derimod den systematiske brug af løgnen, som tjener det specifikke formål at få politiske budskaber og målsætninger ud uagtet at fakta direkte modsiger disse.

Men en presse, der råber vagt i gevær og påpeger falske nyheder, løgne, usandheder og fordrejede fakta, kommer på paradoksal vis i sidste ende til at tjene selve formålet med at plante falske nyheder. Avisen Washington Post publicerede for nylig en opgørelse over Donald Trump’s hidtidige regeringsperiode på 30 dage, hvoraf fremgik, at han havde formået at plante falske påstande i medierne hver dag.

En insisterende presses påpegning af falske nyheder, har ikke fået den amerikanske præsident til at dæmpe den kroniske munddiarré.

Tværtimod har pressens jagt på falske nyheder blot bestyrket ham i eget martyrium, som offer for pressens heksejagt. Og selvom manden har den tvivlsomme ære at nyde den historisk laveste opbakning blandt befolkningen generelt, nyder han ifølge en undersøgelse lavet af Gallup tilsyneladende stadig opbakning blandt 87 procent af den republikanske vælgergruppe.

Samme betragtninger om at plante falske historier i pressen gør sig også gældende med den falske ”nej”-historie i Tyrkiet. For flere anonyme kilder har påpeget det ganske interessante forhold, at historien angiveligt blev plantet af regeringen selv i de tyrkiske medier. For den blotte dækning – og afdækning – af en falsk nyhed var tilstrækkelig til at få budskabet igennem omkring sprogbrug op til afstemningen. Man behøvede således end ikke at foretage et egentligt stykke politisk arbejde. Det var tilstrækkeligt at sørge for at få plantet en falsk nyhed hos medierne.

Kunsten at holde kæft

Man kunne naturligvis også bare vælge at holde mund fuldstændig. Det var måske i virkeligheden det nemmeste. Ikke at sige noget. Overhovedet.

I Sudan sidder Sheikh Bashir Mohammed Bashir, en lærd og meget afholdt sheik, der ikke har talt siden 1990. Han kommunikerer kun skriftligt med sin omverden. Som han via skrift har forklaret; tavsheden begynder hvor talen slutter. Så bliver det næsten ikke mere dybsindigt. Sheiken har proklameret, at han først vil begynde at tale igen, når Gud giver ham ordrer til det.

Kunne man forestille sig den amerikanske præsident Donald Trump blive ramt af en tilsvarende tavshed?  Måske bare for de næste fire år? Eller en tavs Erdogan frem til den kommende afstemning den 16. april?

Topfoto:  By tomas castelazo – Own work (Partial source: File:Catrinas 2.jpg, File:Doña juanita.jpg, File:Old zacatecas lady.jpg), CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11758242

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er på nuværende tidspunkt i færd med at opbygge sit eget konsulentfirma med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, ligesom hun arbejder som forfatter på en tosproget bog. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Seneste indlæg fra

Illusionernes fest

Det er en gammel “dame” jeg besøger i disse dage. Cannes Filmfestival
Gå til Top