FESPACO 2017. Gensyn med Ouagadougou.

af

FESPACO 2017 var præget af højt sikkerhedsniveau, tung logistik, fremragende og rædselsfulde film. Men blandt konkurrencefilmene var der perler, og den bedste film, Alain Gomis’ Felicity, vandt den eftertragtede førstepris. Karen Hammer skriver om sit gensyn med Ouagadougou og om Den Panafrikanske Filmfestivals gode og mindre gode oplevelser.

Det var buldermørkt d. 1 februar kl. 19, da jeg med toget fra Abidjan ankom til Ouagadougou. På to knallerter, kørt af Hervé og hans datter Didy, blev jeg med baggage transporteret ud til deres lille hus lavet af muddermursten i den fjerne forstad, Quartier 29. Undervejs kunne jeg konstatere, at der er kommet temmelig mange nye butikker med franske kjoler og sko langs de største udfaldsveje. Måske er landet ikke så fattigt som ventet? Måske nåede den afsatte Præsident Blaise Compaoré og hans mange flygtede ministre ikke helt at tømme statskassen, da han d. 31. oktober 2014 kørte mod Fahda, hvor han blev samlet op af en fransk helikopter, der bragte ham i sikkerhed hos familien i Abidjan?

Fra første dag måtte jeg elske dette venlige land, Haute Volta, som for øvrigt var i gang med et magtskifte og havde spærretid hver nat. Jeg flyttede ind hos Abdoulaye Boureima, som var en ven af en ven, og fik således en ven for livet, for aldrig siden har jeg truffet et så positivt og reelt menneske.

I februar 1984 kom jeg først gang til den støvede hovedstad Ouagadougou. Med en lille lastbil var jeg midt i januar ankommet til Gorom Gorom fra Niger. Ved grænsen havde jeg fået den bedste modtagelse nogensinde: En ung soldat sad i et meget lille skur og læste i en tegneserie. Han smilede, tog imod mit pas og ønskede mig velkommen i sit smukke land. Da jeg var stemplet ind, rakte han en pose frem: ”Aimez-vous des arachides?” Fra første dag måtte jeg elske dette venlige land, Haute Volta, som for øvrigt var i gang med et magtskifte og havde spærretid hver nat. Jeg flyttede ind hos Abdoulaye Boureima, som var en ven af en ven, og fik således en ven for livet, for aldrig siden har jeg truffet et så positivt og reelt menneske.

Dengang gik der ikke bus til Gorom Gorom, så det var ikke så ligetil at komme videre. Men heldet var i den grad med mig. Aldrig nogensinde siden har jeg fået et så fantastisk lift, som det jeg fik ved at vente næsten en uge. Dronning Elizabeths datter, prinsesse Anne, skulle inspicere Gorom Goroms børnehospital og var i de sidste par dage blevet kørt rundt i regionen i en stor Landrover. Hun skulle flyve tilbage til Ouagadougou, så Landroveren skulle køres tom tilbage. Chaufføren havde intet imod at tage mig med som passager, og jeg nød i fulde drag de næste mange timers kørsel gennem tørre stepper med døende baobabtræer og små landsbyer med masser af geder og æsler og markeder med farvestrålende kvinder.

Ouagadougou gennem årene

Det var mørkt, da jeg blev læsset af ved et lille lokalt hotel ganske tæt ved Ouagadougous moské. Hotellet havde otte værelser og var beregnet for lokale handelsmænd. Det var beskidt og simpelt, men det var også rigtig hyggeligt og først og fremmest billigt. Hver aften sad jeg sammen med personalet bestående af store drenge foran fjernsynet og fulgte dagens populære retsmøder, mens Thomas Sankaras soldater marcherede udenfor i gaderne. Her boede jeg i flere perioder, indtil Ouagadougous byplanlæggere fik hele kvarteret bulldozet ned, så der kunne bygges nye banker og konferencecentre.

