Roskilde Festival har i år sat særligt stort fokus på de uofficielle pantsamlere, der hvert år rejser fra nær og fjern for at indsamle de tusinder af dåser og tomme ølkrus, som festivalgæsterne smider om sig på pladsen. Det er gjort gennem debatter, workshops og nye tiltag, der skal fremme det gode forhold mellem gæster og pantsamlere, men hvordan oplever dem, det drejer sig om, egentlig selv den så italesatte konflikt?
Forholdet mellem Roskildes festivalgæster og pantsamlere har knaget gennem flere år, og hver sommer kan man læse om både utilfredse gæster og pantsamlere, der har følt sig krænket af modparten. Pantsamlerne oplever at gæster kaster dåser efter dem, kommer med højlydte uprovokerede tilsvininger og generelt opfatter dem som det laveste led i hierakiet. Gæsterne har omvendt følt sig provokeret af, at pantsamlerne er gået ind mellem deres telte, og går rundt til de i forvejen tætpakkede koncerter med pandelamper og dryppende ølposer. Flere gæster har haft en oplevelse af, at dåserne nærmest bliver taget ud af hånden på dem, og at pantsamlerne ødelægger de drukspil, der fylder campingområdets stier.
VIP lounge for pantsamlerne
Roskilde Festival har i år valgt at anlægge et VIP loungeområde til de mange uofficielle pantsamlere, som kan få glæde af en pause fra mudder, støj og festivalgæster. Initiativet, der har til hensigt at forbedre de uofficielle pantsamleres forhold, er opstået til trods for at festivalen også har et samarbejde med Sind Ungdom, der har fået den officielle tjans med at indsamle pant og dermed tjene penge til organisationen. Sind Ungdom har som mål at indsamle en million kroner, for at kunne åbne et nyt hjem for psykisk sårbare unge. Deres 300 frivillige skal samle pantdåser på pladsen i sammenlagt 24 timer i bytte for en gratis billet sponsoreret af festivalen. Disse pantsamlere er almindelige festivalgæster, og har ikke adgang til loungene, der kræver et særligt adgangsambånd, som udleveres ved indlevering af pant.
Inde på festivalpladsen i ArtZone, finder man tre kopier af store modehuse, der er opført som følge af samarbejdet, og udgør loungeområdet for pantsamlerne. Husene skal efter sigende være tro kopier af flagshipstores for Prada, Tod’s og Miu Miu, og mens der i det ene hus afholdes paneldebatter, er de to øvrige forbeholdt pantsamlere, der trænger til et afbræk og en lur i skyggen og tørvejret. I disse to loungeområder, der skal minde om VIP lounges i lufthavne, kan pantsamlerne i det ene hus oplade deres telefoner, slappe af i sofaen og få gratis snacks. I det andet hus bliver der klokken 12 og 18 serveret gratis mad, og i begge huse kan pantsamlerne få udleveret regnslag og handsker. Konceptet er så eksklusivt forbeholdt pantsamlerne, at det var totalt udelukket, at lade os få et ordentlig kig ind. Selvom det ene hus på det pågældende tidspunkt var tomt, måtte vi pænt stå udenfor og krumbøjede forsøge at tilsnige os en ide om indretningen. “Det er jo hele formålet, at det skal være forbeholdt dem.” blev vi bestemt informeret om af de frivillige ved indgangen, der også fortalte at husene har været flittigt brugt og er særligt populære omkring spisetid.
I de to loungeområder, der skal minde om VIP lounges i lufthavne, kan pantsamlerne i det ene hus oplade deres telefoner, slappe af i sofaen og få gratis snacks. I det andet hus bliver der klokken 12 og 18 serveret gratis mad, og i begge huse kan pantsamlerne få udleveret regnslag og handsker. Konceptet er så eksklusivt forbeholdt pantsamlerne, at det var totalt udelukket, at lade os få et ordentlig kig ind.
Lorenz på 41 år er taget fra Italien, og han er en af de pantsamlere, der er rejst til festivalen med håbet om at tjene penge til sin familie. Han har oplevet, at der er gode forhold for pantsamlerne, og lægger især vægt på den gratis telefonopladning, muligheden for at få et måltid mad og adgangen til samaritter, hvor man uden videre kan få gratis lægetilsyn. “Jeg har tre børn og en kone i Italien, men ingen af os kan få arbejde, så derfor er jeg kommet hertil for at tjene penge. Jeg er rejst med en gruppe venner, der også samler dåser, og det er min første gang på Roskilde Festival, ” fortæller Lorenz, der uddyber med, at det er et rigtig hårdt arbejde, og at det tog ham tre dage alene at samle nok pant til at indtjene festivalbilletten.
