Da jeg var 13 somre, spillede Danmark EM i fodbold. Ikke alene, altså! Det ville have været for nemt, og som jeg vil forsøge at forklare, er der intet nemt ved fodbold.
Jeg boede med min far på Stenløsevej i Odense og sad alene og så Danmark mod Belgien inde i stuen. Kort før halvleg var Danmark bagud med 2-0, og min far kom ind og sagde muggent ”nu kan du jo lige så godt slukke, for de har jo tabt”. Men jeg så sammenbidt videre, og som de fleste mænd på min alder ved, så vandt de jo 3-2, ”Dynamitdrengene”, på Arnesens straffesparkreducering før Brylle pandede udligningen ind og Elkjær scorede sejrsmålet på en opportunistisk solotur. (Ja, jeg har proforma tjekket det på nettet, men var i dag ikke et sekund i tvivl om hverken resultat eller målscorere).
Kort før halvleg var Danmark bagud med 2-0, og min far kom ind og sagde muggent ”nu kan du jo lige så godt slukke, for de har jo tabt”. Men jeg så sammenbidt videre, og som de fleste mænd på min alder ved, så vandt de jo 3-2.
Det, der undrede mig mest, var, at min barnlige begejstring sidst i kampen trak min far til skærmen, og at han glædede sig med mig, da de vandt. Men hvorfor ville han så ikke se det, og hvorfor virkede han så nedladende, da de var bagud? Det spekulerede jeg over et par dage, og spurgte så, inden vi skulle se semifinalen mod Spanien. Han sagde: ”Jeg kan ikke lide, hvad fodbold får mig til at føle. Det er ikke fordi, jeg ikke går op i det. Jeg ville bare gå for meget op i det, hvis jeg så det”.
Fraktionen, FCK og mig
Der gik nogle år, før jeg forstod, hvad han mente, men nu føler jeg som den gamle hver anden søndag, ind imellem oftere. Jeg er nemlig blevet sådan en, der går ind og ser fodbold, og det er den eneste interesse, jeg dyrker, ud over det minimum af motion, der trods min medfødte dovenskab bliver klemt ind med nogenlunde samme interval som fodboldkampene.
Når kampen først er i gang, så må jeg sige til alle kvinder, hvis mand kan lide fodbold: Det er kun hans krop, du har – hans tanker er frie og svæver over en græsplæne på ca. 68 gange 105 meter, hvor 22 mænd bekæmper hinandens muligheder for at lave mål.
Jeg ser FCK spille i Parken, (og alt for sjældent på udebane) med fire gode venner, som faktisk er de mennesker, jeg har tilbragt flest timer sammen med de sidste 15 år, kærester undtaget. Det er søde, højt begavede og på alle måder ordentlige mænd, som jeg har hørt bruge sprogets næstværste gloser om fans af modstanderholdet, dets spillere og de stakkels dommere, der bare prøver at passe et krævende og underbetalt job. Og de allerværste gloser har jeg personligt leveret selv. Det er mennesker, jeg har mødt på grund af fodbolden og FCK, og som jeg holder inderligt meget af. Der er mange andre søde mennesker, jeg har mødt gennem min FCK-kærlighed, men de her er familien, eller som det hedder i jargonen: ”Fraktionen”.
Vi deler min fars fodboldfølelse, bortset fra at vi i fraktionen har accepteret vores lidelse. Vi har knyttet os til FC København, og det er ikke sket som et valg. Det opstår bare, og kan ikke ændres. Jeg så en lang overgang også FCK’s andethold spille, i 2. Division Øst, for at dyrke min forkærlighed for underhunden, men da den mulighed forsvandt i en regelændring måtte jeg nøjes med den dér ene kamp om ugen. Kan jeg lade være med at se den? Sagtens! Jeg er bare urimelig op til, under og efter kampen. Før smartphones fik jeg sms’er fra de heldige, der var i Parken eller havde adgang til en tv-skærm, mens jeg var forhindret. ”Opdaterer du”, sagde vi til hinanden, når en af os blev konfronteret med en situation, der ville virke som en dealbreaker i parforholdet, hvis vi tog til fodbold. Men når kampen først er i gang, så må jeg sige til alle kvinder, hvis mand kan lide fodbold: Det er kun hans krop, du har – hans tanker er frie og svæver over en græsplæne på ca. 68 gange 105 meter, hvor 22 mænd bekæmper hinandens muligheder for at lave mål.