Gennem årene ændredes bybilledet meget. Idrissa Ouedraogo lavede hver sommer i sin ferie en lille kortfilm. Når man så dem, kunne man let følge, hvorfor folk efterhånden ikke kunne finde rundt i deres egen by. Hele kvarterer forsvandt og nye fireetagers bygninger skød frem overalt. Ouagadougou var blevet en vigtig handels- og konferenceby, og både CEAO og FESPACO’s succes afhang af gode moderne hoteller.

Ouagadougou var blevet en vigtig handels- og konferenceby, og både CEAO og FESPACOS succes afhang af gode moderne hoteller.

På vej nordpå efter FESPACO 1987 traf jeg Djibo Herve Sawadogo, hans kone Mimi og lille otte måneder gamle Didy. Da de i 1989 var flyttet ind til Ouagadougou, kunne jeg bo hos dem under FESPACO, der jo efterhånden var blevet lidt for dyr for mig. Da de byggede eget hus langt ude i forstæderne, blev jeg nødt til at leje mig ind hos den protestantiske kirkes pensionat for missionærer i Gunge ikke altfor langt fra FESPACO’s nye hovedsæde. Man accepterede kun at tage mig, der jo ikke var missionær, fordi jeg var så gammel, at man ikke regnede med, at jeg ville tage unge mænd med ind om natten! Og det var slet ikke været svært at overholde det krav.

Jeg er i år kommet meget tidligt for at få tid til at snakke med familien, der jo ikke har set mig i seks år, siden 2011, hvor jeg blev så træt af det burkinske bureaukrati og det hede klima og af elektricitetsafbrydelserne, at jeg næsten glemte min kærlighed til afrikanske film og rejste til Japan og Cuba i stedet for Afrika.

Ouagadougou har forandret sig meget. Jeg har i dag svært ved at finde rundt i byen rent geografisk.

Ouagadougou har forandret sig meget. Jeg har i dag svært ved at finde rundt i byen rent geografisk. Flere af de kendte biografer er forsvundet, Hotel Independance, hvor man før let kunne møde alle de kendte filminstruktører, blev ødelagt af brand, da folket i oktober 2014 tvang Compaoré til at gå af. Og Assemblée Nationale lige ved siden af ligner fortsat en skal, efter folket angreb med bål og brand. De utroligt dårlige og meget hullede gader, hvor der overalt flyder med affald, de dominerer desværre fortsat byens centrum. Man må virkelig undre sig over, at der intet er gjort for at få Ouagadougou til at se nogenlunde præsentabel ud, nu hvor man er vært for Den Panafrikanske Filmfestival og forventer gæster fra hele verden?

En ting er imidlertid ikke forandret: De tusinder af hurtigtkørende små motorcykler, der overalt med forbløffende konduite ræser afsted. De skaber ofte trafikkaos, men uden dem ville intet fungere, tror jeg. Der bygges mange nye banker lige nu – hvem mon betaler? Regeringen har nok at se til og er kommet til at love den malinske ejer af Hotel Independance 13 milliarder FCFA til en genopbygning og udvidelse til 230 værelser, der skal stå parat inden FESPACO 2019.

En ting er imidlertid ikke forandret: De tusinder af hurtigtkørende små motorcykler, der overalt med forbløffende konduite ræser afsted. De skaber ofte trafikkaos, men uden dem ville intet fungere, tror jeg. Der bygges mange nye banker lige nu – hvem mon betaler?

Kanal+ Olympia, der i de sidste par måneder har bygget nye biografer i mange afrikanske storbyer som Yaunde, Douala, Niamey og Conacry, indviede med assistance af Burkino Fasos nuværende præsident Roch Marc Christian Kaboré d. 25. februar sin foræringsbiograf her i City Ans Deux. FESPACO-ledelsen glemte at orientere filmpressen om begivenheden, og da der næste ingen film blev kørt derude, og et specialprogram var mange dage forsinket, har jeg endnu ikke haft tid til at kigge forbi.

