mm

Henrik Schilling

Født 1964. Uddannet cand. mag i arkæologi samt fagjournalist fra DMJX. Tidligere kommunikationsansvarlig i Sagnlandet Lejre og presseansvarlig på Nationalmuseet. Driver i dag selvstændig kommunikationsvirksomhed med Schilling PR & Kommunikation, der er specialiseret i museer, kulturvirksomheder og attraktioner.

Se alle skribentens artikler

Ranes Museum er forbandet godt fjernsyn

ANMELDELSE – Ranes Museum er vellykket og forbandet godt fjernsyn, som først toppes den dag, et filmhold følger Thomas Blachman i hans første tid som koncernchef hos A.P. Møller–Mærsk. Det skriver Henrik Schilling i sin opsamling og anmeldelse af sidste afsnit af DR-2’s dokumentarserie “Ranes Museum”, hvor den impulsive museumsdirektør Rane Willerslev er tæt på at begå sit livs fejltagelse, da han vil skille sig af med besøgsstedet Kongernes Jelling.

I dagens afsnit af Ranes Museum går Rane Willerslev nye veje og inviterer en youtuber til Kronborg for at fange de unge. Han er tæt på at skylle et af Nationalmuseets største aktiver ud i toilettet, da han forhandler ny aftale om Kongernes Jelling med Vejles Borgmester.

Rane får ikke sin drømmeaftale om at indføre entré, fordi borgmesteren insisterer på gratis adgang til kommunens museer. Samtidig står Rane Willerslev over for et underskud på driften, og han får foretræde for kulturministeren og Folketingets kulturpolitiske ordførere, men han har også tid til at drikke snaps med alle under Nationalmuseets julefrokost.

Sidste afsnit af Ranes Museum holder ikke helt samme niveau som de forudgående afsnit, men serien som helhed er forbandet godt fjernsyn, som nok først overgås den dag A.P. Møller – Mærsk ansætter Thomas Blachman som koncernchef og lader et filmhold følge ham.

To be or not to be

Kan en beauty-fashion-lifestyle-youtuber med en Nobelpris i selviscenesættelse og 300.000 følgere, som hun konsekvent titulerer med et ”Hej, mennesker”, være den markedsføring, som åbner de unges øjne for Nationalmuset?

Rane Willerslev er villig til at tage chancen, og han inviterer youtuberen Camilla Frederikke til at være prinsesse for en dag på Kronborg Slot og skyde en video om det.

Hun glæder sig mega-meget. Rane synes det er mega-fedt.

Camilla Frederikke falder i svime over renæssancens samtalelokummer, og Rane citerer Hamlets berømte ord: ”To be or not to be.” De kigger ind til Holger Danske, som ganske uforstyrret snorker videre i sin dunkle kassemat. Camilla Frederikke er begejstret. Hun synes, det er så vildt og så flot. Hun iklæder sig 1700-tals rokokokjoler, får kinderne pudret og håret sat, dog uden svinefedt. Camilla Frederikkes dag er perfekt. Det er Ranes dag også, og han slutter af med at smaske et smækkys på hendes kind.

Borgmesteren er helt usædvanligt en Venstreborgmester, som insisterer på gratis adgang til kommunens museer. Og det er altså en Venstreborgmester. Den lader vi lige stå et øjeblik

Jeg er sikker på, at en del museumspuritanere krummer deres tæer så voldsomt over denne helligbrøde og forfladigelse, at neglene borer sig ind i hælen. Men Rane Willerslev har fat i noget, når han siger, at det er den nye verden, Nationalmuseet skal tappe ind i. Han har ret i, at hvis man vil nå de nye generationer, må man tale deres sprog, og nutidens unge taler altså youtubesk.

Men kan det trække de unge ind på Nationalmuseet, så tjener det sit formål. Kan museet samtidig give ungdommen noget ordentligt indhold, så vindes de unges hjerter. Til gengæld jeg tror ikke, de tager skade af lidt historisk korrekthed ved at opleve Kronborg i vater med sin kernefortælling som et renæssanceslot. Camilla Frederikke ser lige så bedårende ud i pibekrave og renæssance-dress som i rokokokrinoline.