Gæsternes reaktion har dog ikke været ubetinget positiv, og nogle giver udtryk for, at en VIP lounge er alt for meget og lugter mere af et statement end en uforbeholden god gerning. Festivalgæst Andreas på 21 fra Odense mener at forholdene bør minde mere om de frivilliges. “Det er måske lige lovlig preachy, hvis de har prøvet at få det til at ligne en VIP lounge, som fattige mennesker kan gå ind i. Er det for at lave et statement eller for at de faktisk kan nyde det,” spørger han og lægger vægt på at de uofficielle pantsamlere i stedet burde sidestilles med de 30.000 frivillige på festivalen. “Det ville være smart, hvis de havde lige forhold. De fortjener ikke bedre forhold end de frivillige, men de fortjener gode forhold.” Han henviser her til medarbejderområdet med gratis bade, gode campingforhold og for nogle også gratis mad- og drinksbilletter.
Disse privilegier er netop nogle af dem, som de officielle pantsamlere kan nyde godt af. Mens de kun skal arbejde 24 timer i venners selskab for en gratis festivalbillet, kan det for Lorenz og de andre pantsamlere tage op til flere dage at indtjene billetten, der koster 2.095kr. Det er også ganske særligt, at han og de andre i år kan nyde godt af de lækre loungeområder, som er blevet til på baggrund af initiativet fra kunstnergruppen Superflex. Det er dermed ikke et permanent initiativ fra festivalen, og det er uvidst, hvorvidt det samme tilbud vil gælde de kommende år.
Hvem skal have panten?
Rundt på festivalpladsen finder man også pantsamlere i blå veste, der er på festivalen som frivillige for Sind Ungdom, som al indtjening går til. Hvilket formål, der er vigtigst at støtte er festivalgæsterne splittet omkring.
Thomas Jensen på 51, der til daglig er IT konsulent, har været på festival siden sine unge år, og er i år afsted for tiende år i træk.
“Det er lidt tvivlsomt med dem der rejser fra andre lande, for at samle pant. Jeg er ikke overbevist om, at det kun er til dem selv. Det er ligesom i København, hvor man ved at nogen af tiggerne er organiseret, og at pengene i virkeligheden går til en bagmand,” mener Thomas Jensen, der uddyber at han grundlæggende ikke er generet af pantsamlerne eller deres tilstedeværelse: “Det er ikke det at de tjener penge, men jeg har noget imod, at der er bagmænd, der scorer kassen på deres bekostning. Jeg foretrækker derfor at give til de blå (officielle red.) pantsamlere.”
Maria på 20 år fra Fredericia, der er på festivalen for tredje gang, synes godt om initiativet med indsamling til Sind Ungdom, men er bekymret for at disse pantsamlere tager jobbet fra de uofficielle. Hun synes heller ikke det er i orden, at de ikke får samme forhold som øvrige frivillige, fordi hun mener at de arbejder væsentlig flere timer end festivalens frivillige. Maria føler at Roskildes pantsamlere bevirker, at de uofficielle der er rejst langt for panten ikke får det nødvendige udbytte. For hende er det et spørgsmål om at hjælpe mennesker med trænge vilkår og manglende ressourcer. En gruppe unge drenge i samme campingområde deler samme holdning, men byder ind med en humoristisk tone, og kalder det ulandstøtte at lade sin dåse ligge på vejen. Jonathan, der sidder ved siden af med dagens første øl i hånden, tilføjer at “man kan tillade sig, at kaste sin dåse, fordi det går til et godt formål. Det er helt fint, at pengene går til dem selv, for de skal jo leve af det.”
Thomas Jensens bekymring deler vennegruppen imidlertid ikke, og de er tværtimod mere tilbøjelige til at give deres pant til de uofficielle pantsamlere. “Sidste år blev vi venner med en pantsamler, der hedder Kevin, som samlede ind til sin uddannelse på Århus Universitet. Det var nice, så vi samlede al vores pant og gemte den til når han kom forbi,” fortæller festivalgæst Robert på 20 år fra Fredericia.
Vennegruppen fortsætter diskussionen, og kommer til at tale om, at pantsamleres egen tilgang til gæsterne har stor betydning for, hvordan de behandles.
Gruppen bliver hurtigt enige om, at pantsamlerne også kan være til gene, og særligt, når de kommer uinviterede ind i deres camp. “Det er nederen når det er lusket, hvad enten det er en gæst eller en samler. Det er aldrig nice, når nogen lusker. Det er jo bare ren pli, at man skal spørge om lov,” bakker vennen Lasse på 21 ham op. Robert finder det dog også problematisk, at pantsamlerne rejser fra udlandet for at tjene penge. “Det er et problem, at de henter penge i vores land og bruger det i deres eget,” siger han, men møder protester fra vennerne, som synes det er for små beløb til at være et reelt problem.