FESPACO 2017

Der var 20 afrikanske spillefilm i hovedkonkurrencen om den imponerende bronzehingst, der er førsteprisen, Etalon de Yennenga. Da de to gamle biografer Oubri og Riale, der begge lå i centrum tæt på Ciné Burkina, for længst er smadret og forladte, har jeg i år måttet klare mig med premierefilmene i Ciné Burkina og i Thomas Sankaras flotte Ciné Nerwaya i City Ans Un. Her kommer problemet, der har forhindret mig selv ved brug af taxaer i at komme frem: Ouagadougou er pakket ind i militærbeskyttelse, for der er næsten hver anden dag nye jihadist-angreb oppe nordpå, ved Djibo, Dori og Gorom Gorom.

Vi er godt beskyttet af utallige sikkerhedsfolk, der konstant roder i vores tasker og lommer og kontant lægger spærringer ud over byens større gader, så det er meget vanskeligt at komme frem. Især er de oppe på mærkerne nær FESPACO-hovedsædet, og her har man desværre ofte brug for at komme for at spørge efter det tre dage forsinkede katalog og programmet over, hvilke film der spiller hvor! Eller for at spørge efter de restaurantfribilletterne, der i år var fire dage forsinket.

Næste gang burde de nok finde et andet trykkeri, så jeg ikke behøvede at spise på gaden de første par dage, for siden at måtte invitere vennerne med ind på byens ellers fremragende pizzarestaurant lige overfor posthuset, hvor vi smovsede i dyre retter for at få brugt de mange billetter op inden søndag. Mimi var henrykt over at smage fornemme isdesserter som Peach Melba og lækre fiskeretter med luksusfisken la Capitaine: ”Ici, c’est un souvenir pour la vie”.

Efter denne smøre, må jeg konkludere, at filmfestivalen i år var meget dårligt organiseret, værre end nogensinde før; men burkinerne er meget flinke og hjælpsomme, så på trods af de forvirrende forhold er jeg glad for at besøge deres land.

Fordi sikkerhedsfolkene havde afspærret vejen hjem til mig i Gunge og afspærret hele området nær Place de la Nation (tidligere Place de la Revolution), kunne jeg vælge mellem at gå i 39 graders varme og masser af støv eller kæmpe med taxachauførerne om prisen, der selvfølgelig i anledning af situationen var ret pebret. Man skal passere Place de la Nation for at komme frem til Nerwaya; taxaerne kørte meget nødigt derhen, for det var svært at finde kunder på vejen tilbage. Selvom man tilbød priser, der var 200 procent over normalen, så ville de ikke.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Så efterhånden måtte jeg gøre som for 30 år siden, da jeg var meget yngre: Jeg måtte blaffe med flinke hjælpsomme burkinere på motorcykel! Til sidst opgav jeg helt Ciné Nerwaya og gik derfor glip af en del vigtige film. Efter denne smøre, må jeg konkludere, at filmfestivalen i år var meget dårligt organiseret, værre end nogensinde før; men burkinerne er meget flinke og hjælpsomme, så på trods af de forvirrende forhold er jeg glad for at besøge deres land, og i år var der velsignet få strømafbrydelser under filmene! Jeg husker endnu alt for tydeligt mine trængsler i 2011 under en 24 timers strømafbrydelse.

Konkurrencens film

Nu kommer vi så til de konkurrerende film, hvem mon havde udvalgt dem? Jeg vil tillade mig at være en smule sarkastisk, for det er da logisk, at Burkina Faso gerne selv vil stå frem som et progressivt filmland og via priser kunne bevise sit værd. Som sædvanligt var der udvalgt tre nye film fra Burkina Faso, mens andre lande maksimalt havde to og mange kun én spillefilm i konkurrencen.

Fordi Elfenbenskysten var fokusland og betalte en større del af udgifterne, havde de fået to film med i konkurrencen. L’enterprète, som jeg tidligere har skrevet om her, er et makværk, men blev nådigt tildelt en pris for bedste montage.

Den anden film, Innocent Malgré Tous, var værre; en gadefejer bliver fejlagtigt udpeget som skyldig i mordet på en ministers unge datter. Politiet vil gøre alt for at få ham til at tilstå. Man torturerer ham på mange både voldsomme og opfindsomme måder. Ministeren raser, politiet arbejder, blodet flyder, og skrigene er voldsomme. Til sidst henrettets han uden dom, lige før politiet når frem med de virkelig skyldige. Korruptionsanklagen var tydelig, men filmen var så modbydelig, at man burde have forladt biografen.