“Jeg begyndte med fodbold fordi spillet trak så uimodståeligt”
Hvorfor? Det har ikke noget at gøre med at slippe væk hjemmefra, drikke øl eller vende verdenssituationen. De ting er bare en strålende bonus. Det er bare fodboldspillet, der taler så enestående til mange mænds, og også en del kvinders, hjerner. Eller også et andet organ, jeg ikke er medicinkyndig nok til at udpege. Min far har aldrig præsenteret mig for fodbold. Jeg sparkede bare til bolde. Jeg blev aldrig taget med til fodbold, før jeg insisterede på det. Jeg blev ikke taget med til FCK-kampe af venner. Jeg begyndte at komme, fordi det trak så uimodståeligt.
Min egen bedste definition er, at fodboldspillet matcher livet, fordi der er så få højdepunkter. Og at det er en kæmpefrustration at se ens helte bygge op til et smukt mål, men hele tiden blive forhindret af nogle modstandere, der sådan set bare står i vejen. Men uanset om man selv kan spille eller ej (og det kan jeg ikke!) er fodbold bare den eneste, indlysende, rigtige sport, for en fan som mig.
Det har ikke noget at gøre med at slippe væk hjemmefra, drikke øl eller vende verdenssituationen. De ting er bare en strålende bonus. Det er bare fodboldspillet, der taler så enestående til mange mænds, og også en del kvinders, hjerner. Eller også et andet organ, jeg ikke er medicinkyndig nok til at udpege.
Og det er en lorteting at være fodboldfan. Man bliver behandlet som kvæg, muligvis fordi en del af fodboldfolket er på samme udviklingstrin som kvæg. Man har langt flere sorger end succesoplevelser. Til EM i 1984 vidste både min far og jeg at når der var otte lande med, så ville de syv blive skuffede, og der er nu 12 og snart 14 hold i Superligaen. Langt de fleste fodboldfans går skuffede hjem, hvert år. Vi betaler (med glæde) pæne beløb for at se kampen, og det man får er så ….. kampen. Flere af mine kvindelige venner har så klart troet, der ville foregå alt muligt andet, men nej, det er 22 mænd, der sparker til hinanden, og alt andet er jo også lige meget i den halvanden time, hvor man står op og drikker fadøl til overpris.
At elske højt og gøre dumme ting
Men selvom det er dyrt, koldt og frustrerende, så elsker jeg jo tiden i Parken, eller som man siger i provinsen: ”på stadion”. Jeg nyder min tid med fraktionen. Men alt omkring fodbold er desværre dybt retarderet, fordi kærlighed er en følelse, også når den er kærlighed til fodbold. Når man elsker højt, så kan man gøre dumme ting, og det beviser fodboldfans jo gang på gang. Og ja, der er mange dumme fans. Jeg er en af dem, omend fredelig.
Prøv at læse en ”debat” om en fodboldnyhed på Ekstra Bladets ”Nationen”: Det, der bliver skrevet, er endnu mere retarderet, end resten af indholdet på siden, hvilket fandme er lidt af en bedrift. Men desværre begrænser idiotien sig ikke til nettet: Der vælter tosser rundt til en fodboldkamp. Ikke mange, og ikke dem, I tror, kære Ikke-fodboldfans. Ham, I ser gå ude på cykelstien i sin veludspilede FCK-trøje, med en øl løftet over hovedet, og ikke bare svømmende, men druknende øjne, er jo ikke et problem. Hvis han møder ordensmagten, er det for at få en rolig detentionscelle. Han er bare glad, når ”vi” vinder og trist, når ”de” taber.
