Flugten fra Amerika

af

I 1976 drog den unge Careen Shannon fra et USA, som hun var utilfreds med både politisk og personligt. Som udvekslingsstudent endte hun i et Danmark, der præsenterede sig selv som multikulturelt og åbent – en afslappet holdning til kærester, seksualitet og livsstil. I dag – over 40 år senere, hvor hun bor i New York – spekulerer den voksne advokat Careen, som har bibeholdt forbindelsen med det danske, på, hvorvidt hun var naiv dengang i gymnasiet i Farum. Eller om tiden blot var en anden – på begge sider af Atlanterhavet.

Som otteårig begyndte jeg at lære mig selv spansk som forberedelse til en familieferie i Mexico. Da min familie flyttede fra Californien til New York, blev jeg bedste veninder med en pige, hvis far kom fra Indien, og jeg læste alt hvad jeg kunne om den fascinerende indiske kultur.

Som teenager drømte jeg nemlig hver dag om at forsvinde og rejse til udlandet.

Dels fordi jeg gerne ville ud og se verden, men også fordi jeg ledte efter en måde, hvorpå jeg hurtigst muligt kunne flygte – og komme væk fra mit ulykkelige liv i familiens skød.  Jeg ville væk fra et liv, hvor jeg dagligt skulle håndtere enten min fars komplette fravær eller hans alkoholiske raseri, når han var tilstede. Samtidig havde jeg det også svært med mine klassekammeraters småborgerlige besættelse af skoledans og amerikansk fodbold samt deres apolitiske holdninger til alt det, der skete rundt omkring os i 1970‘ernes USA.

Da jeg stødte på American Field Service – eller mere konkret, AFS’ udvekslingsprogrammer –  søgte jeg derfor straks væk, og i første omgang planlagde jeg at komme til Sydamerika i et år. Da skoleåret i den sydlige halvkugle som regel begynder i januar, havde min plan også den fordel, at jeg ville være forpligtet til at blive færdig med high school et halvt år tidligere end normalt.

Men da det viste sig, at mit sidste år på high school også endte som mit bedste skoleår nogensinde, skiftede jeg mening og sendte i stedet min AFS-ansøgning til den nordlige halvkugle.  AFS sendte mig til Danmark – hvilket var komplet tilfældigt. Jeg søgte ikke dertil bevidst, men mit år i det danske ændrede ikke desto mindre mit liv.

En sprogskole ledet af kommunister og feminister – jeg elskede den

 Før vi kunne starte på vores nye liv skulle de 40 udvekslingsstipendiater, som kom fra hele verden – men langt de fleste fra USA – imidlertid tilbringe tre uger på sprogskole, inden vi flyttede inde hos vores værtsfamilier.  Der var jo ingen af os, som kunne et eneste ord på dansk, og sprogundervisning var derfor en nødvendighed.

Sprogskolen viste sig imidlertid at være en regulær kulturel indoktrinering ved siden af det med det danske. For AFS Danmark var i den periode tilsyneladende ledet af en gruppe kommunister, kollektivister og rødstrømper

Sprogskolen viste sig imidlertid at være en regulær kulturel indoktrinering ved siden af det med det danske. For AFS Danmark var i den periode tilsyneladende ledet af en gruppe kommunister, kollektivister og rødstrømper. Læreren, der ledede foretagendet, samt hendes assistenter på sprogskolen havde, så vidt jeg kunne bedømme, som mål at chokere os så meget som muligt og derved at ruske op i, hvad der blev set som vores selvcentrerede, amerikanske verdensopfattelse.

Det lyder måske negativt men tag ikke fejl: jeg var overbegejstret for den del af starten på mit ophold i Danmark, og jeg blomstrede i den hippieagtige atmosfære. Vi kaldte assistenterne for “chaperones” i trit med god, gammel amerikansk skik, hvor teenagere som hovedregel har langt mindre personlig frihed, end de havde (og stadig har) i Danmark.

AFS – sprogskolen sommeren 1976 – hovedlærereren ses i lilla bluse mens de omtalte “chaperoner” udgør resten af gruppen. Foto: S. Blomfield.

