PARFORHOLD – Parterapeut Katrine Axholm kan ikke rigtig koncentrere sig om andet end at komme ud og få jord under neglene, når det er havevejr. Hun undrer sig over, hvad hun egentlig fik tiden til at gå med, før hun fik have. Og så mener hun, at hun bliver en bedre kone af at få styr på et stendige og et staudebed.
Du og din partner har sikkert spurgt jer selv hen over lortebleerne, leverpostejshapserne og de evindelig Legoklodser på gulvet: Hvad fanden lavede vi, før vi fik børn?
Det stadie er jeg ude over. Mine børn er så store nu, at jeg må lokke med slik og fodnus fra sofaen og håbe, at de har lyst til at være sammen med mig. Det har de som regel, men ikke nødvendigvis lige når det passer mig.
Men det var nu slet ikke det, som det skulle handle om. Det skal handle om, hvad jeg dog fik min fritid til at gå med, før jeg fik have. For alt for mange er det en pest at skulle slå græs og klippe hæk og luge ukrudt, for at få udendørsarealerne til at se bare nogenlunde ud. Men jeg elsker det.
Der findes ikke noget mere afstressende og opbyggeligt end at ordne have
Så snart forårssolens første spæde stråler lander i min have, så knokler jeg på med stendiger, løg, ukrudt, omlægning af bede, beskæring, mælkebøttejagt, rive græsplæne og alt det andet vidunderlige, der (efter min mening) skal gøres i min have. Det er en fornøjelse. Og det er ikke bare en dille. Det har stået på i mere end 18 år nu, og jeg er ikke det, der ligner træt af havearbejde.
Så hvad pokker brugte jeg min tid på, før jeg fik have? Jeg kan ikke huske det. Jeg ved bare, at jeg aldrig mere kommer til at bo et sted, hvor jeg ikke kan gå ud af min terrassedør og få græs under mine bare fødder. For det er livskvalitet for mig. I sin reneste form.
Jeg er simpelthen en bedre kone, når jeg har været i haven
Faktisk gider jeg ikke rigtig arbejde eller skrive eller lave regnskab eller markedsføre eller noget af alt det andet det kræver, for at holde gang i min forretning, når solen skinner. Jeg vil meget hellere ud i det gode vejr og køre af sted med min trillebør og ordne og plante i krukker og klippe kanter og beskære roser og… For der er altid noget at gøre i en have, og der findes ikke noget mere afstressende og opbyggeligt end at ordne have. Jeg kan gå der i timevis i mine egne tanker og nyde at være mig selv og at gøre ting langsomt eller hurtigt og ingen vil have noget af mig. Der er bare mig og det projekt, jeg lige nu er i gang med.
Og det er her mit parforhold kommer ind i billedet. For når jeg sidst på dagen kan sidde der på min terrassetrappe med et glas vin eller en kop te og nyde alt det, jeg har slidt med i løbet af dagen, så smitter det af på min familie og derfor på mit ægteskab. Jeg er simpelthen en bedre kone, når jeg har været i haven.
Så husk det nu: gør det, der gør dig glad. For det gør din partner glad. Det gavner dig og dermed dit ægteskab. Vi skal selvfølgelig huske pligterne og ansvaret, men vi skal især også huske at gøre det, som gør os godt og gør os lykkelige. Hos mig er det min have, hvad er det hos dig?
Foto: Flickr.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her