Filmen mother! er et grænseoverskridende mirakel

af

“mother!” er filmen, alle bør se. Også selvom den til dels er ubærlig og stærkt polariserende. Men der er altså tale om intet mindre end et mirakel, skriver en stærkt påvirket og begejstret Kim Jong Andersen i denne anmeldelse.

Mirakel er et stort ord. Men det virker passende, eftersom Darren Aronofskys (Black Swan, The Wrestler) mesterværk “mother!” viser sig at være en storslået, bibelsk øko-allegori i bogstaveligt talt hjemlige rammer.

Miraklet består dels i, at det overhovedet er lykkedes at lave en så kontroversiel film i Hollywoods studiesystem (i dette tilfælde Paramount) med en superstjerne som Jennifer Lawrence (The Hunger Games, Silver Linings) i front, når man tænker på at dette system efterhånden ikke investerer i at producere originale film, men kun investerer i “franchises”, dvs. film-universer, der kan fortsættes i det uendelige.

I mother! er JLaw, som amerikanerne kalder hende, fjernet så langt fra hendes mere idolagtige heltindefigurer, så hun udover at give den som scream queen med en intensitet, der kostede hende et bøjet ribben under optagelserne, kommer helt ud til kanten af sin ikke ubetydelige formåen som skuespiller – og nok også et par meter udover kanten.

 

Men miraklet er også, at det rent faktisk lykkedes for Aronofsky at begå et værk, der virkelig har bragt sindene i kog

Men miraklet er også, at det rent faktisk lykkedes for Aronofsky at begå et værk, der virkelig har bragt sindene i kog. I USA er dele af det meget kristne biografpublikum udvandret i vrede, og den har fået en såkaldt F-publikumsrating, hvilket er den dårligst mulige modtagelse i publikumstest.

Enten hader eller så elsker man “mother!” (der skrives med lille “m” og udråbstegn, hvilket i sig selv viser sig at være en pointe). Mange havde nok at dømme ud fra traileren forventet at se en mere kunstnerisk skrækfilm i stil med Polanskis “Rosemarys Baby”, men i så fald er de blevet slemt skuffede, da Aronofskys film er noget ganske andet og nærmest umulig at placere. Det er afgjort Aronofskys vildeste film til dato, og også Jennifer Lawrences største præstation siden debuten i Winter’s Bone fra 2011. Instruktøren og hovedrolleindehaveren danner i øvrigt par i dag, selv efter de har været igennem den opslidende rejse sammen.

Aldrig set før på film

Handlingen er i første akt mystificerende, i anden akt tiltager den spirende gru og surrealismen i bedste Luis Buñuel-stil, og i tredje akt eskalerer begivenhederne på en måde, jeg aldrig har set før på det hvide lærred. Og jeg har set næsten alt, inklusiv den berygtede A Serbian Film, der havde et lignende tema og voldsomhed, men hvor lokationen var begrænset til det tidligere Jugoslavien. Også i “mother!” foldes hele menneskehedens grusomhed ud, og vi taler her om regulær krig, henrettelser og kannibalisme.

Kort fortalt drejer historien sig om parret Him (den altid karismatiske Javier Bardem), en forfatter med skrivekrampe, og mother, der agerer henholdsvis Gud og moder jord i deres paradisiske, men rustikke hus (kloden), som moder har store udfordringer med at renovere. De får besøg af Man og Woman eller rettere Adam og Eva (Ed Harris og Michelle Pfeiffer, sidstnævnte er stadig drønsexet i en alder af næsten 60 år), der inviteres indenfor. På det tidspunkt hersker der stadig nogenlunde husfred.

Men de nye mennesker skaber naturligvis optræk til uvejr med deres tilstedeværelse. Da deres to sønner (spillet af Gleeson-brødrene, hvoraf den ene Domhnall er kendt fra Alex Garlands ny-klassiker Ex Machina) ankommer, og ryger ud i en Kain og Abel fejde går det naturligvis helt galt. Herefter ankommer en masse andre gæster / menneskeheden til huset / kloden og snart er der opstået en dommedagskrig med både henrettelser, bunkers og skyttegrave i det lille hjem, hvor Gud har fortrukket med sin Gaia til loftet, hvor hun nedkommer med deres Jesus-barn.

Apokalyptisk mareridt

Men som i den virkelige verden voldtages mother!/kloden, så hun mister sit hjerte. Det kan dog ikke tilrådes som i filmen at tabe det i toilettet, da sådan en muskel godt kan stoppe det til!

Men selv efter, at mother har mistet sit hjerte, fortæres hendes afkom alligevel af mennesker i en kannibalistisk rus – ligesom i den virkelige verden, når vi ser på, hvordan vi behandler miljøet og vores afgrøder.

En grusomhed, der får mother! til at gå bersærkergang og optænde både hende selv og menneskeheden i et altfortærende flammehav. I dette apokalyptiske mareridt skulle man tro, at alt håb er ude, men Gud får lykkeligvis has på skrivekrampen, og kan puste nyt liv i alting, så vi kan begynde på en frisk, og mother! kan genstarte sin Urias-gerning med at renovere huset. Endnu en cyklus er overstået, og en ny kan begynde.

Nu kunne man anklage mig for, at jeg har “spoilet” handlingen ved at fortælle for meget, men tro mig, når jeg siger, at det har jeg langt fra, da scenerne i denne film er så WTF!-agtige, at de skal opleves, før man tror sine egne øjne

Fotografen Matthew Libatiques konstante nærbilleder af JLaw, der hele tiden er i fokus, som moderen, der fortvivler over, hvorfor hendes gæster ikke opfører sig ordentligt og til sidst ender i sine følelsers vanvid, er næsten hypnotiske, og lydsiden, hvor der ikke er et traditionelt, musisk soundtrack, men til gengæld et lyd-design, hvor hver en trommehinde-torturerende lyd trækkes ud af proportion, er sønderrivende.

Hvis du ikke er bange for at få prøvet dine grænser af – og samtidig er modtagelig overfor et budskab om, hvor grusomt vi behandler den klode, vi bebor – og dybest set kun er på kortvarigt besøg hos, så vil mother! både knuse dit hjerte og flå dit sind i stykker for til sidst at løfte din ånd op, hvor du føler dig både beriget og fortrøstningsfuld i forventningen om, at dette blot var et varsel, og at Vorherre måske alligevel vil forbarme sig, når det kommer til stykket ved at give moder jord en ny begyndelse.

På sæt og vis kan historien derfor i tillæg tolkes som en skabers / kunstners hårde fødsel af et nyt værk, der udsættes for massernes beundring for derefter at blive udnyttet på det groveste, særligt af mennesker med en religiøs dagsorden, hvilket naturligvis forekommer særligt aktuelt i disse år.

Man kunne sikkert også begynde at læse nogle feministiske over- og undertoner ind i “mother!” om, hvordan kvinder siden syndefaldet, har båret de største byrder, men det vil jeg undlade hér, da jeg mener, at filmen først og fremmest skal ses som et brændende forsvar for vores fælles hus: Planeten Jorden.

Fotocredit: Filmplakaten (Paramount)

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Kim Jong Andersen
CEO & Founder at JONG

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København, spiser sjældent (så godt som aldrig) hjemme. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.

Seneste indlæg fra

Gå til Top