Chaperonerne skældte os ud, når vi lod vandet løbe, mens vi børstede tænder. De lo ad os, da vi ikke anede, hvordan man bruger et dynebetræk. De tog os med til stranden, og lod os klart forstå, hvor gammeldags og pinligt det var, at nogle af pigerne ikke gad at sole sig topløs.

“Hovedlæreren” snakkede også med os om P-piller og om danskernes frisindede holdning til sex. Og hun forsynede os allesammen med “Atomkraft? Nej Tak!” badges, som jeg stolt havde sat fast på min jakke, da jeg kom hjem til min værtsfamilie, selv om jeg egentlig aldrig før havde spekuleret særlig meget over, hvor man egentlig fik energi fra.

Men …. “Hvad skal væk – Barsebäck!” – det lærte jeg at råbe og jeg har aldrig glemt det.

Min danske familie i Farum

Herefter havnede jeg i juli 1976 i en stor og meget selskabelig anlagt familie, som boede i et stort, gammelt hus i Farum omkring 30 kilometer nord for København. Huset lå på Furesøvej, lige ved siden af Hareskoven.

Familiens to døtre, som var først i tyverne, var allerede flyttet hjemmefra, mens deres to teenagedrenge på 15 og 19 år boede hjemme og gik henholdsvis på realskolen og gymnasiet på en privatskole i Farum.

Jeg gik på 2.g på den samme skole. Men da jeg allerede var blevet færdig med high school i USA og skulle begynde på college – universitetet – i USA et års tid senere, gjorde det ikke noget, at jeg i begyndelsen ikke forstod ret meget dansk og ikke kunne følge med i timerne. Det var mere et spørgsmål om at være med i det sociale på skolen og lære andre unge at kende.

Min danske mor var faktisk ikke dansk født men var blevet dansk statsborger. Hun var hollandsk jøde, som havde overlevet den tyske besættelse af Holland ved at tilbringe næsten tre år i skjul sammen med sine forældre og sin storbror. Efter krigen kom hun til Danmark, og efter nogle år blev hun dansk gift. Hun følte ingen had mod tyskerne eller, lod det til, mod nogen andre mennesker i verden. Tværtimod havde hun et næsten overvældende positivt, optimistisk livssyn og havde, trods alt, stadigvæk tiltro til sine medmennesker.

Familielivet var med andre ord ret anderledes, end det, jeg kendte til hjemme i USA .. Og det var først efter at jeg havde været i Danmark i omkring seks måneder, at jeg lærte, at der var et dansk ord for “TV”

Med sit åbne sind og helt særlige livsglæde kødeliggjorde hun via sin væremåde det fine danske udtryk “at gå i folk med træsko på.”

Og det gjorde hun sandelig, nogen gange til folks store overraskelse. Hun stræbte altid efter at forstå sig selv bedre; hun ønskede også at lære mere om verden og universet, og gik tit på højskole kurser, foredrag eller foreningsmøder om alt muligt som yoga, healing, auraer, vegetarisme, m.m.

Sammen med hende og en af mine danske søstre, blev jeg medlem af en “mystikgruppe” som blev ledet af en fyr, der gik meget op i Martinus, en dansk filosof og mystiker som havde skrevet en del bøger om spiritualitet, og som betegnede sit forfatterskab som “Det Tredje Testamente”. Vi snakkede også en del om Carlos Castaneda, en peruviansk-amerikansk forfatter – og om hans oplæring hos en indiansk shaman. Vi skulle også naturligvis ryge hash sammen for at opnå den bevidsthedstilstand, vi mente, var nødvendig for at være åbne overfor alle disse esoteriske ideer.

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Familielivet var med andre ord ret anderledes, end det, jeg kendte til hjemme i USA.

Hvad jeg ikke var klar over, var, at det måske også var ret anderledes end mange andre danske familiers liv. Om aftenen syntes mine forældre eksempelvis, at det var langt mere vigtigt, at hele familien gik en tur ned til Furesø sammen med hundene, end det var at vaske op efter endt aftensmad.

Den selvbeskrevne bogorm anno 1977, Careen, på besøg i Aabenraa hos en veninde. Foto: S. Blomfield.