Jeg nåede at se to af de tre burkinske film. Jeg missede Thom, instrueret af Idrissa Ouedraogos lillebror Tahirou Tassere Ouedraogo, der i 2007 modtog en kortfilmspris for L’autre mal, fordi Ouagadougous internetforbindelse til omverdenen er så ukurant, at det kan tage over en time at få afsendt en mail, og mailen til POV måtte gå frem for filmen. Jeg betalte over 200 kr. for roaming for to uger siden, men det er aldrig lykkedes at få min særlige gadget til at fungere. Heldigvis er de meget flinke på den danske ambassade, og deres internetforbindelse fungerer næsten altid.

Mange havde i år satset på, at den amerikansk-uddannede burkiner Apolline Traoré, der allerede har flere spillefilm bag sig, ville vinde. For var det ikke på tide, at en burkinsk kvinde vandt Etalon de Yennenga?

Denne burkinske film skovlede Immigrationsprisen, Paul Robson-prisen og Felix Houphout-Boigny-prisen ind og endte med 27 millioner FCFA uden at komme i nærheden af de prestigegivende Etalon-priser… Og således har man set det før i Ouagadougou!

Hendes film Frontiers er en charmerende fortælling om tre kvinders møde i busserne mellem Dakar, Bamako, BoboDiolaso, Cotonou og Lagos, og om deres forskellige problemer med at krydse grænserne og snyde tolderne. Elfenbenskystens store stjerne Naky Sy Savane er som altid fremragende, men de tre andre skal nok også snart blive kendt. Kvinderne kommer fra hvert sit land, og de har forskellige baggrunde. Undervejs finder de sammen til den bitre ende, hvor de overfaldes af nigerianske banditter.

Filmens slutning er særdeles uheldig og ødelægger den ellers rigtig gode film. Nogen har ment, at det var nødvendigt at indsætte tre minutteres pædagogisk speak om kvinderettigheder?! Jeg tror ikke på, at Afrikas tilskuere ikke selv kan forstå budskabet; jeg anser dem ikke for helt åndsvage. Filmen fik tildelt så mange store priser, at den økonomisk må ses som vinderen. Denne burkinske film skovlede Immigrationsprisen, Paul Robson-prisen og Felix Houphout-Boigny-prisen ind og endte med 27 millioner FCFA uden at komme i nærheden af de prestigegivende Etalon-priser… Og således har man set det før i Ouagadougou.

Den tredje burkinske film, La Foret du Niolo af Adama Roamba, er en film om miljø- og naturdiversitet i en smuk egn i det sydlige Burkina. En tidligere minister vil sælge hele området til kineserne. En journalist og hans kone, der er geolog, kæmper imod; skandalen kører, da flodens fisk og en ung landsbypige dør. Alligevel arbejder ministeren fortsat på at sælge, og journalisten myrdes.

På trods af den vedkommende historie fandt jeg ikke filmen imponerende. Filmens mange intriger krævede unødvendigt mange telefonsamtaler og for megen snak. La Foret de Niolo måtte nøjes med en pris på kun 1 million FCFA for bedste manuskript.

En stor film for hele Afrika

Allerede inden jeg ankom til Burkina Faso fra Abidjan, var jeg overbevist om, at Benins sprælske og meget morsomme filminstruktør Sylvestre Amoussou ville vinde med L’orage africain, un continent sous influence.

Publikum i Ciné Burkina applauderede filmen med skrig og råb. Begejstringen var enorm; det tog 15 minutter at få folk til at forlade biografen, så næste film kunne komme i gang.

For gennem årene er vinderlandene gået på tur, og Benin havde aldrig vundet, og nu bragte de en politisk film frem, som måske lige kunne passe ind i den situation som landet Burkina Faso stod i. Jeg fik næsten ret – for Amoussou vandt Etalon De Yennenga Argent, andenprisen til 10 millioner FCFA og modtog oven i regeringens særpris til 7 millioner.