Fodboldsporten har bare af en eller anden grund tilranet sig alle tosserne. Det kan være fordi, alle vi fodboldmænd har stukket hovederne sammen i en hemmelig loge, eller det kan være fordi det er en sport, der rører noget grundlæggende i rigtig mange mænd – og kvinder.
Men ja, der er mange idioter. Vi ser dem jo på tættere hold end jer, der ikke ser fodbold. Vi skændes faktisk på nettet med dem, eller de få, der repræsenterer taberne, der ikke selv har ordforråd til at forklare, hvorfor det giver mening at kaste med fyrværkeri eller starte slagsmål. Vi ser mekanismerne og balladen og er tvangsindlagte til at opleve de tosser med truende attituder, der tvinger politiet til at bevogte nutidens fodboldkampe på en måde, der ville få Egon Olsen til at slikke sig om munden og stjæle kronjuvelerne.
Ja, der er rigtig meget politi til fodboldkamp. Men der er kun voldsom ballade et par gange om året. Resten af tiden er det noget med en enkelt anholdt for at pisse i en port og to neandertalere, der ville have været kommet i slagsmål alligevel, også hvis de var gået til dart i stedet for fodbold. Men det sker så sjældent, der er problemer.
Jeg elsker politiet
Ville jeg så helst være fri for politiet til fodbold? Nej for helvede. Jeg elsker politiet. Jeg er en lille politi-skøge, der holder mig så tæt på dem som muligt til udebanekampe. Jeg elsker at gå lige i røven på en stor, jysk betjent, der stille og roligt fører gruppen af københavnerfans i den rigtige retning. Og hvis man beder om lov til at gå i den forkerte retning, så kan han se på ens øjne at man hverken er bims (altså udpræget) og nok ved, hvor man skal gå og ikke gå.
Politiet kommer til alle begivenheder, der tiltrækker et tusindtal af mennesker. Det kan være fordi de kun er ude på at afbrænde dine liberalistiske skattekroner, men tænk på at det også kan være fordi, de vil forhindre, der er en kommunistisk opstand med mange mænd i ens trøjer under opsejling.
Men hvert år er der en eller anden kvinde, der kommer valsende forbi et fodboldstadion og ser vores politibetjente holde fodboldfans adskilte og straks styrter hjem og skriver en klumme eller blogindlæg om at ”det må klubberne selv betale”, eller ”Hvorfor forbyder de ikke bare tilskuere, hvis der er så meget ballade” og en masse ting, man kunne begynde at svare på, hvis de samme kvinder ikke dagen efter skød løs på nogle andre agendaer, uden at vente på nogen form for svar eller selv opsøge et minimum af indsigt.
Det er ok at være diffus og brandingorienteret. Jeg er det sikkert selv, begge dele, men på de områder, jeg ved noget om, får jeg lyst til at svare, så som fodboldfan, mindst siden 1984 og som en, der har brugt over 30 år på at se fodbold, så lad mig lige svare præventivt:
* Politiet kommer til alle begivenheder, der tiltrækker et tusindtal af mennesker. Det kan være fordi de kun er ude på at afbrænde dine liberalistiske skattekroner, men tænk på at det også kan være fordi, de vil forhindre, der er en kommunistisk opstand med mange mænd i ens trøjer under opsejling.
* Politiet vurderer selv, hvad de skal bruge kræfterne på. Mener du, de bruger for mange penge på fodbold, så tag en betjent med ud at købe sko og/eller tøj næste gang.
* En fodboldklub kan sagtens betale for kontrollører. Men de må ikke det samme som politiet. Det er der en grund til. Ønsker du, at en ”dørmandsuddannet” vurderer om du gør det godt nok, når du går hjem fra en fest? Ud fra et weekendkursus?