Det var først efter at jeg havde været i Danmark i omkring seks måneder, at jeg lærte, at der var et dansk ord for “TV”. Min værtsfamilie ejede godt nok et fjernsyn, men det stod nede i kælderen, og de så meget sjældent på det.

Dengang var der jo kun én kanal, nemlig DR, og der var endnu ikke udsendelser hele døgnet. Jeg var under alle omstændigheder selv mere glad for at læse end at se TV, og det gjorde jeg jævnligt, selv om min familie ikke rigtig kunne forstå, hvorfor man ville læse en hel bog bare for sjov.

De var i det hele taget meget aktive og praktisk anlagt. Min far var ingeniør, min mor var repræsentant for sin mands firma og de eneste bøger, de havde i huset var referencebøger, inklusiv et stort leksikon over det danske sprog, som min værtsfar var meget stolt af.  Men de vidste ikke rigtigt hvordan de skulle omgås en ung bogorm som mig.

Ingen fremmedhad i mit Danmark anno 1976

I 1970’erne var der allerede en del såkaldte “fremmedarbejdere” i Danmark – de fleste var fra Tyrkiet eller Jugoslavien – men som jeg husker det, var der intet af den fremmedfjendske – eller kritiske atmosfære, som regerer i dagens Danmark.

Det kan selvfølgelig godt være, at jeg bare ikke så det, grundet det usædvanligt multikulturelle liv, jeg selv levede med og var en del af dengang. Min danske familie elskede at rejse og havde mange venner fra hele verden, hvoraf en stor del syntes at komme på besøg mens jeg boede hos familien.

Faderen til min bedste veninde på gymnasiet kom fra Syrien. En anden klassekammerat var født i Danmark af ungarske forældre, som flygtede til Danmark efter Ungarn-opstanden i 1956. Som en slags hippie-wannabe kom jeg tit i Christiania sammen med min danske kæreste, og dér mødte man også unge mennesker fra hele verden.

Christiania – sommeren 1977. Foto: C. Drechsler.

Jeg kan tydelig huske en dag jeg kom i snak med en lille pige, mens vi begge ventede på en bus. Dengang var der endnu ikke S-tog mellem Farum og København. For at komme ind til byen var jeg nødt til først at tage en bus fra Farum til Holte for derefter at tage S-toget til København.

På den pågældende dag og efter at jeg havde snakket med pigen i et par minutter, sagde hun, at hun undrede sig over, at jeg talte dansk på sådan en mærkelig måde, og hvordan kunne det mon være?

Jeg svarede, at jeg kom fra Amerika, som var et land som lå langt væk, og at jeg ikke havde dansk som mit modersmål. Det kunne hun ikke forstå: “Jamen jeg har jo set en neger i fjernsynet forleden, og han talte perfekt dansk,” udbrød hun.  “Nå, men så var han sikkert dansker, ikke?” svarede jeg. “Jo,” svarede hun, “det var han vist.”

Der skulle gå mange år før jeg egentlig forstod, hvor naiv både jeg og pigen var, men vi var jo blot begge præget af det land og den politiske kultur, vi var rundet af. Fra mit amerikanske synspunkt var det en kendsgerning, at alle som var født i USA, var amerikanere, og jeg troede, at det samme gjaldt i andre lande. Tilsvarende havde den danske pige aldrig drømt om, at den mand hun havde set på TV kunne være dansk, indtil jeg sagde det. Herefter var det en selvfølge, at han måtte være dansk – trods hudfarven.

Mange af min families venner og bekendte var meget kritiske overfor USA, og det samme gjaldt mine klassekammerater

Jeg gad vide, hvor længe hun blev ved med at tro på det.

Mange af min families venner og bekendte var meget kritiske overfor USA, og det samme gjaldt mine klassekammerater. Både hvad angik Vietnam krigen (som lige var afsluttet, i hvert fald fra USA’s synspunkt, det foregående år) og når det gjaldt, hvad de så som “racismen i USA”.

Jeg var dog enig med kritikken, og måske netop derfor følte jeg personligt aldrig noget der lignede anti-amerikansk fremmedhad under mit ophold. Dette til trods for at Jakob Holdts “Amerikanske Billeder” udkom, mens jeg stadig boede i Danmark. Men hans bog fik mig bare til at værdsætte det, jeg betragtede som en slags tribal solidaritet, endnu mere; og som også gjorde, at ingen skulle lide i nød i Danmark. Det samme kunne jo ikke siges om USA – hverken på det tidspunkt eller nu.