Slipper ikke af med gratis adgang

Ordentligt indhold, som begejstrer både børn og voksne, finder gæsterne i Kongernes Jelling. Men Rane Willerslev er tæt på at begå sit direktørlivs største dumhed og kaste Nationalmuseets største succes over bord.

Forhandlingen i Jelling udstiller Ranes svaghed. Han er impulsiv

Nationalmuseet har opsagt samarbejdsaftalen med Vejle Kommune om driften af Danmarks mest velbesøgte vikingeattraktion. Stedet har gratis adgang, og det belaster Nationalmuseets trængte økonomi.

Vi overværer dele af forhandlingen med Vejles borgmester. Borgmesteren er helt usædvanligt en Venstreborgmester, som insisterer på gratis adgang til kommunens museer. Og det er altså en Venstreborgmester. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Inden forhandlingen besøger Rane Kongernes Jelling, ser vikingeudstillingen og falder på halen over den store Jellingsten sat af Harald Blåtand for mere end 1000 år siden. Det går op for ham, at han har et guldæg. Pludselig er han ikke længere så skråsikker på, at Kongernes Jelling kan sejle sin egen sø. Heldigvis bevarer Rane Willerslev fornuften, også selv om borgmesteren holder på sit.

Det havde været dumt af Rane Willerslev at skrive Kongernes Jelling ud af porteføljen, som har langt mindre brug for Nationalmuseet end omvendt. Han havde amputeret Nationalmuseets unikke vikingeklynge, hvor historien om Harald Blåtand og rigets dannelse fortælles levende og usnobbet i Jelling, mens de på vikingeborgen Trelleborg fortæller vildt og voldsomt om krig og krigere, og hvor de i Prinsens Palæ viser vikingernes rocker-bling i form af prægtige skatte. Vikinger er et af Nationalmussets største aktiver, hvor netop Kongernes Jelling og Trelleborg oplever flerdobling af besøgstallet. Begge steder har gratis adgang. Det giver stof til eftertanke.

Siger det lige ud til ministeren

Forhandlingen i Jelling udstiller Ranes svaghed. Han er impulsiv. Først vil han smide Kongernes Jelling på porten, men så ombestemmer han sig og vil pludselig strække sig langt. Det kendetegner en god leder, at han tør skifte standpunkt, men som leder er det ingen dyd at være impulsiv.

Rane Willerslev lover over for kameraet, at han ikke åbner vinduet og råber røvhuller ad Kulturministeriet

Men tak til Rane Willerslev for i et foretræde i Kulturministeriet at sige sandheden om regeringens såkaldte omprioriteringer, der blot er et andet ord for ødelæggende årlige grønthøsterbesparelser.

I det lys er det underskud på to millioner kroner, som Rane Willerslev på grund af en regnefejl står over for, ret banalt. I et årligt budget på over 400 millioner kroner er det peanuts, og det pustes op til et større problem end det i virkeligheden er. I en overflødig scene fremlægger Rane problemet for sit museumsråd, som består af erfarne folk fra erhvervslivet og oplevelsesøkonomien. Men vi får ikke at vide, hvad de råder ham til, ej heller hvad der konkret gøres. Det havde været interessant at høre museumsrådets stilling til sagen.

Gaven fra Ingrid

Rane Willerslev lover over for kameraet, at han ikke åbner vinduet og råber røvhuller ad Kulturministeriet, som han har udsigt til fra sit kontor. Det gjorde rigsantikvar P.V. Glob, da han var direktør for Nationalmuseet.

P.V. Glob var en gudsbenådet formidler og en farverig person, der med sine arkæologiske ekspeditioner til Bahrain kunne kandidere til medlemskab af Eventyrernes Klub.

Han er Ranes store forbillede og bringes på bane, da Rane Willerslevs sekretær Ingrid i et rørende øjeblik forærer ham et lille maleri, som Glob engang malede og gav til hendes afdøde mand.

Det sker lige inden Rane drager på tour de julefrokost sammen med Ingrid og med en flaske Rød Aalborg i hånden – her kan Rane virkelig lære noget af Glob, som var berømt for sine kryddersnapse. Han skal rundt til afdelingerne i Prinsens Palæ og skåle god jul, mens han bliver mere og mere snalret.