* Hvis en fodboldklub skal betale for politiets arbejde (og her ignorerer vi klart de andre firmaer, der så åbenbart burde gøre det samme, hvis de fx er kommet til at provokere andre folkeslag), så har den fodboldklub en indsigelse over for politiet. Jeg har for meget respekt for politiet til at mene, man kan begynde at definere deres adfærd.
* Hvem skulle betale? Har hjemmeholdet hele ansvaret? Også for tilfældige bander, der dukker op for første gang? Og hvad med udeholdet, hvis de ikke rigtig stiller med en stor flok? Når politiet vælger at opdække Viborgs 50 tilskuere i parken med 80 betjente, en helikopter, en drone og 12 køretøjer, kan Viborg så klage, eller skal de bare tage regningen?
* Kan man så, som fodboldklub, fortælle politiet, hvad de skal gøre? Når man nu betaler regningen? Skal vore betjente danse omkring i cheerleader-kostumer, når der ikke er ballade?
* Når en gruppe mennesker smadrer løs på hinanden en time efter kampen, eller to dage før, eller mens kampen er i gang på en S-togs-perron et helt andet sted, hvordan afgør man så, hvem der skal betale?
* Hvis politiet gerne vil have folk til stede, just in case, og det gør rolige fans trygge, just in case, og det måske er en rar politiopgave, har du så tænkt på, hvor meget politi der er i byen en almindelig fredag aften? Din normativitet er ikke gudgiven, woman!
Det er faktisk dér, vi er. De kvinder, der bliver ved med at hyle op over politiets indsats i forbindelse med fodboldkampe, er bimlende privilegieblinde. Bare fordi, I ikke har et forhold til fodbold, så tror I, at verden er lige så nem for os andre, som den er for jer?
”Se mig, jeg kan godt lide at bruge tiden på at pleje min karriere, og det kører slet ikke rundt i hovedet på mig, hvem der burde have spillet defensiv midtbane hos FCK i 2014!”
Privilegieblinde kvinder, helt ærligt! Hvis I ikke så mænd som en homogen lortegruppe, så ville I måske tænke at der KUNNE stå fem flinke, rimelige mænd midt i infernoet. OG at der sad en Far Dorset derhjemme og aldrig havde fået forløst sin fodboldkærlighed.
Er det dét, piger? Synger vi aldrig for jer og for meget for FCK? Eller er det bare nødvendigt at nævne, hvor dumme vi er ved at være afhængige af noget, I ikke har et forhold til? Fodbold er livets spil. Og jeg håber, I helst vil have kærester, der er i live?
Piger – jeg håber I helst vil have kærester der er i live
Jeg tog min far med i Parken engang, og fandt et sted, vi kunne sidde ned. Han forklarede mig at al stemning var forsvundet i vore dage, og ikke var som da han stod ovre på ”Hockeybane”-tribunen og man virkelig ristede svensken med hånende ord som ”Heja”.
Han var generelt kritisk over for arrangementet, til kampen startede. Så sad han stille, bare lidt, og kiggede så op på mig og sagde: ”De synger godt nok højt”!
Er det dét, piger? Synger vi aldrig for jer og for meget for FCK? Eller er det bare nødvendigt at nævne, hvor dumme vi er ved at være afhængige af noget, I ikke har et forhold til?
Lige om lidt scorer din kærestes yndlingsspiller, og så må du gøre og få lige hvad du vil.
Fodbold er livets spil. Og jeg håber, I helst vil have kærester, der er i live?
Eller i den korte og konstruktive version:
Lige om lidt scorer din kærestes yndlingsspiller, og så må du gøre og få lige hvad du vil.
Min far gav mig sin ærlighed, og jeg kom så meget tættere på ham, da han afslørede, han selvfølgelig også følte for fodbold. Men hvis Arnesen havde brændt det straffe …
Topfoto; Arsenal v. Manchester United, Cesc Fàbregas and Anderson trying to win the ball .Flickr.com, Commons by Jacoplane.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her