Den danske kæreste

Efter nogle måneder blev jeg forelsket. Det var jo en uundgåelig konsekvens af at være 17 år gammel. Første gang jeg overnattede hjemme hos min nye danske kæreste, var hans forældre allerede gået i seng, da vi kom hjem. Jeg var temmelig nervøs, da jeg vågnede næste morgen. Hvad skulle jeg sige til hans forældre?

Jeg gik ned ad trappen med sommerfugle i maven, og jeg spekulerede på, om jeg bare skulle samle mine ting og sager og forlade huset. Men min kærestes mor ventede på mig i køkkenet, og sagde bare med et stort smil: “God morgen! Morgenmad er næsten parat. Vil du ha’ te eller kaffe?”

Hun var bare så sød og rar, og opførte sig som om, det var bare helt naturligt, at jeg var der. Jeg var lige ved at græde af glæde. Og med ét fik jeg en reserve-værtsfamilie. Min kærestes mor elskede at læse, og hun lånte mig blandt andet mange bøger af Karen Blixen, hvoraf den eneste jeg kendte i forvejen var ”Out of Africa.” Jeg vidste ikke engang, at Karen Blixen og Isak Dinesen var den selvsamme person.

Min kæreste overnattede hos os, som han ofte gjorde om weekenden. Næste morgen da min mor kom ind for at vække mig, lige som hun plejede at gøre hjemme i USA, fik hun et kæmpe chok, da hun fandt min kæreste i sengen sammen med mig

Det var på alle måder anderledes end det, jeg var vant til og jeg kan tilføje, at det i en del amerikanske familier den dag i dag – 41 år senere – stadig ikke ville være nemt eller for den sags skyld kulturelt accepteret, at man har sin kæreste overnattende som 17-årig.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Da mine forældre fra USA kom på besøg om foråret, holdt min danske familie en stor familiesammenkomst den første aften. Mine danske forældre gav min mor og far deres soveværelse, som lå lige ved siden af mit.

Min kæreste overnattede hos os, som han ofte gjorde om weekenden. Næste morgen da min mor kom ind for at vække mig, lige som hun plejede at gøre hjemme i USA, fik hun et kæmpe chok, da hun fandt min kæreste i sengen sammen med mig.

Jeg havde faktisk slet ikke tænkt på, at jeg måske burde orientere hende om hvordan det forholdt sig med kærester i mit nuværende hjem (min 15-årige værtsbror havde også en kæreste, som tit overnattede i huset), men det fandt hun så selv ud af.

Oh, my!”udbrød hun. “Good morning.” Og så gik hun straks ud af værelset.  Hverken min mor eller min far nævnte noget om det i løbet af deres besøg, og jeg blev i første omgang virkelig glad, fordi det for mig viste, at de accepterede, at jeg var blevet voksen, og selv kunne bestemme over mit liv. Min mor havde jo trods alt også selv sagt, inden jeg rejste, at for at få det meste ud af oplevelsen i udlandet, ville det blive nødvendigt at tilpasse sig lokale skik og forhold, og det havde jeg i den grad gjort.

Afsked. Juli 1977 – Careen siger farvel til sin danske kæreste på Hovedbanegården i København. Foto: C. Drechsler.

Jeg blev derfor meget skuffet et år senere, da min danske kæreste kom til USA for at besøge mig i sommerferien. Da jeg begyndte at tage hans bagage op til mit værelse, kom min far omgående og tog bagagen fra mig, og førte både bagagen og kæresten ned til kælderen, hvor han fik lov til at sove i en lille drømmeseng.

Vi blev ikke hjemme hos mine forældre mere end et par dage, før vi pakkede min lille bil og begyndte på vores USA-tur.