At Rane Willerslev kan forandre Nationalmuseet, er jeg ikke i tvivl om, men jeg håber, han får museets små særheder med, hvor besværlige de end er, fordi de er Nationalmuseets sjæl og åndedræt

Julefrokosterne får Rane Willerslev til at indse, at Nationalmuseet er et stort hus med vidt forskellige kulturer fra enhed til enhed. Og det er kulturer, som har dybe rødder.

Jeg har ladet mig fortælle, at når folkene i Danmarks Oldtid hver dag går til frokost klokken 11.30, så er det et levn fra dengang Sophus Müller var direktør for mere end 100 år siden. Han var en brysk og krævende herre.

En afdelingsleder døde af et hjerteslag efter et skænderi med Sophus Müller, og når Sophus Müller dukkede op på afdelingen klokken 12, var det slut med at lave andet end at varte ham op. Så det gjaldt om at få sig en bid brød, inden Sophus Müller indfandt sig.

Netop de mange forskellige tilgange og kulturer, som trives i et mere end 200 år gammelt museum, er både en velsignelse og en forbandelse. Det giver huset karakter, og gør Nationalmuseet larger than life. Men det betyder også, at det tager tid at forandre Nationalmuseet og skabe tiltrængt fornyelse.

At Rane Willerslev kan forandre Nationalmuseet, er jeg ikke i tvivl om, men jeg håber, han får museets små  særheder med, hvor besværlige de end er, fordi de er Nationalmuseets sjæl og åndedræt.

Rane Willerslev har potentialet til at blive en ny P.V. Glob. Han virker mindst lige så farverig. Han har det moment af galskab, der skaber legender, og hans tilgang til ledelse viser, at Nationalmuseet ikke har fået en ny Sophus Müller som direktør.

Er Rane mere schein end sein?

Som serie er Ranes Museum skruet godt sammen. Efter en lidt usikker begyndelse, hvor man frygtede, at det hele kun handlede om Rane Willerslev, fik Nationalmuseet mere plads. Museet blev mere end blot en kulisse og de ansatte mere end blot statister i Ranes vilde road show.

Ranes Museum har gjort Nationalmuseet synligt i danskernes bevidsthed, og for en del seere er det sikkert første gang i lang tid, om ikke første gang nogensinde, de møder Nationalmuseet

Nogen vil sikkert mene, at Ranes Museum er tomme TV-kalorier, som på Nationalmuseets bekostning promoverer en mand med et stort ego og serverer det i tidens trend af mediebåren selviscenesættelse. Men genren taget i betragtning – og jeg synes, at en reality-dokumentar om et museum er nyskabende – har Ranes Museum givet seerne lidt mere end blot overfladisk indsigt i Nationalmuseet, ud over at den også har tegnet et portræt af en direktør, som tænker utraditionelt og har hjertet det rette sted.

Ranes Museum har gjort Nationalmuseet synligt i danskernes bevidsthed, og for en del seere er det sikkert første gang i lang tid, om ikke første gang nogensinde, de møder Nationalmuseet. Det booster på kort sigt besøgstallet og skaber et folkeligt momentum at bygge videre på.

Svagheden ved Ranes Museum er, at den kun følger Rane Willerslev i det første halve år. Det skaber skyhøje forventninger, men serien giver ikke svar på, om Rane er mere schein end sein, eller han som en anden Holger Danske vågner op til dåd og frelser Nationalmuseet.

Jeg håber derfor, at DR2 om nogle år griber kameraet igen og hører Rane Willerslev, hvilken del af ”to be or not to be” det blev til.

Selv om afsnit 6 ikke holder samme niveau som de forudgående afsnit, er det godt og gedigent, og afsnittet får fire store Jellingsten ud af seks. Som helhed er Ranes Museum fremragende TV og målt med genrens alen, er det også fin formidling af museers virkelighed. Serien får derfor fem storslåede Jellingsten.

Hovedfoto: Nationalmuseets direktør Rane Willeslev. Foto: Jacob Nyborg Andreassen, Nationalmuseet.

Kategorier