Det var en meget begestret og stolt filminstruktør, der i lørdags ude på Stade de Sport fremviste sit trofæ med store armbevægelser og overstrømmende grin. Hans både morsomme og meget voldsomme film fortæller om præsident Yai af landet Tahaggar, der beslutter at nationalisere alle de fremmedes miner, fabrikker m.m. Europæerne sender en handlekraftig kvinde afsted. Hun får hurtigt bragt landet ud i en krigstilstand ved hjælp af smiger, penge og lejetropper. Hele landsbyer udryddes af soldater iklædt falske Tahaggar-uniformer. FN bliver indblandet, men præsidenten får hjælp fra en modig kvindelig journalist og viser sig at være en yderst handlekraftig herre. Sylvestre Amoussou spillede selv den populære præsident med megen humor.

Publikum i Ciné Burkina applauderede filmen med skrig og råb. Begejstringen var enorm; det tog 15 minutter at få folk til at forlade biografen, så næste film kunne komme i gang. Sylvester Amoussou måtte fortsætte med at kommentere sit politiske budskab i mørket udenfor biografen: ”Vi har skabt en stor film for hele Afrika. Vi laver film for publikum og ikke for filmeksperterne!”

Den bedste film vandt

Vinderen af Etalon de Yennenga blev Alain Gomis fra Senegal for sin fremragende film Felicity.  Jeg havde ikke kunnet forudse, at juryen var så ærlig at give prisen til den bedste film, når Alain Gomis allerede havde vundet med Tey i 2013. Det er kun sket én gang før, at den samme instruktør har vundet to gange. Det skete, da Malis store mester Souleymane Cisse vandt i 1989 med Baara og atter i 1983 med Finye.

Alain Gomis kom lige fra Berlins filmfestival, hvor Felicity var blevet tildelt en Sølvbjørn; noget tilsvarende skete i 1991, da Idrissa Ouedraogo vandt ved FESPACO med Tilai, der ugen før i Berlin havde modtaget en Sølvbjørn. Både Alain Gomis og Idrissa Ouedraogo er internationale filminstruktører og ikke ”bare” afrikanske!

Felicity er optaget i Kinshasa og har den dejlige sangerinde Vero Tshanda Beya i hovedrollen som en meget stærk og noget desilutioneret kvinde, der kæmper med mange midler for at skaffe penge til en hospitalsoperation for sin søn, der har brækket benet i en motorcykelulykke. Hospitalets økonomiske krav er overvældende, men Felicity vil gøre alt for sin teenagesøn. Hun har fast arbejde som sangerinde i en ølbule, hvor hendes dynamiske smukke stemme er i høj kurs. Mange skylder hende penge for hendes optræden, men ingen har lyst til at betale. Hun bliver nødt til at betale en politibetjent for at få skyldnerne til at betale. De er rasende: ”Det tilgiver vi dig aldrig!”

Det tager tid at kræve pengene ind; hun når det ikke, før det bliver nødvendigt at amputere benet og anskaffe en rullestol. En af hendes beundrere, en øldrikkende bamse, hjælper hende med at få sønnen på fode; han drikker ham kanonfuld! Og langsomt forsvinder hendes foragt for mænd, så livet atter kan få en chance.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Felicity er en fremragende film optaget i et af Kinshasas fattigkvarterer. Man tror på historien, man tror på miljøet, man glæder sig over hendes imponerende stemme, og man glemmer ikke denne film lige med det samme.

Andre prismodtagere

I konkurrencen om de bedste tre kortfilm vandt Marokkos Hymenéé, instrueret af Violaine Maryam Bellet, førsteprisen. Hatten af for juryen, der valgte den smukkeste lille kærlighedsfilm. Jeg så den på andendagen og blev opmuntret: Endelig et lille helstøbt mesterværk. Hymenéé viser os et ungt par på deres bryllupsnat. De kender ikke hinanden. Hun vil ikke have noget med ham at gøre. Han er nervøs og usikker. Forældrene venter utålmodigt udenfor på det blodplettede lagen. Det er et spørgsmål om ære. Hun tilbyder sig i trods, men nu er han blevet impotent. De kæmper mod hinanden, og hun snitter ham tværs over brystet med sin kniv. Han hører sin mors bekymrede stemme: ”Hvorfor varer det så længe? Hun er ellers af god familie!” Og tager resolut hendes hvide lange underbenklæder, tørrer blodet af sit bryst og lægger dem ud i kurven til familien.