Fyrre år senere

Fyrre år senere har jeg været gift og skilt, og gift igen. Jeg er mor til en skøn biologisk datter og en lige så skøn bonusdatter, begge sidst i tyverne. Jeg er uddannet advokat, og partner i et internationalt advokatfirma, som har indvandringslov som speciale.  Jeg var også adjungeret professor i jura i 10 år på et amerikansk universitet, hvor jeg underviste om immigrationsret, indfødsret, indvandring, asyl, og lignende emner.

Min danske kæreste og jeg slog op efter vores ulyksalige USA-tur. Vi nåede ikke længere end til Wisconsin, inden vi fandt ud af, at det var bedst at vende os om og køre tilbage til New York, så han kunne tage det næste fly tilbage til Danmark.

Jeg fik aldrig bosat mig i Danmark … og jeg flygtede aldrig fra Amerika. I dag tænker jeg en del over, at jeg ville ønske, jeg havde gjort det

Jeg fik aldrig bosat mig i Danmark, som vi ellers havde snakket så meget om. Jeg læste i Frankrig mens jeg gik på universitetet, jeg boede to år i Japan efter jeg var færdig med mine studier, jeg havde et kort ophold i Cuba som jurastuderende, og rejste også rundt i store dele af Asien og Europa.

Men jeg flygtede aldrig fra Amerika. I dag tænker jeg en del over, at jeg ville ønske, jeg havde gjort det. USA er i dag hverken et sikkert eller demokratisk samfund, og den sociale og økonomiske ulighed, samt den enorme politiske uenighed, der præger mit land, er vokset eksplosivt og fortsætter med at gro.

Men Danmark er også langt fra det idylliske lille land, som jeg kendte i 1970’erne. Og det var det måske heller ikke dengang.

Min danske far gik bort for 20 år siden, og min danske mor døde for blot et par måneder siden. Men jeg er den dag i dag i nær kontakt med mine danske søskende, og deres børn og adskillige venner og bekendte i Danmark.

Når jeg besøger Danmark, har jeg imidlertid nu lært at jeg får en langt bedre service i forretninger, hvis jeg taler engelsk end hvis jeg taler mit hjemmebryggede dansk. For som en engelsktalende dame med lys hud betragtes jeg som turist. Men som en mørkhåret dame, der taler gebrokkent dansk, betragtes og behandles jeg som en indvandrer med alt som det indebærer.

I 1970’erne fik jeg tit at vide, at man jo ikke var racist i Danmark. Det var nemt sagt i en periode, hvor der heller ikke var særlig mange indvandrere i landet. Det har ændret sig.

I det hele taget fik jeg nok tegnet et meget idealistisk billede af Danmark og danskerne i løbet af min ungdoms ophold i Danmark. Men måske var vi bare allesammen langt mere naive og uskyldige – og idealistiske dengang – på begge sider af Atlanterhavet.

Careen med sin udvidede danske familie i anledning af hendes danske mors 85 års fødselsdagsfest i Præstø. Moderen er iført gul bluse i første række. Careen står til højre for hende, iført en sort og rød kjole. Foto: privat (august 2012).

Topfoto: Leif Jørgensen, Creative Commons, Tidens Samling i Odense, Danmark i 1970’erne.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Careen Shannon

Careen Shannon er født i 1958 i Oakland, Californien, og flyttede som barn med sin familie til New York og senere til New Jersey, hvor hun fik sin amerikanske studentereksamen. Hun har boet i Danmark, Frankrig og Japan, og har rejst i store dele af Asien og Europa. Careen læste engelsk, fransk og østasiatiske studier under sin bachelorgrad på Oberlin College i delstaten Ohio, og derefter læste hun jura og fik sin juris doktorgrad (J.D., som svarer nogenlunde til en dansk cand. jur.) på City University of New York (CUNY) School of Law. Både Oberlin og CUNY Law er velkendte arnesteder for venstreorienterede holdninger og bevægelser.  Careen er partner og kommunikationsdirektør for et respekteret internationalt advokatfirmas hovedkontor på Manhattan, New York, og tidligere adjungeret professor i jura på et amerikansk universitet. Hun er medforfatter til otte fagbøger og forfatter til utallige artikler om amerikansk immigrationsret. Hun har også udgivet kroniker om andre emner i Salon og Ms. Magazine. Careen har siden 1984 boet i Brooklyn, New York.

Seneste indlæg fra

Gå til Top