Både Robert og Lasse anerkender, at det ikke er i orden, når fulde festivalgæster taler nedladende til pantsamlerne, men begrunder det med, at der uden et fælles sprog ikke er mulighed for at indgå i dialog. Drengene mener at “det er grænseoverskridende, når de går ind i campen uden at spørge om det er ok.”. Gruppen efterspørger at pantsamlerne går i dialog med gæsterne, og har større forståelse for, at campingområdet er deres hjem i en uge, og derfor skal anses som privat grund, hvor man ikke træder uinviteret ind.
Jeg synes folk har behandlet pantsamlerne, og særligt romaerne, rigtig dårligt. De taler grimt og råber “skrid”. Jeg hørte engang en råbe til en pantsamler, der havde sat sig for at tage et hvil, at han ikke skulle sidde i deres camp – Thomas Jensen, festivalgæst.
Men det er ikke kun på campingområdet, at konflikterne mellem pantsamlere og gæster opstår. Gruppen af unge drenge, der er ved at komme sig på gårsdagens fester med dagens første øl, fortæller at de også til koncerterne oplever, at pantsamlerne går i vejen og er til gene for musikoplevelsen. “Til koncerterne plejede de at komme med pandelamper, skubbe til en og nærmest tage halvtomme dåser ud af hånden på en,” fortæller Mikael, der understreger at det er blevet markant bedre gennem årene, men at de stadig oplever konflikter med jævne mellemrum. Flere fra gruppen har oplevet, at andre gæster i vrede har kastet dåser efter pantsamlerne, når de er gået forbi gæsternes telte. De unges oplevelser bakkes op ad festivalgæst Thomas Jensen der fortæller at han “synes folk har behandlet pantsamlerne, og særligt romaerne, rigtig dårligt. De taler grimt og råber “skrid”. Jeg hørte engang en råbe til en pantsamler, der havde sat sig for at tage et hvil, at han ikke skulle sidde i deres camp”.
Pantsamlerne er lavest i hierakiet
Festivalgæst Maria på 20 år, har også bemærket hvordan nogle gæster er særligt grove ved pantsamlerne. “Nogen er uhøflige, og behandler dem som om de ikke har nogen rettigheder og er lavere stående” . Hun bakkes op af vennerne, der tilsvarende har bidt mærke i, at der blandt pantsamlerne er en hierarkisk opdeling, som særligt ses gennem festivalgæsternes måde at behandle de henholdsvis officielle og øvrige pantsamlere. Martha Q. Holm på 16 år er en af de blå pantsamlere, der for første gang i år, er med til at samle pant til støtte for Sind Ungdom:
“Jeg har fået mere respekt for pantsamlerne i år, fordi jeg har mærket hvor hårdt og ydmygende det er at samle pant. Det hjælper at have den blå vest på, fordi folk kan se at man arbejder.” Hun oplever også at gæster er mere imødekommende, og bliver glade for at høre, at panten går til et godt formål. Martha er ikke i tvivl om, at følelse af ydmygelse må være endnu stærkere hos de uofficielle pantsamlere. Festivalgæsten Bjarke ser også tydeligt den hierarkiske opdeling:
“Man får det lidt skidt, når man ser dem. Vi er et rigt land, der fester og så har vi de fattige til at rydde op efter os,” siger Bjarke og lægger særligt vægt på misforholdet mellem de ressourcestærke festglade unge og pantsamlere som Lorenz, for hvem panten skaber mulighed for mad på bordet og husly til familien.
Når man går og samler pant, har man hele tiden bøjet hovedet og ser kun på jorden. Man går glip af hele stemningen, musikken og de gode oplevelser. Det er jeg ked af, og jeg håber jeg en dag kan komme tilbage som festivalgæst ligesom alle andre – Lorenz, pantsamler.
For pantsamleren Imanuel på 35, der er fra Nigeria men bosat i Italien, hvorfra han er kommet for at samle pant med sin spanske ven, er motivationen en anden:
“Når man har en fremtidsdrøm, så må man tage udfordringerne med,” siger Imanuel, der er træt efter en lang nat og derfor ikke ønsker at uddybe yderligere, men slutter med at sige, at han er glad for at være på festivalen. Desværre har han på trods af seks dages arbejde dog endnu ikke tjent armbåndet ind.
Efter en uges festival og hårdt arbejde, er Lorenz i godt humør, men vil ikke komme tilbage som pantsamler næste år. Han håber i stedet, at have forbedret sine levevilkår, fået et arbejde og få muligheden for at vende tilbage som gæst. “Når man går og samler pant, har man hele tiden bøjet hovedet og ser kun på jorden. Man går glip af hele stemningen, musikken og de gode oplevelser. Det er jeg ked af, og jeg håber jeg en dag kan komme tilbage som festivalgæst ligesom alle andre.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her