Begejstringen udenfor er stor. De hales ud og får nye rene klæder. De prises, og dansen går. Hun bliver bekymret for hans blodtab—og for at det kan ses. De trækker sig væk fra den begejsterede familiejubel, og der, alene i mørket, kommer kyssene og kærligheden og lysten.

Hatten af for juryen, der valgte den smukkeste lille kærlighedsfilm. Jeg så den på andendagen og blev opmuntret: Endelig et lille helstøbt mesterværk.

Tredjeprisen gik til en lille film fra Rwanda, A place for myself af Marie Clementine Dusabejambo. Som de fleste film fra Rwanda handler den om livet her og nu efter de voldsomme krigsår i 90’erne. En lille albinopige starter i skolen, glad og optimistisk. De andre børn mobber hende ved at fortælle om situationen i Tanzania, hvor albinoer betragtes som hekse og myrdes. Hun vil ikke længere i skole. Bakket op af både sin mor og en klog lærerinde, går hun i gang med at kæmpe sin ret til et normalt liv og a place for myself.

Filmen vandt for nylig tredjeprisen ved Carthago Filmfestivalen 2016 og vandt her i Ouagadougou flere priser, bl. a. Thomas Sankara-prisen på alt i alt 6 millioner FCFA.

En anden lille kortfilm, La rue n’est pas ma mère af Jerome Nabonswende Yaméogo fra Burkina Faso, klarede sig også flot i konkurrencen. Inspireret, tror jeg af Mahama Johnson Traores mesterværk fra 1975, Njangaane, fortæller den sørgelige historie om seksårige Alidou, der sendes i koranskole ude på landet og mishandles af sin lærer. Da han stikker af og lander inde i storbyen, omkommer han i en bilulykke. Filmen modtog både byen Ouagadougous pris og UNICEF’s pris for børns rettigheder, alt i alt 10 millioner FCFA.

En større pris for bedste dokumentarfilm gik til Sengals Ousmane William Baye for hans film om filosoffen, politikeren og videskabsmanden Cheich Anta Diop, Kemtiyu. Andenprisen gik til Congo! Le silence des crimes oubliés af Balufu Gilbert, der sammen med sin mere berømte bror Balufu Bakupa i 2009 stod bag dokumentarfilmen Thomas Sankara og beslutningen om at skabe Thomas Sankara-prisen. Balufu Bakupa blev for få dage siden dekoreret af præsidenten som Chevalier du Mérite des Arts, des Lettres et communication du Burkina Faso. Det ville aldrig være sket under Blaise Compaoré.

Mine øvrige favoritter

Der var fine film i dette års FESPACO, og der var adskillige ganske rædsomt dårlige. Jeg nåede takket være de vanskelige transportproblem ikke at se alle film. Desværre ikke A Mile in My Shoes fra Marokko, der vandt Etalon de Yenenga Bronze. Algeriets alvorlige og meget vigtige film Le Puits af Lotfi Bouchouchi havde jeg tippet til en trediepris. I stedet blev den tildelt den prestigefulde Oumarou Ganda-pris for bedste debut: Det går atter ud over franskmændene, der jo var meget længe om at slippe den rige koloni Algeriet. Filmen fortæller om en lille landsby langt ude i bjergene med kun kvinder og børn og gamle mænd. Millitæret har lagt sig i en ring om byen; ingen kan komme ud for at skaffe vand, og de små børn dør langsomt af tørst.

Noget må gøres, hvem giver sig først?

Algeriets alvorlige og meget vigtige film Le Puits af Lotfi Bouchouchi havde jeg tippet til en trediepris. I stedet blev den tildelt den prestigefulde Oumarou Ganda-pris for bedste debut.

En anden af mine favoritfilm var den smukke nigerske kvindefilm Zin’naariyâ, bryllupsringen, af Rahmatou Keïta, der tidligere har lavet en dokumentarfilm om den nigerske skuespillerinde Zalika Souley. Hendes fine og spændende anderledes film fortæller om peule-pigen Tiyaa, der hjemme i Niger venter på et frieri fra sin hemmelige forlovede, en studenterven som hun har levet sammen med i Paris. Hendes veninder er forfærdede over, at hun er ”gået hele vejen” med ham. Hun forklarer: ”De hvide i Paris kærtegner åbenlyst hinanden … efterhånden vænner man sig til det og bliver som dem”. Veninderne allierer sig med byens marabout, en muslimsk lærer. Sammen lægger de en plan for at hjælpe Tiyaa.

På trods af, at filmen foregår i moderne tid, opholder vi os i et meget traditionelt miljø med traditionelle værdier og krav; det er meget fascinerende at kunne kigge ind i en forsvindende verden. Filmen fik pris for bedste fotografering.

Malis film Wulu, der fortæller om kokainsmuglingen tværs over Vestafrika, er en flot og velfortalt film af Daouda Coulibaly. Det er ikke kun pengene, der driver hovedpersonen Ladji til det farlige arbejde. Det handler først og fremmest om at overleve korruption, nepotisme og andres grådighed. Han spiller højt spil og vinder stort, men er det prisen værd? Ibrahim Koma vandt prisen for bedste mandlige præstation, og instruktøren vandt Ousmane Sembene-prisen.

FESPACOS ledelse havde i år mange problemer med at få det hele til at køre. Man må håbe på bedre tider næste gang i 2019. Først og fremmest ville det være rart om præsident Roch Marc Christian Kaboré kunne afsætte mange flere penge til bekæmpelse af terroren nordpå, hvor den almindelige borger næsten dagligt angribes og myrdes. D. 5. marts blev to personer dræbt lige syd for Djibo, fordi de trods advarsler stadigvæk vovede at undervise på fransk i skolen. Imens har sikkerhedspolitiet haft så travlt i Ouagadougou, at ingen har kunnet komme frem i tide, med mindre de er i ministerbiler.

Det går ikke i fremtiden. Man burde have tænkt over, at Nerwaya-biografen var næsten helt afskåret og have skabt transportmuligheder dertil. Jeg var der kl. 8 d. 27. for at se Kwaw Ansahs film Praising the Lord Plus One. Vi var kun 15 personer i en 250 pladsers biograf, og Kwaw Ansah er en tidligere vinder.

I Burkina Faso forstår man at feste

Til gengæld forstår man her i Burkina Faso at skabe store festlige begivenheder. Det var en flot og festlig afslutning på det hele, man præsenterede lørdag d. 4. marts på Stade Municipal. Både præsidenten og hans kollega fra Elfenbenskysten, Alassane Ouattara, var tilstede sammen med en mængde andre notabiliteter.

Udover prisuddelingen fik vi lov til at se adskillige af Vestafrikas dejligste sangerinder optræde. Da der ikke findes et program, og lyden på stadium var meget uklar, kan jeg desværre kun oplyse, at Malis vidunderlige Djenaba Seck gjorde mig i den grad stolt over at være næsten maliner (via et tidligere ægteskab), men den ivorianske sangerinde, som var den sidste, var også utrolig.

I de forrige år har man fejret afslutningen med et gevaldigt fyrværkeri. Det var der intet af i år, måske på grund af den næsten krigsagtige tilstand, som plager Burkinas nordlige provinser?

I dag er det ikke så varmt som tidligere, kun 37 grader, men støvet fyger som sædvanligt. Det er på tide at flytte hjem til min familie i Quartier 29 og betale protestanternes missionshotel for 10 fredelige dage. Måtte freden sænke sig over dette lille fattige land med de mange ærlige og hjælpsomme mennesker, således at næste FESPACO bliver en gladere og kunstnerisk set rigere festival.

Fotos: Karen Hammer og WikiCommons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Fra skrald til smykke

Egentlig skulle kohornene fra slagterierne bare smides ud. Nu bruges en del

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top